BERLIN Bagefter siger den ni-årige, at hun bedst kan lide scenen, hvor alle flyver rundt som engle. Den seks-årige holder mest af scenen, hvor den spæde dreng ligger i en hængekøje og bruger en kaffekande som sutteflaske. Hjemme hos os dukker navne som Big Jim og Edna Purviance jævnligt op i samtalen ved middagsbordet, efter at vi i efteråret købte alle Chaplins film på dvd.
Men det var helt særligt, da vi forleden så The Kid. Det foregik ikke hjemme i sofaen, men i Kino Babylon, hvor filmen blev live akkompagneret af Neue Kammerorchester Potsdam. Vi kom en halv time før for at få en god plads, og der endte med at være udsolgt, som der også var til Modern Times med orkesterledsagelse et par dage forinden. Festivalen overraskede os og viste først Easy Street fra 1917. Akkompagneret på klaver af britiske Neil Brand, der er en af de helt store stumfilmpianister. Jublen over Chaplin som en heltemodig politibetjent i en mildt sagt uterlig gade ville ingen ende tage.
Chaplin Complete hedder festivalen, der viser alle Chaplins film og ikke kunne have en mere passende ramme end Babylon. Biografen, der ligger i Berlins Mitte, blev åbnet i april 1929 som det 379. biografteater i Weimar-republikkens hovedstad.
En måned senere fandt de første Oscar-uddelinger sted i Los Angeles. Her var Chaplins film The Circus nomineret for bedste produktion, bedste instruktør af en komedie, bedste mandlige hovedrolle og bedste manuskript.
Akademiet besluttede sig imidlertid for at trække samtlige nomineringer af Chaplin tilbage og i stedet give ham en Special Award »for alsidighed og genialitet ved at spille, skrive, instruere og producere The Circus«.
Tilløbsstykke
80 film på 24 dage og dertil en gratis udstilling om Chaplin på biografens førstesal. Med en uskøn nordeuropæisk sommer oven i (bowler) hatten er festivalen et sandt tilløbsstykke. Filmen på åbningsaftenen var med tyskernes fornemme forvaltning af deres blakkede fortid selvfølgelig den suveræne The Great Dictator fra 1940, der blev vist ved et gratis open air-arrangement ved Brandenburger Tor. Tusinde filmfans mødte op, og Chaplins ældste datter, skuespilleren Geraldine Chaplin var æresgæst.
Udstillingen i Babylon- biografen minder om, at det er 80 år siden, Chaplin besøgte Berlin. Fra 9. til 15. marts 1931 var han i byen for at præsentere sin nye film City Lights. Et filmklip viser, hvordan han hyldet af den euforiske menneskemængde ankom til Hotel Adlon netop på Brandenburger Tor. Kun to år senere lod nazisterne deres endelige magtovertagelse fejre med et fakkeltog samme sted.
Besøgte fattige
Den lille udstilling er fint koncentreret om Berlin-besøget, som var en broget affære for Chaplin. På den ene side blev han storslået modtaget som en af verdens største berømtheder og en af filmindustriens rigeste. På den anden side oplevede han et politisk ophedet Berlin, hvor NSDAP få måneder forinden var blevet valgt ind som Rigsdagens næststørste parti, og hvor den brune presse hånede ham som »den jødiske klovn« (Chaplin var nu ikke af jødisk slægt). Alligevel er det umisforståeligt, at han var en megastjerne. På dagen for hans ankomst hyldede forfattere som Erich Kästner, Kurt Tucholsky og Peter Scher ham i aviserne med digte skrevet til hans ære. Schers bar titlen »Charlie, regér du verden«.
Den danske skuespiller og kabarettist Max Hansen, der var vokset op i Tyskland og havde en fremtrædende karriere i Weimar-republikken, skrev dagen efter en artikel om, at Chaplin om aftenen havde besøgt revyteatret, hvor Hansen optrådte. Det eneste, han kunne tænke på, da han fra scenen fik øje på Chaplin i en loge, var ikke at besvime. Artiklen indledes med ordene »Den største oplevelse i mit liv er indtruffet«. Da Max Hansen havde trykket maestroen i hånden, måtte han erkende, at »mit storhedsvanvid ikke længere kender nogen grænser«.
Men Chaplin brugte tiden i Berlin til andet end at more sig, for hans medmenneskelighed og sympati for samfundets svageste forblev intakt trods verdensberømmelsen. Han besøgte byens fattige kvarterer, politipræsidiet, kriminalmuseet, varetægtsfængslet på Alexanderplatz, og ved sine få offentlige møder med myndighederne talte han til dem om fattigdomsbekæmpelse. Til sidst blev stemningen ham for meget, og han rejste i ubemærkethed afsted inden premieren på City Lights efter at have tilbragt eftermiddagen til te i sin ven Albert Einsteins lejlighed.
Dansk bidrag
Kevin Brownlow, den britiske filmhistoriker og dokumentarfilminstruktør, der i 1983 lavede det tre timer lange dokumentarprogram Unknown Chaplin, besøgte festivalen og fortalte om programmet. Det består udelukkende af uendeligt mange indtil da uspillede filmklip. Chaplin var en mand, der arbejdede uden manuskript og tog en scene om, til den sad der.
I programmet medvirker en storrygende dansk kronprins, den senere Frederik den 9. Han havde, fortæller Brownlow, som alle andre berømtheder, der dengang kom til Hollywood, kun ét ønske, og det var at møde Chaplin. Det fik han lov til, og de optog oven i købet en lille filmscene sammen, hvor kronprinsen lod sig charmere af Edna Purviance og viste, at man faktisk godt kan more sig kongeligt.
'Chaplin Complete' i Kino Babylon til 7. august 2011. Se programmet på www.babylon-berlin.de