Læsetid: 4 min.

Facebook: Se min empati

Facebook er i disse dage fyldt med norske flag. De sociale medier er nemlig blevet en integreret del af den kollektive sorgbearbejdelse. Men onlineempatien er samtidig også en bevidst selvfremstilling, påpeger eksperter
Facebook er i disse dage fyldt med norske flag. De sociale medier er nemlig blevet en integreret del af den kollektive sorgbearbejdelse. Men onlineempatien er samtidig også en bevidst selvfremstilling, påpeger eksperter
29. juli 2011

Hvis du har været på Facebook i løbet af den sidste uge, har du næppe kunnet undgå at bemærke det. Et utal af norske flag i forskellige afskygninger har erstattet profilbilledet, som normalt er viet til det sjove feriebillede, parbilledet, årets brandert eller seneste snapshot af den lille ny.

Profilbilleder på de sociale medier er nemlig blevet en helt afgørende identitetsmarkør, hvor det ikke nødvendigvis handler om at vise, hvem man er, men snarere hvem man gerne vil være. Af samme grund er det blevet almindeligt for en kortere eller længere periode at låne sin identitet ud til en større sag. Og dermed vise andre, at man er et godt og empatisk menneske.

I den forstand er Facebook-empatien i høj grad også en bevidst selvfremstilling, påpeger internetforsker og lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet Jakob Linaa Jensen.

»På den ene side handler det om at vise spontan deltagelse, men samtidig er det også en måde at positionere sig selv på. Det er på en og samme tid en egocentrisk og filantropisk adfærd,« siger Jakob Linaa Jensen.

Den gode sag

Han peger på, at der allerede i Facebooks relativt korte levetid har været flere eksempler på begivenheder, hvor folk har benyttet profilbilledet til at vise deres deltagelse og engagement. Munkenes protester i Myanmar var et af de tidligste eksempler, hvor mange udskiftede deres portræt med et billede af den myanmarske systemkritiker Aung San Suu Kyi. I forbindelse med protesterne i Teheran skiftede mange Facebook-brugere til Iran-tid, og senest har mange vist deres støtte til de libyske oprørere ved at benytte deres flag som profilbillede.

»Det handler om at knytte sig selv sammen med den gode sag. Ligesom man kan 'donere' sin statusopdatering til mere eller mindre fjollede formål, ser man nu også folk gøre noget tilsvarende med profilbilledet. Det handler om at stive sin identitet af og opnå en følelse af at være en del af en større sag,« siger Jakob Linaa Jensen. Han bakkes op af ekstern lektor i psykologi ved Københavns Universitet Lars Lundmann Jensen, som har skrevet om unge menneskers selvfremstillinger. Ifølge ham rummer Facebook-empatien også et normativt aspekt. 'Når andre bruger sådan et flag, så bliver jeg også nødt til selv at gøre det,' lyder ræsonnementet.

»Nogle er simpelthen bange for, at andre skal tænke, at de er ligeglade med tragedien, hvis ikke de eksplicit viser deres deltagelse. I den forstand er adfærden på Facebook meget normativt styret. Det handler ikke om, at man føler noget særligt, men mere om, at man er bange for, at andre skal se ned på én,« siger Lars Lundmann Jensen.

Kollektive ritualer

Af samme grund har megen Facebook-adfærd en udpræget narcissistisk karakter. Ikke mindst fordi den ofte er styret af behovet for anerkendelse og bekræftelse, påpeger Lars Lundmann Jensen, som er forfatter til bogen Hvem er jeg? Narcissisme og personlighed i det senmoderne samfund.

»Årsagen til at man overhovedet viser sig på Facebook er jo, at andre skal lægge mærke til én. Og når man vælger et særligt profilbillede, er det fordi, man ønsker, at folk skal få et særligt indtryk af én. De mange norske flag handler også om, at andre skal vide, at man er et sympatisk og empatisk menneske. Og for alt i verden ikke tro, at man er en dum og fascistisk person,« siger Lars Lundmann Jensen.

