Læsetid: 8 min.

Vi skal destruere patriarkatet

Interview. Den irakiskfødte digter Chawki Abdelamir ser Det Arabiske Forår som et historisk spring fremad et spring, hans generation ikke magtede og derfor er sat uden for
Ungdommens chance. Forrige generation i Mellemøsten fejlede, da den ikke udnyttede moderniseringen til et oprør mod regimerne, mener iranske digter, Ahmed Chawki Abdelamir.

Ungdommens chance. Forrige generation i Mellemøsten fejlede, da den ikke udnyttede moderniseringen til et oprør mod regimerne, mener iranske digter, Ahmed Chawki Abdelamir.

Marwan Tahtah

30. juli 2011

BeirutDa jeg siger farvel til digteren, siger han noget, der overrasker mig: »Du skal have tak for denne mulighed for at sige min mening om den arabiske revolution.«

Ahmed Chawki Abdelamir er fyldt 57, en stor kanon i arabisk kulturliv, kendt poet, har arbejdet med arabisk kultur og kunst i årtier som ambassadør for UNESCO og som kulturattaché for Yemen i Frankrig. Han har udgivet 15 digtsamlinger og har gennem årene virket som skribent og redaktør af litterære tidsskrifter. Og dog hører jeg i tonefaldet, da han vifter mig ud til elevatoren med sin mega-cigar, at han føler sig sat udenfor det oprør i den arabiske verden, der indtil videre har væltet to regimer og truer fire eller fem andre.

Det er ikke hans opgør, det er de unges forehavende, og det høres i samtalens sidste replikker.

» Mingeneration lærte ikke at håndtere forandringens dynamik, at udnytte de muligheder, globaliseringen gav os. Men nu er der håb. De unge er kommet til og kan bruge indsigten i den nye modernitet. Det er den egentlige betydning af det, der foregår.«

Og ja, det forbløffende ved de politiske og sociale revolter, der med mediernes hang til genkendelige logoer kaldes Det Arabiske Forår, er ikke så meget selve opgøret med de størknede diktaturer men snarere, at det er meget sent ude. Der skulle gå 32 år fra revolutionen i Iran, der (uagtet dens hastige overisning til despotisk præstestyre) var det første eksempel på anvendelsen af kommunikationssamfundets muligheder som motor i et oprør. Der skulle gå andre 23 år fra det palæstinensiske ungdomsoprør i 1988, der ikke kun var vendt mod den israelske besættelsesmagt, men også mod PLO's allerede på det tidspunkt selvtilfredse stilstand som velaflagt eksilregering i Tunis. Der skulle gå 22 år fra Murens fald, 20 år fra Sovjetunionens opløsning og måske mest betydningsfuldt : otte år fra Tyrkiets begyndende demokratisering med valget af det islamisk orienterede AKP's valgsejr i november 2002 og seks år fra den libanesiske revolution, der tvang syrerne ud af landet.

Tiden var moden

Over en periode på mere end tre årtier gik resten af verden hen over hovedet på 350 mio. arabere, hvis vi ser bort fra de unge palæstinensere og de vrede libanesere. De arabiske masser forblev statiske med stedse mere udlevede diktaturer, der, hvad enten der formelt var tale om emirater, monarkier eller republikker, i realiteten var 'stammer med flag', regeret af klandynastier, der uanset forfatningsforbehold uden videre indførte arvefølge. Kong Hussein fyrede på sit dødsleje i 2000 sin halvbror og hidtidige kronprins, Hassan, og indsatte sønnen Abdallah, der end ikke talte flydende arabisk. Syriens jernmand, Hafez al-Assad, døde samme år, efter at sønnen, Bashar, var kørt i stilling som arvtager. Var nogen i tvivl, blev den bortvejret af mobiliserede alawit-militser i Damaskus' gader, der råbte slagordene: »Vi ofrer vores blod for Bashar.«

Ganske vist fordrede den syriske forfatning, at præsidenten var fyldt 40, og ganske vist var Bashar ved sin tiltræden kun 34, men det problem blev klaret med en hasteændring af forfatningen i det syriske gummistempel-parlament. Ingen sagde noget bortset fra sunni-vicepræsidenten, Abdul Halim Khaddam, der havde ymtet noget om, at 'Syrien er ikke et monarki'. Han er nu i eksil i Paris.

