Baggrund
Læsetid: 3 min.

Hollywood i børnehøjde

Super Mario Bros, Jedi-krigere, 'Cars'-biler og 'Sideways'-strudse. Børnenes blik på de gode filmoplevelser i Californien ligger langt fra den blåstemplede kvalitetskanon
Super Mario Bros, Jedi-krigere, 'Cars'-biler og 'Sideways'-strudse. Børnenes blik på de gode filmoplevelser i Californien ligger langt fra den blåstemplede kvalitetskanon
Kultur
28. juli 2011

Da vi tjekker ind på det ufatteligt store Westin Bonaventure-hotel midt i Los Angeles og tager glaselevatoren til 21. etage, er vores to drenge på fem og syv tilpas imponerende over stedets størrelse og udsigten over byen med først frodige bjergsider og siden snedækkede toppe i baggrunden.

De aner ikke, at de står i en kulisse til Schwarzenegger-filmen True Lies, som fik stuvet både den overdimensionerede actionhelt og en hest ind i elevatoren. Eller at det spraglede design i den enorme lobby under os bl.a. er blevet brugt som fremtidskulisse i Strange Days. At være i Los Angeles er som at trave rundt i steder, man har set, eller hele tiden føler, at man har set før. Hvis man altså ikke er fem og syv. Så ser man tingene, som de er, for man har stadig det meste og bedste af filmhistorien til gode. En elevator er en elevator, selv om glade lokale gerne vil hype den med entusiastisk storytelling, og de mange berømte navne på Hollywood Boulevards stjernestrøede fortov gør heller ikke det store indtryk. Når det ikke lige er R2-D2 eller Chewbacca fra Star Wars, som har efterladt spor på Walk of Fame.

Folk udklædt som Chaplin får lov at være i fred, mens sande helte som Mario og Luigi fra spillet Super Mario Bros er en photo op uden lige. Her er der i deres verden tale om et stort møde, ligesom en kopi af Lynet McQueen i Disneys California Adventure Park, hvor de åbner et helt Cars-land næste år, er et øjeblik med et af det store lærreds stjerner.

Se giraffen!

Når man tager børnene med til Californien og opsøger steder som Universal Studios med den legendariske og både for voksne og børn imponerende backlot-tur og Disneyland, er man selvfølgelig selv med til at sætte fokus på den animerede og actionorienterede del af filmhistorien. I børnehøjde fremstod vores besøg i L.A. sidste år som ét langt møde med populærkulturens ikoner. Størst var Jedi-træningen i Disneyland, hvor børn blandt publikum blev udstyret med kapper og lyssværd, fik trænet basale kampfærdigheder og derefter duellerede med både Darth Vader og Darth Maul. Ude af byen var der mindre ramasjang og mere tid til de skævere filmoplevelser. Efter Alexander Paynes Oscar-vindende Sideways kan man med et Sideways-kort nu køre i hovedpersonernes fodspor i Santa Barbara Wine Country nord for L.A. Mens det tænkte fokus er på vingårde og hyggelige hideaways, blev drengene store fans af de strudser, som af den lokale strudsefarm præsenteres som centrale medvirkende i filmen. Også selv om store skilte som introduktion annoncerede: Yes, we bite!

Længere nordpå gjorde aviskongen William Randolph Hearsts Hearst Castle indtryk med sin overdrevne overdådighed. Slottet var Orson Welles' inspiration til Xanada i Citizen Kane (skønt han filmede andetsteds), og blandt dets enorme svømmebassiner og pyntede stuer fik drengene sjovt nok et sus af den filmhistorie, som druknede i det hektiske Los Angeles. Hearst Castle har været en historisk park siden 1957, og de guidede ture i området og ikke mindst en filmvisning i en nybygget biograf gav en fornemmelse af stedets forgangne storhed, hvor bl.a. Charlie Chaplin, Cary Grant, Joan Crawford, Clark Gable og the Marx Brothers var blandt de udvalgte gæster.

Men igen, muligheden for at se en af de fritløbende zebraer på parkens åbne områder var i virkeligheden den største attraktion. Børneøjne er ikke i tvivl om, hvad der er sjovest i deres optik. Så vi har en strålende undskyldning for at vende tilbage om nogle år og genopleve alting fra et nyt perspektiv .

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her