Nyhed
Læsetid: 4 min.

Gadekunstens oprør er feset ud

Den opstod som et oprør. Men street art gadekunsten er blevet ædt op af kassetænkning, og kritikken er nu helt fraværende, mener gadekunstneren Jan Danebod. To eksperter taler med mindre bogstaver, men anerkender, at gadekunsten har et imageproblem
Danske street art-kunstnere som for eksempel Armsrock har bevæget sig fra at være symboler på oprør til at være noget, massen kan acceptere. Men forsvinder kunstartens berettigelse, når protesten og tilknytningen til undergrunden bliver svær eller umulig at fastholde?

Danske street art-kunstnere som for eksempel Armsrock har bevæget sig fra at være symboler på oprør til at være noget, massen kan acceptere. Men forsvinder kunstartens berettigelse, når protesten og tilknytningen til undergrunden bliver svær eller umulig at fastholde?

Kultur
16. juli 2011

»Der er ikke noget tilbage. Det er ren billedflade. Det er penge og papir og pis og lort. Og rigtig lidt indhold.«

Det er sådan kunstneren Jan Danebod, der selv har dekoreret Københavns gader med gadekunst i mange år, betegner street arten i dag.

»Gadekunsten drejer sig ekstremt meget om penge, om at være en del af noget. Det kan jo godt være en følelse, der opstod undervejs, men engang drejede det sig om de ting, folk lavede, ikke bare penge,« siger han i dag.

I et essay i en ny antologi, Dansk Gadekunst, skriver Jan Danebod blandt andet:

»Når subkultur bliver til populærkultur, kan det være svært at opretholde en reel kritik. Kritisk indstillede bliver minoriteten, en mavesur forbigået størrelse, der har mistet fodfæste.«

Kunsten er blevet pop

Street arten er ikke død, men indholdet er suget ud. Tilbage står et skrog af noget, der engang rykkede grænser.

»Nej, gadekunsten er ikke død, for det er stadig noget, folk orienterer sig efter. Det er mere indholdet, der er dødt. Som det sker med alle mulige andre ting, er der en tendens til, at det skal benyttes og undersøges i en sådan forstand, så den oprindelige idé bliver sekundær,« mener Jan Danebod.

Effekten er selvforstærkende. For når udstillingerne i dag i stigende grad foregår på gallerier og som opsatte kunstværker i gadebilledet, er det forkert, at street arten stadig vil opfattes som rebelsk og illegal.

»Det giver meget en fornemmelse af utroværdighed, når man bliver ved med at italesætte begrebet som noget, det ikke er,« siger Jan Danebod. »Det er et paradoks, at man i dag viser street art i udstillingssammenhænge, det ender jo med, at kunstarten bare handler om, at det skal foregå udendørs. Det er blevet gjort ligegyldigt. Det bliver populærkultur.«

Planlæggerens sporhund

Kristine Samson, der forsker i byudvikling og æstetik på RUC, anser det for uundgåeligt, at gadekunsten rykker ind på museerne og bankkontorerne.

»Det er en præmis for alle kunstnere og alle, der arbejder med et avantgardistisk udtryk, at de bliver absorberet af byen, systemet og de økonomiske interesser,« siger hun.

Omvendt har gadekunstneren mulighed for at pege på nye kvaliteter ved byen, som byplanlæggere bør tage notits af. For gadekunstnere skal i dag forstås som »planlæggerens sporhund, der løber i forvejen for at opsnuse udviklingspotentialer«. Det er denne dobbelte rolle som både kritiker og kommerciel aktør, der er interessant, mener hun.

»I stedet for at sætte en kedelig bronzeskulptur op på torvet, kan byplanlægningen bruge gadekunsten til at bruge facaderne på de store industribygninger til at skabe særlige urbane udtryk,« siger hun.