Mønstret var tilsvarende i Tunesien og Egypten, hvor præsidenterne Ben Ali og Hosni Mubarak plottede deres sønner ind som arvtagere. Det blev så ikke til noget, da Det Arabiske Forår kom op gennem isen nogle mener ved en tilfældighed, andre er med regionens konspirationsteorier in mente overbeviste om, at USA stod bag. At Obama har besluttet at »vende op og ned på den arabiske verdensorden«, som én af mine kolleger udtrykte det. Der er kunstnerne lidt anderledes: De ser forandringen, men er sådan set ligeglade med, hvem der sætter den i gang. Hvis det er amerikanere, så gerne for dem.

Den irakiskfødte digter, forlægger, redaktør og eksdiplomat Chawki Abdelamir er typisk som eksempel på arabiske kulturarbejderes politiske engagement. Arabiske kunstnere deltager i deres samfund på det konkrete politiske plan, og en af årsagerne er, at mange er uddannet i Frankrig, hvis kulturliv har tradition for politisk stillingtagen Jean Paul Sartre, Simone de Beauvoir og Albert Camus har sat flere aftryk i Beirut, Damaskus og Kairo end i London, Berlin og København. Og Abdelamir køber ikke de gængse teorier at der er tale om snedige anslag udefra eller simple sammentræf. For ham er revolterne det logiske resultat af en historisk proces, der måtte vente til tiden var moden, som først indfinder sig nu som følge af udviklingen.

»Enhver har sin egen version af det, der sker. Min er, at vi gennemlever slutningen på en politisk, social og ideologisk epoke, der går 10 årtier tilbage, og første skridt er de gamle regimers forsvinden hver især bukker de under for deres eget scenario, og vi vil se flere falde. Næste skridt er en ny orden i Golfen, i Irak, i Levanten (Syrien, red.). Det er kun et spørgsmål om tid, om end ingen kan forudsige tidspunktet,« siger han over kardemomme-duftende kaffe i lejligheden i Beirut, hvor han i lighed med mange arabiske kulturarbejdere og kunstnere har mellemøstlig bopæl på grund af byens status som kulturelt frirum. I arbejdsværelset hænger en collage af silkeslips i glas og ramme, en kulørt kommentar til digterens periode som førstesekretær på Yemens ambassade i Paris

Yemen?

»Ja, jeg var jo ikke så gode venner med Saddam Husseins regime.«

Jeg har inviteret mig selv i håbet om at score en kulturel vinkel på Det Arabiske Forår, men Abdelmir fejer mig af:

»I dag er alt politik. Mere end nogensinde. Vi skal først se det politiske slutspil, før vi kan begynde at snakke om den kulturelle, ideologiske og sociale effekt,« siger han.

»Tag bare mit hjemland Irak. Efter tre valg og en masse fejl begået af både irakere og amerikanere gennem otte år har du stadig korruptionen som det mest fremtrædende træk. Den politiske klasse rager til sig som før, og man kan kun håbe, at nye ansigter viser sig.«

Er du optimist, når du betragter Egypten og Tunesien?

»Naturligvis er jeg optimist, men min optimisme betyder ikke noget det vigtige er at iagttage forandringens proces, at tage stilling til den. En tsunami er sat i bevægelse, som skyller hen over den arabiske verden og forandrer alt. Men hvordan er umuligt at sige nu det eneste, der er sikkert, er at intet bliver som før.« Han tygger lidt på cigaren, før han forsætter:

»Vi taler om tre generationer: Den første er mine forældres, der byggede den arabiske nationalisme op, en periode, som varede frem til midten af sidste århundred. Vi fik stater og forfatninger, kvinder fik stemmeret etc. Det var en god begyndelse. Næste generation var min og din og den generation, der fejlede. Vi oplevede al nakba(katastrofen) i Palæstina, vi så militærdiktaturerne tage over, vi så de politiske ideologier, marxisme, pan-arabisme, baathisme, nationalisme, spille fallit. Det hele gik galt.«

Også Nasser spillede fallit?

»Det var et kæmpetab. Hans nederlag i 1967 betød jo, at de religiøse bevægelser blev dominerende.«

Politik, ikke religion

»Den tredje generation, der blev født for 20-30 år siden, er tsunamiens generation. En håbets generation, som vi ikke er fædre til på anden måde end biologisk. Faderen er globaliseringen, teknologisk og ideologisk. Denne generation har marginaliseret de muslimske fundamentalister i Egypten, i Syrien, Yemen og Libyen.«

Men det ser ud til, at de vil dominere valget i Egypten?

»Ja, men som politisk parti, ikke som religiøs bevægelse. De vil være tvunget til at indordne sig under de demokratiske spilleregler, så de har været gennem et hamskifte for at blive accepterede og dermed har de gennemlevet også en social og politisk forandring. Et eksempel er anerkendelsen af kvinders rettigheder i fundamentalisters optik er der ikke ideologisk nogen plads til dem, men nu er der blevet politisk plads, og det er noget helt andet. Den politiske fremtid skal først udformes, og om den vil blive mere eller mindre islamisk præget, ved vi ikke endnu. Det kan gerne være, men det afgørende er, at disse islamister er på valg. Demokrati er ikke en ideologi, men et system. Khomenei og Hitler var i princippet demokrater.«

Hvilket viser, at demokratisystemet kan misbruges én mand, én stemme, én gang?

»Det ved vi ikke vi er i salgsprocessen lige nu, men varens kvalitet er ukendt. Vi er lige nu i færd med at lægge skinner, bygge stationer og sætte lokomotiver ind i en ny infrastruktur, men hvor toget fører os hen, skal vi først opdage. Vi skal lægge en køreplan. Det vigtige er, at for første gang i vores historie indånder vi frisk luft.«

De muslimske brødre skal rette ind?

»Kalifatet er fortid. Den gamle generation af islamister havde deres egen demokratimodel, som de kalder 'shura' men den er ikke demokratisk overhovedet, og den blev manipuleret af diktatorerne. Mine intellektuelle venner er nervøse ved islamisterne, men ikke jeg lokomotivet er sat på skinner, og dets navn er 'sekularisme'. Det er opgaven de næste 10-20 år, og den kan sammenlignes med Den Franske Revolution, så stor er den vi skal konfrontere den udfordring, det bliver at skabe civilsamfund. Samfund, hvor kvinden ligestilles, hvor hun kan gå klædt, som hun vil, hvor vi kan sige og skrive, hvad vi vil. Og derfra skal vi til tredje fase ...« Abdelamir pulser på sit kanonslag af en cigar og kniber øjnene sammen. Det er vigtigt, det her:

»Vi står foran at skabe en helt ny ideologi, som er fremmed for os. Vi skal destruere patriarkatet, vi skal væk fra kun at forholde os til det talte ord 'verbaliteten' kalder jeg det som er den arabiske tradition. Og vi skal etablere analytisk tænkning, som vi ikke har. Vi har mange gode digtere, men næsten ingen filosoffer og kritiske analytikere. Og dem, vi har, er alle sammen i Vesten. Det er der mange grunde til, bl.a. at vores tænkning i høj grad er baseret på Koranen og teologien, hvilket medfører apati og skæbnetro mangel på tillid til, at tingene kan forandres. Vi begynder altid i fortiden, hvis vi vil skabe noget for fremtiden, hvorimod europæeren tager afsæt i nutiden og først senere ser sig tilbage. Det giver os et uddannelsesmæssigt handicap da jeg som ung kom til Sorbonne i Paris for at studere, troede jeg, at jeg havde en stor kuffert af lærdom med mig fra Bagdad men jeg opdagede, at kufferten var tom. Jeg måtte begynde helt forfra, og det er alle araberes situation. Så der er noget at tage fat på.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mansour Heydari

Ja, giv mere plads til digtere, filosofer og kunstnere fra den tabte sekulære generation, som var direkte produkter af den fejlslåede nationalisme, socialisme og anakronistiske regimer i Mellemøsten, så kan de i deres erindrende verden, fabulere endnu mere over deres idealisme.