Læsetid: 4 min.

Filmbranchens magthaver i modvind

Det Danske Filminstitut har lovet at være i dialog med resten af branchen omkring vigtige beslutninger, men Filminstituttet holder ikke, hvad det lover, mener Producentforeningen
Den eksperimenterende filminstruktør Simon Staho fik 17 mio. kroner i støtte til to musicalfilm — bl.a. den afbildede 'Magi i luften' — som efter lunkne anmeldelser og skuffende billetsalg blev taget af plakaten landet over. Det har sat gang i en debat om filmstøtte — en debat, hvor Det Danske Filminstituts direktør, Henrik Bo Nielsen, bliver udsat for hårdt kritik.

Den eksperimenterende filminstruktør Simon Staho fik 17 mio. kroner i støtte til to musicalfilm — bl.a. den afbildede 'Magi i luften' — som efter lunkne anmeldelser og skuffende billetsalg blev taget af plakaten landet over. Det har sat gang i en debat om filmstøtte — en debat, hvor Det Danske Filminstituts direktør, Henrik Bo Nielsen, bliver udsat for hårdt kritik.

27. juli 2011

En grundpille i den danske filmindustri er dialog. Men den dialog er alvorligt truet, mener Producentforeningens direktør Klaus Hansen, der repræsenterer de kommercielle film- og tv-producenter i Danmark.

Klaus Hansens kritik retter sig mod den måde, som Det Danske Filminstitut (DFI) og dets direktør, Henrik Bo Nielsen, har tacklet debatten om, hvordan filmstøtten skal fordeles.

»Alvorligt for vores fremtidige samarbejde,« kalder Klaus Hansen det, når Filminstituttet ikke, sådan som det ellers selv forpligtede sig til, involverede alle parter i den endelige fordeling af støttemidler efter det seneste filmforlig.

Stridens kerne gælder den rette fordeling af penge til henholdsvis kunstneriske og kommercielle film. Producentforeningen ønsker, at man fordeler pengene lige imellem konsulentordningen, der yder støtte til kunstneriske film som Lars von Triers Melancholia, og markedsordningen, der yder støtte til mere kommercielle og publikumsorienterede film som f.eks. Far til fire-filmene. Ifølge den nye aftale er der 62 mio. kr. til konsulentordningen, mens der er 48 mio. kr. til markedsordningen.

Debatten blussede op for nylig, efter at to film af den eksperimenterende instruktør Simon Staho blev taget af plakaten landet over, selv om de var blevet støttet med 17 mio. kroner.

Klaus Hansen er vred over, at Producentforeningen ikke var inviteret med til det afgørende møde, der fandt sted den 24. januar, da bestyrelsen for Filminstituttet fordelte midlerne mellem puljerne. Ifølge Klaus Hansen blev Producentforeningen blot orienteret om beslutningen dagen efter, den 25. januar.

»Henrik Bo Nielsen gav håndslag på dialog i branchen omkring vigtige beslutninger,« siger Klaus Hansen og fortsætter:

»Dette håndslag er han løbet fra.«

Det ledende institut

Vinterens filmforlig betød, at Filminstituttet fik en hidtil uset magt over beslutningerne i filmbranchen. Til gengæld gav det et løfte om, at det ville lytte til branchen, inden det tog en vigtig beslutning.

Klaus Hansen kalder diskussionen om, hvilke typer af film der skal støttes for »en af de to-tre vigtigste diskussioner i branchen,« og kritiserer den dialog, han kalder »en grundpille« i dansk filmindustri.

At dialogen er grundpillen i den danske filmindustri, skal ses som en følge af, at der tidligere blev kørt en meget enerådig stil fra Filminstituttets side, forklarer Jørgen Ramskov, der er direktør ved den nytilkomne Radio 24syv og forhenværende administrerende direktør for Nimbus Film og produktions- og udviklingsdirektør ved Det Danske Filminstitut.

»Der var i lang tid en upopulær ledelsesstil i Filminstituttet, som lagde stilen hårdere, end man måske ville mene var godt,« siger han.

I dag er stilen helt officielt lagt om. Således skriver instituttet i filmaftalen, at »Udvalget ønsker langt større fleksibilitet i budgetlægningen og indretningen af støttesystemerne. Fleksibiliteten skal ledsages af en stærk og kontinuerlig dialog mellem branchen og Filminstituttet.«

Ifølge Jørgen Ramskov er det Filminstituttets opgave, at opretholde dialogen.

»Det Danske Filminstitut er den største spiller på det danske filmområde. Deres politik bestemmer omløbet i hele branchen. Derfor er det vigtigt, at de holder en dialog kørende«

Jørgen Ramskov siger, at direktør Henrik Bo Nielsen »startede ud med en stor dialogproces med alle instanser. Men på et tidspunkt er man nødt til at træffe beslutninger, og jeg er sikker på, at det ikke har noget at gøre med, at instituttet spiller med musklerne.«

Instruktørerne tilfredse

Formanden for Instruktørforeningen, Martin Strange-Hansen, betoner, at instituttet skal lytte til parterne, som det var aftalt.

»Filminstituttet har tidligere haft en form, hvor de har meldt ting og bestemmelser ud, og sådan vil det reelt set også være nu. Forskellen er, at de skal høre os, og det synes jeg også, at de gør normalt.«

Martin Strange-Hansen er tilfreds med måden instituttet har handlet over for instruktørerne på i forbindelse med støttevilkårene, selv om man ikke var inviteret med til mødet den 24. januar.

»Instruktørerne har været i dialog med Filminstituttet længe, også i forbindelse med støttevilkårene. Men Filminstituttet har jo i det nye forlig fået tildelt en hidtil uset handlefrihed, så det er vigtigt, der ikke opstår mistillid blandt parterne i branchen. Derfor er dialogen utrolig vigtig.«

»Jeg vil gerne give min opbakning til producenternes ønske om, at dialogen fortsat er i centrum.«

Skår i samarbejdet

Klaus Hansen betegner det som »alvorligt for det fremtidige samarbejde«, at dialogen ikke har været til stede op til beslutningen om, hvordan man skal fordele midlerne.

»Der er økonomi- og distributionsformer, der skal løses over de kommende fire år, og hvis det sker ved, at Filminstitutet alene bestemmer, så kan det gå grueligt galt. Det kræver en dialog med branchen,« siger han.

Er det ikke bare fordi, I officielt er utilfredse med den måde instituttet fordeler pengene?

»Vi skal ikke bestemme over Filminstituttet, men vores argumenter og indspark skal være en del af beslutningsgrundlaget for direktionen og bestyrelsen,« siger Klaus Hansen

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Henrik Bo Nielsen, direktør for Det Danske Filminstitut.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu