Læsetid: 3 min.

Kampen for kulturarven

I Afghanistan arbejdes der for at bevare resterne af buddhastatuerne i Bamiyan-dalen, der er en del af verdens kulturarv. Det rejser endnu en gang spørgsmålet: hvor langt skal vi gå for at redde vores kulturarv?
Der er stadig et tomt rum efter de 55 meter høje Buddha-statuer i Bamiyan-dalen i Afghanistan.

Der er stadig et tomt rum efter de 55 meter høje Buddha-statuer i Bamiyan-dalen i Afghanistan.

Said SABAWOON

1. august 2011

Midt i det nordlige Afghanistan, vest for Kabul, ligger Bamiyan-dalen. Her vidner to enorme hulrum i sandstensklipperne om en gerning, der sendte chokbølger gennem verden for 10 år siden. I 2001, da Taliban var ved magten i Afghanistan, sprængte den islamiske bevægelse to buddhastatuer i luften. Statuer der ellers siden det sjette århundrede har markeret en fordums tids multikulturalisme, og gennem århundreder overlevet krige og invasioner. Hverken den mægtige Genghis Khan eller de engelsk-afghanske krige i 1800-tallet har således kunne røre de enorme statuer på henholdsvis 55 og 38 meter.

Men med moderne krigsmateriel og et fanatisk ønske om at fjerne alt ikke-islamisk brugte Taliban i marts 2001 uger på at sprænge buddhastatuerne i luften. Det skete på trods af omverdenens protester mod at ødelægge en så vigtig del af verdens kulturarv.

»På verdensplan var man meget rystede over, at det kunne lade sig gøre at sprænge statuer med så stor kulturværdi i luften. Og at man brugte konflikten til at sige, at nu fjerner vi det, der symboliserer en tro, vi ikke vil have,« fortæller Merete Ipsen, der er museumsleder ved Kvindemuseet i Danmark. Hun er desuden medlem af den danske UNESCO-kommission og sidder i bestyrelsen i International Council of Museums.

Omfattende restaurering

Men allerede et par år efter destruktionen og den senere amerikansk ledede invasion af Afghanistan, begyndte et omfattende restaureringsarbejde i Bamiyan-dalen. Et arbejde, der pågår den dag i dag og sandsynligvis mange år ud i fremtiden, fortæller den tyske skulptur- og kunsthistoriker Bert Praxenthaler.

»Først skal nicherne konsolideres og stabiliseres. Dernæst skal vi have bragt nogle af de fragmenter, der blev reddet for nogle år siden, tilbage, men det kræver en del mere tid. Alene stabiliseringen af klippenicherne er meget tidskrævende.«

De sidste otte år har han sammen med et hold af både lokale og internationale arbejdere værnet om og stabiliseret det historiske monument.

»Enkelte dele af buddhaerne overlevede på en eller anden måde eksplosionen, men er meget ustabile. Vores mål er at stabilisere og redde disse oprindelige dele. Det er vi færdige med ved den lille buddha, så nu kan vi begynde på den store,« siger Bert Praxenthaler, der ikke er i tvivl om statuernes værdi.

»Det er en unik sammenblanding af vestlig og østlig stil og kultur. Det er spændende at se, at folk for 1500 år siden var så multikulturelle.«

Symbol på diversitet

Merete Ipsen tøver heller ikke med at betegne de to buddha-statuer som noget helt unikt.

»De repræsenterer den ypperste kunst, som står frit til skue for almindelige mennesker. Og så repræsenterer de noget, der er fælles for alle mennesker. Selvfølgelig vedkommer det mest dem, der bor i nærheden, men det vedkommer også verdenskulturarven, fordi det er et yndet rejsemål i fredstid.«

Og netop fordi de to buddha-statuer, i modsætning til f.eks. Colosseum, Stonehenge eller pyramiderne, ikke tilhører den vestlige kulturarv, er deres bevarelse vigtig, mener Merete Ipsen.

»De er særlig vigtige, fordi meget af det, der er udnævnt til verdenskulturarv ligger inden for vesteuropæiske kulturkreds. Så når der er noget, der ligger uden for, er det måske dobbelt så vigtigt, at det bliver bevaret. For diversiteten i verden er det vigtigt, at der findes forskellige udtryk,« siger hun.

Der er endnu ikke truffet nogen beslutning om helt at genopbygge de to buddhastatuer i Bamiyan-dalen, selvom ideen flere gange har været luftet. For det første vil det koste utrolig mange penge, og dernæst skal der være enighed om at genopbygge noget, der allerede er ødelagt. De destrue- rede statuer fortæller nemlig også en historie om, hvordan verden også kan være.

»Hvis man genopbygger noget, er det ligesom man sletter et overgreb. Det er altid en vigtig diskussion, som vi også havde i Europa efter Anden Verdenskrig. Skulle man genopbygge Warszawa og Frauenkirche i Dresden, som begge var udtryk for krigsdestruktion?« siger Merete Ipsen, der dog håber på en genopbygning af buddhastatuerne, også selvom konflikten i Afghanistan ikke er slut.

»Man skal bygge det op om natten, der bliver ødelagt om dagen. Bare det ikke har nogen menneskelige omkostninger. Og vi må aldrig opfordre til at kulturarven bliver deciderede kamppladser.«

Skulle der en dag være penge og vilje til at en decideret genopbygning, vil det glæde Bert Praxenthaler. Men det er et dyrt projekt, som ligger mange år ude i fremtiden.

»Hvis der en gang bliver penge til det, tilpas med tid og kapacitet, vil jeg meget gerne begynde at samle nogle af de originale dele igen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu