Læsetid: 7 min.

Angrebet indefra

Det, der nager, er, at terroristen er nordmand. I det forrykte manifest, som han har offentliggjort, kan vi i glimt skimte bittesmå stykker eller forvrængede billeder af noget, som vi selv halvvejs har tænkt i vores mørkeste øjeblikke, skriver den norske forfatter Jan Kjærstad
Det, der nager, er, at terroristen er nordmand. I det forrykte manifest, som han har offentliggjort, kan vi i glimt skimte bittesmå stykker eller forvrængede billeder af noget, som vi selv halvvejs har tænkt i vores mørkeste øjeblikke, skriver den norske forfatter Jan Kjærstad
30. juli 2011

Som seksårig begyndte jeg at tage alene med linje 30 ind til byen. Jeg stod af bussen i Møllergata, hvor min far stod ved stoppestedet og ventede på mig. Derefter gik vi op på hans kontor, som lå i øverste etage i gårdhuset på hjørnet af Grubbegata og Pløens gate. Han flyttede først kontor, da gårdhuset i 1970'erne blev revet ned for at gøre plads til det nye regeringskvarter, R4. Hans kontor lå omtrent der, hvor der blev bygget en helikopterplatform. Dette sted, hjørnet af Grubbegata og Pløens gate, var længe mit yndlingssted i Oslo. Ikke fordi jeg kunne se det lysegrønne palads, som jeg først senere fik at vide var Deichmanske bibliotek (Oslos folkebibliotek, red.), men fordi jeg fra hjørnet havde udsigt til både den monumentale politistation, nr. 19, og brandstationens tårn. Jeg tænkte altid, at det måtte være de sikreste kvadratmeter i Oslo. Jeg kunne godt lide, at stedet senere fik navnet Einar Gerhardsen plass, da Gerhardsens navn var så tæt forbundet med det trygge samfund, jeg voksede op i. Af alle steder i verden var dette det mest usandsynlige åsted for noget ondt.

En af erfaringerne fra den 22. juli 2011 er, at det utænkelige sker. At selv de steder, der er forbundet med de lyseste barndomsminder og tanker, kan forvandles til noget, der ligner en krigsskue-plads. I går var det et af de sikreste hjørner på kloden, i dag er det et heart of darkness.

Det utænkelige

Selv vores fantasier om de ondeste muligheder har deres begrænsninger. I forbindelse med arbejdet på en roman ( Jeg er brødrene Walker) stod jeg en sen aften øverst i regeringsbygningen og forsøgte at forestille mig, at jeg var statsminister. Hvad ville jeg frygte allermest? I rammefortællingen sidder statsministeren med sin krisestab øverst i regeringsbygningen og skal håndtere et terrorangreb af uanet omfang. I den forbindelse talte jeg med en række 'eksperter' og fik dem til at opliste relevante scenarier.

De var grusomme, og de var mange. Men fordi de var blevet tænkt frem, var der også planer for, hvordan man skulle håndtere dem og sågar forhindre dem. Vi er altid mest sårbare over for det, som vi ikke har fantasi nok til at forestille os f.eks. folk, der har en forståelse af virkeligheden, der gør det muligt for dem at gøre ting, som er uforståelige for os. En massakre af unge på en sommerlejr. Kan man se noget sådant for sig, selv om man roder rundt i de mørkeste afkroge af sin fantasi? Jo enklere det er, des mere vanskeligt er det at forudsige. Vi lider af en lack of imagination, som amerikanerne sagde efter den 11. september. De var forberedt på meget, men ikke på, at nogen skulle finde på at kapre fly og flyve dem ind i bygninger. Hvad angår min egen fantasi, blev den gjort sørgeligt til skamme for en uge siden. Efter terrorangrebet fandtes den øverste etage af regeringsbygningen som et sted, hvor man kunne holde krisemøder, ikke længere.