For selvom det er en gammel historie, at enhver undergrundskultur med tiden mister kant og kritik, har gadekunsten et andet udgangspunkt, der gør den konstant foranderlig.

»Det anderledes ved gadekunsten er, at den så direkte udspringer af byens komplekse forandringer. Den har snavset, det uforudsigelige som grundlag. Derfor udvikler gadekunsten sig hele tiden i takt med de fysiske ændringer i byen,« siger Kristine Samson, der dog mener, at meget dansk gadekunst ligner hinanden.

»Jeg har lige været i Spanien, hvor gadekunsten er mere politisk fokuseret og har en helt anden kant end i Danmark, hvor man er mere interesseret i det pussenussede med perler og de underfundige hverdagsoplevelser.«

Image kan diskuteres

Lasse Korsemann Horne, der har redigeret bogen Dansk Gadekunst, som netop er udkommet, er enig i, at street artens oprørskhed ofte mere er af navn end af gavn.

»I dag har street art stadig et image som rebelsk, og man kan måske diskutere, om image og indhold står mål med hinanden,« siger han og uddyber:

»Street art-stilen har virket spændende, fordi den først og fremmest åbnede 'almindelige' byboeres øjne for en verden af nye udtryk og så har stilen været spændende, fordi den var grænsesøgende i forhold til formsproget i den traditionelle graffiti, men også som en ny, aktivistisk kommunikationsform.«

I det hele taget er gadekunsten opstået ud fra et ønske om at eksperimentere med graffitiens billedsprog og tilføre den et nyt udtryk. På samme måde var graffitien i sin tid drevet af et parløb med reklamebranchens fremstød i byerne, mener Lasse Horne.

»Udviklingen af graffitien skete i en tid, hvor også antallet, størrelsen og formen af reklamer er eksploderet i bybilledet. Om det er graffitien, der har inspireret reklamebranchen eller omvendt, er svært at sige. Strategierne for synlighed i byen er jo ofte de samme.«

Kan kunsten reddes?

Men er der noget at gøre, når en kunstart bliver spist op af sin egen succes?

Jan Danebod mener ikke, at man bør røre en finger.

»Jeg ved ikke, om der er noget, der skal reddes. Jeg synes, det er vigtigt at etablere en diskussion om det, for ellers bliver man bare ved med at pleje et falskt image,« siger han og tilføjer:

»Det er ikke dødt, men indholdet er dødt. Og det har været en løbende proces. Og jeg har også selv været involveret i meget, hvor jeg har fået en mærkelig smag i munden.«

 

Læs mere i Sommertider, side 10-11

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

gaden kunsten var spændende, men som jan danebod siger, er indholdet dødt. Jeg mener at gaden kunsten, lider af fjæsbogs-fænomenet, hvor selviscenesættelse og selvpromovering er målet. Derfor bliver gadekunsten forudsigelig, og en gentagen replikation, af tidligere tiders højdepunkter, dog i en mere og mere kedelig udgave.

jeg savner mere "politisk" gadekunst, der udstiller og udfordre vores samfund, vores hverdagsliv, vores forhold til os selv og hinanden, osv.

Vibeke Nielsen

Artiklen er lidt uklar på, hvad der egentlig menes med ordet "street art". For som jeg ser det, er netop det, der kaldes "street art" defineret af gallerister. Et tilfældigt tag, sporene af en malingbombe på banken eller et gammelt murmaleri fra Mexico kaldes næppe "street art", men det gør de kunstneres værker, der har opnået anerkendelse gennem det etablerede omløb af gangbar kunst. Så spørgsmålet er, om netop "street art" ikke altid først og fremmest har været en vare.

Ansigt Ansigt

Gade-graffitiens privilegium er jo at den aldrig vil kunne miste sin tilknytning til undergrunden, da den aldrig vil blive accepteret af den brede befolkning da kun de indviede er i stand til at denotere dens indhold..
For de der kan læse den er det jo tydeligt at det er graffitien langt mere end såkaldt "gadekunst" der tager den egentlig kamp om byrummet.

