Nyhed
Læsetid: 4 min.

Bjergenes engel

Andy Schleck genoplivede svundne tiders bedrifter ved at stikke af 60 km fra mål og vinde alene på Galibier. Alberto Contador blev etapens store taber, og spanieren synes nu ude af kampen om samlet sejr
Andy Schleck fra Luxembourg vandt gårsdagens etape i Tour de France med så dristig kørsel, at det gav mindelser om hans landsmand Charly Gaul med tilnavnet Bjergenes engel, der vandt Touren i 1958.

Andy Schleck fra Luxembourg vandt gårsdagens etape i Tour de France med så dristig kørsel, at det gav mindelser om hans landsmand Charly Gaul med tilnavnet Bjergenes engel, der vandt Touren i 1958.

Stefano Rellandini

Kultur
22. juli 2011

Det sker så sjældent, at jeg ikke kan huske, hvornår det sidst fandt sted: at en rytter, der vil vinde Tour de France, ikke venter til etapens sidste bjerg med at angribe, men i stedet drister sig til at forsøge langt, langt udefra.

Det gjorde Andy Schleck, da han midtvejs oppe på det andet af de tre bjerge, Col d'Izoard, kørte væk fra den hidtil så jævnbyrdige håndfuld af favoritter og deres få hjælpere. Der var blevet tyndet godt ud og tappet mange kræfter allerede på det vildt stejle Agnello, og et øjeblik kunne man se Alberto Contador sidde langt nede i gruppen, som om han var i vanskeligheder, på et alt for tidligt tidspunkt.

Stadig ventede ingen, at noget afgørende skulle ske før den sidste lange opkørsel til målet på toppen af Galibier. Ingen eksperter, ingen sportsdirektører, ingen ryttere forestillede sig andet end, at det ville blive business as usual, at angrebene først ville komme tidligst otte km fra sidste top, for sådan er moderne cykelløb.

Men han gjorde det, Andy, og gjorde sig til en skikkelse fra gamle dage, hvor sejre og nederlag ikke blev udmålt i sekunder, men i mange minutter, en skikkelse med konturer som en Fausto Coppi fra 1952 i samme terræn, på samme forrevne øde bjerg, Izoard. Jeg har en plakat med ham, Coppi, altså, hængende på min væg, et billede taget netop på denne etape.

Forarbejdet var perfekt. Leopards sportsdirektør, Kim Andersen, der ellers har ry for en lidt defensiv indstilling, havde lagt en plan, som mere lignede hans egen dristige og aggressive måde at køre på, da han var rytter. To mand var blevet sendt ud som forposter i dagens tidlige udbrud, Joost Posthuma og Maxime Monfort, og det var læseligt for alle, at de skulle ligge og vente på at en af brødrene i angreb skulle komme op til dem. Men hvilken bror og hvornår?

Snedig plan

Dette skriver jeg, mens etapen køres, og Andy har skaffet sig et forspring på næsten tre minutter. Posthuma er blevet kortvarigt brugt nær toppen af Izoard, hvor Monfort venter på Andy for at kunne gelejde ham ned ad bjerget og trække på det fladere stykke og gennem modvinden i Briancon og hen, hvor vejen drejer til højre op mod Galibier.

Men er det en iscenesættelse, der skal gøre Andy til Tour-vinder, fordi han er den stærkeste af brødrene, og har det hele tiden været meningen? Har de endda vidst, at han var så stærk, at han kunne vinde på den store måde?

Eller er det overdådige angreb første led i planen? Når alle har kørt sig døde på Andy, og han selv er kørt mør, så slår Fränk kontra der, hvor cykelløb i bjergene plejer at blive afgjort.

Det ser ikke sådan ud. Andy og Monfort, der er kommet i selskab med resterne af morgenhugget, taber ikke tid inden Galibier, men øger. Også på de første ramper af Galibier.

Først da Andy har 13 km til toppen, og forspringet er på fire minutter reagerer Contador, men ubeslutsomt og kortvarigt, og ingen af favoritterne har kræfter eller mod til at optage forfølgelsen. De lader dødtrætte hjælperyttere om arbejdet, indtil Cadel Evans ser sine chancer forsvinde med Andy op ad vejens slyngninger, og han må alene reducere tidstabet resten af vejen op.

Spændingen er intakt

Det var et lige så smukt forsvar, som angrebet var det, og spændingen i cykelløbet er fuldstændig intakt dog med en enkelt aktør færre. Alberto Contador havde ikke set godt ud allerede på dagens første bjerg. Han sad langt nede i feltet, og i Evans forcering måtte han slippe kort før mål og se sine muligheder for at vinde forsvinde.

Thomas Voeckler bevarede med 15 sekunder sin gule trøje, fordi han kunne følge med Evans, men hans attitude var meget sigende: Han kører fortsat for at beholde trøjen blot en enkelt dag mere, og han er kisteglad, hver dag det lykkes. At vinde Touren er ikke en ambition, der holder ham vågen om natten, på trods af at han fortsat fører løbet før den sidste bjergetape med afslutning på Alpe d'Huez i dag og enkeltstarten på lørdag.

I dag vil brødrene med fordel kunne spille deres kort anderledes. Fränk kunne med broderens angreb sidde på hjul hele dagen, og som den mest friske kunne han oversprinte Cadel Evans på de sidste par hundrede meter til en andenplads efter Andy og nogle vigtige sekunders fortjeneste i forhold til Evans.

I dag kan Fränk angribe tidligt, måske i bunden af Alpe d'Huez, og Andy kan slå kontra. Tidligere vil det, selv efter den gammeldags bedrift i går, næppe ske, for der er 50 flade km fra foden af Galibier hen til de 21 sving op ad Alpe d'Huez. Rytterne har vist sig dristige, men dumme er de ikke.

Det lyder som en kliché at kalde Andy for Bjergenes engel, men det er det ikke. Ikke i Luxembourg, hvor han jo kommer fra, for det var tilnavnet på hans landsmand Charly Gaul, der vandt Tour de France i 1958 på samme måde, som Andy vandt etapen i dag, og han må sidde oppe i sin himmel og gnægge af fryd over det, han fik at se. Det var Gaul, der det år fik mig til at følge Tour de France for første gang, og i går blev jeg mindet om hvorfor.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Jeg bliver næsten nødt til at citere mig selv fra forleden, hvor jeg oplevede en hvis resígnation i feltet af kommentatorer over at Touren tilsyneladende var i færd med at undergrave sig selv, som følge "søstrene Schleck"s og andre favoritters henoldende kørsel:

"Bare rolig. Ingen kan vinde Tour de France på funktionærkørsel i længden også selv om der formodentlig ikke er EPO med i spillet. I sidste ende drejer det sig stadig om udholdenhed, råstyrke, vilje og selvfølgelig også taktik. Men taktik alene gør det ikke.Jeg er sikker på Touren har en stor fremtid for sig. Cyklisme er kommet for at blive." Æv bæv!