Nyhed
Læsetid: 4 min.

Frynsen, der foragtede sin statsminister

Var man ung og oprørsk i første halvdel af 1960'erne, måtte man afsky den socialdemokratiske regering. Nogle få meldte sig i protest på venstrefløjen, en større gruppe valgte højrefløjen. Ved slutningen af sin karriere frigav statsminister Jens Otto Krag sin 'bundne varme'. Måske var han misforstået af den unge generation
Statsminister Jens Otto Krag (S) drev samtidens unge til vrede og protest ved at gemme sig bag en voksmaske og belære nedladende. Lige præcis den 'punkt 1, punkt 2, punkt 3'-attitude, som hans kirkeminister Bodil Koch advarede ham imod.

Statsminister Jens Otto Krag (S) drev samtidens unge til vrede og protest ved at gemme sig bag en voksmaske og belære nedladende. Lige præcis den 'punkt 1, punkt 2, punkt 3'-attitude, som hans kirkeminister Bodil Koch advarede ham imod.

Sisse Jarner

Kultur
8. juli 2011

Der var en gang en ung fryns, der var formand for Konservativ Ungdom og foragtede sit lands statsminister. Den fryns var jeg. Statsministeren var socialdemokraten Jens Otto Krag.

Tiden var første halvdel af 1960'erne. Var man ung med trang til oprør, måtte harmen nødvendigvis rette sig mod den siddende socialdemokratiske regering. De havde bare siddet altid, sad på alting, og Jens Otto Krag var på tv-skærmen indbegrebet af selvglæde og nedladenhed. Nogle få af de oprørske unge meldte sig under fanerne hos Socialistisk Ungdoms Forum, men dem tog vi andre endnu mere afstand fra, end vi tog afstand fra Socialdemokratiet. Dem, der kaldte sig socialister, anså vi nemlig for nogle naive folk, der gik kommunisternes ærinde, og det kunne man dog ikke sige om Socialdemokratiet.

Når jeg selv mente, at jeg hørte hjemme hos De Konservative, skyldes det nok, at begge hjem, jeg voksede op i mine forældres og min mosters og onkels var konservative. Hvis der var noget, de fire totalt forskellige voksne kunne blive enige om, måtte det være sandt.

Forræderiske Radikale

De to hjems politiske billede så sådan ud: Socialdemokraterne ville bruge andre menneskers penge; De Radikale var vægelsindede og havde tilmed optrådt som landsforrædere under Besættelsen; Venstre var snu og bondske, selv om deres leder, Erik Eriksen, var god nok; de, der lå til venstre for Socialdemokratiet, var kommunister, uanset hvad de kaldte sig.

Tilbage var Det Konservative Folkeparti. Ganske vist havde partiet behandlet sin egen leder, John Christmas-Møller, på en grim måde. Og min far, der var journalist, kunne fra sine arbejdspladser fortælle fæle historier om nogle af de konservative koryfæer. Men alligevel: Partiet var den respektable mellemstands ståsted. Partiet var pænt.

I tidens konservativt oprørske ånd blev der i 1965 i min hjemby stiftet en lokalafdeling af KU Konservativ Ungdom. Jeg blev uden ret megen konkurrence formand og var lige fyldt 16 år.

På møderne med andre KU-afdelinger opdagede jeg, at ikke alt, hvad der foregik hos De Konservative, var pænt. Der blev sunget sjofle sange. Der blev af og til også sunget sange, som slet ikke være burde være sunget, fordi det var gamle nazistiske slagsange. Det fik mig til at føle mig meget utilpas.

Der gik også en frygtelig masse tid med intriger. KU'erne arbejdede ihærdigt med at vælte hinanden hele vejen op til hovedbestyrelsen. Man blev udsat for forhør om, hvilken fraktion man hørte til. Når jeg svarede, at jeg ikke mente, at jeg tilhørte nogen, blev jeg mødt med mistænksomhed.

Lejlighedsvis fik vi KU'ere instruktioner fra fuldvoksne konservative. Jeg husker et møde, hvor Frederiksbergs borgmester Arne Stæhr Johansen en svær mand i et stramtsiddende jakkesæt kom og belærte os om nødvendigheden af sparsommelighed i det offentlige. Jeg husker, at i den halvanden time, Stæhr Johansen opholdt sig i lokalet, stod hans borgmesterbil med chauffør neden for vinduerne med motoren kørende.

Krag væltede sig selv

De interne gøremål i KU holdt os så beskæftigede, at vi aldrig fik tid til at gøre noget for at vælte Jens Otto Krag. Han væltede af sig selv i december 1967, da seks folketingsmedlemmer fra Krags nye støtteparti, SF, nægtede at lægge stemmer til et kriseindgreb.

Men da var jeg ikke KU-formand mere og heller ikke konservativ. Jeg havde i mellemtiden været et år som udvekslingsstudent i USA. Dér var jeg nået frem til, at min konservatisme var kritikløst overtaget fra mine barndomshjem, og at de idealer, som danske konservative luftede, førte mod det, som jeg fandt galt ved det amerikanske samfund: forskellen mellem rig og fattig, den officielle snerpethed og militarismen.

Jens Otto Krag begyndte jeg efterhånden også at ændre syn på. Efter han i 1971 var blevet statsminister igen, lagde jeg mærke til, at han skrev nogle tænksomme aviskronikker, bl.a. én, hvor han bevægende sammenstillede Kong Frederik, den socialdemokratiske kirkeminister Bodil Koch og SF's Aksel Larsen. De var alle tre døde i januar 1972. Det var et smukt minde, Krag skrev dem. Og originalt, at han anbragte dem sammen.