Lars R. Hansen

Ja, Ansigt!

Lidt li'som en hundelufter - der ikke samler op efter sin hund - det så fucking undergrunde avantgarde byrumskrig som det kan blive...

Der er ikke meget glæde og engagement når de etablerede absolut skal skrive om noget de så skynder sig at sige, de ikke mere beskæftiger sig med. Godt nok er det en tynd kop te, men måske er problemet netop, at det er de samme og samme der bliver fundet frem og selvpromoveringen er alligevel så vigtig, at der ikke er mange der siger " spørg nogle der maler det, jeg gør det ikke mere". Istedet får vi en temmelig desilusioneret expert udtalelse som jeg har svært ved at tilslutte mig substansen i ; hvis det er så dårligt, så fat spray dåsen, prøv nogle af de nye tekniker, bidrag med nogle visioner. Af den positive slags. SilverScreen.

John V. Mortensen

Vi havde en ungdomsrevolution i 60-erne, som blev væltet omkuld af "blomsterbørnene" i 70-erne, og i "fattigfirsernes" højre-venstre-kamp blev husmurene brugt som de ungespolitiske plakatsøjler. Men i 90-erne ,efter "murens fald", blev "plakatsøjlerne" opslagstavler for en masse oversete unge, der vil fortælle nær og fjern, hvem de er.

Problemet er bare, at det - ligesom mange andre rare og ikke rare ting, ikke skal være - foran vores dør.

Mattia Guidarelli

"...street art gadekunsten..."?
Dobbeltkonfekt så det gør ondt?

Ret tynd artikel, der ikke engang formår at pege ud mod de (mod)reaktioner "gadekunstnere" som Banksy har påbegyndt med f.eks. "Exit through the gift shop".

Ud fra egen overbevisning, kan jeg så sige at gadekunsten aldrig vil blive institutionaliseret, netop ud fra de karakteristika som definerer den til at begynde med. Om indholdet så at sige er dødt eller ej, er ligegyldigt. En smags sag. Jan Danebods holdning til gadekunst er irrelevant, han beskriver blot de generelle mekanikker i modefænomenet.
Gadekunsten kan om den blot er reproduktioner i stor stil uden at henlede til en dybere bevidsthed eller om den er det, stadigt kaldes avant-gardistisk i sin blatante funktion uden om enhver form for institution.

Jo, man har lov til den overbevisning man nu har om gadekunsten og det er jo netop dens opgage at rykke ved netop den. Den er osse en frigørelse et fristed og uhyre givende for respons, folk er da ligeglade med om der er tale om "kopier" og det er et dårligt øje der vil se kopier somom store dele af den etablerede kunst, ikke i bund og grund netop er det, --- stil kopier, "inspiration" eller kald det hvadsomhelst, det er begrænset hvormeget der virkelig er unikt og enestående og meget moderne abstrakt kunst, er da lige så ensartet som meget Graffiti. Men fred være med det, bare ærgeligt at osse kritiken bliver en bevægelse, gad vist hvilken bibel det er som affærdiger "kopier" som det mindreværdige der er så meget behov for, jeg kender den ikke. Men ser man ikke detaljen i et portræt, -- altså de detaljer maleren arbejder på, men kun ser "noget der er taget fra et fotografi, nå men måske om 10 år, er der nogle der glemmer at se gadekunsten som et stjerne show eller evner at skrive artikler, hvor det ikke er de samme og samme der hives frem selvom de selv siger det er år siden de malede gadekunst og i mellemtiden ka museeren og gallerierne jo hyppe de heste der passer i stalden. Og heldigvis er det publikum gademalerne går efter totalt ligeglade, bare billederne er flotte, eller anderledes, eller nyskabende så ka ganske almindelige folk få glæde af det, til forskel fra formidlerne der bare blir forvirrede.