Læsetid: 3 min.

Familiens skød

'DSK, sæson tre' kalder man den voldtægtssag, der næsten 10 år efter hændelsen, bliver det næste sexdrama i fransk presse
16. juli 2011

Når det siges, at alle vidste det, er det ikke helt forkert. Den unge forfatter Tristane Banon fortalte i 2007 i en reality-tv-udsendelse, hvorledes Dominique Strauss-Kahn havde forsøgt at voldtage hende under en interviewseance helt tilbage i 2002. Sekvensen, der aldrig blev vist på tv, ligger på nettet og har gjort det længe. Ganske vist er DSK's navn skjult med et »bip«, hver gang Banon nævner det, men ingen med den mindste indsigt i fransk politik kan være i tvivl om, hvem hun taler om.

Tristane Banon var 24, da hun researchede til sin bog Erreur Avouee (Indrømmede fejltagelser, red.), og hun havde hungret efter at udspørge toppolitikeren DSK, men det tog en uventet vending.

»Han bad mig om at få lov at holde mig i hånden, når han svarede,« forklarer Banon: »Det endte med, at vi lå og sloges på gulvet, jeg sparkede, han fik åbnet min bh og prøvede at tage mine jeans af. Mens vi sloges, sagde jeg ordet 'voldtægt' for at gøre ham bange, men det virkede ikke.«

Tristane fortalte det straks til sin mor. Hun frarådede sin datter at lægge sag an. Den grund de i fællesskab fik talt sig frem til var, at det for altid ville mærke hende. Ikke så meget at være blevet udsat for voldtægtsforsøg. Men at hun med et sagsanlæg ville blive kendt som den, der havde ødelagt DSK's karriere i stedet for at blive kendt som forfatter .

Spoleret karriere

Nu blev det så ikke Tristane Banon, der blev årsagen til DSK's fald eller i al fald kun det sidste lille trin af karrieretrappen. Den rolle kom til at blive spillet af en sort stuepige i New York, der viste sig at have et noget blakket forhold til loven. Men DSK's karriere på politiske topposter er grundigt spoleret. Så nu lægger en stadig psykisk mærket Tristane Banon sag an.

Socialister og i øvrigt også mange andre politiske partier er som store familier, der ofte tager deres sorte får tilbage og dækker godt over dem.

»Man vasker ikke sin lagner offentligt,« som man siger i Voltaires fædreland. Tristane Banons mor er socialist. Faktisk havde hun i sinde at stille op i den indledende afstemning om, hvem der skal være socialistisk præsidentkandidat i 2012 det har hun dog droppet. Hun er en højt placeret politiker i Rouen. Og også hendes karriere ville nok have fået et hak dengang i 2002, hvis datteren havde lagt sag an.

For hvordan var det nu, at en 24-årig totalt ukendt person fik et interview med så stor en ping som DSK? Ikke mindst om et så svært emne, som de fejl, man har begået?

Mor havde forbindelser i den politiske familie. Men Tristane Banon havde også andre og endnu mere familiære forbindelser. DSK's anden kone var Tristane Banons gudmor. Og så gik det interview i orden.

Statistikker over voldtægter taler deres eget interessante sprog. I Frankrig begås 74 pct. af en person, som offeret kender. 25 pct. begås af et nært familiemedlem. Og kun 10 pct. af alle voldtægter ender med en politianmeldelse.

Tristane Banons mor fortæller nu til medierne, at hun er stolt af, at hendes datter tilhører de 10 pct., der anmelder en voldtægt. Og at hun fortryder, at hun i sin tid afholdt hende fra at gå til politiet.

Men Tristane Banon gjorde det så altså ikke dengang, der var så meget på spil i enhver henseende.

»Det var meget ømtåleligt at gøre det af familiære og venskabelige årsager,« forklarer hendes mor.

Og det er så nok i virkeligheden det, det hele drejer sig om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu