Læsetid: 7 min.

Den forførende katastrofe

Den dominerende patos i det gamle Europa vedrører verdens ende: Dommedag er blevet vores eneste chance for frelse
Den dominerende patos i det gamle Europa vedrører verdens ende: Dommedag er blevet vores eneste chance for frelse
16. juli 2011

En usædvanlig hedebølge ramte midt om vinteren byen Bruxelles, da en asteroide nærmede sig Jorden. Beboerne gik skrækslagne på gaden, hvor asfalten smeltede, for at se meteoren, der blev større og større. Og så gav en mærkelig gammel mand, professor Philippulus, som var iført et hvidt lagen og havde langt skæg, sig til at slå på en gonggong og holde en brandtale til folkemængden: »Det er straffen, I skal gå bodsgang, verdens ende er kommet.«

Vi smiler ved synet af denne pudsige karakter, fordi scenen udspiller sig i en tegneserie af Hergé, Den Mystiske Stjerne fra 1947. Men nu lader det til, at karakteren Philippulus, der som en karikatur af marskal Pétain (leder af Vichy-regimet, der samarbejdede med nazisterne under Anden Verdenskrig, red.) opfordrede folk til at omvende sig, har erobret magten og sidder på mere eller mindre alle medier, regeringer og officielle organer. Han spreder frygt for fremskridtet, videnskaben, befolkningsudviklingen, klimaet, teknologien, maden, og hvad ved jeg? Om fem eller ti år vil Jorden været blevet ubeboelig, temperaturerne vil være steget, der vil opstå flere og flere jordskælv, oversvømmelser, tørker og krige, alle atomkraftværker vil eksplodere. Mennesket har forsyndet sig med hovmod, han har ødelagt sit levested, udplyndret planeten, og derfor skal han sone: »Den industrielle fest er slut,« advarede den tyske filosof Hans Jonas allerede i 1979 og plæderede for en klarsynet brug af frygten og en ny ansvarlighed i forhold til naturen. Den dominerende patos i det gamle Europa vedrører verdens ende. Apokalypsen er uundgåelig. Frygten er som et enzym, der overtager alle individer, suger næring af dem og så hurtigt overlader dem til deres egen skæbne.

Dovne katte

Tag f.eks. Fukushima: Dramaet bekræfter blot en bekymring, som var der i forvejen, og søger et næringsstof for at retfærdiggøre sig selv. Om seks måneder har vi et nyt tema, en pandemi, fugleinfluenza, fødevareskandaler, smeltende isbjerge, onde bølger og parabolantenner vil mobilisere os. I denne henseende er det dobbelt overraskende, at katastrofismen især hersker i de vestlige lande, som om den var et andet hjem for folk i de privilegerede lande, der spinder velbehageligt i sofaen som store katte. For os er aversionen mod farer blevet så stor, at vi lever vores private dramaer og verdens fortløbende fortælling som en konstant trussel. Det drama, der rammer fjerne folkeslag, har noget enestående ved sig, der forvandler det trivielle til et farefuldt eventyr: Det kunne også ske for os. Det er et underligt paradoks, at vi i Europa på trods af krisen lever vi bedre end noget andet sted, så immigranter fra hele verden forsøger at nå hertil. Og alligevel har vi aldrig før talt så dårligt om vores samfund.

De alarmerende budskaber, hvad enten de handler om atomkraft, klimaet eller planetens fremtid, lider af en selvmodsigelse. Hvorfor skulle man gøre oprør, hvis situationen er så alvorlig, som de påstår. Hvorfor ikke slappe lidt af inden syndfloden? Hvad de foreslåede løsninger angår, synes de ikke at stå mål med truslernes alvor. Vi ved godt, hvad de fleste af denne bevægelses budskaber går ud på: Drop bilen, flyrejser, kød, genbrug dit affald, plant træer, skru ned for dit begær, lad dig frivilligt forarme. Så meget for alt det! Diagnosens har et enormt omfang, remedierne virker latterligt utilstrækkelige hån. Som pæne spejderdrenge modtager vi rådgivning om økonomisk management, som lige så godt kunne være beregnet på vores bedstemødre. Da vi i forhold til planetens skæbne er frataget enhver magt, slår vi plat på denne afmagt med små rethaveriske handlinger vi tager trappen i stedet elevatoren, bliver vegetarer og kører på cykel, hvilket giver os en illusion om, at vi handler for Jorden.