Men de mange norske flag er også udtryk for en kollektiv bearbejdelse af tragedien, påpeger Jakob Linaa Jensen. De sociale medier er nemlig velegnede til de moderne, ritualiserede former for sorg.

»Facebook giver mulighed for hurtigt at komme i forbindelse med millioner af mennesker, som føler det samme som en selv. Så selvom Facebook beskyldes for at være den narcissistiske generations medie, så kan selvfremstillingen også gå hånd i hånd med et højere formål, som i tilfældet med den norske tragedie,« siger Jakob Linaa Jensen.

Om Facebook ligefrem kan bruges til egentlig sorgbearbejdelse, betvivles dog af Lars Lundmann Jensen. Han vil dog medgive, at alene det at ytre sig, f.eks. gennem et nyt profilbillede, kan være en måde at komme videre på. Ved på den måde at give udtryk for sine tanker, får man sat et punktum. Han tilføjer, at brugen af Facebook helt generelt kan have den positive konsekvens, at det faktisk bliver muligt for den enkelte at ændre sig og vise nye sider af sig selv.

»Ved at justere på sit profilbillede og dét, man siger på de sociale medier, kan man også blive opfattet på en anderledes måde og derigennem blive en anden. Bagsiden af medaljen er så, at man ikke er i stand til at finde ud, hvem man er og derfor oplever et forvirret identitetsbillede, siger Lars Lundmann Jensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Marie Pedersen

Forkert præmis. Mennesket er et flokdyr, der gerne vil gøre som de andre. Og som gerne vil anerkendes og anerkende andre. Så selvfølgelig melder vi sympati ud. Selvfølgelig donerer vi, når andre gør. Helt ærligt, se på menneskets opførsel til daglig. Hvor stor en del af alt det vi gør, gør vi af autentiske selvopfundne grunde? Og hvor stor en del af alt det vi gør, gør vi fordi vi imiterer?

Selvfølgelig vil vi alle sammen gerne lægges mærke til. Helt ærligt da for sørnsen. Vi er sociale væsener. Hvorfor skulle der ellers findes fester, fødselsdage og skovture...

"Men onlineempatien er samtidig også en bevidst selvfremstilling, påpeger eksperter" - Det er nu heldigt, at der er eksperter til at fortælle os dette faktum.

:)

Henrik Brøndum

@ Emil Jennings

Ja Gud ske lov er der eksperter paa snart sagt alle omraader.

Selv er jeg virtuos paa boelgeskvulp ved aftenstide, og undrer mig bestandig over at dette vigtige omraade ikke frembringer en mere eksplicit italesaetning.

Maaske mange er bange for den mangel paa systematik der er i salten vand?

Claus Oreskov

Jakob Linaa Jensen mener altså at Aung San Suu Kyi kamp og protesterne i Teheran kan lignes med fjollede formål man kan donere man kan ‘donere’ sin statusopdatering til! Jakob Jensen ved måske noget om medievidenskab, men psykolog er han ikke, ej heller sociolog. Jeg ved heller ikke, hvad man skal sige, til Lars Lundmann Jensen, lommefilosofi. Han tror, at folk er på Facebook for, at andre skal lægge mærke til dem. Det kan så være, men det kan lige så godt være, at nogle er på Facebook for, at lægge mærke til andre! Dog tror jeg at de fleste er på Facebook, for at kommunikere med andre!

Rasmus Varnich Blumensaat

Artiklen rejser et interessant spørgsmål omkring empati og medfølelse, fordi det kan vel næppe være problematisk i sig selv at man demonstrerer empati? Problemet opstår, som altid, når man bliver spekulant i empati og holdninger, fordi så fratager man andre muligheden for at forholde sig til hvad man siger. Empati kan vist desværre kun forstås (dvs. være intelligibel for andre) hvis man viser det. På den facon er visse følelser vel næsten udelukkende et behavioristisk spørgsmål.

anne-marie monrath

Hvorherre bevare os, nu er vi så også genstand for forskernes konklussioner.
Jeg har brugt det norske flag, og det har jeg gjort i medfølelse med det norske folk.
Modsat de nationalkonservative (som de så pænt kalder sig) har jeg valgt at gribe i egen barm.
Jeg vil blive bedre til at bekæmpe racisme og nedgøerelse af venstreorienterede og "de fremmede". Jeg vil sige fra!
Så nu har jeg iklædt mit SF profilbillede en rød kloakrotte som svar på de DFske fætre, der kalder mig for en kloakrotte.
Hvad siger forskerne til det?
Ikke at jeg vil have opmærksomhed, men de kan måske selv få noget ud af at analysere mig og andre der reagere på den katastrofe, som vi,de få, vidste at vi kunne frygte.......

Benjamin Bach

Vi mangler nogle ekspert-eksperter, som kan analysere nogle af alle disse eksperter.

En solidarisk, empatisk og sorgfuld tilkendegivelse bør i min verden ikke måles og vejes. Sandheden findes alligevel ikke, da vi ikke engang selv kender vores egne følelser i et væld af ægte og falske påvirkninger og spontane momenter, som vi har glemt sekundet efter.

Det bedste er at tro på hinandens gode intentioner. Vi lever i et tillidssamfund. Der er ingen grund til at knuse ideen om kærlighed og sorg på tværs af landegrænser, med mindre der er tale om et alvorligt bedrag. Og tjah, det er der ikke?

Sådan oplever jeg slet ikke danskerne - eller mange af dem. Danskerne er da blevet ligeglade med andre folkefærd. Naturligvis kommer det tættere på når det er nogle der har samme hudfarve og religion som os (og ligefrem et naboland :O), og så skal vi nok vise sympati. Men hvis man sympatiserer med brune muslimer er man da bare for mærkelig og nærmest en landsforræder. Jeg synes nu det er dejligt vi indimellem er fælles om noget, selvom det hos nogle godt kan runge hult. Jeg håber også at nogle af mine moske-angste FB-venner har fattet at det ikke er en muslim og ... nej, det er nok for meget at håbe på ;)

anne-marie monrath

Ja Sussi, det var sørme en erklæret kristen, en kristen der fører korstog. Mon ikke de opdager det?
Føj dig evt til de røde kloakrotter ;o)

Claus Oreskov

Jakob Linaa Jensen og Lars Lundmann Jensen. Aflæser nogle symboler, som de ikke kender brugen af, d.v.s. deres betydning, for de mennesker der anvender dem. Et symbol har som bekendt et udtryk og et indhold, indholdet er lig med betydningen eller anvendelsen af symbolet. Jakob Linaa Jensen og Lars Lundmann Jensen – sjusser sig til betydningen ud fra symbolets udtryk, uden at have efterforsket indholdet. De mangler empiri!

Jeg undrer mig ikke over norske facebookflag.

-
-

Men kan være en anelse nervøs over tendensen der gør det nødvendigt at udstille sin empati. Der findes ingen mennesker der er gået uberørte over denne nyhed, for uden medierne, incl. facebook er det ikke sikkert den havde fundet sted.

Eller her er jeg nok en anelse over stregen.

Den lidt mere uhyggelige version kan blive: Er du ikke med os er du imod os.

I næste uge kunne det være man ville give Somalia en opmærksomhed, trods alt dør folk som fluer dernede, og ikke mindst børn, hvis de ikke bliver handicappede for livstid p.g.a. underernæring. Her tales om tusinder ..... Hver dag....

Men jeg er heldigvis heller ikke længere facebookbruger, og derfor nok uendelig suspekt.

Jeg kunne godt tænke mig at der var et Afrikansk flag jeg kunne smide på min facebook profil, i sympati med ofrene for den økonomiske terror de oplever dagligt.

Jeg er bare ikke sikker på om det er noget jeg skal have empati med. Bliver lige nødt til at tjekke facebook.

Simon Nielsen

Det er noget akademisk vrøvl. Tror der er mange - inklusive jeg selv - der ikke kendte til muligheden for at klistre et flag på ens profilbillede, før fænomenet spredte sig. Det var ikke pga. en mild form for gruppepres som artiklen antyder, men udelukkende som en ny mulighed for at markere ens medfølelse til ofrene og deres pårørende. Empati skal og vil altid være uselvisk.

