Læsetid: 4 min.

Chokpædagogik og en svinedyr guitar

Som kunstner må man opdrage sit publikum og lade arbejderklassen vide, at hvis den ikke vil betale for den levende musik, så må den nøjes med Dansktoppen
Som kunstner må man opdrage sit publikum og lade arbejderklassen vide, at hvis den ikke vil betale for den levende musik, så må den nøjes med Dansktoppen
30. juli 2011

En del af lærerne på skolen, der lå nærmest bebyggelsen, var uddannet på Tvind. Nogle af dem boede også i bebyggelsen. De var særdeles aktive i bestræbelserne på at skabe 'sammenhold' mellem beboerne. Lidt imod en senere tids opfattelse var mange 'tvindlærere' udmærkede lærere. På den anden side kunne de være rabiate på en måde, som de fleste forældre havde svært ved at acceptere. En af dem havde f.eks. taget sin klasse med på nogle rundflyvninger og havde givet forældrene et forkert tidspunkt for, hvornår børnene ville være hjemme igen. Da tidspunktet var overskredet, ringede de bekymrede forældre naturligvis til skolen for at høre, om der var sket noget. Var flyvemaskinen styrtet ned? Det var den heldigvis ikke, og da børnene alle sammen var sikkert hjemme, og da der var gået et par dage, kom det frem, at læreren helt bevidst havde angivet et for tidligt tidspunkt for landingen. Det var ment som forældreopdragelse, chokpædagogik kan man roligt kalde det. Forældrene skulle testes, det skulle vise sig, om de virkelig elskede deres børn! Læreren blev ikke fyret, men det var meget tæt på. At han ikke blev det, skyldtes, at han ellers var en fortræffelig lærer, der især var god til børn med store tilpasningsproblemer og andre vanskeligheder hjemmefra.

Enhver ung piges drøm

Jeg debuterede som forfatter sidst i 70'erne, mens vi stadig boede i bebyggelsen, og deltog nogen tid efter i et møde på Hald Hovedgård ved Viborg. Den på én gang generte og pågående Per Højholt stod og talte med en anden i pejsestuen. Han rakkede ned på Tvindimperiet, hvilket dengang ikke var god tone i kulturlivet, og gjorde det så livsaligt ondskabsfuldt og morsomt, at jeg på et tidspunkt blev nødt til at gå udenfor. Jeg fik simpelthen mavekrampe af grin. Samme krampe var ved at indfinde sig igen, da jeg få dage efter var hjemme igen og deltog i et beboermøde, som tvindlærerne og andre af bebyggelsens 'aktive' havde arrangeret. Mødets tema var klart socialistisk og skulle gøre beboerne, der nok kunne savne lidt politisk dannelse, bevidste om, at der også fandtes en vaskeægte arbejderkultur. Man havde hyret en aktivist og sanger inde fra Nørrebro, en ung mand med langt krøllet hår og en svinedyr Martinguitar. Han optrådte med gedigne arbejdersange, Oskar Hansen og den slags, men han førte sig ellers frem som en popstjerne. I en pause satte han sig ved det bord, hvor jeg også sad. Jeg lagde misundeligt, ærlig talt mærke til, at kvinderne så langt efter ham, også de småborgerlige ribs med bobbet hår, for hvem verden havde stået stille, siden Cliff Richard var enhver ung piges drøm.

Ikke god socialisme

Heldigvis var der en anden ved bordet, en af tvindlærerne fra skolen, der fortalte aktivisten og sangeren, at jeg for kort tid siden havde udgivet en roman. Det gjorde mig interessant for sangeren, og han begyndte at fortælle mig om sine ambitioner, det han kaldte sine »drøm'e«, som ikke helt blev indfriet af at »syng noen sang« i beboerforeninger. Han var socialist af hjertet, fortalte han, men han ville også gerne være professionel. Og for at slå igennem og skabe sig en karriere, var der lissom ikke rigtig gods nok i Oskar Hansen. Eller i at optræde i beboerforeninger. Det var for at markere, at han »lissom var på vej et andet sted hen«, at han havde anskaffet sig den dyre Martinguitar. En 'westernguitar' med stålstrenge ikke nylon, for så var man lissom ovre i noget halvklassisk folklore, og det var ikke lige en stil, man kunne blive kendt på.

Men foreløbig, fortalte han, havde han svært ved at klare afdragene. Socialistiske boligforeninger, og foreninger på venstrefløjen i det hele taget, havde nærmest nul forståelse for, at musikere også skal leve. De gloede ubehageligt på én, når man antydede, at man gerne ville have penge for at spille. Det var ikke god socialisme at sige, at man altså ikke var tilfreds med alle de bajere, man kan drikke, og en sød pige til at holde sig med selskab i pauserne. Det er noget rigtigt lort, fortalte han mig. Og så fortalte han om, at han engang var blevet hyret af Konservativ Ungdom jo sgu, selveste KU! Og han var da godt klar over, at det for dem var en slags vits. De ville have underholdning, og underholdningen skulle være 'en af de langhårede'. De havde ellers været flinke, de havde endda sagt undskyld bagefter, fordi de jo sådan set havde gjort ham til grin ved at skråle med på hans Oskar Hansen-sange. »Men de gav mig sgu to tusind!« sluttede han sin fortælling og så prøvende på mig.

Én under hver arm - en mørk og en lys

To tusind, det var mange penge dengang. Jeg kom til at tænke på Højholt i pejsestuen på herregården Hald Hovedgård, og da også på min egen splinternye status som Forfatter, og tænkte, at når Højholt kunne være ondskabsfuld, så kunne jeg vel også. »Som kunstner må man opdrage sit publikum,« sagde jeg til fyren: »Du må lade arbejderklassen vide, at hvis den ikke vil betale for den levende musik, så må den nøjes med Dansktoppen.«

Ondskabsfuldheden gik ikke op for ham. Heller ikke, tror jeg, at arbejderklassen jo alligevel, i almindelighed, til enhver tid fortrak Dansktoppen frem for Oskar Hansen.

Tværtimod virkede han opmuntret, da han optrådte igen efter pausen. Og da mødet var slut, og folk begyndte at gå hjem, så jeg ham gå op mod stationen. Han havde den dyre guitar hængende på ryggen og gik med en pige, en mørk og en lys, under hver arm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu