Baggrund
Læsetid: 8 min.

Harry Potter og de otte blockbusters

Fænomenet Harry Potter har vokset sig til filmhistoriens mest indbringende koncept, men kan man egentlig få noget ud af filmene, hvis man ikke kender Rowlings bøger?
Hermione, Harry og Ron udvikler sig på trods af både onde troldmænd og teenage-problemer til helstøbte mennesker i filmene over J.K. Rowlings Harry Potter-bøger, der er udkommet i over 200 lande og på 70 sprog. 10 år efter Emma Watson, Daniel Radcliffe og Rupert Grint indtog hoved-rollerne i 'Harry Potter og De Vises Sten' er deres status sikret som ikoner for en gene-ration af børn og unge.

Hermione, Harry og Ron udvikler sig på trods af både onde troldmænd og teenage-problemer til helstøbte mennesker i filmene over J.K. Rowlings Harry Potter-bøger, der er udkommet i over 200 lande og på 70 sprog. 10 år efter Emma Watson, Daniel Radcliffe og Rupert Grint indtog hoved-rollerne i 'Harry Potter og De Vises Sten' er deres status sikret som ikoner for en gene-ration af børn og unge.

SF Film

Kultur
14. juli 2011

Jeg var længe om at stige på toget til Hogwarts. I modsætning til millioner af børn og voksne verden over, har jeg stadig J.K. Rowlings bøger til gode, men det skulle vise sig at være en fordel ikke at kende universet, da filmredaktøren udstak opgaven at vurdere de otte filmatiseringer set som et samlet, isoleret værk.

Således har jeg i løbet af den sidste uge begivet mig igennem små 20 timers Harry Potter-film, og det har vist sig overraskende berigende.

Dog kunne jeg godt have brugt nogle lakridstryllestave, chokoladekakerlakker og noget græskarjuice fra den magiske togkiosk til at holde blodsukkeret højt og interessen fangen i de mindre vellykkede afsnit af sagaen.

At filmene over Potter-bøgerne ville blive en økonomisk succes var forudsigeligt, så forudsigeligt at Steven Spielberg, da han var i betragtning til instruktørjobbet udtalte, at det ville være så let at tjene penge på det, at det ikke engang ville være sjovt.

Med den sidste titel i rækken, Harry Potter og Dødsregalierne del 2, kommer filmfranchisen i den kommende tid til at passere en milliard indtjente dollars på verdensplan, men Spielbergs spådom synes at være gået i opfyldelse i mere end én henseende. Ulig Peter Jacksons Ringenes Herre-trilogi er Harry Potter-filmene ikke produkter af en filmskabers personlige passion og kunstneriske vision.

Gremlins' far

Harry Potter og De Vises Sten bærer tydeligt instruktør Chris Columbus' signatur. Hans lange generalieblad tæller talrige hits til 1980'ernes og 1990'ernes ungdomsgenerationer, deriblandt Goonies, Gremlinsog Alene Hjemme-filmene.

Følgelig er hans Potteren børnefilm, der etablerer sit univers efter alle fantasy-kunstens regler og præsenterer os for et særdeles magisk univers.

Og det er netop en charme ved denne første film, at vi oplever Harrys nye liv i børnehøjde, da han på sin 11-års fødselsdag er blevet indviet i sandheden om sine forældres død for Lord Voldemorts hånd og får nyheden om, at han er blevet optaget på Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandskab.

Der bliver indkøbt tryllestave i Diagonalstræde, hvor hekse og troldmænd færdes i en parallel dimension til det London, vi kender, og hvor alle vi andre almindelige døde og uindviede går under navnet mugglere.

Bortset fra at det gør vi ikke, for her får vi særlig adgang til at (gen)opleve skoleårenes udfordringer i et bogstaveligt talt fortryllende univers. Chris Columbus indleder det, der har vist sig at være en mærkesag for Potter-filmene, at gøre Rowlings verden realistisk på sine egne præmisser.

Effekterne er upåklageligt animerede, og alle rekvisitter er håndlavede, men det, der særligt gør De Vises Stentil en visuel fest er brugen af de mange forskellige britiske locations, der tilsammen udgør bjergtagende gotiske scenarier på Hogwarts.

Ganske vist er skolens eksteriør delvist filmet på Aldwyne Castle, men pigetoilettet er eksempelvis en del af Gloucester Cathedral, mens biblioteket er på Oxford University.

I dette scenarie skal Harry nu forsøge at udfylde rollen som Voldemorts berømte banemand, og det er ikke så let, når man har boet de første mange år af sit liv under trappen hos en vredladen onkel Vernon og hans hadefulde familie.

Han finder sammen i det famøse trekløver med loyale Ron Weasley (Rupert Grint) og den begavede heks Hermione Granger (Emma Watson). Men selvudviklingshistorien har trange kår blandt de mange troldkunstner og den mængde af eksposition, der skal forklare Potters univers.

