Baggrund
Læsetid: 7 min.

Barnet, der intet anede om fremtiden

At kende sin skæbne er en forbandelse. Dumhederne begår man nok alligevel uanset om man på forhånd er advaret. Fremtiden nydes bedst i små bidder. Ligesom pilgrimmen dag for dag finder glæden i at være på vej
Kultur
30. juli 2011
At kende sin skæbne er en forbandelse. Dumhederne begår man nok alligevel  uanset om man på forhånd er advaret. Fremtiden nydes bedst i små bidder. Ligesom pilgrimmen dag for dag finder glæden i at være på vej

 

 

 

Der var engang et barn, der intet anede om fremtiden, og det barn var jeg.

Jeg har søgt at genkalde mig, hvad jeg som ganske lille forestillede mig, der ventede forude. På den indre skærm toner intet frem. Jeg må have taget det, som det kom: Op på benene. Lære at tale. Mine forældre har sidenhen krænket mig ved at påstå, at jeg var umanérligt længe om at forlade kravlestadiet.

Herefter følger noget, som jeg husker: De år, jeg ventede på at komme i skole. Jeg var ængstelig ved det uoverskuelige antal mennesker, jeg ville komme tæt på i skolen. Plus at min opmærksomhed havde det med at vandre i alle mulige andre retninger end dér, hvor andre gerne ville have den. Det kunne gøre det svært at gå i skole.

Den bekymring havde noget på sig. I min første karakterbog den for tredje klasse, i 1957 har min kær- lige og hensynsfulde klasselærerinde, fru Knudsen, indført: »Lidt mere op- mærksomhed i timerne ville være ønskeligt.« I 1958 fulgt op af: »Er noget uopmærksom.«

Når man endelig er kommet i skole, sidder man og venter på at komme ud igen. Både ud af den enkelte skoledag og ud af skoleforløbet. Det sidste kan i vor civilisation tage 20 år.

Derefter gælder det om at få et ordentligt sted at bo og et udfordrende job, dog ikke for udfordrende. Og så, for helvede, gang i en karriere. Helst skal det hele passe sammen med et privatliv, der er ulejligheden værd at dyrke. Og så, når alt dette er fuldbragt så godt som opdager man: Ups, nu er det meste vist allerede sket!

Noget smutter

»Fik du set det, du ville? Fik du hørt din melodi?« spørger Kim Larsen i sin sang. Min fornemmelse er, at ganske mange har svært ved at svare med et ja, der overbeviser dem selv. Noget er smuttet undervejs.

Tænk, hvis man på forhånd vidste, hvordan ens liv ville forløbe, så man kunne tage bestik ...

Ved nærmere eftertanke: Nej. Det ville være en forbandelse. Alle de samme forviklinger indtraf nok alligevel. Blot endnu mere pinefuldt derved, at man på forhånd var vidende om dem og således måtte udholde dem i smertelig bevidsthed om deres uundgåelighed når man nu er skruet sådan sammen, som man er.

Indsigten i forudsigelighedens forbandelse er udtrykt i oldtidens græske myter. Blandt dem historien om Ødipus. Det er blevet Ødipus spået, at han skal dræbe sin far og ægte sin mor. For at undgå den rædsel flygter Ødipus. Men det redder ham ikke. Han løber lige i fælden. Ødipus kommer til at gøre som spået. Det er hans skæbne.

Bedre bevendt ville det ikke være, hvis man var uvidende om sin egen skæbne, men kendte de andres. Det er kun få, der kommer yndefuldt ud af denne verden. Hvis man på forhånd vidste, hvordan ens forældre ville ende deres dage, og hvilke ulykker der ville ramme ens venner, var det ubærligt. Man ville styrte om af chok.

De få gange i livet, hvor man oplever en tydelig forudanelse om et kommende forløb, er det ledsaget af et ubehag. Og endnu ubehageligere, når det forudsete indtræffer. For eksempel, når man i et klarsyn indser, at én, man holder af, er ved at gå til grunde.

Da min far var i midten af sine 60'ere, sagde han en dag til mig, at han inderligt håbede, at han levede længe nok til at opleve modtagelsen af sin seneste digtsamling. Jeg blev fyldt med bange anelser. Min far burde ikke binde hele sin eksistens op på den digtsamling. Han havde ikke kunnet få noget forlag til at tage den og måtte udgive den selv tilmed illustreret på en måde, som efter min bedømmelse ikke passede til digtene. Min far levede; digtsamlingen udkom og blev fortiet af aviserne. Undtagen en enkelt anmeldelse, der totalt latterliggjorde bogen. Min far døde kort tid efter.

Skæbne afstyret

I allerbedste fald kan forudanelser medvirke til at afstyre en skæbne, der altså ikke er ganske uundgåelig.

Da jeg i 1960'erne var udvekslingsstudent i Los Angeles, var jeg med faderen i den familie, jeg boede hos, en lørdag aften i biografen og se farcen The Wrong Box. Den var ægte morsom. Vi lo stadig, da vi efter filmen kom ud til bilen, og han startede den. Da vi havde kørt og grinet et par minutter, blev jeg ramt af en fornemmelse af katastrofe. Jeg begyndte at ryste over hele kroppen. Familiefaderen fornemmede, at noget var galt. Jeg stammede: »Kør ind til siden.« Det gjorde han. Med ét skete der det, at en meget hurtigt modkørende bil hvirvlede over i vores retning og snurrede rundt på vejbanen dér, hvor vi ville have kørt, hvis vi ikke var trukket ind. Den modkørende bil endte med at ryge op over fortovet. Det lykkedes chaufføren at bakke ud og fortsætte sit vilde ræs. En lørdagsbrandert bag rattet, formentlig. Vi sad længe i stilhed, mens familiefaderen kiggede på mig, og jeg rystede færdig. Det var før sikkerhedsselernes tid. Vi talte aldrig siden om begivenheden. Den var for underlig.