En lumsk fjende

Kineserne, inderne og brasilianerne skal vende tilbage til deres idylliske elendighed, det kan ikke komme på tale, at de udvikler sig på vores bekostning. Den utilsigtede humor ved den apokalyptiske diskurs er, at den gør alting neutralt: I forsøget på at overbevise os om det globale kaos ender den med at fusionere udsigten til menneskehedens udslettelse med hverdagens kedsommelighed. Den vil vække os, men bedøver os. De forurenende energikilder og de multinationale selskaber, der konspirerer om at forgifte os, fylder vores fredelige liv med gys. Fjenden er iblandt os og inden i os, ser hver eneste af vores fejl og er så meget mere desto lumsk, fordi den er usynlig.

Hvis ritualerne i oldtidssamfund havde til formål at udskille volden fra fællesskabet ved at udpege en syndebuk, har nutidens ritualer den funktion at dramatisere status quo og få os til at leve spændende tæt på katastrofen. For at undslippe historiens uvished dekreteres visheden om den forestående katastrofe: Det hjælper een til at slappe af og flade ud i sød vederstyggelighed. Hvad betyder datoen for sammenbruddet, det rammer os under alle omstændigheder før eller siden. Frygtens diskurs siger ikke måske, den siger, at man kan være sikker på rædsler. Den kender ikke til tvivl, men har overblik over evigheden og stiller sig tilfreds med at registrere nedbrydningens stadier. Profeten reducerer tilfældighedernes betydning og giver det samme svar på alle spørgsmål. Mistanken opstår, fordi Kassandra i utallige skikkelser, med sine klimaprædiker snarere end at advare vil tugte os.

Føjelige børn

Når europæiske intellektuelle klæder sig ud som en moderne udgave af præstinden Pythia, der strutter af videnskab og statistik, kombinerer han rebellen og den seende. I den klassiske jødedom forsøgte profeten at genoplive Guds sag på trods af konger og magthavere. I kristendommen har ældgamle bevægelser været bærere af håbet om retfærdighed over for kirken og dens biskopper, der levede i luksus og forrådte evangeliernes budskab. I et sekulært samfund har profeten intet andet sakramente end sin egen indignation. Han bliver beruset af sine egne ord og påberåber sig en uberettiget legitimitet i påkaldelsen af en ødelæggelse, som han foregiver at forsøge at afværge. Sådan er tingene blevet vendt på hovedet: For hans tilhængere bliver dommedag den eneste chance for frelse.

Ligesom de reaktionære, der i årene 1960-1970 håbede, at den europæiske ungdom ville komme til at opleve en rigtig krig, så vi kunne falde lidt ned, håber vores dommedagsprofeter, at vi vil ramme bunden for omsider at vågne. Du fortjener en lektion, du har ikke lidt nok, du skal bæve! Det er en veritabel dødsdrift, der taler til folk. Det er ikke store ånder, der maner os til årvågenhed, men bittesmå ånder, der ønsker os en masse elendighed, hvis vi er så arrogante ikke at lytte til dem. Katastrofen er ikke deres frygt, men deres dybeste nydelse. Fukushima var for dem, hvad Dreyfus-affæren var for den ekstreme højrefløj i Frankrig, ikke en forfærdelig tragedie, men en Guds gave. Endelig fik de deres tragedie! Afstanden mellem klarsyn og bitterhed og mellem forudsigelser og forbandelser er meget kort. Ved at indpode frygtens gift i folks hoveder, forårsager denne mørke proselytisme forstening. Den skælven, som den fremkalder, falder sammen som en dårlig soufflé. Det er bekymringen, der får det sidste ord snarere end ønsket om på nogen måde at afværge faren. At forklare os, at vi går på afgrundens kant og vil falde ned, er ligesom Gribouilles (Marie-France Gaîté, fransk sangerinde, der døde af piller og druk som 27-årig i 1968, red.) filosofi: Vi nægter at blive født, fordi vi en dag skal dø. Der bliver råbt vagt i gevær, men vi nedlægger våbnene. Det kan udmærket være formålet med denne larmende slåen på frygtens trommer af panik, som i lang tid har givet genlyd i vores ører: at reducere os til børn, gøre os mere føjelige.

Panik og paranoia

I stedet for at tilskynde til modstand de menneskelige samfund kan overleve de værste katastrofer ved at udvikle en forståelse for farer spreder den modløshed og fortvivlelse. Katastrofisme? Det er det bedste instrument til politisk og filosofisk resignation. Det handler ikke om at benægte omfanget af de problemer, vi står overfor. Hvis der er en lære at drage af ulykken i Japan, så er det, at man aldrig skal bygge atomkraftværker i en jordskælvszone. Men panik og paranoia har altid været diktatorers foretrukne værktøjer til at fratage borgerne alle handlemuligheder. Et demokrati kan ikke permanent benytte sig af disse redskaber uden at gå under.

Apokalypsen i kristendommen kræver en åbenbaring, at man går over i en anden dimension, et eskatologisk håb rettet mod Guds rige. Men i dag bliver sløret ikke revet til side, der bliver blot afsagt en definitiv dom. Den foreslår ingenting, men lammer blot: Det er en tør apokalypse. Der er ingen løfter om forløsning, det eneste ideal er overlevernes, der fortryder deres fejl og forsøger at undslippe kaos, ligesom i Cormac McCarthys smukke roman Vejen. Det er ikke så mærkeligt, at mange gode hoveder taler i vildelse, at de mest absurde prognoser florerer f.eks. at Jorden ifølge mayaernes kalender går under i 2012. Hele Jordens overflade forsvinder med undtagelse af den lille landsby Bugarach i Aude-departementet i Frankrig, som bliver tilflugtssted for alle oplyste i verden til stor utilfredshed for dens indbyggere, som bliver skræmt af al den omtale. Armageddon er nært forestående. Vi drømmer om Job eller Jeremias, men vi ender med Paco Rabanne!

 

© Le Monde og Information 2011 Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ganske forførende læsning. Men falder han ikke for sin egen dom: "Men i dag bliver sløret ikke revet til side, der bliver blot afsagt en definitiv dom. Den foreslår ingenting, men lammer blot: Det er en tør apokalypse."? Hvad vil han selv? Alt i mens, vi funderer over det, smelter polerne, Afrikas Horn er ved at bukke under for tørke, vejret er ved gud ikke, hvad det har været, og Japans akraftværker er altså gået i stykker mv. Så bevidst, u- eller underbevidst motiv eller ej, hvis ikke de, der er i stand til at fremskaffe viden om det, der sker i verden, skal gøre opmærksom på alvoren, hvem skal så? Derudover mener jeg da, at der er masser af bud på løsninger, som jo selvfølgelig er konservative i deres mål om at bevare verden som den nogenlunde ser ud nu, hvor den stadig er beboelig for mennesker, som vi ser ud i dag.

Noget helt andet er, at vi jo ved, hvad vi har for en verden, men vi ved ikke ret meget om, hvilken verden, der kommer - klimakrise eller ej. Af den grund kunne mange måske se på fremtiden med fornyet håb fremfor frygt? Er det der, han er?

Man kunne have skrevet noget nær samme essay om sundhedsdebatten, hvor frygten også bruges af de frelste, bedrevidende og veluddannede højere mellemindkomstgrupper dels som pisk til sig selv (om det er piskene eller løbeturen, man egentlig får et kick af, må være op til den enkelte at mærke) dels som våben (og værn) mod de "marginaliserede" - rygerne, de fede og umotionerede.

Det irriterende opstår, når "sikker viden" bliver spændt for politiske eller ideologiske korstog, især når "sikker viden" har det med at blive noget usikker med tiden. Men hvordan man løser problemet med at være bedre vidende, når man i hvert fald i øjeblikket faktisk ved bedre, ved jeg ikke. Hele problemet ligger måske i størrelsen af mellemrummet mellem bedre og vidende. Jeg kunne evt. sætte mig og spekulere over det i min have. Jeg ved ikke noget bedre. Om jeg finder svaret, før vandene når mig til livet, bliver nu alligevel spændende at se.

Niels Mosbak

Der er meget lidt fremme i de danske medier om Fukushima værkets nedsmeltning - men man har fortsat ikke styr på udslippet, og hele sagen omkring dette værk har været styret af løgne - dels fra værkets ejere og den japanske regering.
Der er ingen grund til at tale om den katastrofale nedsmeltning i datid - ulykken fortsætter.

Ole Falstoft

Jeg giver ham ret så langt at der kan være en fare ved at male for dystere fremtidsudsigter - hvis man ender med at tage modet fra folk
Men ellers synes jeg han blander tingene sammen - og gå galt i byen.
Et er at erkende en trudsel og nøgtern at analysere sig frem til et fremtidsscenarie noget helt andet er at være 'dommedagsprofet'.
Dommedagsprofeter kommer med definitive profetier uden at skele til de muligheder der altid er
for at dreje udviklingen i en anden retning
Hvor hører man dem? Er det al Gore?
Næppe da han netop altid betoner de muligheder vi har for ikke at ende i en katastrofe
Problemet idag er ikke dommedagsprofeterne
men den store gruppe at faktabenægtere som
ikke ønsker at vedkende sig situationen og som benytter alle mulige beskidte tricks for at afspore debatten primært olielobbyen og deres købte politikere

Dan Johannesson

Jeg tror at det egentlige problem ligger i at frygtdiskursen har sejret så grundigt i de forgangne 10 år at selv løsningerne anskues fra frygtens perspektiv. Den optimistiske tanke, den alternative vision har i sådan et mentalt klima stort set ingen muligheder for udfoldelse.

Ønsker vi vitterlig at bevæge os ud af frygtens endeløst forvittrede og favnende tentakler er vi nødt til at forlade dens præmisser og herunder i særdeleshed frygtens diskurs. Der er brug for at gøre det som aktuelt virker absolut mest umuligt: At formulere en optimistisk og realistisk vision. At igangsætte en ny diskurs.

Vi vil være nødt til at erkende at frygten i sig selv ikke har gjort andet end at skabe mere af det frygtede og samtidig lammet både borgere og politikere. Buddisterne taler i den forbindelse om at de frø vi vander (med vores bevidsthed) vil vokse, imens dem som ikke vandes ikke kan spire.

Når denne erkendelse er trådt igennem kommer så arbejdet med den nye vision. Og skal den skabe begejstring er den nødt til at addressere vores primære problem: De globale ubalancer skabt af vækstfilosofien / grådighedskulturen.

En positiv vision der kunne tromle frygtkulturens illusive og smitsomme væsen ned tror jeg således ville indeholde følgende: Implementering af bæredygtighedsprincippet i alle former for lovgivning og praxis. Opløsning af globale konglomerater herunder de kun 9 mediekonglomerater som i dag producerer det meste af den vestelige verdens medieindhold. Borgerdrevent demokrati evt. eksekveret igennem hyppigere internetbaserede afstemninger. Forbud imod lobbyisme i enhver form. Introduktion af "pragmatisk humanisme" forstået som en grundliggende måde at møde verden, en løsningsorienteret apolitisk medmenneskelighed, hvor målet er at sikre mulighed for at individdet bedste muligt har mulighed for at udfolde sig frit samtidig med at det sikres tag over hovedet, basale fornødenheder mv.

For selvfølgelig kan vi gøre det, men første skridt er at vågne op fra den onde drøm / frygtmytologi som Levis Strauss' tilhængere hos de Neo Konservative siden midtfirserne og i ekstrem grad under deres direkte styre i Bush årene lykkedes med at få iscenesat.