Læsetid: 5 min.

Alaa al-Aswany hylder Egyptens revolution

Egyptens mest berømte forfatter, Alaa al-Aswany, lod sig inspirere af demonstranterne på Tahrir-pladsen, men han frygter en modrevolution
Alaa al-Aswany var allerede Egyptens bedst kendte nulevende  forfatter, da den egyptiske reevolution brød ud,  men han er også kendt for sit engagement for demokratisk forandring.

Alaa al-Aswany var allerede Egyptens bedst kendte nulevende forfatter, da den egyptiske reevolution brød ud, men han er også kendt for sit engagement for demokratisk forandring.

Niels Hougaard

25. juli 2011

KAIRO Den 28. januar opfordrede en ung egyptisk mand forfatteren Alaa al-Aswany til at skrive en bog om den revolution, som var ved at få momentum på Tahrir-pladsen i Kairo. Blot få minutter efter deres korte samtale faldt demonstranten død om efter at være blevet ramt af en af regeringens snigskytter, som stod på et tag i nærheden.

Aswany fik aldrig at vide, hvad hans samtalepartner hed, men dette og andre drab samt den store tapperhed hos de revolutionære, der var motiveret af »en utæmmelig vrede og en dyb følelse af uretfærdighed«, har brændt sig ind i hukommelsen på Egyptens mest berømte, nulevende forfatter, som sætter ord på Hosni Mubaraks fald, og hvad det betyder.

»Revolutionen var en stor menneskelig bedrift,« siger Aswany med en rungende stemme, der forstærker indtrykket af, at han er rørt: »Det betyder, at folk er villige til at dø for frihed og retfærdighed. Når man deltager i en rigtig revolution, bliver man en meget bedre person. Så er man parat til at forsvare de menneskelige værdier.«

Minister fyret

Nu frygter han dog ligesom andre egyptiske demokrater en modrevolution ledet af det gamles regime loyale støtter, der vil virkeliggøre den sekteriske vold og det kaos, som Mubarak advarede om ville komme, hvis han blev tvunget fra magten.

Der hersker stor usikkerhed, indrømmer Aswany, der ryger som en besat mellem aftalerne på hans tandlægeklinik i Garden City-kvarteret i Kairo, hvis grønne gader er et fristed i en af planetens mest støjende byer, og hvis forfaldne charme og menneskelige vitalitet, han beskrev i bestseller-romanen Yacoubians Hus.

»Revolutionen lykkedes i Egypten, men nu er det nogen andre, der træffer beslutningerne,« funderer han: »Opfattelsen af hæren er meget positiv, men vi er nødt til at holde den under pres for at få ført revolutionens beslutninger ud i livet. Det kræver en stor indsats ... og så på et tidspunkt reagerer de.«

Blandt forfatterens litterære helte er Naguib Mahfouz, Gabriel Garcia Marquez og Ernest Hemingway.

I marts medførte Aswanys kamplystne spørgsmål, som står i skarp kontrast til de kulturelle normer i Egypten, at premierministeren, som hæren havde udpeget efter Mubaraks afgang, tog sin afsked. I et direkte tv program spurgte han høfligt, men insisterende Ahmed Shafiq, en tidligere general i luftvåbnet, hvordan en af den afsatte diktators loyale tjenere kunne være minister i Egypten efter revolutionen.

Til sidst svarede Shafiq fornærmet, at Aswany ikke havde ret til at tale til ham på den måde. Men den næste dag var han væk og blev erstattet af Essam Sharaf, der som sin første handling besøgte Tahrir-pladsen for at skaffe sig en vis folkelig legitimitet.

Egypten fører an

I sin seneste tv-debat diskuterede Aswany med en leder for Det Muslimske Broderskab, hvis tilhængere er stærkt utilfredse med den liberale seksualmoral, som skildres i Yacoubians Hus og forfatterens seneste roman, Chicago.

