Nyhed
Læsetid: 4 min.

Før og efter syndfloden

De to store hovednavne britiske Arctic Monkeys og amerikanske The Strokes på Orange Scene lørdag aften spillede på hver sin side af de syndflodsagtige vandmasser, der faldt ved 21-tiden og atter gjorde Smatten fortjent til sit navn
Portishead med leadsanger Beth Gibbons gik på Orange Scene uanfægtet af tid og sted og åbenlyst fuldstændig blottet for præstationsangst, og der gik ikke mange minutter, før man fuldstændig overgav sig, lyder det fra avisens udsendte.

Portishead med leadsanger Beth Gibbons gik på Orange Scene uanfægtet af tid og sted og åbenlyst fuldstændig blottet for præstationsangst, og der gik ikke mange minutter, før man fuldstændig overgav sig, lyder det fra avisens udsendte.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
4. juli 2011

Min største oplevelse på dette års Roskilde Festival var uden sammenligning, da jeg lørdag eftermiddag til Kaizers Orkester blev frarøvet min mobiltelefon. Sådan som det moderne samfund og mit liv i øvrigt er skruet sammen, kan det bedst sammenlignes med at miste begge sine forældre. På en gang. Panikken over at være forladt og fuldstændig isoleret fra den digitale informationsstrøm varede mindst et kvarter, så faldt jeg ind i en præmobiltilstand, der til forveksling mindede om det 20. århundrede, hvor vi helt rutinemæssigt ikke havde fod på hver en mikroskopisk forskydning i vores venners og families liv. Således overladt til mig selv sejlede jeg let om hjertet ud over Smatten, fuglefri og nok en kende kålhøgen. Det var et ubeskriveligt smukt øjeblik i nyere dansk historie, kan jeg forsikre Dem om.

Da jeg så senere over for ligesindede fortalte om den forsmædelse, der var overgået mig, var den generelle respons, at det var da fedt nok, nu kunne jeg så endelig anskaffe mig en iPhone subsidiært en Smart-ditto som et normalt menneske. Men nej tak, venner, den der med konstant at være et andet sted, det har jeg ikke brug for mere af i mit liv. Som nu til den næsten tre timer lange og fuldstændig selvforglemmende dobbeltkoncert med halvbrødrene Seun Anikulapo Kuti og Femi Kuti (både hver for sig og sammen) jeg oplevede fredag på Arena. Det er på grund af den slags, man (=jeg) tager til festival. Så fuck Facebook, internet og alle hånde elektroniske himstregimser, der allerede er forældede, når de anskaffes.

Enestående outsidere

Man kunne godt have frygtet for, om Portishead med deres skiftevis dybblå og kulsorte musik, deres indadvendte leadsanger Beth Gibbons, deres ofte næsten lammende sørgelige sange og deres fyrtårnsagtige grundtone kunne magte Orange Scene fredag aften, hvor de var dagens absolutte hovednavn, kun truet af de førnævnte afrikanske halvbrødre. Men når så overlegen en flok kunstnerne går på, uanfægtet af tid og sted og åbenlyst fuldstændig blottet for præstationsangst, går der ikke mange minutter, før man fuldstændig overgiver sig! Og det gjorde jeg til overmål til denne forbløffende trio, dens unikke klang og tilgang, dens frygtløshed og fuldstændig manglende evne til at gå på kompromis.

Det handlede vitterligt bare om at give slip og flyde med på tonerne og rytmerne fra et godt nok grænseoverskridende og eksklusivt (to albummer i 90'erne og et i nullerne! Det er det!), men også sært imødekommende ensemble, der havde skruet et sæt sammen uden skelen til tid og sted. Da det således gav en ultratyst »Wanderin' Star« som stram trio, med drivkraften Geoff Barrow på insisterende bas, Adrian Utley på udsøgt guitar og Gibbons som smertefyldt fokalpunkt, kunne man så let som ingenting lukke øjnene og drømme sig bort til en rigtig koncertsal, bygget til musik og det hele. Hvad jeg da også gjorde. Det var både betagende og imponerende, alt taget i betragtning, og konsoliderede til overmål gruppens status som enestående outsidere.

Hæsblæsende tempo

Der er intet misundelsesværdigt over at skulle indtage den famøse Orange scene lørdag aften ved halvottetiden, grundet såvel lyset som den generelle afventende stemning. Nuvel, Sheffield-kvartetten Arctic Monkeys gik på i en lummerhede af fjernøstlige proportioner, hvilket dog ikke satte nogen stopper for gruppens fremdrift. Anført af den topbegavede sanger, sangskriver og guitarist Alex Turner er gruppen, når den er bedst, i stand til simultant at lægge sig i traditionen og fucke med den. Inspirationen er bred, men det er en postpunket tendens til det uventede, der holder interessen fanget. Nå ja, og så det faktum, at der lige nedenunder det hæsblæsende tempo ligger nogle vanvittigt velskrevne sange, som i en anden indpakning kunne forveksles med god pop. På svampe. Men alligevel. Om det havde noget med titler som »She's Thunderstorms«, »Crying Lightning« eller »Brainstorm« at gøre, vides ikke, men i samme øjeblik de arktiske abekatte holdt inde, brød helvede løs, og vejrguderne lod forstå, hvad de egentlig mener om os. Lyn og torden og regn i spandevis gjorde som ved et trylleslag Smatten fortjent til sit navn. Der lærte man at respektere gummistøvlens formåen.

Det var således både mørkt og vådt, da The Strokes gik på ved halvellevetiden, men det forhindrede ikke et talstærkt publikum i at møde op og hylde de fem amerikanere, som for 10 år siden egenhændigt bragte garagerocken tilbage i mainstreamen. At de er langt bedre på en scene end på plade, ved ethvert femårs barn, og der var denne koncert ingen undtagelse. Hvor Arctic Monkeys rocker, swinger Strokes, og den kantethed, der er med til at gøre Turners drenge både charmerende og irriterende, er hos Strokes erstattet af et ligeud ad landevejen traditionalistisk attack, der ikke bevæger sig en millimeter bort fra det gammelkendte, men gør hvad det nu gør med swagger og attitude. Det er så ikke altid nok, og der var perioder, hvor der musikalsk trådtes vande, men selv om bandet ikke siger mig et dyt, ville det være i strid med sandheden, hvis jeg påstod, det ikke leverede varen. Det gjorde det. Og det var så det. For mig i år. Sidste mand lukker og slukker.

Portishead, Orange Scene fredag. The Arctic Monkeys, Orange Scene. The Strokes, Orange Scene lørdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her