Magnus Pranov

Ligeledes findes der facebook-grupper imod pædofili og dyremishandling. Nogle mennesker mener åbenbart, at de har givet lidt af sig selv, ved at markere deres afstandtagen fra disse alment uaccepterede fænomener. Lad os håbe for fremtiden, at folk fremover ikke kun vil markere deres meninger med et klik med musen.
(uden sammenligning i øvrigt med den norske facebookkampagne som jeg synes er aldeles udmærket)

Rasmus Varnich Blumensaat

@ Simon:

"Empati skal og vil altid være uselvisk."

Ifølge vores egne idealer, ja. Men vi har også troskab som et ideal og held og lykke med at finde folk der aldrig har været utro. Pointen med artiklen er, at den refleksivitet der kendetegner det nuværende samfund, kommer til udtryk via platforme som Facebook, hvor der ikke findes nogen skarpt defineret grænse mellem selviscenesættelse og oprigtighed. Påstanden er ikke at folk føler sig tvunget til noget på et bevidst plan, men at man kan vælge at forklare fænomer såsom flag-tilkendegivelser som et udtryk for andet og mere end udtryk for en oprigtig følelse. Du skal ikke fortælle mig, at du aldrig har sagt noget - sandt eller usandt - til en person for at få dem til synes bedre om dig. En arbejdsgiver, en kæreste, ven, rival, kollega - whatever. Det er det moment omsat i en medieret socialitet. Hverken mere eller mindre.

Simon Nielsen

Rasmus: Jo, men præmissen er ikke til at diskutere i Norge-sagen. Med mindre folk har psykopatiske tendenser, vil et menneske altid føre empati med de involverede i en tragedie som denne. At du vælger at vise det på Facebook, er derfor noget helt andet, end hvis du skriver "Har lige løbet 20 km, malet lejligheden og færdiggjort min kandidat-afhandling i formiddags".

Tine Sørensen

Begge "eksperter" leverer letkøbt og overfladisk analyse. De fremstiller sig selv som professionelle - særligt vidende i et offentligt medie, - ligesom vi alle sammen fremstiller os selv som vi har samvittighed til - både privat, socialt, professionelt og offentligt.

Inger Sundsvald

Sædvanligvis bliver ”vi” (nutidens vestlige mennesker) karakteriseret som ekstremt individualiserede og selvstændige, men her nærmest som en flok lemminger der ikke tør at skille os ud fra vennerne.

Godt vi har eksperterne til at analysere os og vores varierende behov/måde/grad at vise sympati og empati på. Så kan vi rette ind og undgå at blive alt for klamme.

Isabella Stokkebro

Hvad i alverden er kriteriet for at blive hidkaldt som ekspert for dette og hint?

Kan alle eksperter ikke finde en øde ø - uden elektronisk kontakt til omverdenen - og så sidde der ude og ekspertvurdere hinandens gøren og laden eller mangel på samme...

Sofie Jørgensen

Selvfølgeligt er det en form for selviscenesættelse, når jeg erstatter mit profilbillede med et billede af det norske flag, ligesom det var en form for selviscenesættelse, da jeg på dagen for det amerikanske præsidentvalg var Obama på facebook, når jeg i triste perioder er en grå kat med triste øjne, eller når jeg er Berlusconi med et rødt kryds over, hvis der foregår noget i mit andet fædreland, som jeg har en mening om.

Men det var også selviscenesættelse, da jeg tog sort tøj på til min onkels begravelse, eller da jeg tog en ny, fin kjole på til det bryllup, jeg for nyligt var til. Jeg ønskede meget bevidst at sende et signal med min påklædning, et tegn på respekt og medfølelse for de menneskers hhv sorg ved et dødsfald og glæde ved et bryllup. Er det så underligt?

Vi sender hele tiden signaler til omverdenen med det, vi gør, den måde, vi klæder os på, det, vi bruger vores penge på. Når jeg køber økologisk eller fair trade, gør jeg det mest af alt i håb om at gøre indtryk på min omverden; hvis de tilstrækkeligt mange gange i tv-avisen fortæller, at salget af økologiske varer stiger, så vil politikerne, butiksindkøberne, landmændene og alle de andre, der tjener på mine valg, måske satse mere på et landbrug og en produktion, jeg kan stå inde for, - min dråbe kan også gøre en forskel!

Jeg stod midt i et shopping center, da jeg modtog en sms fra DR om bomben i Oslo. Det føltes helt blasfemisk at stå dér og tænke på plastikkasser til kælderen, når der skete noget så forfærdeligt i et land, jeg kender folk fra, og som jeg så nemt kan identificere mig med, så jeg gik hen og satte mig et sted, hvor jeg kunne læse nyhederne fra min smart phone.

(Min egen avis, Den Mindst Ringe, vidste med det samme, at det var fundamentalistiske islamister, en teori, der blev grundigt udbygget i avisen dagen efter, uden mange overvejelser om andre årsager.)

Det blev bekræftet, at der var dræbte efter bomben, og jeg satte en forsigtig statusopdatering på facebook, snakkede med et par norske turister i centret og kontaktede en norsk veninde i Danmark. Så kom der besked om myrderierne på øen, og jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige, hvis det ikke skulle lyde for banalt. En facebook-ven havde sat et link til en video med en norsk sang og et blafrende, norsk flag, og i stedet for at forsøge at finde de rette ord, fandt jeg et norsk flag på google og oploadede det som mit profilbillede, for at vise, hvad mine tanker var fyldt af.

Ja, det er iscenesættelse, det er mig, der ønsker at sige noget til min omverden, men det er nu hverken særligt underligt eller særligt nyt at ønske at få eget budskab ud!

Jeg går i høj grad ind for at spørge eksperterne til råds, - har aldrig forstået den idiotiske tanke, at jeg skulle vide bedre om alskens emner end folk, der har studeret emnet i årtier, - men jeg synes, der er et udbredt konservativt forbehold overfor facebook og de andre, "sociale medier" (bare formuleringen, jeg ser en firsårig, mavesur mand for mig!), som tyder på, at de omtalte eksperter enten ikke har fattet facebook & co's rolle i vores liv, eller at de, mere eller mindre bevidst, forsøger at nedgøre denne betydning med løftede øjenbryn og skuldre, og en lettere skuffet rysten på hovedet; ungdommen nu til dags! Og mange af de eksperter og meningsdannere, vi lytter til i dag, var vel at mærke unge sidst i 60'erne og først i 70'erne...

Jeg var endnu ikke fyldt fyrre, da jeg for tre-fire år siden hoppede på facebook, og jeg fandt mig hurtigt til rette. Jeg har en meget travl hverdag, bryder mig ikke om at snakke i telefon og får sjældent taget mig sammen til at skrive et længere brev eller mail til en ven (ja, jeg sidestiller mail & brev, begge er mit personlige, skrevne budskab til en specifik ven, mailen koster bare ikke 8 kr at sende, og er ikke et par dage undervejs), og derfor skete det før i tiden, at jeg til fødselsdage eller julefrokoster mødte venner og bekendte, der var ved at flytte, havde skiftet job eller var ved at blive skilt, uden at vi havde fået snakket om det. Nu har jeg muligheden for at fange deres signaler om disse ting på facebook, enten via billeder, statusopdateringer, eller...mangel på samme. Jeg kan på ti minutter overskue en stor del af min omgangskreds' liv og se, hvor det vist liiige er på tide med en kop kaffe.

Samtidigt kan jeg, på ti sekunder, sende mit budskab, min selviscenesatte virkelighed, ud til dem, jeg har givet lov til at læse med.

At muligheden for fx at sætte et norsk flag i stedet for et profilbillede på facebook nu er tilstede, betyder ikke, at mine tanker er mindre dybtfølte, at jeg græder over terrorhandlingerne i Norge, betyder ikke, at jeg ikke også græder over tragedien på Afrikas Horn, at noget er hurtigt og nemt, betyder ikke nødvendigvis, at det er overfladisk og narcissistisk.