Harry slås mod Voldemorts repræsentationer og vokser med opgaven. Nogenlunde det samme sker, groft sagt, i Columbus' opfølger, Harry Potter og Hemmelighedernes kammer, og her begynder der at melde sig en romertalsagtig træthed over konceptet.

Man kan hævde, at scener hvori Ron og Harry råber meget højt meget længe, for eksempel da de er truet af myriader af dræberedderkopper, vækker uvelkomne minder af den råbende barnestjerne Macaulay Culkin i Alene Hjemme.

At brillante skuespillere som Richard Harris, Alan Rickman og Maggie Smith spiller potente medlemmer af lærerstaben får desværre heller ikke unge Daniel Radcliffes måske nok sødmefyldte, men umiskendeligt amatøragtige, præstation som Harry til at tage sig bedre ud. Heldigvis er hjælpen på vej, både for de unge stjerner og filmprojektet som hele.

Kunstneriske bidrag

Med mexicanske Alfonso Cuarón som instruktør på det tredje afsnit sænker mørket sig klædeligt over kostskolen og hele konceptet, som nu får kant.

Cuaróns dystopiske actionfilm Children of Men tilføjede en ny vægtklasse til genren, og han introducerer en inciterende dyster melankoli i Harry Potter og Fangen fra Azkaban, som serien først for alvor genfinder i de sidste kapitler af sagaen. Men det er langt fra det eneste, Cuarón skal have hæder for.

Som den eneste af de fire involverede instruktører har hans film en løssluppen humor, som man fornemmer, at der må være mere af i bøgerne, og den går elegant i spænd med alvoren. Emma Thompson gør f.eks. en morsom entré som (endnu en) excentrisk professor Sybil Trelawny, specialist i spådomskunstner.

Det, der imidlertid gør Fangen fra Azkabantil den måske mest helstøbte film i serien, er Cuaróns fortolkning af den fare, Harry og hans verden er udsat for.

Voldemort er overordnet set en lidt postuleret trussel i de første to film, dels fordi han stadig blot er en skygge af sig selv som skurk, og dels fordi han sekunderes af eventyrvæsner, der kan overvindes med snarrådige tricks og tryllekunstner.

Med Cuaróns arthouse-tilgang bliver det onde en mere kompleks størrelse, karaktererne nuanceres, og Gary Oldman som Sirius Black, fangen fra Azkaban, optræder som kropsliggjort manifestation af det, der skal vise sig at blive et af de bærende budskaber i Potter-filmene at de onde ikke har patent på ondskab, og de gode ikke patent på godhed.

Desuden er Cuarón en betydeligt bedre personinstruktør, og han inspirerer Radcliffe til en af hans mest vellykkede præstationer, mens Grint og Watson vokser betydeligt som skuespillere i hans varetægt.

En vigtig detalje er, at Michael Gambon må overtage rollen som den alfaderlige rektor Dumbledore, da Richard Harris dør. Det gavner både plottet og stemningen, at Gambon gør en mere tvetydig figur.

Man kunne have ønsket sig Alfonso Cuarón som instruktør på samtlige film, men måske er det symptomatisk, at hans version er den af titlerne, der har indbragt mindst med 795,6 millioner dollar.

Angiveligt fordi forberedelserne til den fjerde film skulle gå i gang, før Cuarón var færdig med sin, blev briten bag Fire bryllupper og en begravelse og Prince of Persia Mike Newell valgt til at instruere Harry Potter og Flammernes Pokal. Og resultatet blev knap så vellykket som forgængeren.

Harrys fjerde år på Hogwarts er i det hele taget en sværere fase at formidle på film. Måske fordi Rowlings plot her står i stampe, og ideen om Voldemort virker mere og mere søgt, seriens manuskriptforfatter Steve Kloves overfokuserer på den livsfarlige troldmandsturnering, Harrys fjender tilmelder ham.

Skuespillet er ikke desto mindre stadig bedre, og karaktererne får mere plads til at udvikle sig. Harry kæmper mod sin uønskede berømmelse, Ron med sin misundelse over den og Hermione med sin skam over sine muggler-rødder, i tråd med Rowlings racistiske tema i serien.

Visuelt er Flammernes Pokal en pragtpræstation, og kampe under vandet undervejs i troldmandsturneringen giver uforglemmelige scener, når Den Lille Havfrue møder Alien i Stuart Craigs art direction.

Mørke tider

Med Harry Potter og Fønixordenen fandt projektet endelig sin instruktør, men der skulle i denne anmelders øjne gå et par år endnu, før det blev interessant.

Britiske David Yates var kendt som tv-instruktør og fortjent hyldet for State of Play, der er en af de senere års mest formidable krimiserier. Han skulle styrke skuespillet, og fremmane de i stigende grad politiske budskaber i Harry Potter-serien, der blandt mange temaer synes optaget af at udstille fremmedhad i Europa i almindelighed og det sejlivede klasseskel i Storbritannien i særdeleshed.

