Læsetid: 4 min.

Bjerget, hvor blot en enkelt sejr løfter rytteren over i historien

Miguel Indurain var endnu en upåagtet rytter, da han i 1990 nåede først til toppen og sejrede i Luz Ardiden højt oppe i Pyrenæerne. Her har årets Tour de France' første store bjergetape mål i dag, men først skal rytterne over legendariske Tourmalet, og der er det slut med at gemme sig
Miguel Indurain var endnu en upåagtet rytter, da han i 1990 nåede først til toppen og sejrede i Luz Ardiden højt oppe i Pyrenæerne. Her har årets Tour de France' første store bjergetape mål i dag, men først skal rytterne over legendariske Tourmalet, og der er det slut med at gemme sig
14. juli 2011

Norge er gået amok i Tour-rus efter Thor Hushovds stædige forsvar af den gule trøje og Edvald Boasson Hagens etapesejr, men selv om de hurtige nordmænds tid foreløbig er forbi, når løbet i dag rammer Pyrenæerne, vil der fortsat være noget at snakke om for de norske tv-kommentatorer. Især for en af dem.

Norsk TV2's Dag Otto Lauritzen, der i 1987 som ganske ukendt rytter gik ud på et langt ensomt togt mod målet oppe i Luz Ardiden og lige netop formåede at holde alle favoritter og bjergryttere bag sig til en opsigtsvækkende etapesejr.

»Dag Ottos store dag«, kaldte Morten Sabroe dengang sin fremragende reportage, og det var en underdrivelse.

En enkelt sejr i dette terræn er nok til at løfte en rytter over i historien, og det blev det absolutte højdepunkt i nordmandens pæne karriere. Tre år senere var det endnu engang en rytter uden for favoritternes snævre kreds, der kom først og alene til Luz Ardiden. Men der i 1990 var det en sejr, som kom til at indvarsle en epoke: Miguel Indurains.

Ikke til at styre i fem år

Den store spanier var løjtnant for Pedro Delgado, der havde vundet Tour'en i 1988, men Delgado var ikke i stand til at udnytte Indurains enorme forarbejde, og da han også kom i vanskeligheder på Tourmalet, gav han Indurain fri til at søge sin egen lykke.

Greg Lemond, der kørte sig tæt på sin tredje Tour-sejr denne dag, havde en anden dagsorden end etapesejren, nemlig at tage afgørende tid på lykkeridderen Claudio Chiappucci, der her på 16. etape tærede på det sidste af et kæmpeforspring på mere end 10 minutter erhvervet allerede på første etape, og Chiapucci forsvarede sig ved at gå tappert og meget tidligt i angreb. Det gjorde han så effektivt, at han endte på podiets andenplads i Paris efter Lemond. Indurain sluttede langt nede.

Da Indurain havde fået fri på Tourmalet, var han ikke til at styre de næste fem år. Han vandt i Luz Ardiden, men ironisk nok blev det den eneste bjergetape i Tour de France, han nogensinde kom til at vinde. Fra 1991 vandt han løbet fem gange i træk på sine formidable enkeltstarter og evne til at matche de bedste bjergryttere, men i bjergafslutningerne nærmest overlod han etapesejren til nærmeste konkurrent. Blot den gule trøje blev eller forblev hans.

Således også i 1991 på 13. etape over Tourmalet. Indurain og Chiappucci angreb sammen og på nedkørslen i møgvejr og opkørslen til Val Louron distancerede de alle. Etapesejren behøvede italieneren næppe spurte om, for den gule trøje var Indurains, indtil Bjarne Riis tog fra ham i 1996.

Hvem angriber først?

