Læsetid: 3 min.

Alt det gode kom fra Armenien

Med Mandelstam på rejse i den kommunistiske overklasses fodspor
Kultur
19. juli 2011

Jeg flyttede til Leningrad i begyndelsen af 90'erne og købte på vej ud af landet Dostojevskijs samlede værker i Ejnar Tomassens oversættelse. I løbet af de første tre måneder i Rusland bevægede jeg mig igennem de 24 oversatte bind fra Ynglingen til Breve i udvalg. Det er ikke Tomassens skyld, men jeg har ikke kunnet udstå Dostojevskij lige siden.

Det var med en vis fornøjelse, at det sidenhen gik op for mig, at han ikke er så værdsat i Rusland som i vesten. Jeg har det med Dostojevskij som med den russisk-amerikanske forfatter Nabokov: Han er klodset og vulgær. Jeg blev en russisk kliché og fik Pushkin og Mandelstam som mine litterære helte.

Det var ikke de værste år i Ruslands historie, langtfra. Men Sovjetunionens sammenbrud gjorde ondt værre, også i Rusland: Simple leverancer fra andre medlemmer af unionen udeblev, og når man ikke havde økonomi til at handle i de vestlige butikker, var der et begrænset udbud på markedet.

Det var dér, jeg fik forkærlighed for Armenien. Alt det gode (alt det, der ikke indgik i kålsuppen) kom fra Armenien. Frugter. Kildevand. Cognac. De smukkeste mennesker. De falmede turistbrochurer på Intertourist-kontoret viste billeder af ferierende sovjetmennesker i de armenske bjerge og ved søen Sevan.

Arme Armenien

Det tog små ti år, før jeg landede i skyggen af Ararat. Jeg husker det, som om konflikten i Nagornij Karabakh var en del af lydtapetet i min barndom, men det var ikke krigsturisme, der lokkede mig til Armenien. Det var mindelserne om alt det gode og Osip Mandelstams lille skrift, Rejse til Armenien.

Da jeg landede i Jerevan i 2000, var Armenien ikke længere et privilegeret rejsemål for den kommunistiske overklasse, men et fattigt land omgivet af fjendtlige naboer. Armenien var verdens første kristnede nation og ligger som det sidste dryp fra den nordlige hemisfære omgivet af lande fra en anden kulturkreds: Aserbajdsjan, Tyrkiet og Iran.

Jeg havde blot to bøger at navigere efter: Mandelstams skrift i Mette Dalsgaards oversættelse og den efterhånden stærkt falmede Intourist-folder, jeg havde samlet op i begyndelsen af 90'erne. Lonely Planets bog om Armenien udkom tre måneder senere samme år, men det viste sig at være forbavsende frigørende at rejse uden det sociale totalkondom, guidebøger på mange måde er.

Vi vidste ikke, hvor vi skulle hen, men i lufthavnen mødte vi en armensk familie, der boede på Sydsjælland. Jeg vidste ikke det kunne lade sig gøre, men vi sad syv mand på bagsædet af en Lada, og de satte os af ved Ungdomspaladset, en bygning på små tyve etager placeret på Jerevans højeste skråning. Paladset var kendt som majskolben, for det var det, den lignede. I kælderen var der mørkt midt på dagen og ungdomsdiskotek, men resten af etagerne var tomme bortset fra ældre etagedamer, der fik løn for at lytte til en elevator, der kørte forbi.

Deporteret til døden

Mandelstam blev sendt til Armenien i 1930 for at beskrive, hvordan det gik med sovjetmennesket i et af unionens fjerneste hjørner. Mandelstam havde formuleret »længslen efter verdenskulturen« som en del af sin og ligesindedes digteriske praksis. Det blev ved længslen. Borset fra rejser i hans ungdom til Paris, Heidelberg og muligvis Italien, var hans rejseliv begrænset til deportation til byen Voronez i 1934 og tvangsarbejde i Sibirien i 1938, hvor han døde. Det var straffen for på vers i Pasternaks lejlighed at beskrive Stalins fingre som fede orme. Og så er der rejsen til Armenien.

»Armeniernes livsfylde, deres uslebne hengivenhed, deres ædle, arbejdsprægede knoglebygning, deres ubestemmelige afstandtagen til enhver form for metafysik og deres vidunderlige fortrolighed med den håndgribelige verden alt dette sagde mig: fat mod, frygt ikke tiden, forstil dig ikke,« skrev Mandelstam i den tekst, der blev udgivet i 1933 og kostede redaktøren jobbet.

Men det med afstandtagen til enhver form for metafysik var ikke længere sandt i 2000. De, der kunne, havde forladt landet, og de, der var tilbage, drømte om alle andre steder, end der, hvor de var.

Selv blev jeg bortført af en abrikoshandler og hans mor og tilbudt store summer for min kone af mafiaen ved Sevan-søen. Jeg husker mindesmærket for det armenske folkemord og dalen, hvor Noahs ark kastede anker. Jeg husker ikke navnet.

Mandelstams Rejse til Armenien var en fantastisk invitation, men en temmelig upræcis guidebog.

 

Serie

Destinationsbogen

Informations skribenter beskriver sommeren over, hvordan litterære værker har haft betydning for deres ferieoplevelser.

Seneste artikler

  • Men æslerne er der stadig

    3. august 2011
    En del er forandret, siden Eilas Canetti skrev 'Stemmerne fra Marrakesh' i 1978. Men Marrakesh er stadig en by, hvor medinaen er, som den har været i århundreder
  • Nørdetur i det belgiske ølhav

    1. august 2011
    Et roadtrip til ølnationen over dem alle med 287 siders inspiration til guddommelige ganeoplevelser
  • På sporet af søjler og spolier

    29. juli 2011
    Tekster og gamle kort trækker opmærksom-heden tværs gennem kulturlag, pladser og bybilleder
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her