»I et ægte demokrati skal man ikke udelukke nogen,« siger han: »De har ret til at ytre sig og danne et politisk parti. Det Muslimske Broderskabs indflydelse blev overdrevet af det gamle regime for at sende en besked til Vesten: Enten accepterer I diktatoren Mubarak, eller også må I forberede jer på, at fanatikerne kommer til magten.«

Forandringerne i Egypten har givet genlyd i hele Mellemøsten, navnlig arrestationen af Mubarak og hans sønner, mener Aswany.

»Egypten har i 100 år ført an i den politiske udvikling i den arabiske verden. Vi fik det første parlament, den første forfatning, den første revolution, den første demokratisk valgte regering i 1924. Så tingene begynder her. Det kunne forklare, hvorfor regimerne i Den Arabiske Golf er så meget imod revolutionen og forsvarede Mubarak,« siger Aswany og tilføjer: »Det er ikke overraskende, de føler sig virkelig truet. Når præsidenten, den tidligere diktator, ender i fængsel og bliver sigtet som en hvilken som helst borger i Egypten, ændrer man på begrebet om politisk magt i hele regionen. Disse mennesker tror stadig, at herskeren er en fader, et symbol, en stammehøvding, så det er helt uacceptabelt for dem, at man kritiserer faderen. Nu er præsidenten blot folkets tjener.«

Demokrati eller kaos

I en nyudkommen essaysamling, Om situationen i Egypten: En romanforfatters provokerende refleksioner, illustrerer Aswany på strålende, men måske ufrivilligt morsom vis den manglende frihed og ansvarlighed i Egypten: Han mindes den tidligere britiske premierminister Gordon Browns møde med en misfornøjet vælger, som Brown kaldte for bigot, mens han blev optaget, og efterfølgende blev tvunget til at give en ydmygende undskyldning.

»Hvis Gordon Brown havde regeret Storbritannien ved hjælp af svig og nødretslove, ville han ikke have sagt undskyld til Gillian Duffy,« skriver Aswany: »Faktisk ville han sikkert have sørget for, at hun var blevet arresteret og sendt til sikkerhedspolitiets nærmeste kontor, hvor hun ville blive slået, hængt op i benene og have fået elektriske stød på de mest følsomme dele af kroppen. Måske ville Duffy blive sigtet ved en nødretsdomstol for at have forårsaget uro, fornærmet et symbol på staten og bragt samfundsordenen i England i fare.«

Aswany insisterer på, at »demokrati er den eneste løsning«, hvilket er et bevidst svar på Det Muslimske Broderskabs slogan »Islam er løsningen«, og at alt det andet vil komme fra det.

»Den medicinske videnskab taler om sygdom, symptomer og komplikationer. Vores sygdom er diktaturet, og det skaber alvorlige symptomer og svære komplikationer: Der er uretfærdighed, så folk bliver frustrerede eller fanatikere.«

Korruption er en anden komplikation. Men hvad er alternativet til demokrati?

»Kaos,« siger Aswany, som mener, at tricket nu går ud på at »institutionalisere revolutionens værdier«.

Frygtens barriere

Når Aswany ikke giver interviews til medierne og behandler sine patienter, arbejder han på at afslutte en ny roman, Automobilklubben, og det ville være overraskende, om revolutionen ikke optræder ud over den lovede dedikation til aktivisterne på Tahrir-pladsen.

Han er stadig optimistisk omkring opstandene andre steder i den arabiske verden, selv om kampene i Syrien, Libyen og Yemen har varet længere og været blodigere.

»Når man først overvinder frygtens barriere, er der ingen vej tilbage,« siger han. Men andre lande er også nødt til at tage ved lære: »For at retfærdiggøre invasionen af Irak sagde amerikanerne, at det var den eneste måde at befri landet fra en frygtelig diktator,« erindrer Aswany: »Vi beviste med vores revolution, at man faktisk godt kan tvinge en diktator til at gå af.«

 

 

© Guardian & Information 2011. Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

'Egyptens revolution'. Hvilken revolution? Man har det militær og autokratiske diktatur man altid har haft. Er det specielt revolutionært, at erstatte den ene diktator med en anden?