Kommentar
Læsetid: 7 min.

Ingen ende på Hemingway

For 50 år siden begik Ernest Hemingway selvmord, men både macho-myten og forfatterskabet lever stadig. Også hos Tonny Vorm, der her mindes den sommer, han første gang læste Hemingway og fik en ide om, hvordan man kan være mand i vor tid
Det 'mest bemærkelsesværdige ved Ernest er, at han fandt tid til at gøre de ting, som de fleste mænd stiller sig tilfreds med at drømme om', sagde Malene Dietrich om Ernest Hemingway. Men det simplificerede macho-billede havde selv Hemingway svært ved at leve op til — og det havde sine omkostninger.

Det 'mest bemærkelsesværdige ved Ernest er, at han fandt tid til at gøre de ting, som de fleste mænd stiller sig tilfreds med at drømme om', sagde Malene Dietrich om Ernest Hemingway. Men det simplificerede macho-billede havde selv Hemingway svært ved at leve op til — og det havde sine omkostninger.

Luc Fournol

Kultur
5. juli 2011

Da min morfar døde, arvede jeg hans Hemingway-bøger. Det er en samling på seks bind, der er indbundet i rødt læder og udgivet J. H. Schultz Forlag i 1930'erne og '40'erne. Sigvard Lund har oversat de to bind med udvalgte noveller, mens Ole Restrup har oversat romanerne Farvel til våbnene, Og solen går sin gang, Hvem ringer klokkerne for? og At have og ikke have. Papiret er groft og i dag gulnet, og støvet er næsten ikke til at puste bort, fordi samlingen står øverst på min reol, men ellers er de i god stand. Jeg forsøger at passe godt på dem.

Min morfar arbejdede hårdt hele sit liv blandt andet som ølkusk på Kongens Bryghus, på fabrik i Sverige og som altmuligmand ude på Holmen, og det sommerhus, han og min mormor som yngre selv byggede på Tuse Næs, tjente de ikke meget på, da det skulle sælges, fordi de til slut ikke havde overskud til at passe det.

Hvad der var at arve efter min morfar stod derfor ikke i banken, men fandtes i ældreboligen i form af snedkererede møbler, skrøbeligt porcelæn og smykker med affektionsværdi. Alt det kunne resten af familien for min skyld dele i ro og mag, hvis blot jeg fik samlingen af Ernest Hemingways bøger.

Et begrænset liv

Det var der ingen, der brokkede sig over, så allerede inden selskabet havde tømt køleskabet for gravøl, pakkede jeg samlingen ned og cyklede afsted. Bøgerne vejede godt i rygsækken på cykelturen over Langebro og indover byen hjem til Frederiksberg, kan jeg huske.

2. juli i år var det halvtreds år siden, at Ernest Hemingway skød sig for panden med sin riffel og døde i sit hjem i Ketchum, Idaho. Han var 61 år gammel. Hans helbred var dårligt, han var deprimeret, og han havde svært ved at koncentrere sig om at skrive. En psykiater fik ham indlagt på et hospital, hvor forfatteren fik elektrochokbehandlinger, hvilket ikke hjalp det fjerneste på helse og humør:

»Hvad mening er der med at ødelægge mit hoved og slette min hukommelse, som er min kapital, og på den måde ødelægge min forretning?« sagde han til en ven.

I anledning af halvtredsårsdagen udgiver Nyt Nordisk Forlag Hemingway. Et liv i billeder, en af de flotteste af den betragtelige mængde coffee-table-bøger, der findes om manden. Hemingway-samlingen på JFK Library i Boston har udlånt en lang række personlige dokumenter i form af breve, manuskripter, tøj og uniformer, der er affotograferet og i bogen supplerer stribevis af stemningsfulde billeder og gamle avisudklip.

Teksterne, der indleder hvert kapitel, er skrevet af professor i amerikansk kultur og litteratur Boris Vejdovsky, hvis bærende pointe er, at forfatteren ikke nødvendigvis skal adskilles fra værkerne.Hemingway. Et liv i billeder forsøger for så vidt ikke at nuancere myten om forfatteren som bokser, storvildtsjæger, krigskorrespondent og hemmelig agent, og bogen kan da heller ikke nære sig for at citere Marlene Dietrich for at have sagt, at det »mest bemærkelsesværdige ved Ernest er, at han fandt tid til at gøre de ting, som de fleste mænd stiller sig tilfreds med at drømme om.«

Pamplona i hængesofaen

Første gang jeg læste Ernest Hemingway, var i min mormor og morfars sommerhus. Jeg var 15 år gammel. Det var sommeren, inden jeg skulle begynde på gymnasiet, og jeg kedede mig på Tuse Næs, hvis tavse, bakkede landskab, store blå himmel og skæve badebroer, pludselig havde mistet den eventyrlige glød, der havde begejstret mig i drengeårene. I et par dage gik jeg rundt og vidste ikke, hvad jeg skulle lave. Jeg overvejede at tage hjem til fodboldklubben og vennerne i København.

Rutinerne i sommerhuset var faste, og bestod af lige dele afslapning og pligter: Når solen stod op tog min morfar ud at fiske i sin jolle på Lammefjorden, og efter morgenkaffen rensede han de fisk, han havde fanget. Efter frokost sov han til middag og læste lidt, inden han tog fat på haven eller huset, hvor der altid var noget, der skulle ordnes. Så dukkede naboerne op, og der blev drukket et par øl inden spisetid.

Min morfar var gået ud af skolen i sjette klasse for at arbejde på en gård i nærheden af Holstebro, hvor han var født, og for ham var bøger en luksus, som han tillod sig at nyde en halv times tid hver dag i sin ferie.

