Læsetid: 5 min.

»Hold kæft, hvor er nutidens børn heldige«

Nutidens familiefar er både nærværende og omsorgsfuld. Han har for længst gjort op med patriarken og den måde, hans egen far ikke var andet end et autoritært skaffedyr. Men kan den moderne far magte at være far, uden at han bliver reduceret til et kastreret handyr, der bukker under for de store forventninger?
Nutidens familiefar er både nærværende og omsorgsfuld. Han har for længst gjort op med patriarken og den måde, hans egen far ikke var andet end et autoritært skaffedyr. Men kan den moderne far magte at være far, uden at han bliver reduceret til et kastreret handyr, der bukker under for de store forventninger?
2. juli 2011

»Nærvær.« Ordet går igen og igen og igen, når Information spørger eksperter og småbørnsfædre, hvad den største forskel er på den måde, den nye generation er fædre på i modsætning til, hvordan deres fars generation 'drev' familie.

For æraen, hvor patriarken som familiens eneforsørger kommer hjem fra arbejdet, sætter sig for bordenden og får serveret kød, kartofler og brun sovs klokken seks nul dut og hører børnene i dagens lektier, er for længst forbi. Og da patriarken blev lagt i graven, fødtes en ny familiefar en far der først og fremmest gerne vil være en familie i stedet for at have en familie.

»Manderollen har hidtil været kendetegnet ved en fraværende far, hvis eneste rolle var at forsørge familien. På det punkt er mænd og kvinder i dag ligestillede, og derfor forventes det også, at faderen nu indtager en mere aktiv rolle i dagligdagen,« siger Svend Aage Madsen, der er chefpsykolog på Rigshospitalet, og som led i en større undersøgelse interviewede godt 50 yngre fædre om deres egne fædre. Undersøgelsen konkluderede blandt andet, at over halvdelen af de adspurgte så deres egen far som fraværende og fjern både fysisk og mentalt.

Udspillet sin rolle

»I og med der i dag i de fleste familier er to forsørgere, og kvinden er blevet økonomisk uafhængig, så er det begrænset, hvad den patriarkalske dominans kan bestå i som mand,« siger Kenneth Reinicke, der er mandeforsker på RUC.

Familiefaren anno 2011 vil være alt andet end ligusterhækkens svar på universets hersker, som hans egen far var det: »Patriarken har i dag udspillet sin rolle,« slår Svend Aage Madsen fast, selv om ikke alle er enige i billedet af den moderne far.

»Uanset hvor mange unger jeg fik, så ville man aldrig få mig til at skubbe en barnevogn i offentligheden. Mænd skal heller ikke tage et halvt års barselsorlov. Så kan de efter min mening lige så godt få cuttet kønsorganerne med det samme,« sagde modeeksperten Uffe Buchard i foråret. Men det synspunkt står i skærende kontrast til tidsånden, for nutidens fædre hviler tilsyneladende nok i deres maskulinitet, til at de med oprejst pande både skubber barnevogne, klipper navlestrenge, tager barselsorlov og putter med poderne.

I bogen Det faderløse samfund, der udkom for nogle år siden, kastede historikeren Henrik Jensen netop lys på den nye faderrolle og det han beskrev som feminiseringen af kulturen. Frem for pligt, autoritet, arbejdsomhed, værdier han betegnede som traditionelle 'faderlige', er det kommet til at handle for meget om 'moderlige værdier' som rettigheder, omsorg og nærhed, hævdede han.

Men faderen som autoritetsperson er ifølge de nye fædre et overstået kapitel. Autoritet definerer ikke længere maskuline værdier. Kenneth Reiniche mener ligefrem, at den nye måde at være far på i fremtiden vil skabe langt færre konflikter og efterhånden aflive den klassiske myte om faderopgøret, som vi ellers har gennemsyret fader/søn-forhold gennem generationer.

Store forventninger

»Problematikken mellem bløddyr eller machomand er den samme som luderen og madonnaen kan man rumme flere figurer, eller er man entydigt det ene eller det andet? Det fine ved den moderne mand er, at han kan mestre begge dele. Man kan passe børnene, lege med dem og være engageret i dem fredag; og så kan han dagen efter gå ud og spille fodbold med kammeraterne og drikke øl, uden at han behøver at opgive noget. Den mangfoldige maskulinitet er det, vi egentlig er vidner til,« siger Svend Aage Madsen.