Det fungerer, men først efter Fønixordenen får David Yates sagaen tilbage på sporet: Harrys kamp mod forældrenes mordere.

I Harry Potter og Halvblodsprinsen nærmer Yates sig stemningen i Cuaróns stilistiske modus. Men også det faktum, at Alan Rickmans professor Severus Snape her får en altoverskyggende skurkagtig hovedrolle, sætter meget mere på spil.

Her er en karakter, en nuanceret, mangesidig og gådefuld karakter, der kun er på vej til at blive foldet ud og vil blive det på smukkeste vis i Harry Potter og Dødsregalierne del 2. Alan Rickman var vel nærmest ophavsmand til den humoristiske, selvironiske skurk i Costners Robin Hood, og som Snape spiller han sit livs mest fascinerende og forbavsende sårbare slyngel.

Harry Potter og hans tro væbnere er nu gamle nok til at plages af romantiske forviklinger og drikke ingefærøl på værtshuset De Tre Koste. Men tiden er ikke til flirt og fjas.

Magiministeriet har indledt en omvendt heksejagt på dem, der ikke »har rent blod«, og Harry, der nu anerkender sig sin rolle som Den udvalgte i kampen mod Voldemort, træder for alvor i karakter i Harry Potter og Dødsregalierne del 1 og del 2.

Snape har slået Dumbledore ihjel, og naziæstetikken indtager den store hal på Hogwarts i scener, der kunne være kreeret af Leni Riefenstahl, hvis hun havde haft adgang til CGI-animation i 1930'ernes Tyskland.

Spektakulært eventyr

Om det er Radcliffes begrænsede talenter som skuespiller som bliver mere og mere påtrængende, mens Grint og Watson tegner stadig stærkere portrætter af Hermione og Ron eller filmenes fokus på actionplottet, der gør, at Harry forbliver en lettere fersk filmhelt, er svært at konkludere uden at kende bøgerne.

Under alle omstændigheder bliver det først virkelig nervepirrende at følge ham, da Voldemort, spillet af Ralph Fiennes, endelig materialiserer sig som en håndgribelig fjende. Han følges af en overdimensioneret giftslange, der er det mest uhyggelige uhyre, jeg har set siden Alien.

I Harry Potter og Dødsregalierne del 1 og del 2 samles trådene, og de bærende ideer træder klarere frem. Harry, Rons og Hermiones jagt på de såkaldte horcruxes, der hver rummer en bid af Voldemorts sjæl, fører til afsløringen af et mangefacetteret budskab i afrundingen af Potter-filmene.

Kristus-symbolikken er naturligvis påtrængende i Harrys figur, og Rowling er erklæret kristen, men de referencer er fortrinsvis et kulturelt kodeks, fortællingen benytter sig af.

Hun lader ikke til at være på kristen mission á la C.S. Lewis' projekt i Narnia-fortællingerne. Langt mere optaget er Harry Potter-fænomenet af en mere moderne universel fortælling, nemlig den læresætning Dumbledore instruerer Harry i tidligt:

»Det er ikke din herkomst, der definerer, hvem du er, det er de valg, du træffer.«

Det er både Harrys, Hermiones og Rons udvikling til selvstændige, rummelige mennesker sympatiske demonstrationer af. Et begavet sidetema er desuden berømtheden Harrys savn efter at være en almindelig dreng med en mor og en far, mens den tilsyneladende jævne Ron med sin store familie i virkeligheden har en sjælden rigdom.

Som filmene om Harry Potter bliver mere Pans Labyrint og mindre Gremlins, får det samlede projekt en eksistensberettigelse, og Rowlings ondskabsbegreb fortolkes mere nuanceret end i både Star Wars og Ringenes Herre.

Godt nok bliver hele miséren først i Potter-sagaens sidste kapitler lige så frydefuldt spektakulær som i sidstnævnte. Men det var (næsten) værd at vente på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michelle Poulsen

Vil gerne foreslå at nogle af de mange indtjente penge går til en fond, der med tiden kan finansiere en indspilning formidlet mere til os voksne, der har nydt bøgerne og måske savner nogle flere nuancer og mere dvælen ved nogle af temaerne - i stedet for al det "mini-Indiana Jones" man har fokuseret på i filmene, angiveligvis for børnenes skyld. Bøgerne rummer så mange gribende skæbnehistorier og så meget fantastisk dialog at der gør helt ondt at opleve det blive skåret ned og prioriteret væk til fordel for eksplosioner og animerede effekter... Jeg glæder mig til den næste filmatisering, forhåbentligt i min livstid :-)

Oskar Jacobsen

Det var nu Joe Dante der instruerede Gremlins

Oskar Jacobsen

Min fejl Columbus skrev den