Nyhed
Læsetid: 4 min.

De karismatiske tyranner

En kunstnerisk leder med karisma kan oftest lede, som han eller hun vil. Helt uden at bestyrel-ser eller direktører gri-ber ind. Det skaber dår-ligt arbejdsmiljø i kul-turelle institutioner og presser dansere og musikere længere end til det yderste. Eksperter mener, det er tid til ny-tænkning af lederrollen i kulturelle institutioner
Kultur
9. juli 2011

En sur smiley fra Arbejdstilsynet og beskyldninger om cokemisbrug har pludselig sat fokus på ledelsesstilen i Det Kongelige Teater. Som så ofte før er balletchef Nikolaj Hübbe i centrum for beskyldningerne. Han er kolerisk, hård og forlanger ekstremt meget af sine dansere, lyder kritikken.

Men Hübbes ledelsesstil står ikke alene. Når man taler om ekstremt hårde ledere inden for kulturverdenen, er der tale om en verdensomspændende tendens, der er affødt af, at lederne med kunstneriske evner får længere snor end ledere med administrative evner, siger den norske forsker Grete Wennes, der forsker i kulturel ledelse i den skandinaviske forskerorganisation Sintef.

»Min forskning viser, at det er større tolerance over for kunstnerisk ledelse og tilsvarende ingen eller beskeden tolerance over for administrativ ledelse,« siger hun og fortæller, at kunstneriske ledere kan have svært ved en moderne ledelsesstil.

»Det er derfor en stor udfordring for kunstneriske virksomheder, da omverdenen forventer en professionel ledelse og en professionel organisering.«

Genier som ledere

I kulturverdenen hersker forestillingen om, at man skal have den geniale, alvidende leder.

»Og der er så mange dygtige kunstnere på lederplan, der bekræfter den tendens,« siger Søren Friis Møller, der er ph.d.-stipendiat på CBS og forsker i kulturel ledelse. Men Søren Friis Møller peger lige som Grete Wennes på, at de mange karismatiske ledertyper får længere snor til at lede, som de vil, end det havde været tilfældet med en administrativ leder.

»Der er generelt en stor fascination af karismatiske ledere, som har et navn i forvejen. Det er måske der, problemet opstår, for det at Nikolaj Hübbe har været en vidunderlig danser, siger intet om, hvilke ledelseskompetencer, han har.«

Den faglige respekt, dansere eller musikere har for en kunstnerisk leder, gør det svært for dem at udfordre hans stil. Når man accepterer sin leder fagligt, vil man strække sig utrolig langt for at yde det, han beder en om.

»Hvis lederen giver frustrationer ved at være ydmygende eller for krævende, opstår der frustrationer, der kan være svære, når man ser op til sin leder. Derfor acccepterer man langt hen ad vejen, at der bliver gået til en« siger Jens Nielsen, der er tidligere ekstern lektor på CBS, og ekspert i Cultural Governance.

»Jeg har selv spillet i symfoniorkester og ved, at der ikke findes demokrati i et orkester. Man føler, man har brug for en dirigent, man ser op til og har enorm respekt for.«

Men også fra bestyrelsens og direktørens synspunkter, er der en tendens til, at man lader de kunstneriske ledere føre skuden præcis, som de ønsker.

»Der er ingen tvivl om, at hvis man i en bestyrelse har en idé om, at man har en enestående kunstnerisk person i staben, så blænder det i forhold til, hvis det var en administrativ person,« fortæller Jens Nielsen.

Selvransagelse

De kulturelle institutioners opbygning er ofte hierarkisk, og det er et aspekt, der kan forstærke den kunstneriske leders hårde stil. Når man bestemmer suverænt, er det sværere for udøverne at udfordre den herskende. Men den hierarkiske opbygning er på vej ud.

»Kulturen er ved at opdage, at verden er mere kompleks end som så. Og med det skal ledere kunne overskue andre virkeligheder end deres egen. Der melder sig et behov for, at lederen formår at fange tendenserne og også bidrage til at udvikle dem, men de typisk vældigt karismatiske ledere kan ofte primært få øje på sig selv. Efter min opfattelse bliver der nødt til at ske ændringer,« siger Søren Friis Møller og peger på teaterloven som et område, der manifesterer det hierarkiske kulturliv.

»I Danmark er den hierarkiske opbygning jo understøttet af, at der i teaterloven står, at den faglige chef har fri dispositionsret på sit faglige område.«

Grete Wennes mener, at »mange kunstneriske virksomheder i Norden fremstår som både umoderne og tung-røvede i sin organisering«.

Hun mener, at de kunstneriske organisationer har fejlet i forsøget på at følge med tiden.

»De fleste andre faglige organisationer bruger i dag masser af tid på at udvikle og ændre sine organisationer, så de bedre passer ind i den moderne udvikling. Den udvikling har kunstneriske virksomheder generelt ikke været med på.«

Andre typer ledelse

Ifølge Jens Nielsen jonglerer man i kulturverdenen flere steder med alternative ledelsestrukturer i disse år. Blandt andet i Tyskland vinder et bestemt princip frem.

»Flere steder i den tyske teaterverden har man det, man kalder intendantprincip, en leder, som primært er administrativ, men også har det kunstneriske skøn uden på samme måde selv at være udøvende,« siger han.

Men også andre ledelsesformer vinder frem, eksempelvis i USA.

»Den amerikanske model bliver i højere grad med en tobenet ledelse, med administrerende chefer på det ene ben og kunstneriske på det andet ben,« forklarer Jens Nielsen.

»Det er svært at sige, hvad der er bedst, men man kan sige, at de følger det kan have at have en hierarkisk opbygning og en tyrannisk leder, vil forsvinde, hvis man ikke har en person, der bestemmer det hele.«

Vi ville gerne have haft en kommentar fra Nikolaj Hübbe eller Erik Jacobsen, men det var i går ikke muligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her