Læsetid: 6 min.

Drengen, der blev borte med blæsten

En 11-årig biografgænger rives omkuld af det amerikanske 1939-drama 'Borte med Blæsten': Så grufuld er krig. Så idiotisk opfører de voksne sig. Siden vækker filmen længsler: Findes der et Syden, der rejser sig og bliver det lykkeland, det måske aldrig har været?
En 11-årig biografgænger rives omkuld af det amerikanske 1939-drama 'Borte med Blæsten': Så grufuld er krig. Så idiotisk opfører de voksne sig. Siden vækker filmen længsler: Findes der et Syden, der rejser sig og bliver det lykkeland, det  måske  aldrig har været?
16. juli 2011

Der var en gang en dreng, der gik i biografen og blev revet bort med blæsten, og den dreng var jeg.

Det var i 1960. Filmen hed Borte med Blæsten. Et så medrivende drama havde jeg aldrig oplevet før. Filmen foregår omkring Den Amerikanske Borgerkrig 1861-65. Den ser overrumplende begivenhederne fra taberens, Sydstaternes, side: Handlingen udspiller sig i den plantageoverklasse, som krigen blæser bort. Historiens vingesus får ekstra sug af, at filmen er lavet i 1939 kun 10 år efter talefilmen. Det er en af de første store farvefilm. Optagelsen i technicolor kulørmætter billederne intenst og vemodigt.

Filmen bygger på Margaret Mitchells roman af samme navn. Hun voksede op i sydstatsbyen Atlanta, omgivet af borgerkrigens overlevende, der fortalte deres historier. I 1926 begyndte hun at skrive for at få tiden til at gå, mens hendes ankel kom sig efter et biluheld. Mitchell gemte sine skriverier bort, indtil en forlægger på jagt efter nyt talent i 1935 spurgte hende, om hun havde noget liggende. Tøvende udleverede hun det ufuldstændige manuskript. Forlæggeren fik hende til at skrive færdig.

Allerede inden udgangen af 1936 havde bogens oplag rundet millionen. Mitchell fik aldrig fulgt successen op. Hun blev i 1949 kørt over af en beruset taxichauffør.

Ilter skønhed

I filmen spiller Vivien Leigh hovedpersonen Scarlett O'Hara: En ilter, selvrådig og manipulerende sydstatsskønhed, der vokser op i overflod på sine forældres plantage 'Tara'. Scarletts svaghed er, at hun er uhjælpeligt forelsket i sønnen på naboplantagen '12 Ege', Ashley (Leslie Howard). Ashley er en blød mand, der ikke kan tage sig sammen til at sige til Scarlett, at han foretrækker sin kusine Melanie, som han forlover og siden gifter sig med. I vrede overfuser Scarlett Ashley og smækker ham en lussing.

Det sceneri under et selskab på 12 Ege overværer den kyniske charmør Rhett Butler, i skikkelse af Clark Gable, som Margaret Mitchell allerede havde i tankerne, da hun skrev sin tekst. Rhett er betaget af Scarletts ildfuldhed, men hun afviser ham med foragt, hvad der tænder Rhett.

Senere under selskabet kommer nyheden om, at krigen mellem Nord og Syd er brudt ud. Det vækker vild jubel. Dog ikke hos Rhett, der advarer om Nordstaternes industrielle overlegenhed. Ej heller hos Ashley, der ser krig som årsag til menneskers ulykke: »Og når krigen er forbi, kan ingen huske, hvad den blev kæmpet for.«

Inden de unge mænd drager bort for at kæmpe, gifter Scarlett sig for at gøre Ashley skinsyg med Melanies bror. Ægtemanden dør kort efter af mæslinger på et militærlazaret inden han når frem til de slag, der dræber de fleste, der begejstret meldte sig. Rhett tjener på krigen ved at indsmugle gennem Nordstaternes flådeblokade. Under krigsrædslerne tager Scarlett sig af Ashleys kone Melanie, sådan som Ashley har fået Scarlett til at love. Scarlett skjuler næsten sin inderlige uvilje, som Melanie kærligt overser.