Historien lærer os, at 'det utænkelige' hele tiden sker, og at man ikke kan beskytte sig imod det. Men er det muligt at forstå det utænkelige, efter at det er sket? For mit eget vedkommende er jeg tæt på at melde pas i dette tilfælde, i hvert fald på det eksistentielle niveau. At næsten 80 mennesker er blevet dræbt af en terrorist, i Oslo og på Utøya, er meningsløst for mig. Det er beundringsværdigt, at nogen forsøger at famle sig frem til en mening med det. For mig er det bare slet og ret meningsløst. Vi kan græde, trøste og vise omsorg. Men at give det mening? Nej. Vi stirrer ondskabens problem lige ind i ansigtet.

I baghold

På et samfundsmæssigt plan kan man dog godt sige noget om hændelsen. Flere har påpeget, at ugerningen er den værste på norsk jord siden Anden Verdenskrig. Det er sandt, men der er en forskel: Denne gang blev vi ikke angrebet af en fjende, der kom udefra.

Dette forår besøgte jeg Fossum-broen ved Askim. Da tyskerne invaderede Norge, var broen skueplads for et af de mest dramatiske slag i det østlige Norge, 12.13. April 1940. Tyskerne ankom i busser fra Oslo. Omkring 120 nordmænd kæmpede mod en overvældende overmagt og forsøgte at forhindre tyskerne i at gå over Glomma-elven. 20 nordmænd blev dræbt.

Det, som overraskede mig på kamppladsen, var synet af fæstningsværkerne. De lå på den 'forkerte' side af floden, fordi de var blevet bygget, så nordmændene kunne forsvare sig mod svenskerne, som kom fra den anden side af grænsen. I 1940 lå nordmændene bag et interimistisk værn og skød mod deres egent fæstningsværn, de var så at sige faldet i baghold.

Den 22. juli blev Norge igen udsat for et bagholdsangreb. Også mentalt. Efterretningstjenesten PST og andre instanser har selvfølgelig været bevidst om den fare, som norske ekstremister, heriblandt 'enspændere', repræsenterer. Men der kan vel ikke herske nogen tvivl om, at de fleste af ressourcerne er blevet brugt til at forberede sig på et angreb, som skulle være organiseret i udlandet, hvilket også er mest logisk.

Netop den kendsgerning, at gerningsmanden er norsk, har for mange gjort hændelsen, drabene, endnu mere frustrerende. På statsministerens første pressekonference, som han holdt sammen med justitsministeren, da det ikke endnu klart, hvem der stod bag bomben i regeringskvarteret, var der placeret to store norske flag i baggrunden. Det har jeg aldrig set før. Det var som, om man ville signalere, at her stod Norge som nation og var klar til at tage kampen op mod gerningsmændene. Og så viser det sig, at fjenden har hejst det samme flag. Norge er i en vis forstand blevet angrebet af Norge.

Fuld mobilisering

Noget af det, som man i eftertiden har diskuteret mest vedrørende invasionen den 9. april 1940, er, at myndighederne undlod at udstede en ordre om øjeblikkelig og fuld mobilisering. Det førte til stor usikkerhed og var årsag til, at tyskerne ikke mødte den modstand, de kunne have mødt. Men når det gælder udåden den 22. juli, er der bestemt ingen tvivl: I løbet af et par timer blev en hel nation mobiliseret, fra regeringstoppen og kongefamilien til indbyggere over hele landet. Ikke mindst unge mennesker. Folk gik ud for at modbevise den frygt, som al terror håber på at skabe. Det var Norge, når landet er bedst. En stærkere demonstration af demokrati, åbenhed og ytringsfrihed har jeg ikke set her til lands.

Hvad skyldes dette lidenskabeligt engagement? Det handler selvfølgelig om at ære de dræbte. Uerstattelige liv er gået tabt, men deres død må ikke være forgæves. Alligevel tror jeg også, at engagementet røber noget mere. Gerningsmanden står alene over for fem millioner. Han har ikke en chance. Ikke desto mindre mobiliserer vi på alle niveauer, som om vi ikke kan vise vores modstand stærkt nok.