Kære Information, I er kendt for at tænke lidt ud af boksen i forhold til så mange andre af de danske nyhedsmedier, - skuf mig nu ikke ved at være bagstræberisk fordømmende her!

Inger Sundsvald

sofie jørgensen

Rigtig godt udtrykt :-)

Lige bortset fra at en artikel ikke behøver at være avisens holdning.

I gamle dage var det helt almindeligt, og det ses faktisk stadig i Udkantsdanmark, at flage på halv, når der var dødsfald hos naboen eller i landsbyen i øvrigt. Det var/er formentlig både en konventionel og en empatisk handling. Internettet 2.0 er på mange måder indbegrebet af den globale landsby. Så flag endelig...

Udover empatik og sympati er den virtuelle markering vel også et udtryk for at det der, det finder vi os eddermanemig ikke i!

Benjamin Bach

Så kommer DRs håbløst primitive copy-paste fortolkning af nyheden lige smasket i fjæset på danskerne: "Ekspert: Støtte til Norge er egocentrisk"

http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2011/07/29/110122.htm

Når man udtaler sig som ekspert, skal man være klar over, at medierne er eksperter i at forsimple et budskab til det ukendelige.

Men onlineempatien er i mange tilfælde ikke en uselvisk støtte, men handler i lige så høj grad om, at man er bange for, at andre folk ser ned på én, hvis man ikke viser sin opbakning til nordmændene, siger flere eksperter til Dagbladet Information.

Ja, DR... eksperterne i denne artikel har nemlig kvantificeret onlineempatien, så man kan måle, at det står uafgjort mellem uselvisk og selvisk støtte.

Sofie Jørgensen

@Inger Sundsvald

Tak :)
Men Information har valgt at lægge denne journalists artikel på forsiden, så langt fra avisens holdning er den nok ikke

anne-marie monrath

Så viser man sin medfølelse og så er man egoistisk, smuk udlægning DR!
Sig mig, tænker journalister slet ikke?

Birger Nielsen

Jeg synes egentlig ikke at det har så meget med empati at gøre.

For mig ligner det mere at pleje sin samvittighed.

Empati er i min begrebsverden noget man udviser overfor levende mennesker af kød og blod, og ikke overfor nuller og ettaller i cyberspace.

Hvordan kan en hjemmeside udvise medfølelse?

Birger Nielsen

Empati er noget man har i sig - en følelse.

Når man har behov for udadtil at vise, at man har empati, så er det for mig at se mere et ønske om at kunne vise over for sig selv og andre, at man har gjort det rigtige.

Hvilket for mig er at tilfredsstille sin samvittighed og det kan være nødvendigt og godt.

Sofie Jørgensen

@Birger Nielsen

Så hvis man giver en, der græder, et knus, så gør man det for at tilfredsstille sin samvittighed?
Hvis man græder ved synet at folk, der sørger, så gør man det for at tilfredsstille sin samvittighed?

Birger Nielsen

Du kan jo godt have empati, uden at give personen et knus.

At du giver et knus, er jo for at tilkendegive over for vedkommende, at du har medfølelse.

Kan du forestille dig, at du senere bebrejder dig selv at du ikke gav et knus?

Inger Sundsvald

Jeg forstår stadig ikke det med samvittigheden. Jeg har ikke fået dårlig samvittighed over at jeg ikke skiftede mit profilbillede ud med et norsk flag eller et lys. Jeg er ikke typen der bliver rørstrømsk, eller tror at det hjælper nogen at vise sin sympati på internettet. Det var således heller ikke min samvittighed der var indblandet, da jeg følte en knugende afmagt over ugerningen og følte trang til sende en tanke. Det var nok mere en fornemmelse af dele noget med mange andre, der måske som jeg sad alene, og ikke havde nogen andre at vende tankerne med.

https://www.facebook.com/?ref=home#!/media/set/?set=a.241256932561034.60...

Vile Werneby

Empati kommer indefra hos ethvert menneske, derfor vil den blive kanaliseret ud på alle kanaler i ens rådighed inkl. Fb twitter etc.

