»Hold kæft, hvor er nutidens børn heldige«

»Nærvær.« Ordet går igen og igen og igen, når Information spørger eksperter og småbørnsfædre, hvad den største forskel er på den måde, den nye generation er fædre på i modsætning til, hvordan deres fars generation 'drev' familie.

For æraen, hvor patriarken som familiens eneforsørger kommer hjem fra arbejdet, sætter sig for bordenden og får serveret kød, kartofler og brun sovs klokken seks nul dut og hører børnene i dagens lektier, er for længst forbi. Og da patriarken blev lagt i graven, fødtes en ny familiefar en far der først og fremmest gerne vil være en familie i stedet for at have en familie.

»Manderollen har hidtil været kendetegnet ved en fraværende far, hvis eneste rolle var at forsørge familien. På det punkt er mænd og kvinder i dag ligestillede, og derfor forventes det også, at faderen nu indtager en mere aktiv rolle i dagligdagen,« siger Svend Aage Madsen, der er chefpsykolog på Rigshospitalet, og som led i en større undersøgelse interviewede godt 50 yngre fædre om deres egne fædre. Undersøgelsen konkluderede blandt andet, at over halvdelen af de adspurgte så deres egen far som fraværende og fjern både fysisk og mentalt.

Udspillet sin rolle

»I og med der i dag i de fleste familier er to forsørgere, og kvinden er blevet økonomisk uafhængig, så er det begrænset, hvad den patriarkalske dominans kan bestå i som mand,« siger Kenneth Reinicke, der er mandeforsker på RUC.

Familiefaren anno 2011 vil være alt andet end ligusterhækkens svar på universets hersker, som hans egen far var det: »Patriarken har i dag udspillet sin rolle,« slår Svend Aage Madsen fast, selv om ikke alle er enige i billedet af den moderne far.

»Uanset hvor mange unger jeg fik, så ville man aldrig få mig til at skubbe en barnevogn i offentligheden. Mænd skal heller ikke tage et halvt års barselsorlov. Så kan de efter min mening lige så godt få cuttet kønsorganerne med det samme,« sagde modeeksperten Uffe Buchard i foråret. Men det synspunkt står i skærende kontrast til tidsånden, for nutidens fædre hviler tilsyneladende nok i deres maskulinitet, til at de med oprejst pande både skubber barnevogne, klipper navlestrenge, tager barselsorlov og putter med poderne.

I bogen Det faderløse samfund, der udkom for nogle år siden, kastede historikeren Henrik Jensen netop lys på den nye faderrolle og det han beskrev som feminiseringen af kulturen. Frem for pligt, autoritet, arbejdsomhed, værdier han betegnede som traditionelle 'faderlige', er det kommet til at handle for meget om 'moderlige værdier' som rettigheder, omsorg og nærhed, hævdede han.

Men faderen som autoritetsperson er ifølge de nye fædre et overstået kapitel. Autoritet definerer ikke længere maskuline værdier. Kenneth Reiniche mener ligefrem, at den nye måde at være far på i fremtiden vil skabe langt færre konflikter og efterhånden aflive den klassiske myte om faderopgøret, som vi ellers har gennemsyret fader/søn-forhold gennem generationer.

Store forventninger

»Problematikken mellem bløddyr eller machomand er den samme som luderen og madonnaen kan man rumme flere figurer, eller er man entydigt det ene eller det andet? Det fine ved den moderne mand er, at han kan mestre begge dele. Man kan passe børnene, lege med dem og være engageret i dem fredag; og så kan han dagen efter gå ud og spille fodbold med kammeraterne og drikke øl, uden at han behøver at opgive noget. Den mangfoldige maskulinitet er det, vi egentlig er vidner til,« siger Svend Aage Madsen.

Det betyder også, at nutidens fædre skal performe på langt flere fronter, end de er vant til. Der bliver stillet større krav fra samfundet om, at mænd tager en større bid af barslen, på hjemmefronten forventes det, at han tager del i langt flere huslige opgaver og arbejder og læser højt og står op om natten og skifter ble, hvilket kan være en stor mundfuld for mange samtidig med, de stadig har ønsket om at gøre karriere.

»Det er en lang proces, og for nogle er det givetvis også en stor mundfuld med alle de forventninger,« siger Svend Aage Madsen: »Men jeg kan nu mest se det positive i denne udvikling,« understreger han.

Eksotisk rolle

Faderopgør har også gennem tiderne fyldt en del i fiktionens verden, hvor et gennemgående tema ofte er fædre og sønner, der krydser klinger. John Steinbecks bøger omhandler ofte fader/søn-relationer. Temaet med en fraværende far gennemsyrer også to af danmarkshistorien største tv-succeser Matador og Krøniken. Dette års Guldpalme-vinder, The Tree of Life, skildrer ligeledes faderen som en problematisk patriark. Ældre tv-klip fra DR viser ligefrem fædre snakke om relationen til børn på samme måde, som man i gamle dage skildrede eksotiske stammer.

»Mænd i dag har svært ved at spejle sig i deres egen far. Derfor distancerer de sig. Det er gået op for fædre i dag, at hvis de kun prioriterer arbejde og karriere, så går de glip af noget; de får frastjålet noget værdifuldt. Derfor er der sket en markant ændring i mænds forhold til deres børn,« siger Kenneth Reinicke.

Det markante skifte, vi er vidner til, kan ligefrem betegnes som en »kulturel revolution«, mener Steen Baagøe Nielsen, der er køns- og uddannelsesforsker på Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på RUC og formand for Nordiske forening for forskning om mænd og maskulinitet.

Biologien bremser

Den nærværende far, som vi kender ham i dag, begyndte som en del af det antiautoritære oprør i i kølvandet på 1968, og udviklingen de sidste 40 år har været temmelig dramatisk.

Men projekt far er langtfra tilendebragt han er stadig i støbeskeen. Den nye far betragtes stadig som et skrøbeligt projekt, fordi mænd ikke på samme måde som kvinder har adgang til at blive en familie.

»Kvinder har af gode grunde langt større indflydelse på beslutningen om graviditet og dermed også adgang til at realisere forestillingen om det, der fortsat opleves som grundstenen i familien, nemlig den tætte relation mellem mor og barn. Mange mænd oplever derimod, at deres familieforventninger hviler på mere skrøbelig grund. Og det gælder i nogen grad fortsat for retten til at lære det nye barn grundigt at kende, f.eks. gennem langvarig orlov,« siger Steen Baagøe Nielsen, der understreger, at forventningerne om det nærværende faderskab nærmest er blevet en selvfølgelighed i dag.

Men forskerne er ikke i tvivl om, at denne generations opgør med Patriarken kun bringer godt med sig. For den nære relation mellem børn og fædre i dag giver de fremtidige generationer oplevelse af, at mænd og fædre sagtens kan være nærværende og omsorgsfulde, uden at det sker på bekostning af maskuliniteten. Kvaliteter, de ser som en naturlig del af det at være mand og far, og som naturligt vil gå i arv til deres børn.

»Det giver helt klart et tættere forhold mellem fædre og sønner, og det føres så videre til kommende generationer. Jeg tænker meget, hold da kæft hvor er det heldigt for de børn at have sådanne fædre, som nutiden har at byde på,« siger Svend Aage Madsen.