Læsetid: 7 min.

Demokratisering kan ikke redde Europa

Essay. Europas nuværende politiske eliter er et ynkeligt syn fra deres modsætningsfyldte reaktioner på opstandene i den arabiske verden til deres frygtsomme håndtering af eurokrisen
Damage Control. I lyset af elitens fiasko er det ikke overraskende, at vi hører fornyede krav om en demokratisering af Europa. Pludselig forventes befolkningen at skulle reparere, hvad eliten har forkludret.

Damage Control. I lyset af elitens fiasko er det ikke overraskende, at vi hører fornyede krav om en demokratisering af Europa. Pludselig forventes befolkningen at skulle reparere, hvad eliten har forkludret.

Simela Pantzartzi

30. juli 2011

De politiske eliter i Europa er kendetegnet enten ved, at de bliver ved med ikke at handle, eller også ved at de flygter de fra den ene løgn til den anden i forventning om, at de på den måde kan vinde kontrol over markederne.

De har skullet fremlægge bevis for deres længe forfægtede påstand om, at Europa er en kapabel aktør på den globale politiske og økonomiske scene, men de har ikke bestilt andet end at vakle. Og da de nægter at tro, at det er tilfældet, fejrer de hvert eneste snublende skridt som Europas og euroens frelse. Det dårlige image, Europa for øjeblikket har, er i vid udstrækning resultatet af eliternes afmagt.

I lyset af elitens fiasko er det ikke overraskende, at vi hører fornyede krav om en demokratisering af Europa. Pludselig forventes befolkningen at skulle reparere, hvad eliten har forkludret. Eftersom befolkningerne allerede bliver bedt om at betale for de problemer, som eliterne forårsager, mener mange, at burde have mere indflydelse på, hvordan og af hvem Europa styres. Selv om det lyder rimeligt, giver det ikke så meget mening, som man kunne tro ved første øjekast. Selv efter demokratiseringen af Europa vil eliterne i Bruxelles og Strasbourg stadig bestemme. Den eneste mulighed for den europæiske befolkning, for så vidt som man overhovedet kan tale om en sådan, ville være at reagere på den åbenlyse fiasko ved at stemme de nuværende ledere ud og vælge en anden elite ind i stedet. Om det vil ændre noget grundlæggende, er et åbent spørgsmål.

Bruxelles, som også er Belgiens hovedstad, er et særlig velegnet eksempel på, at demokrati ikke automatisk producerer en kapabel elite. Siden valget sidste sommer har Belgiens politiske partier været ude af stand til at danne en ny funktionsdygtig regering. Belgiens demokrati lider under etniske kvoter og politiske opdelinger og har længe ikke været i stand til at tage selv de mest basale beslutninger. Nu er det ikke engang muligt at indgå kompromiser.

Man kan frygte, at en mere omfattende demokratisering af Europa ville føre til en lignende situation, fordi forskellene i nationale og økonomiske spørgsmål er mindst lige så store i Europa som i Belgien. At presse på for en demokratisering af Europa svarer til at lege en ansvarsløs leg, der hurtigt kan føre til europæisk opløsning. De, der betragter demokratisering som en logisk reaktion på krisen, er måske ikke engang klar over denne risiko. De betragter demokratisering som en naturlig reaktion, men demokratiet har brug for nogle betingelser, som ikke er til stede i Europa i dag.

Et elitært projekt

Europa har lige fra starten været et elitært projekt, som skulle demokratiseres ved førstkommende lejlighed. Selv om Europa i løbet af EU's historie har oplevet flere »Kairo-øjeblikke«, hvor tiden til en yderligere demokratisering syntes at have været inde, har mulighederne aldrig været lige gunstige i hele EU. Og eftersom et samlet flertal ikke er nok i Europa et overbevisende flertal i alle medlemslande er nødvendigt blev disse muligheder forspildt. Eliterne er ikke proaktive af natur, de tøvede og indtog en afventende holdning, hvilket var og stadig til dels er et resultat af de institutionelle rammer. Derfor er det ikke overraskende, at de få forsøg på at indføre mere demokrati i Europa har været halvhjertede.

