»Hegnet er lidt lavere herovre.« En mand på omtrent 20 år har skubbet kasketten op i panden og står på tæer oven på en halvmeterhøj betonklods for at få et kig over på den anden side af den tre meter høje trævæg.
»Lad os droppe det, så kan det sgu være lige meget.«
Fyrens kæreste står med armene over kors og vender øjnene mod himlen. Herude på Roskilde festivalens festivalplads kan den laveste kaste af betalende gæster, med håbløse stofarmbånd uden nogen som helst adgangsbogstaver godt glemme tanken om et kig ind til pusterummet. Herinde på den anden sidder vi os journalister side om side med musikbranchefolk, reklamefolk og frivillige medarbejdere fra festivalen, der har fået tiltusket sig et armbånd, der vil noget. Det er nu alligevel de færreste af os, der har erhvervet os de eftertragtede Tuborg-armbånd og adgang til eliten og gratis øl i Carlsbergs kendisslot midt i Mediebyen.
I alt er omtrent 5.000 mennesker akkrediteret til Roskildes VIP-afdeling, men for bare 500 kroner lagt oven i den oprindelige billetpris, kan du hvis du kender de rigtige vel at mærke købe dig til en såkaldt ombytter. Et armbånd med de rigtige bogstaver og derved adgang til grønnere græs, kvinder med smukkere ben og mænd med dyrere solbriller.
Som det ser ud nu, går der dog for hver eneste kendte, semikendte eller deciderede
has beenfem entusiastiske nobodys rundt og spotter kendisser. Heriblandt undertegnede.
Også bare mennesker
Nu skal det ikke forstås sådan, at alle steder er lige fine i Mediebyen. Når først man træder ind i byen fra pøblens festivalplads, ender man ved Presseladen.
Her sidder de små medier uden egen arbejdsskurvogn, (herunder undertegnedes eget medie). Engageret fyldes metervis af spalteplads med øjenvidneberetninger fra nøgenløb, og mediearmbåndet retfærdiggøres ved kun at smide et middelmådigt antal stjerner efter koncerterne.
I midten af Mediebyen finder du Opera Bar, hvor flokkene samles om baren med de unge kvinder, der smilende varter masserne op og kværner mynte til mojitos. Og bagerst søger de ægte kendte eksil i en eksklusiv lille bar glimtende af discokuglelys pladselskabernes Labelbar.
Tilbage i Opera Bar har fire af de smilende, lyshårede kvinder fået fri fra dagens vagt: »Det bedste ved Mediebyen er ... Medina. Ej, må man godt sige det? Hun var bare så lækker at se på,« siger Josefine Daugaard, RUC-studerende og 22 år.
Pigerne bliver enige om, at træk -og sliptoiletterne nok er Mediebyens største force:
»Det er altså bare lidt rart at slippe for pis, stive mennesker og efterskoleunger,« siger Lucia Fox og bukker hovedet for at nå sugerøret på sin drink.
De ansatte i baren fik strenge instrukser, inden festivalen gik i gang: Kendte mennesker er altså også bare mennesker, lød den vigtigste reprimande: »Der vil være en del kendte, som kommer i barerne. De skal behandles som de øvrige gæster, og derfor skal man ikke have taget billeder, dele gratis drikkevarer ud mv., mens man er på arbejde. Vi forventer kort sagt, I opfører jer professionelt,« stod der i e-mailen til de frivillige.
Derfor gjorde Josefine Daugaard da også nøjagtig, som hun havde fået besked på, da Søren Rasted angiveligt forsøgte at snyde sig til en drink.
»Det kan godt være, man er kendt, men man skal stadig betale,« siger hun.
Lukket Tuborg-land
Over for Opera Bar snubler en ung fyr i gummistøvler og med overskæg ned af trapperne fra det fire meter høje Tuborg-plateau. Til trods for at den unge mand er indehaver af det eftertragtede sorte Tuborg-armbånd, er han blevet bedt om at forlade stedet. Snedigt har han i timevis smuglet øller ud til sine mindre heldige venner uden Tuborg-armbånd. Her hævet over resten af Mediebyen står de gratisdrikkende elitegæster i orange modlys og skuer ud over Mediebyens mindre kendte mennesker. Man aner kun silhuetterne af kvinder, der skødesløst slår hovedet bagover i selskabelig latter, og mænd, der mandekrammer og skåler i gratis bajere. Der står de, de smukke kendte og så kan man ikke engang se dem selv med undertegnedes ægte mediearmbånd. Som var de gemt væk bag tonede ruder. Den fest er nu også slut for den unge smuglergæst.
Vil du ikke godt afsløre, hvordan du i det hele taget fik fat i Tuborg-armbåndet?
»Kender du Thomas fra Very? Det kan godt være, du skriver for Information, men det er altså
fuckingligegyldigt her. Man skal gå rigtig meget i byen for at få sådan en adgang. Du går ikke rigtig så meget i byen, gør du vel?«
Gab!