I betragtning af udfaldet bør jeg vel ønske mig udsat for flere forudanelser, men, ærligt talt, jeg er gerne fri.

Fortryd, forband, frygt

En eller anden gavflab har sagt, at mennesker bruger deres liv på at fortryde fortiden, forbande nutiden og frygte fremtiden. Hvordan holder man sig trøstigt munter desuagtet?

I Poul Henningsens 1937-revyvise med refrænet 'Nå' lader han sin englerøst, Liva Weel, synge dette råd:

»Ikke se for langt tilbage eller frem. Leve, mens man lever, være no'et for nogen.«

Poul Henningsen lader linjerne løbe videre således:

»Se, hvor lystigt unge par går sammen hjem. De har glemt det hele også risikoen. Hvad gør vi så? Vi ta'r et kys! Ja. Gør det! Nåeh?!«

Som teenager blev jeg bevæget over visen, da jeg hørte den i radioen, og jeg skaffede mig den på grammofonplade. Den spillede jeg for mine kammerater, som ikke umiddelbart lod sig snøre af det Poul Henningsen'ske frisindsbudskab. De syntes vist, at det var noget underligt noget, jeg gik og lyttede til, når man kunne få både Elvis Presley og Mick Jagger på plade.

Ikke desto mindre har Poul Henningsen fat i en ende. Det har han også, når han lader Liva Weel synge de enkle, smukke linjer i 1941-visen »I dit korte liv«:

 

Hold dig vågen ven.

Hvorfor sove nu

i den lyse sommernat?

Det haster med det kys.

Den kommer, før du tror,

den drømmeløse søvn.

I denne vise mirakuløst skrevet under den tyske besættelse låner Poul Henningsen linjer fra William Shakespeares sidste drama Stormen:

Vi er af samme stof,

som drømme gøres af.

Og vores lille liv

sluttes inde af en søvn.

På vej i håb

Det er den søvn, vi tidsnok falder i. Det handler altså ikke om at nå frem. Lykken ligger i at være på vej, optaget af det nære, helst fuld af forhåbning om, hvad der venter forude. Og i fællesskab med andre.

At megen glæde kan opnås herved, har jeg fået bekræftet under vandre- og cykelture rundt omkring i verden. Jeg er begyndt at forstå, hvad der i tidligere tider ud over fromhed drev folk til at være pilgrimme. Og hvorfor pilgrimsture igen er noget, der drager.

Man planlægger først. Ikke langt ud i fremtiden. Men noget, der skal udføres inden for et halvt eller et helt år: En tur, der starter i punkt A. Og som ender i punkt Z. Undervejs så mange ophold, som tid divideret op i længde tillader. Man kan lave forudbestillinger til de vigtigste ophold eller til dem alle alt efter, hvor megen tryghed man har det bedst med. Og så kan man gå og glæde sig, indtil rejsen begynder.

Efter turstart får hver dag sin egen mening: At komme frem til overnatningsstedet. Helst uden at være aldeles udmattet. Og når man kommer frem, kan man tillade sig et veldækket bord, fordi man har været i fysisk aktivitet. Med sine medrejsende kan man skåle på veludført gerning og på et lykkeligt forløb, når solen igen står op. Det er vemod, der farver følelserne, når man ankommer til endemålet. Men jeg og min pilgrimsfarende husstand har lært os et trick: Man kan jo godt være kommet ret langt i planlægningen af næste færd. Så man allerede kan glæde sig.

Mens jeg skriver disse linjer, ved jeg lykkeligt, at hvis jeg forbliver i live og ved tåleligt helbred, vil jeg i dette efterår vandre i Alsace-bjerge over rødspraglede vinmarker. Og ved decembers solhverv vil jeg cykle i Australien, hvor det er et sommersolhverv, der kaster sine stråler ned over de store landskaber. Jeg ser frem. Altså er jeg. Hvordan det kommer til at gå, og hvor længe det bliver ved, er jeg uvidende om. Lykkeligt uvidende.

Serie

I glimt

Seneste artikler

  • En naturdirektør fatter håb

    23. juli 2015
    Frem mod 1990’erne så det ud til, at verdens magthavere havde lært af fortiden og nu ville tage natur og miljø alvorligt. Men så opdagede de, at det skaffede dem uvenner
  • En dreng bliver dumpet af professor Tribini

    9. juli 2015
    Foran sit gøglertelt på Dyrehavsbakken hidlokkede professor Tribini i 1960’erne sit publikum med en rablende talestrøm. Tribini stod også for børnequizzer på Friluftsscenen. Her blev erindringsskribenten ydmyget
  • Den unge læser, der købte Ditlevsen og Sønderby

    23. juli 2011
    Nogle bøger betyder så meget, at man nødvendigvis må eje dem. Tove Ditlevsen og Knud Sønderby har skrevet noget af det smukkeste dansk. Ærligt og gribende, så de bliver en del af læserens eget liv
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her