En anden medvirkende faktor har været en ret stor mangel på tillid blandt vælgerne. Valgene til EU-Parlamentet, som er blevet afholdt siden slutningen af 1970'erne, har ikke dæmpet denne skepsis synderligt: Valgdeltagelsen er notorisk lav, og af dem, der stemmer, foretrækker et uforholdsmæssigt stort antal populister. Den europæiske befolkning har aldrig været og er stadig ikke et europæisk folk. Dem, der går ind for en demokratisering, svarer, at en sådan proces er den eneste måde at skabe et europæisk folk. Det kan i princippet være rigtigt, men kræver, at der findes socioøkonomiske og politisk-kulturelle forhold, som bestemt ikke er på plads, hvilket den voksende mistillid blandt europæerne under eurokrisen tydeliggør. De, der nu støtter demokratiseringen, styrker de centrifugale kræfter i Europa. Trods alle dens fejl og mangler er det eliten, der holder sammen på Europa. Burde man ikke i stedet for at tænke på demokratisering snarere søge at forbedre eliternes gennemslagskraft?

Det største problem i EU er, at magten udløser centrifugale kræfter, når den økonomiske velstands glød falmer. En politisk og økonomisk aktør, der har brug for vækst og ikke kan håndtere forstyrrelser, kan ikke overleve i det 21. århundrede. En sådan aktør er et problem og ikke en løsning. Derfor må den aktuelle krise ses som en opfordring til at omdanne Europa, så der skabes bedre eliter med større råderum til at foretage indgreb. Det vil medføre en ændring af Lissabon-traktaten og den smertelige tanke, at et mindre, men mere effektivt EU er bedre end et større EU, som borgerne i bedste fald betragter med mut ligegyldighed. Derfor er det centrale tema for genopbygningen af Europa, at de centrifugale kræfter, der opstår som følge af medlemsstaternes suverænitetskrav og de socioøkonomiske og kulturelle forskelle regionerne imellem, ikke kun bliver bremset, men omdannet til centripetale kræfter. Europa har med andre ord brug for et stærkt centrum ellers mislykkes projektet.

En situation, hvor et land som Grækenland, hvis økonomi udgør mellem 2-2,5 pct. af hele euroområdets økonomi, kan bringe den europæiske økonomi og den fælles valuta på sammenbruddets rand, afslører alvorlige svagheder i den politiske konstruktion. Klagerne over grækernes svigagtige rænkespil, da de søgte optagelse i eurozonen, over landets administrative mangler og over manglen på disciplin og engagement i dele af den græske befolkning, er måske blot biting. Det virkelige problem er, at alle disse problemer var kendt for omkring 10 år siden og at der ikke blev draget nogen konsekvenser af denne viden.

En utilgivelig synd

Europa blev opfattet som en succes, der ikke havde brug for megen vedligeholdelse. I stedet for at beskæftige sig med de relevante problemer førte man en debat om religiøs og kulturel identitet, som gjorde det muligt at holde tyrkerne ude, mens grækere, bulgarere og rumænere blev optaget i EU. Set fra den økonomiske og monetære politiks perspektiv ville Europa i dag have være bedre stillet, hvis det modsatte havde været tilfældet. Eliter er kendetegnet ved, at de stiller de rigtige spørgsmål. De europæiske eliter levede ikke op til dette krav.

Et andet eksempel på de europæiske eliters fiasko var deres påstand om, at indførelsen af euroen ikke kun ville skabe et større marked end det amerikanske, men at euroen også kunne blive den globale økonomis anden reservevaluta ved siden af dollaren. Men det nødvendige supplement til denne idé at der er behov for mindst et europæisk kreditvurderingsbureau over for de amerikanske ratingbureauer blev ignoreret. Europæerne var fast besluttet på at udfordre dollarens dominans, men placerede alligevel euroen i et ubeskyttet miljø, hvor de amerikanske ratingbureauer når som helst kan lægge pres på det svageste led i eurogruppen. Først nu overvejer europæerne seriøst at oprette et sådant agentur, men hensigterne og agenturets funktion er alt for gennemskuelige. Måske er den eneste forklaring på denne strategiske fejl, at eliten begyndte at se sig selv som forvaltere af velstand og mistede blikket for den strategiske kamp om magt og indflydelse. Det er muligt, at de europæiske eliter selv blev ofre for de forklaringer, de gav deres egne befolkninger for at legitimere projektet. De så sig selv som en slags blid kæmpe og ikke som politiske aktører, der kæmper for nationale interesser i udlandet og hersker derhjemme. I politik er det en utilgivelig synd at forveksle legitimering med strategi.