Det betyder også, at nutidens fædre skal performe på langt flere fronter, end de er vant til. Der bliver stillet større krav fra samfundet om, at mænd tager en større bid af barslen, på hjemmefronten forventes det, at han tager del i langt flere huslige opgaver og arbejder og læser højt og står op om natten og skifter ble, hvilket kan være en stor mundfuld for mange samtidig med, de stadig har ønsket om at gøre karriere.

»Det er en lang proces, og for nogle er det givetvis også en stor mundfuld med alle de forventninger,« siger Svend Aage Madsen: »Men jeg kan nu mest se det positive i denne udvikling,« understreger han.

Eksotisk rolle

Faderopgør har også gennem tiderne fyldt en del i fiktionens verden, hvor et gennemgående tema ofte er fædre og sønner, der krydser klinger. John Steinbecks bøger omhandler ofte fader/søn-relationer. Temaet med en fraværende far gennemsyrer også to af danmarkshistorien største tv-succeser Matador og Krøniken. Dette års Guldpalme-vinder, The Tree of Life, skildrer ligeledes faderen som en problematisk patriark. Ældre tv-klip fra DR viser ligefrem fædre snakke om relationen til børn på samme måde, som man i gamle dage skildrede eksotiske stammer.

»Mænd i dag har svært ved at spejle sig i deres egen far. Derfor distancerer de sig. Det er gået op for fædre i dag, at hvis de kun prioriterer arbejde og karriere, så går de glip af noget; de får frastjålet noget værdifuldt. Derfor er der sket en markant ændring i mænds forhold til deres børn,« siger Kenneth Reinicke.

Det markante skifte, vi er vidner til, kan ligefrem betegnes som en »kulturel revolution«, mener Steen Baagøe Nielsen, der er køns- og uddannelsesforsker på Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på RUC og formand for Nordiske forening for forskning om mænd og maskulinitet.

Biologien bremser

Den nærværende far, som vi kender ham i dag, begyndte som en del af det antiautoritære oprør i i kølvandet på 1968, og udviklingen de sidste 40 år har været temmelig dramatisk.

Men projekt far er langtfra tilendebragt han er stadig i støbeskeen. Den nye far betragtes stadig som et skrøbeligt projekt, fordi mænd ikke på samme måde som kvinder har adgang til at blive en familie.

»Kvinder har af gode grunde langt større indflydelse på beslutningen om graviditet og dermed også adgang til at realisere forestillingen om det, der fortsat opleves som grundstenen i familien, nemlig den tætte relation mellem mor og barn. Mange mænd oplever derimod, at deres familieforventninger hviler på mere skrøbelig grund. Og det gælder i nogen grad fortsat for retten til at lære det nye barn grundigt at kende, f.eks. gennem langvarig orlov,« siger Steen Baagøe Nielsen, der understreger, at forventningerne om det nærværende faderskab nærmest er blevet en selvfølgelighed i dag.

Men forskerne er ikke i tvivl om, at denne generations opgør med Patriarken kun bringer godt med sig. For den nære relation mellem børn og fædre i dag giver de fremtidige generationer oplevelse af, at mænd og fædre sagtens kan være nærværende og omsorgsfulde, uden at det sker på bekostning af maskuliniteten. Kvaliteter, de ser som en naturlig del af det at være mand og far, og som naturligt vil gå i arv til deres børn.

»Det giver helt klart et tættere forhold mellem fædre og sønner, og det føres så videre til kommende generationer. Jeg tænker meget, hold da kæft hvor er det heldigt for de børn at have sådanne fædre, som nutiden har at byde på,« siger Svend Aage Madsen.

Serie

Er faderopgøret aflyst?

Patriarken er død, og for første gang i familiens historie står en ny generation af fædre i den situation, at de ikke kan bruge deres egen far som forbillede, når de selv får børn.

Til gengæld er den nye far kommet tættere på sine egne børn, og måske vil fremtiden byde på langt mindre konfliktfyldte forhold mellem generationerne.

Information interviewer en række nye fædre om forholdet til deres egen far og den nye forældrerolle.

Seneste artikler

  • Børn skal også kende livets dystre sider

    18. juli 2011
    Hvis valget står mellem at være en fysisk nærværende, men intellektuelt uopmærksom far, eller en fysisk fraværende, men inspirerende forælder, vil Morten Albæk til hver en tid vælge det sidste. Det er helt i tråd med, hvordan han selv er opdraget
  • Athene frem for alt

    12. juli 2011
    Det bliver grinet lidt af det der med 'barselsorlov' i omklædningsholdet hos AG København. Alligevel er tid den altafgørende forskel på, hvordan håndboldmålmanden Kasper Hvidt er far på i modsætning til sin egen far. En far, der i skærende kontrast til mange andre fædre fra sin generation var rundhåndet med kys og kærlighed
  • 'Vi er sgu superfædre'

    9. juli 2011
    Manu Sareens far var 'hærchef' – den klassiske patriark, der knoklede og var meget væk fra hjemmet. Fraværet var faderens offer til sin søn med ønsket om at give ham et godt liv. Sareens eget offer til sine tre børn er erkendelsen af, at han aldrig bliver toppolitiker, der bruger hele sit liv på politik. Men det gør ham ikke til mindre mand, siger han og skyder en bredside afsted mod de mange kvinder, der brokker sig over den bløde mand
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christina Laugesen

Godt at høre at forskerne også ser, at det grundlæggende går den rigtige vej.

Men denne allesteds omtalte maskulinitet - og femininitet med for den sags skyld: Citat ".... uden at det sker på bekostning af maskuliniteten"...
Maskuliniteten (og femininiteten) som definerede værdisæt - eller hvad? Som jeg pr. definition skal indrette mig efter? - eller hvad?
Mage til sludder! Der fokuseres alt, alt, alt for meget på disse prædikater og kategorier, hvilket dels skaber en skøn forvirring (for hvad er nu lige den korrekte definition?), og dels afslører den tilsyneladende mangel på villighed til at tage ansvar for egen identitet (eller mangel på samme)... Skal man absolut have en kasse at krybe i? - eller er man helt galt på den, hvis man nægter at krybe i kassen?....
Jeg undres!

Majbritt Nielsen

Uffe Buchard kan bare holde sig fra sine børn.
En rigtig mand ved hvad der er lilleputs yndlinglegetøj. Han kan selv være en aktiv del af dine børns hverdag og ikke en "besøgende" der lige kikker ind til ungerne.
Det giver børn en chance for at lære af deres far. Hvordan en mand er og opføre sig. Det er efter hvad mange siger. Ikke hvad du siger til dine børn de skal gøre. Men hvad du gør, gør de også.

Hvorfor hulen flytter så mange ud i parcelhus(gerne med muremester-islæt og kanaper) når de får børn ;)

Og hvem hulen gider en mand der lever seperat liv fra familien og ikke engagere sig i den?

Majbritt Nielsen

"»Det giver helt klart et tættere forhold mellem fædre og sønner, og det føres så videre til kommende generationer"
Forhåbentligt er Svend Åge Madsen også klar over at piger lære af deres fædre, hvad en mand er og forhåbentligt her til det positive også. ;)

Michael Pedersen

"For æraen, hvor patriarken som familiens eneforsørger kommer hjem fra arbejdet, sætter sig for bordenden og får serveret kød, kartofler og brun sovs klokken seks nul dut og hører børnene i dagens lektier, er for længst forbi."

Som en familiefar født i starten af firserne må jeg nu nok sige at den type far har jeg da sjældent oplevet blandt min generations fædre - lyder mere som vores bedstefædres generation.

Christina Laugesen

@ Michael Pedersen: Helt enig, sådan var min far bestemt ikke. Jeg er født i starten af 70'erne...

@ Majbrit, du skriver: ".... lære af deres far. Hvordan en mand er og opfører sig". Mener du at mænds væremåde og opførsel er så firkantet? Er det ikke mere relevant at anskue som "hvordan min far er og hvordan han opfører sig?"
Jeg angriber kønsstereotyper, derfor denne kommentar. Det bringer ikke noget godt med sig at sætte folk i kasser.

Majbritt Nielsen

@Christina Laugesen
Jeg mener ikke en mands opførsel er firkantet. For så er kvinders også. Vi lære af hinanden.
Men først og fremmest ser vi vores forældre, hvordan de gør og opføre sig og i stor grad tager det til os.
Det er forædlrenes opdragelse af deres børn, eller mangel på samme der laver fundamentet for barnets personlighed.

hvis du tror at børn ikke tager deres forældres vaner og opførseler til sig. Hvorfor er det så at i "whiskeybæltet" at børn har oftere vidergående uddannelser og i eksempelvis såkaldte gettoer, er der støre forekomst af den modsatte opførsel?

Vi lærer af vores forældre på godt og ondt. Ikke fordi de er firkantet.
Det har ikke noget med at sætte folk i kasser at gøre.