Forfærdende scener udspiller sig, mens Melanie skal føde, og Atlanta bombarderes. En af filmens uforglemmelige kameraskud glider tyst opad over byens banegård, så kameraet indfanger flere og flere sårede og døende soldater, indtil antallet er ulideligt.

Første halvdel af filmens 334 minutter er et gribende krigsdrama udfoldet med afsky for krig. Slaveriet, som er en af borgerkrigens årsager, viser filmen heller ingen sympati.

Voksnes idioti

Filmens anden halvdel er anderledes: Et kammerspil, hvor personerne vedholdende går galt af hinanden. Jeg husker, at det rystede mig som 11-årig, at voksne kan opføre sig så idiotisk.

Rhett bliver ved med at elske Scarlett, der bliver ved med at elske Ashley, som bliver ved med at elske Melanie, der bliver ved med at elske Scarlett. Da Ashley står totalt hjælpeløs efter Melanies død i barselsseng, indser Scarlett, at det skvat aldrig har været noget for hende, og at Rhett er den rette. Men da har Rhett fået nok og pakker. Scarlett anråber Rhett: »Hvad skal der blive af mig«, Hans svar lyder: »Quite frankly, my dear, I don't give a damn.«

Rhett tager sin hat og kuffert og går bort i tågen hvorved han virkeliggør en angstdrøm, som Scarlett har haft, men ikke har kunnet tyde. Før nu, hvor det måske er for sent. Scarlett tager hjem til sin elskede plantage Tara for at komme til kræfter og finde udveje for at vinde Rhett tilbage: »I morgen er en ny dag,« lyder Scarletts slutord.

Vil en ny dag bringe Rhett tilbage? Forfatter Margaret Michell erklærede, at det anede hun ikke: »Alt, hvad jeg ved, er, at Rhett kan have fundet én, der var mindre besværlig.«

Mitchell sagde også, at for hende var historiens egentlig tema dét at overleve: »Hvorfor kommer nogle mennesker gennem katastrofer, mens andre tilsyneladende lige så egnede, stærke og tapre går under?«

Magt via ejendom

Det var ikke sådan, kulturforskere så på det i de marxistiske 1970'ere. Jeg husker lange klassekampanalyser af filmen: Den handlede om besiddelse af fast ejendom (plantagen Tara) som magtbase i samfundet. Jeg morede mig over, at en af de marx-istiske udredere hen mod slutningen af sin analyse fik ud gennem sidebenet, at det nu i øvrigt var en dejlig film.

Hos mig selv efterlod filmen en drøm om at se, om der stadig fandtes rester af det Syden, som filmen beskriver.

I 1967 var jeg sammen med et hold udvekslingsstudenter på tre ugers bustur fra Los Angeles til New York. Vore værter valgte imidlertid at lægge ruten uden om Sydstaterne. Ombord i bussen var et par afrikanske studenter, og forveksling med de lokale sorte kunne blive risikabel. Det var de år, hvor hvide endnu greb til terror for at fastholde deres enevælde.

Racevolden var ebbet ud i 1979, da jeg fik chancen for at se Syden efter. I en lille universitetsby i North Carolina der trods sit navn er en sydstat fik jeg periodevis i nogle år arbejde på et center, der rådgav kommuner og amter om byudviklingsplaner. Her kunne jeg konstatere, at de få gamle plantage-hovedsæder, der ikke gik tabt under borgerkrigen eller forfaldsårene derefter, er gjort til museer eller luksushoteller. Store dele af landbrugsjorden drives nu af ansigtsløse aktieselskaber, der ikke har anden binding til jorden end at hive afkast af en investering.

Til gengæld er der i nogle mindre byer stadig fortryllende bygninger og miljøer fra før borgerkrigen.