En overbelastet akse

Der er utvivlsomt talrige eksempler på de europæiske eliters alvorlige svigt. Men det centrale emne er, at disse fejl kun kan rettes af eliten selv, og at forsøget på at kompensere for fiaskoerne med en tvungen demokratisering vil føre til en rodet opløsning af Europa. Folkeafstemninger har vist sig at være et forræderisk redskab, som de politiske aktører igen og igen har forsøgt at bruge til at reparere den europæiske konstruktion med. I den nuværende situation vil en øget demokratisering styrke EU-modstanderne og øge antallet af vetoer i Bruxelles.

I Europa er det er usandsynligt, at flere kapable eliter vil komme til magten, eller at den eksisterende elite vil begå færre fejl, være mere beslutsom og varetage europæiske interesser på bedre vis, hvis ikke de generelle rammer for elitens adfærd ikke bliver omstruktureret. Den nuværende krise er nok ikke noget godt grundlag for yderligere demokratisering, men det er en god lejlighed til at ændre Lissabon-traktaten. Før i tiden sagde man, at den fransk-tyske akse skulle være intakt, hvis Europa skulle kunne gøre fremskridt. I dag er den byrde, der hviler på denne akse, blevet for tung. Tyskerne forventes at vise mere lederskab, men når de viser blot en smule lederskab, bliver det afvist eller bekæmpet. I Europa har periferien for megen magt, og centrum har for lidt. Så længe det ikke ændrer sig, vil EU's og euroens krisefortsætte. Det kan være svært at ændre på den politiske magtbalance i Europa, men det er ikke desto mindre er nødvendigt. Forud for østudvidelsen blev EU's fremtidige udvikling diskuteret, men debatten var baseret på et falsk valg mellem »fordybelse eller udvidelse«.

Spørgsmålet burde i stedet have været, hvordan man skaber et stærkt centrum, som kan håndtere en større periferi. Nu dominerer periferien centrum og dikterer såvel den politiske dagsorden som rytmen i beslutningsprocessen. Selv hvis Europa formår at styre gennem eurokrisen og det græske kollaps, vil problemet bestå. Sådanne kriser vil kunne opstå til enhver tid. Det vigtigste skridt er den politiske genopbygning af Europa en genopbygning, hvor demokratisering vil kunne udgøre en reel mulighed og ikke blot være en trussel om forfald og opløsning.

 

 

© Der Spiegel & Information 2011 Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Hansen

At tale om elite i en demokratisk kontekst giver ingen mening. Et demokrati skal forberede sig på, at pilen kan pege på enhver, der så skal tage ansvar på fællesskabets vegne. Demokrati er ikke valg, demokrati er lodtrækning.

Det er riktig, Peter. Essensen i demokratiets oprindelse. Der findes MÆNGDER AF LITERATUR SOM KAN OPLYSE ALMENHETEN OM DETTE. Tro det eller ej...

Karsten Johansen

Denne artikkel ligner til forveksling det selvmotsigende sludder som for kort tid siden fremkom fra EUs intellektuelt-byråkratiske tåkefyrste nr. 1: Jürgen Habermas.

Det disse to ikke kan få inn i hodet er, at intet demokrati kan fungere i mastodontstater som EU er tenkt som. Vi ser at det ikke engang går i USA, hvor de tross alt stort sett snakker samme språk. I EU er det opp mot tretti forskjellige.

Tanken om slike kjempestater er dødfødt og farlig, og skyldes maktliderlige folk.

Morten Lynge

"...hvor de amerikanske ratingbureauer når som helst kan lægge pres på det svageste led i eurogruppen..."

Så det er nu budbringerens skyld at der er problemer, og i stedet skal vi have et 'uafhængigt' bureau der ikke laver vurderinger vi ikke vil have?

De negative vurderinger de forskellige Europæiske land der er i problemer får er fuldt ud FORTJENTE! Faktisk er det utroligt at de har beholdt deres relativt høje ratinger så lang tid som de har.

Martin Kaarup

@Peter Hansen

Jeg vil gætte på at demokrati er hazard, ikke lodtrækning. I lodtrækning er gevinsten synliggjort i nogen forstand, mens huset altid vinder i hazard :o)

Skillelinjerne mellem mobokrati og demokrati har blivet visket ud over så lang tid, at tyranniet banker hårdt på dørene...