Læsetid 3 min.

Gentrificering overses i Danmark

Syd for grænsen møder det modstand, når middelklassen invaderer arbejderkvarterer, og fattige fortrænges på grund af byfornyelse og boomende boligpriser. Herhjemme er emnet stort set fraværende i den offentlige debat
21. juli 2011
Delt 19 gange

Mens borgerskabets betagelse af den hidtil berygtede ghetto Neukölln i Berlin for tiden skaber heftig debat i den tyske hovedstad, diskuteres såkaldt gentrificering sjældent i Danmark. Fænomenet, der indebærer en kulturel genfødsel af storbykvarterer, samtidig med, at den fattige befolkning fordrives, er ellers velkendt i adskillige områder herhjemme, mener lektor Anders Lund Hansen fra Institut for Kulturgeografi og Økonomisk Geografi på Lunds Universitet. Han er blandt de få danske forskere, der beskæftiger sig med fænomenet.

»Det er en fundamental myte, at revolverkapitalisme på boligmarkedet kun findes i udlandet. Der er simpelthen så mange områder, hvor man skulle tro, at der kom en diskussion,« siger han undrende.

En politisk strategi

I Danmark er udviklingen af for eksempel Pisserenden, Vesterbro og Nørrebro i København klassiske eksempler på gentrificering, forklarer Anders Lund Hansen. Og diskussionen bliver i stigende grad vigtig, efterhånden som gentrificering udvikler sig fra et markedsdrevet fænomen til en almindelig politisk strategi, understreger han. Hans studier af Vesterbro viser, at byfornyelsen i 1990'erne ikke blot forskønnede den belastede bydel, men samtidig fortrængte de fattigste og dårligst uddannede beboere, da kvarteret blev et attraktivt og dyrt sted at bo.

»Kommunen vil gerne have en økonomisk bæredygtig befolkning, der kan lægge en masse penge i kommunekassen, og i øvrigt kreative arbejdere, som kan gøre byen til en vidensstærk, kreativ storby i konkurrence med andre byer. På den måde hænger de der ting sammen. Gentrificering er gået hen og blevet et strategisk værktøj,« siger han.

I tilfældet Vesterbro var det Københavns Kommunes mål at tiltrække en »økonomisk bæredygtig« befolkning og at gøre Vesterbro »mere familieegnet«. Fra at have cirka 20 pct. arbejdsløse i 1989, udviklede Vesterbro sig til i 2005 at have en arbejdsløshed på fem pct.

Det startede på Nørrebro

En af de få kritiske røster herhjemme er billedkunstner Jakob Jakobsen. Han har gennem blandt andet byvandringer på Indre Nørrebro forsøgt at sætte fokus på det, han kalder caffè latte-kolonisering.

»Det her var på mange måder startskuddet for gentrificeringen,« siger han og peger ned i brolægningen på Sankt Hans Torv, hvor 'Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse 1993' er mejslet i granitten ved siden af en skulptur. Tidligere var her blot en rundkørsel og en pølsevogn.

»Gentrificering handler meget om smag. Den taler til et bestemt klientel og en bestemt livsstil,« siger han og nikker mod cafeerne Pussy Galore og Sebastopol.

Vi smutter gennem en port fra Elmegade og ind i en baggård. I forbindelse med byfornyelsen betalte Københavns Kommune for gårdsaneringer, og gården tager sig i dag ud som en smuk park med grønne planter og legeplads.

»Det er en form for forstadsgørelse, hvor man reproducerer de værdier, som er i forstæderne med private haver og roligt miljø. Forstædernes livsform er flyttet ind i hjertet af Nørrebro,« siger Jakob Jakobsen.

»Det er en anden form for livsstil, der er mere individualiseret og også ekskluderende i forhold til de mennesker, der ikke har lyst til at udleve det kernefamilieliv, som det her lægger op til. Hvor er kollektiverne henne og alle de andre livsformer, som man helst skulle se folde sig ud i en by?«

En rensningsproces

Billedkunstneren erkender, at det er naturligt, at byen udvikler sig, når resten af samfundet og erhvervslivet gør det. Men han mener, at det centrale er, hvem der får lov at deltage, når byen forskønnes.

»De folk, der ikke kan betale, kan ikke være med,« siger han og henviser til, at boligpriserne i København årligt steg med 20 procent indtil midten af 00'erne. Senest har ressourcestærke københavnere fået fortrinsret til det sociale boligbyggeri i Blågårdsgade.

»Det betyder ret beset, at det er hvide danskere, der får lov til at flytte ind. Det er en del af en rensningsproces, og der er ingen, der stiller spørgsmålstegn ved, hvad det egentlig betyder.«

Det er lektor Anders Lund Hansen enig i. Han mener, at politikere på begge fløje har vendt arbejdere og underklasse ryggen.

»Man har ladet stå til også fra også fra de socialdemokratiske opinionsdannere. Det typiske argument er, at vi alle bliver rigere og rigere, og at der ikke er nogen tabere Det er meget overraskende,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu