Forfatterens faderlige forbandelse

»Det er ikke altid, jeg kan huske, hvilke datoer mine tre børn er født, men jeg kan altid huske, hvornår mine tre bøger er udkommet,« fortæller den norske forfatter Karl Ove Knausgård.

Hvis han skal sætte procenter på, hvor meget hans børn fylder i hans liv, er det i omegnen af 10-15 procent: »Jeg vil det bedste for mine børn, men der er også meget andet, der betyder noget i mit liv. Jeg brænder for det, jeg laver, men jeg brænder ikke for mine børn. De er der bare.«

Information møder den kæderygende bestsellerforfatter i gårdhaven hos Malmö Konsthall, inden han skal hente sine tre børn: Vanja, Heidi og John. Knausgård, der er i gang med lidt af et projekt i form af sin 3.000 sider lange selvbiografi i seks bind med titlen Min kamp, hudfletter i sine bøger åbent og ærligt forholdet til sine allernærmeste. Vi kommer også lidt for tæt på, mener kritikere. Selv mener Knausgård, at han i virkeligheden skriver om det, mange tænker, men ikke tør italesætte: »Om en moderne mands problemer med at være alt det en moderne mand skal være, blød og bestemt, følelsesfuld, medlevende far med en succesfuld karriere og så den her forbandede, kraftfulde trang til også være noget andet end far – at være sig selv,« som forfatteren Lars Frost tidligere har formuleret det.

Fadertyrannen

Det med at være sig selv kan Knausgård tydeligt genkende fra, hvordan hans egen far isolerede sig i hans barndom. Som barn oplevede Knausgård som oftest, at hans far kom hjem og satte sig ved middagsbordet og tydeligvis ikke var interesseret i at høre om sønnikes dag i skolen. Det meste af tiden følte Karl Ove, at han ikke slog til. Faren snerrede og kom med spydige kommentarer, hvis Karl Ove ikke lige gjorde, som det passede faren eller levede op til hans forventninger. Han var utilregnelig.

Karl Ove Knausgård lærte sig kunsten at være opmærksom på grund af sin uforudsigelige fars raseriudbrud, som ofte resulterede i korporlig afstraffelse, der skræmte lille Karl Ove fra vid og sans. Især i tredje bind strømmer tårerne ned ad siderne i Knausgårds erindringsromanserie, som opruller en alt andet end tryg barndom med den tyranniske og hadefulde far.

»Han stivnede. Slap øksen og kom hen mod mig. Tog fat i mit øre og vred det omkring,« står der i tredje bind i en beskrivelse af en situation, hvor far og søn hugger brænde i den norske kulde. »'Svarer du igen?' ... 'Se på mig, når jeg taler til dig!' ... 'Du svarer ikke igen, er det forstået,'« fyger det fra farens mund, fordi Karl Ove fryser.

En anden situation, der bliver beskrevet i bogen, er en dag, Karl Ove ikke vil spise det slik, der bliver budt ham: »'Jeg-vil-ikke-have ... slik,' hikstede jeg. Han lagde hånden på mit baghoved og pressede det frem, næsten helt ned til bordet. 'Der ligger det', sagde han. 'Kan du se det? Det skal du spise op. Nu,'« er et af mange eksempler på den måde, faren forvaltede sin magt som patriark på.

Knausgård havde ikke set sin far i 10 år, da han sammen med sin lillebror var hjemme og rydde op efter hans død. De sidste 10 år af sit liv brugte faren på langsomt at drikke sig ihjel. Den sidste tid, inden han døde, gjorde han det hos Karl Oves demente farmor. Den fysiske oprydning af svinestien satte et punktum for det kapitel af hans liv, der omhandlede hans far. Han har ikke haft behov for at tage et opgør med den far, der trynede ham og tyranniserede stemningen i barndomshjemmet.

»Der er gået 10 år, siden han døde, og jeg har ikke behov for at sige noget til ham. Jeg tænker faktisk, at han gjorde det så godt, som han kunne.«

Nærvær og afmagt

Din far var i høj grad en autoritet. Ser du dig selv som en autoritet?

»Jeg bruger så meget tid sammen med mine børn, at den klassiske autoritære rolle er umulig. Men jeg forsøger faktisk at holde afstand for at opfostre dem til at blive så selvstændige som muligt. Der er noget meget godt i at vokse op med afstand. Man bliver ikke så ubehjælpelig. Kulde er et problem men det er afstand ikke og det må man ikke forveksle med hinanden.«

Knausgård kan mærke sit fars temperament i sig, og nogle gange opfører han sig over for sine børn på måder, som han bestemt ikke bryder sig om.

Stressende situationer kan være morgenerne, når Knausgård har været vågen siden klokken halv fire for at skrive på sin selvbiografi, og børnene skal i børnehave og i skole. Én skal have tøj på, en anden vil lege, og en tredje skal have mad. Nogle gange ender han med at stå og råbe og skrige af børnene, der til stor frustration ikke har mere tilovers for deres far end grin. Dér føler Knausgård afmagt.

»Selvfølgelig er det frustrerende at opleve at stå der og råbe af sit eget barn. Det er bestemt ikke sider, jeg er stolt af ved mig selv. Men de er der. Jeg mener, at der mangler en klar forståelse af og åbenhed for, at man kan nære stærke negative følelser over for sine børn i ny og næ. At leve er at fejle. Det perfekte er uudholdeligt og egentlig heller ikke ønskeligt.«

Hverdagsøjeblikkene

Selv om Knausgård opfører sig som den excentriske kunstner, han også er, med alle de særheder, der hører med, så forsøger han i høj grad at forvalte faderrollen, så det lever op til nutidens ideal om at være en omsorgsfuld og nærværende far.

»Jeg tror, at det at være far har en anden plads i mit liv, end det havde i min fars. Han var mere ligeglad med rollen som far.«

»Jeg tror ikke, det var noget, han tænkte så meget over. I dag er faderrollen og forældreskabet som helhed noget, vi taler om hele tiden og noget, jeg selv er opmærksom på konstant.«

På et tidspunkt skulle familien Boström Knausgård på ferie, men Karl Ove følte sig nødsaget til at blive hjemme, da han skulle skrive. Linda og børnene tog af sted et par uger, og det var første gang, familien var adskilt så længe.

»Alt det, der er fast og godt for mig, var pludselig væk. Det var underligt. Jeg var helt alene, og pludselig manglede rammerne i mit liv. De er det faste holdepunkt i mit liv, og det var godt for mig at opleve. Jeg havde aldrig set sådan på det før, og jeg savnede dem jo helt forfærdeligt. Det var en vældig kropslig følelse af, hvad de egentlig betyder i mit liv.«

Det mest overraskende for ham ved at få børn var, hvor meget tid der bliver brugt på det rene ingenting. Minutter, timer og dage, der stryger af sted med gerninger som at lave mad, hente, højtlæsning, handle, skifte bleer, rydde op, småsludre og også de for ham uvurderlige øjeblikke, det er, når han ligger i sengen og putter med sine børn. Dér føler han samhørighed.

»At jeg ikke kan huske mine børns fødselsdage, mistolker mange som, at jeg ikke går op i mine børn. Sådan er det ikke. Den daglige kontakt og alt det, man ikke tænker på til hverdag, er jo det, der i virkeligheden betyder noget.«