Bodil Koch havde fra sit tætte hold observeret, hvad hun kaldte Krags »bundne varme«. Bag Krags voksmaske gemte sig et rigt og modsætningsfyldt indre liv. Det er siden bekræftet af Bo Lidegaards medrivende Krag-biografi.

Varmen sluppet løs

Sin varme slap Krag kun løs offentligt én gang: På sit pressemøde den 3. oktober 1972, hvor han dagen efter at have vundet folkeafstemningen om dansk tilslutning til EF forklarede, at han nu gik af som statsminister. Pludselig var det en anden Krag, man så: munter, vittig, varm, nærmest kærlig. Og man undrede sig: Hvorfor fik vi ikke den mand at se noget før?

Jeg husker, at jeg senere samme måned traf Krag ved bagudgangen af Christiansborg, hvor den lave oktobersol faldt ind over ham og fik hans blæsende hår til at ligne kornneg. Han så stadig lykkelig ud.

Det blev ikke ved. Efter Krag havde lagt politikerrollen fra sig, kunne han ikke finde en anden. Ulykkeligt var det, at han to år efter sin afgang sagde ja til at blive chef for EF-Kommissionens delegation i Washington. Det bragte ham tilbage i alt det, han ville væk fra. Og med toldfri spiritus inden for rækkevidde.

Daværende S-kulturminister Niels Matthiassen fortalte mig i 1975, at han havde gæstet Washington og været sammen med Krag, som var fuld hele tiden.

Niels Matthiassen havde spurgt Krag: »Jamen, skal du ikke på arbejde?«

Krag havde med sløret stemme svaret: »Man går ikke på arbejde, når man har besøg af gode venner.« Hvorpå Krag havde slubret videre.

Få år efter døde Jens Otto Krag af udmattelse. Jeg ved ikke, om han fra et eller andet observationspunkt kan læse disse linjer, men jeg vil faktisk gerne fortælle Krag, at jeg slet ikke foragter ham mere. Jeg respekterer ham meget. Omend jeg beklager, at hans liv fik så sørgelig en udgang.

Serie

I glimt

Seneste artikler

  • En naturdirektør fatter håb

    23. juli 2015
    Frem mod 1990’erne så det ud til, at verdens magthavere havde lært af fortiden og nu ville tage natur og miljø alvorligt. Men så opdagede de, at det skaffede dem uvenner
  • En dreng bliver dumpet af professor Tribini

    9. juli 2015
    Foran sit gøglertelt på Dyrehavsbakken hidlokkede professor Tribini i 1960’erne sit publikum med en rablende talestrøm. Tribini stod også for børnequizzer på Friluftsscenen. Her blev erindringsskribenten ydmyget
  • Barnet, der intet anede om fremtiden

    30. juli 2011
    At kende sin skæbne er en forbandelse. Dumhederne begår man nok alligevel uanset om man på forhånd er advaret. Fremtiden nydes bedst i små bidder. Ligesom pilgrimmen dag for dag finder glæden i at være på vej
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

David Rehling
Jeg sætter stor pris på din artikelserie her i agurketiden. Skønt at læse den og tænke tilbage på dén tid, og sikkert også for yngre generationer at få lidt af ’duften’ fra dengang på den personlige måde. Tak for dem.

Det kan jo godt være svært at få ”ung og oprørsk” til at rime på ”konservativ”, og der er vist ikke sket den store forandring med KU i tidens løb. Sandt er det, at man nok blev præget i stor grad af familiens traditioner og tilhørsforhold – så længe det varede.

For mig var det ikke så svært, for min far f.eks. glemte aldrig, at socialdemokratiet i høj grad var dem der beskyttede ”den lille” i samfundet, blandt andre hans mor, der var enke med 3 sønner, og også med sociallove med ”aldersrente” f.eks. – og jeg ”arvede” vist en del fra ham hvad det angår, og var tro mod partiet lige til midt i 90’erne. Så var det slut med solidariteten, både fra min side og fra partiets.

I tidens løb har jeg forgæves forsøgt at få styr på Det Radikale Venstre. Det er ikke rigtig lykkedes før nu, hvor jeg kan se, at dér hører jeg i hvert fald heller ikke til; så nu er jeg blevet ”gammel og oprørsk”, og betegnes nu ind imellem af andre som hørende til den rabiate venstrefløj.

HA! Det er aldrig for sent at blive oprørsk ;-)

Inger Sundsvald

Dengang:
Man heilede da i Gentofte
http://www.information.dk/167640

Og nu, for ikke så længe siden:
Smædesange er bare for sjov
http://avisen.dk/smaedesangene-er-bare-for-sjov_7178.aspx
”Vi skal dog ikke være bekymrede for, om tonen mellem fremtidens folketingsmedlemmer bliver grov og vulgær, mener sociolog og ungdomsrådgiver Gritt Bykilde, der forsker i unge og politik
- Når de unge blive lidt ældre, kunne de nok aldrig finde på at synge sangene. Så har de været igennem en læreproces og fundet ud af, hvad man kan tillade sig , og hvad man ikke kan, siger hun.”

Jesper Wendt

I grove træk er det lidt samme proces, jeg vil dog nok vedstå S, selvom det ikke skal være en hemmelighed, det kun kan gøres bedre fra samtlige partier.

Jesper Wendt

Lige med undtagelse af de radikale, jeg har ikke haft min første egentlige politiske krise så? Hehe