Den luksus delte jeg med ham, så mens han satte sig på terrassen og læste, lagde jeg mig i hængesofaen længere nede i haven og gjorde det samme. Bøgerne var udvalgt mere eller mindre tilfældigt af min mormor fra reolen hjemme i Hvidovre, hvor de boede, og den sommer var der røget et par af de indbundne Hemingway med i bagagen, deriblandt Og solen går sin gang. Den slugte jeg på to søvnige og solrige eftermiddage, jeg aldrig glemmer.

Marlene Dietrichs vrøvl

Jeg synes, det er noget vrøvl, hvad Marlene Dietrich siger, men jeg forstår godt, hvad hun mener.

For mig repræsenterede Pamplona, hvor en stor del af handlingen i Og solen går sin gang udspiller sig, i mange år et mytisk univers, hvor mænd kan få lov at vise, hvad de er gjort af.

Det endte med, at jeg i slutningen af 90'erne kørte dertil i en lejet Seat for at løbe med tyrene og fiske i Irati-floden sammen med min bedste ven. Vi har siden vandret i hælene på forfatteren i Paris, Venedig og Madrid, men vi er også begge vendt hjem igen til vores familier og hverdag.

Det gjorde Hemingway derimod ikke, og derfor havde han ikke overraskende tid til at gøre alle de ting, mænd »stiller sig tilfredse med at drømme om«, som Dietrich formulerer det. Men ærlig talt, det er i mine øjne ikke nogen stor bedrift, sådan bare at stikke af fra det hele, og det kostede jo også forfatteren tre ægteskaber, masser af venskaber og til slut sikkert også livet, for naturligvis kunne han ikke engang selv holde ud at være i stue med den parodi af en satans karl, som alkoholisme og løgne med tiden havde skabt.

Jeg er i øvrigt ganske sikker på, at Hemingway selv var klar over begrænsningerne i de maskuline værdier, han så skarpt var med til at definere. Hvorfor skulle han ellers skyde sig? Og hvordan skulle han ellers kunne have skrevet så mange uafrystelige maskuline tragedier? I hvert fald gemmer han alt det, der virkelig betyder noget, mellem linjerne i sine bøger, akkurat som han forsøgte at flygte fra det i virkeligheden. Det er det, der gør hans fiktion så stor trods det minimale anslag, og hans liv så beskedent trods de store oplevelser.

Min morfars lommekniv

Jeg deler Hemingways fascination af tyrefægtning, boksning og Spanien, men hans filosofi om, at man, altså mænd, kun har mulighed for at vise grace under pressure i krig, i en boksering og andre steder uden kvinder er i mine øjne ganske barnlig, og måske var det derfor, den ramte mig så dybt, dengang jeg var 15 år gammel.

Morgenen efter at jeg havde færdiglæst Og solen går sin gang stod jeg i hvert fald tidligt op og tog med min morfar ud at fiske. Det gjorde jeg også resten af sommeren, og jeg bilder mig ind, at det var her efter at have læst Hemingway og fisket i selskab med min morfar at jeg fik en ide om, hvordan man kunne manøvrere som mand i en moderne verden uden at ødelægge både sig selv og sine omgivelser.

Det ville have været en fin historie, hvis min morfar, mens vi stod dér i morgensolen og rensede fisk bag udhuset, havde givet mig et godt råd til resten af livet. Så enkelt er det selvfølgelig ikke. Men han fortalte mig en historie, jeg aldrig glemmer.

Lige efter krigen boede han i Sverige, og en dag tabte han sin lommekniv på vej til arbejde. Det var en helt enkelt lommekniv i træ og med ét blad. Det var vinter, da han tabte den, og hver dag de følgende måneder gik han den samme vej til og fra arbejde gennem skoven uden for Tranås for at se, om lommekniven dukkede op. Da sneen smeltede, fandt han den i skovbunden.

Det var den, han stod og rensede fisk med, viste det sig. Min morfar viste mig sin håndflade, der var våd og slimet af fiskene, og hvori lommekniven lå så sikkert, som en riffel i sin fløjlsforede kuffert. Hver måned sleb han den, og smurte den med olie.

I dag ligger den i min kommodeskuffe. Jeg viser den indimellem til min søn, der er seks år gammel og ivrig efter at få lov at kalde den for sin egen.

Det skal nok ske, og en dag vil han også læse Hemingway, håber jeg.

Boris Vejdovsky: Hemingway. Et liv i billeder. Nyt Nordisk Forlag 208 sider. 300 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christina Laugesen

Tak for god læsning og dit syn på maskulinitet og Hemingway. En smuk historie om dig og din morfar.

steen willadsen

God fristil!
Der mange måder at læse Hemingway på. Jeg hælder til Marlene Dietricht’s anskuelse.
Så giv ham lommekniven nu!
- Og det var et dobbeltløbet haglgevær, ikke en riffel, han brugte ved omtalte lejlighed, og han skød sig ikke “for panden".
Men det er detaljer.

bent otto hansen

Gode ord, Tonny. Tak. Jeg fik lov at indlæse 'Hvem ringer klokkerne for' som lydbog, og turde jo dårligt nok åbne bogen af skræk for om jeg nu også havde panache nok til at lægge mund til sådan en machoklassiker.

Tilsidst måtte jeg tage godt fat i nakken på den, mens jeg truede den med en slet skjult papirkniv, og sige til den: "Hey du dersens bog, der...det kan godt være at du er en klassiker, men det vidste du ikke da du udkom...så nu er det MIG, der bestemmer!"

Så gik det..! Men hvordan det så blev, må andre om.