Kombinationen af Tourmalet og Luz Ardiden dufter af den store historie, og så skal rytterne i dag først bestige den mindre kendte La Hourquette d'Ancizan, der stiger med otte procent over 10 km. Allerede her vil et udbrud af mindre ryttere være af sted for at kopiere Dag Ottos store dag og udskilningen bagfra være voldsom. Favoritterne vil holde sig i skindet, vogte på hinanden, undgå at blotte sig, og det vil de højst sandsynligt også gøre over Tourmalet. Sådan er det altid på den første bjergetape, hvor deres styrkeforhold er lige så ukendt for dem selv, som det selv efter 11 etaper er for os andre. Favoritter kan falde allerede her eller svaghedstegn vise sig, men sker det ikke, vil der først blive angrebet på de sidste godt 13 km op til Luz Ardiden. Og det store spørgsmål på første bjergetape er altid: Hvem angriber først?

Det ligger til Alberto Contador at gøre det. Det er i hans natur og sædvane at ville angribe, og da han efter sit styrt allerede på første etape er bagud med halvandet minut, er han nærmest tvunget til at gøre det. Gør han det ikke, vil det blive tolket som en svaghed, der straks vil blive forsøgt udnyttet.

Brødrene Schleck og Leopard Trek er kommet umærket gennem første halvdel af løbet, og det samme gælder Cadel Evans og hans BMC. Ivan Basso og hans hold Liquigas har været dygtige til at gøre sig ubemærkede. Contadors værste konkurrenter er kommet langt mindre mærkede frem til bjergene end han selv og Saxo Bank Sungard.

Det kan blive afgørende, og der er stor risiko for, at Contador vil være isoleret allerede inden sidste bjerg.

Hans to spanske bjerghjælpere, Hernandez og Navarro, har været helt fraværende på de stigninger, der dog har været indtil nu, men ingen ved, om de har sparet kræfter eller blot ikke kan noget. Nicki Sørensen ville normalt være en god støtte langt oppe ad sidste bjerg, men ligner en slidt mand efter at have haft opgaver her, der og alle vegne for at bøde for de mangler, som Tosatto, Hernandez, Navarro og især den spanske badebillet Benjamin Noval har vist.

De velkørende Chris Anker Sørensen og Richie Porte, som virker mest friske, ligner de bedste bud på støtte til Contador med mindre de små spaniere har lurepasset indtil nu.

Sensationen lurer

Fordi løbet har mistet hovedpersoner som Bradley Wiggins, Janez Brajkovic og Jürgen van den Broeck, og at andre som Robert Gesink og Andreas Klöden er handicappede af skader efter styrt og Levy Leipheimer og Samuel Sanchez af tidstab, kan de første bjerge sætte et nyt og måske uventet hierarki: HTC's Tony Martin har virket stærk, men har også været på hårdt arbejde, og hans makker Peter Velits er også en fremtidens mand. Lige nu har jeg stor fidus til Luís Leon Sanchez, der på 9. etape i søndags var stærkest på den hidtil mest knoldede etape, og spanieren, der engang blev spået en karriere som Indurains hvem han ligner i evner og statur kan jo så passende bruge netop Tourmalet og Luz Ardiden som afsæt.

Det vil dog være en sensation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Andreas Ebbesen

Jeg skrev det sidste år, men skal gerne gentage det for Prins Knud.
Cykelsport her sgu ikke noget med kultur at gøre, det er som fodbolt ren underholdning.
Og må vi så slippe for mere sportsideoti tak!
Det er nok, at man skal trækkes med det på JP-Politiken og alle de andre underlødige og højreorrienterede aviser, i behøver ikke og gøre dem den ringe kunst efter.
VH Heidi Madsen, for hvem sport er lig 0

Søren Kristensen

Nej, men der alligevel mange kulturformer hvor dope indgår. Tag fx hippiekulturen, teknokulturen og de kattyggende kulturer. Kultur er jo bare et andet ord for konscensus.Det kan så være at konscensus er ved at ændre sig i cykelsporten, hvad angår dope, men det bliver det ikke mindre spændende af. Det er jo ligesom ikke drame det skorter på, når det gælder netop den sportsgren. Og nu var det jo ikke dope som sådan Heidi tog afstand fra, så vidt jeg har forstået det, men Tour de France som det udspiller sig lige nu. For dem der gider tænde for det. Eller på det.