Denne artikels skribent - o.a. kunstige teoretiserende eksistenser - er helt udaf trit med virkelighedens empati-begreb og dét er problemet !

Jeg sang Kringsatt av fiender
af Johan Nordahl Brun Grieg
hele lørdag aften, et par toner for højt og med en del rørelse, sådan kan man også vise empati, selv om det kun gik "ud over" min søn, og forbipasserende til gaden.

Den sang jeg så også med på da der var mindehøjtidlighed fra Oslo domkirke 24.7.....

Tja,
og så kender jeg en nordmand der hader flag. Også i denne ombæring, således er vi jo så forskellige.
;o))

Birger Nielsen

Jeg har nok ikke gjort det helt klart, at jeg ikke lægger noget negativt i begrebet samvittighed.

Samvittighed har vi - forhåbentligt - alle og når vi føler den er dårlig, så er det vel et tegn på, at man selv inderst inde synes man skal agere, evt. gøre ting anderledes.

Jeg opfatter empati som noget jeg har eller ikke har, over for et andet menneske.

Samtidig har jeg, som også Rasmus Knus er inde på, meget svært ved at forestille mig eksistensen af empati over for en gruppe mennesker som jeg ikke kender og som måske ville vise sig at være nogle dumme svin, hvis jeg kom til det.

Når jeg handler på grund af empati, så er det ikke min opfattelse, at det er empatien, men en anden følelse som tager over.

Personligt mener jeg det er min samvittighed, som siger til mig, at jeg bør reagere på en bestemt måde, på grundlag af den følelse jeg nu engang har. Og min samvittighed vil jeg tro er en god blanding af personlighed og omgivelsernes forventninger.

Jeg har altså behov for at tilfredsstille min samvittighed og det er der ikke noget galt i.

At jeg foretrækker at skelne mellem empati og samvittighed (hvis det altså er det rigtige), så er det ud fra dette:

Har du empati for en person, så vil dit ønske om at hjælpe/reagere bestå, så længe personen fremkalder empati hos dig, uanset omgivelsernes forventning. Det vil din samvittighed også fortælle dig.

Har du ikke empati for en person, så vil du, hvis omgivelserne forventer det, tilfredsstille din samvittighed ved en symbolsk hjælp og så være tilfreds. Du skal ikke slås med empatien også.

Derfor, hvis folk skifter profilbilleder eller whatever på baggrund af den til enhver tid stående agenda, så tror jeg ikke på at der er tale om empati.

Og deri er der ingen hentydninger overhovedet til nogen herinde. Det har jeg ikke forudsætninger for.

Niels Farver

Utroligt så kloge visse folk - eksperter såvel som lægmænd - er i forhold til andre folks motiver.

Hvad er mon deres motivation for at beklikke andres integritet og oprigtighed?

Inger Sundsvald

Sympati var også det ord jeg kunne strække mig til. Medfølelse synes jeg ville være lige i overkanten for mig personligt, for jeg mener ikke at jeg i virkeligheden kan føle det som de nærmeste har følt.

Vile Werneby

Nu er det man tolker også det der afgør ens reaktion. Så Maj-Britt, i den aktualiserede terror mod Norge forbinder jeg disse betydninger i den sammenhæng :

Sympati -> forståelse; medfølelse -> for de efterladte og som Norge som entitet.

Empati -> evne til at forstå og leve sig ind i andre menneskers følelser og situation. -> for de efterladte og som Norge som entitet.

Spørgsmålet er så om hvilke dele du ikke deler..;-?

Maj-Britt Kent Hansen

Medfølelse tror jeg, vi alle føler. Det kan man udtrykke netop med ordet medfølelse.

Empati og sympati synes jeg befinder sig i en anden sfære. I andre sammenhænge.

Nogle viser endog respekt, hvilket blot er en dårlig oversættelse fra amerikansk.

Kan vi enes om medfølelse og solidaritet, Vile?

Majbritt Nielsen

I den artikel er der intet nyt under solen.
Sådan har mennesker altid opført sig. På godt og ondt.

På facebook går det bare lidt hurtigere. ;)

Sider