Familie med plantage

Fortiden levede også på den måde, at mange kunne fortælle, at deres familie havde ejet en plantage, der var gået tabt. Den underliggende bitterhed lod forstå, at de som arvinger kunne have levet plantagejerens gode liv, hvis ikke ... De overså, at baglæns i slægtledene får man flere og flere forfædre. Iblandt dem kan der optræde en ejer af plantage eller anden herlighed, uden at det pr. arv nævneværdigt ville gavne det talrige afkom.

Tilbedelsen af det svundne forekom også på den måde, at studerende fyre fra gamle sydstatsfamilier boede sammen i broderskaber i fine huse. Her holdt de nostalgiske baller, hvor de iført sydstatsuniformer svingede krinolineklædte piger. Vedholdende rygter ville vide om et af de fornemste broderskaber, at når pigerne var gået, gik fyrene op ovenpå under loftet og tog kokain og dyrkede sex med hinanden. Det ville i så fald være mindre i Margaret Mitchells ånd og mere i Tennessee Williams'.

Mange sagde i de år: »Syden rejser sig igen.« De sigtede til, at Sydstaterne efter borgerkrigen og raceadskillelsens forkrampethed nu ville blomstre som følge af nye virksomheder, der rykkede ned til solskin, billige ressourcer, lave miljøkrav og nul fagforeninger.

Professoren på mit planlægningscenter kommenterede det med: »Og Syden skal falde igen.« Dermed mente han, at den nytilkomne vækst var alt for flygtig og betalt alt for dyrt.

Økonomisk desperat

Under USA's præsidentvalgkamp i 2008 cyklede jeg som korrespondent for Information gennem de sydstater, der endte med at svinge til Obama og give ham sejren.

Årsag til svinget: Mange sydstater befinder sig i en økonomisk desperat situation. Der var flere 'til salg'-skilte end valgplakater.

Min professor havde haft ret 29 år tidligere: Sydens genrejsning var ikke holdbar. Den havde for svagt ophæng i lovgivning og for flygtige investorer. Løntryk og miljøsvigt har ført til armod.

Igen er det Sydstaternes skæbnedrama at overleve. Vil nogen herom skrive en bog, som kan blive til en film, som folk om mange år kan bevæges over? Eller skal vi nøjes med den film, der blæser os i møde fra 1939?

Serie

Seneste artikler

  • En naturdirektør fatter håb

    23. juli 2015
    Frem mod 1990’erne så det ud til, at verdens magthavere havde lært af fortiden og nu ville tage natur og miljø alvorligt. Men så opdagede de, at det skaffede dem uvenner
  • En dreng bliver dumpet af professor Tribini

    9. juli 2015
    Foran sit gøglertelt på Dyrehavsbakken hidlokkede professor Tribini i 1960’erne sit publikum med en rablende talestrøm. Tribini stod også for børnequizzer på Friluftsscenen. Her blev erindringsskribenten ydmyget
  • Barnet, der intet anede om fremtiden

    30. juli 2011
    At kende sin skæbne er en forbandelse. Dumhederne begår man nok alligevel uanset om man på forhånd er advaret. Fremtiden nydes bedst i små bidder. Ligesom pilgrimmen dag for dag finder glæden i at være på vej
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Borte med Blæsten er en af de ganske få film, man kan blive ved med at se.

I den loyale genfortælling af filmens store nord-syd-konflikt samt de personlige historier om hovedpersonernes karaktertræk og dilemmaer mangler dog en af filmens vigtige scener.

Nemlig vendepunktet, hvor Rhett Butler låser sig inde på værelset med den lille datter, der er død efter et styrt til hest.

Er Scarlet O'Hara og han gået galt af hinanden det meste af tiden, så bliver det dog endeligt klart, at her er the "point of no return".

Og de afsluttende centrale replikker - Rhetts: "Frankly, my dear, I don't give a damn" og Scarlets "After all ...tomorrow is another day", siger et og andet om, at har den ene fået mere end nok, og trukket en streg i sandet her og nu, så har den anden valgt at lade fremtiden finde løsningen på problemerne.

Om dette kun siger noget om Rhett og Scarlett, eller om det også siger noget om USA's nord- og sydstater, kan man jo så spekulere over.