Det foruroligende det, der nager er, at terroristen er nordmand. I det forrykte manifest, som han har offentliggjort, kan vi måske, hver på vores måde, i glimt skimte bittesmå stykker eller forvrængede billeder af noget, som vi selv halvvejs har tænkt i vores mørkeste øjeblikke. Det handler om aggressioner mod indvandrere og det multikulturelle samfund og om at bygge et forsvarsværk rundt om sit land. Det handler i det hele taget om en mangel på medfølelse, en foragt for den solidaritet med andre mennesker, som socialdemokratiet bygger på.

Og selv om der er himmelvid afstand mellem en sådan tanke og en handling som den, vi så den 22. juli, vidner denne store mobilisering, dette sammenhold, denne enighed på tværs af partiskel også om et behov for at gå i rette med det værste i os selv. Ikke bare 'aldrig mere en 22. juli', men derimod 'aldrig mere en tankegang, som kan føre til en 22. juli'. I bedste fald vil de af vores holdninger, som vi ser grumsede spejlbilleder af i gerningsmandens manifest, det forkrøblet nationalkonservative, fra i dag være stemplet som unorske. Derfor skal vi heller ikke genskabe 'det gamle Norge', det idylliske, homogene samfund, som for 50 år siden fik en lille dreng til at føle sig tryg ved synet af en politi- og en brandstation. Det samfund vender aldrig tilbage. Vi skal skabe et demokratisk Norge anno 2011, med alle de komplicerede udfordringer, som det indebærer ikke mindst fordi virkeligheden nu også omfatter nettet og sociale medier. Terrorens hensigt var at svække det unge, debatterende, brogede, nye Norge. Vi må sørge for, at resultatet bliver det modsatte.

Fredag den 22. juli vil for altid være en af de sorteste dage i Norges historie. Men det kan også blive til en milepæl, som markerer et generelt opgør med den norske tilbøjelighed, som vores største forfatter, Henrik Ibsen, har kaldt »at være sig selv nok«.

© Jan Kjærstad & Information 2011. Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Paul Andersen

Behring von Breikvig er barn af germanske bosættere, som historisk tidl. har ladet sig udnytte til at åbne for germansk expansion og tysk national-zionisme. Hans religion er tysk, hans ideologi kender vi også derfra, såvel den ubegribelige vold. Var hans våben tyske? Var hans ofre? -Eller var de en blanding af skandinaver og semitter?

Han har bevidst stylet sig til at ligne en skandinavisk arketype. Han er sågar kirugisk snittet dertil. Derudover skal al snak om "Ulve" lede tanken videre, til de nye "fanatikere" på sikkerheds-industriens spisekort: Den skandinavisk mand.

Ved at pege Behring ud som en lokal norsk tosse, gør I hans aktion til en success. Jeg håber vores myndigheder er klogere end det, så vi kan få stoppet de børnemordere der står bag.

Paul Andersen

Bør måske lige præcisere, at jeg ikke er anti-tysk på nogen måde. Det kom for korthedens skyld alt for unuanceret ud. Jeg bryder mig bare ikke om at se skandinaver vende som mod skandinaver. "Tysk" er også vores ophav og vores kære naboer og forlængst danske medborgere. Jeg fornemmer vi lever i et eksemplarisk konfliktløst fællesskab, resten af verden ku' tage ved lære af.

Men husk hvordan det startede i Polen og gentog sig globalt. Først røg de nationalt sindede... Derefter de intellektuelle. Tid til at "spænde hjernen for".

Jeg mener enhver uro er til gavn for Behrings medsammensvorne og til skade for myndighedernes mulighed for at få stoppet denne bande af gangstere.
—Traume, massepsykose og kaos er, som jeg ser det, deres mål. Så det kan vi civile måske arbejde med, frem for at udpege enhver lidt for "nationalt principfast", for en handling de formentlig ingen medskyld har i og ikke forstår. —Stop fx. mediernes fordrejninger med dine kommentarer og kræv voldsporno taget af sendefladen og erstattet med folkeoplysning.