Nyhed
Læsetid: 4 min.

Det gjorde ondt på Contador

Der er grund til bekymring hos Bjarne Riis, efter at hans spanske favorit tabte tid til rivalerne på Tourens første bjergetape
Allerede inden gårsdagens etape meldte løbets favorit, Alberto Contador, ud, at han havde ondt i knæet og ikke agtede at angribe. Således blev det. Spanieren var tydeligvis besværet af sit hævede knæ og mistede et halvt minut til sine værste konkurrenter.

Allerede inden gårsdagens etape meldte løbets favorit, Alberto Contador, ud, at han havde ondt i knæet og ikke agtede at angribe. Således blev det. Spanieren var tydeligvis besværet af sit hævede knæ og mistede et halvt minut til sine værste konkurrenter.

Pascal Rossignol

Kultur
15. juli 2011

Bjarne Riis har en høj og bred pande med plads til mange rynker, og dem kunne han have fået et par stykker af i går.

Ikke fordi Alberto Contador igen tabte tid til brødrene Schleck, for det var i småtingsafdelingen, og på tilsvarende etape sidste år måtte han også indkassere et mindre tidstab, uden at det senere kom til at genere ham. Nej, det var måden, det skete på, der kunne give hans chef grund til bekymring. Spanieren var i sin kørsel langt fra den lethed, som ellers karakteriserer ham op ad et bjerg. Han trådte firkantet, som man siger, og han var tydeligt besværet af sit efterhånden omdiskuterede hævede, ømme knæ. Han kørte helt ude på sin grænse, og det kunne man se ved, at han først til allersidst måtte slippe sine konkurrenter, men det så dramatisk, at han på få hundrede meter mistede et halvt minut.

Udstiller sin sårbarhed

Så der var ikke spin eller bluff i hans udmeldinger før etapen om, at knæet gjorde ondt, og at han i hvert fald ikke skulle ud at angribe, det måtte andre om, på trods af at det ville være det logiske for ham at gøre.

En temmelig mærkelig udmelding i øvrigt. En udstilling af egen sårbarhed, en invitation til rivalerne til at angribe ikke blot én gang, men igen og igen, så det rigtigt kunne komme til at gøre ondt i det knæ. Det var der nu ingen, der gjorde før til allersidst, fordi ingen af de store favoritter på Tourens første bjergetape ville blotte sig, og kun det reddede Contador fra en større afstraffelse.

Således fik man en spændende, bevares, men også meget taktisk og forsigtigt kørt etape over Tourmalet til Luz Ardiden. Det var Leopard Trek, der op ad Tourmalet påtog sig den forventede rolle som fartsætter og preslægger. Flot så det ud, da de med fuldt hold satte tempo og sørgede for den første grove udskilning, som sendte først Tony Martin, så Andreas Klöden og Robert Gesink, langt ud af spidskandidaternes række.

Det var ikke uventet. Tony Martin har brugt masser af kræfter i første halvdel af løbet på at køre spurter for Mark Cavendish, og så kan man ikke også drømme om at nå højt i klassementet. Klöden og Gesink var begge sårede på krop og moral efter utallige styrt i ugevis.

Men det var ikke blot konkurrenter, som Leoparderne kørte ud af tabellen. Jens Voigt, der førte tropperne an alene hele vejen op ad Tourmalet, kørte så stærkt, at alle hans egne, på nær de luxembourgske, dryssede af én efter én. Som den første faldt Jakob Fuglsang, der muligvis har dårlig ryg, men i hvert fald havde dårlige ben, og alle de forventninger Danmark har haft om udbrud, gul trøje eller etapesejr til Fuglen blev skudt ned ganske kort op ad Tourmalet.

Den vingeskudte skal nu nok komme tilbage til sit arbejde som bjerghjælp til brødrene, men ikke som den taktiske variant, de gerne ville have haft, hvis han lå godt placeret og kunne sendes i udbrud som en trussel.

Svage leoparder

Det var en betydningsfuld situation, at Leopard ikke formåede at holde sit pres, og at Saxo Bank pludselig sad med flest ryttere, hele fem, da opstigningen til Luz Ardiden begyndte. Men det var et overtal, der ikke kunne bruges til noget, fordi Contador ikke ville angribe, og holdet trods sin talmæssige styrke et kort øjeblik nok ikke ville være i stand til at lægge noget som helst pres.

Det var også en meget grumset situation, for når Jens Voigt alene kan tynde ud i egne rækker, så er Leopard ikke så bjergstærkt et hold som ventet var det i hvert fald ikke i går og man skal også notere, at mindst 45-50 ryttere kom samlet over Tourmalet. Det betyder, at der ikke er blevet kørt særlig stærkt. Hvad Thomas Voeckler i den gule trøje kan være taknemmelig for. Den lille fighter formåede at sidde sammen med favoritterne, oven i købet med en holdkammerat, næsten helt til mål og langt nok til, at han fortsat er i trøjen.

Etapens vinder blev den olympiske mester, Samuel Sanchez, der udnyttede sit talent for at køre nedad til at angribe på den lange og vanskelige nedkørsel fra Tourmalet og sammen med den for mig helt ukendte belgier Vanendert holde et minuts forspring op til mål. En mission, der også lykkedes, fordi der gik taktik og stilstand i den nede i favoritgruppen.

Det var Ivan Basso, der først havde meldt ud, men det var storebror Fränk Schleck, der viste sig stærkest. Med fire kilometer til mål angreb han tre gange, men at han kørte væk den sidste, var ikke så interessant, som at han ikke gjorde det den første. Han opdagede nemlig, at lillebror Andy ikke var helt med, og så indstillede han angrebet. Et lille svaghedstegn, og af de to brødre var den store klart den bedste og mest ubesværede i går. Når de angriber på skift, hvilket de vil gøre på alle kommende bjergafslutninger, så vil de være en frygtelig knibtang for Evans, Basso og Contador og endnu en grund til panderynker for Bjarne Riis.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her