Det fineste ved Cadel Evans' sejr i Tour de France er den overbevisende måde, den blev vundet på, og det lyder nok mærkeligt, for den blev jo vundet på allersidste kampdag, enkeltstarten, og 1.34 min. ned til Andy Schleck lyder jo ikke af alverden efter 21 dages og 3.471 kilometers væddeløb. Men at det var overbevisende kan ikke måles i tid og tal.
Det var Cadel Evans' sikre greb om løbet fra første til sidste etape, og hvor tydeligt, man kunne se hans ambition allerede på den anden etape, som var holdtidskørslen.
Den var kort og blev ikke tildelt afgørende betydning for slutresultatet, men Evans og hans hold BMC greb den an, som skulle hele løbet afgøres allerede den dag. Og det blev det på en måde også. BMC er ikke noget Pro Tour-hold det er anden division men Evans piskede sine tropper til en fremragende tid og en overraskende andenplads på etapen. Allerede der satte han penge i banken.
Han var også aggressiv på tredje etape med afslutning på den stejle Mur de Bretagne, hvor han angreb, og vandt, og tjente endnu nogle sekunder til kontoen i forhold til Andy Schleck.
Masser af kritik
Evans er ikke nogen charmetrold på cykel, og han er blevet bebrejdet sin defensive kørsel, det er ikke en stor måde at vinde Tour de France på, er det blevet sagt, men det er det for Evans.
Han har ikke blot været den mest konstante, men også den mest nærværende og opmærksomme i alle situationer. Da Alberto Contador overraskede brødrene Schleck ved at angribe opad på den regnvåde etape til Gap, kunne de hverken svare på angrebet opad eller følge med nedad, men det kunne Cadel Evans.
Og måden han kørte nedad på var et rasende angreb på Andy Schleck, der modløs i regnen måtte se Evans sætte mere end et minut på kontoen.
Så når eftertiden og den er allerede i dag vil sige, at Cadel Evans vandt på den afsluttende enkeltstart, så er det forkert. Han vandt ved at være præcist, hvor han skulle i alle faser af løbet. Med aldrig svigtende koncentration og evne til at forudse farlige situationer og reagere lynsnart på dem.
Den eneste gang, han blev fanget i en uønskværdig situation, var på den store etape over Telegraph og Galibier til Alpe d'Huez, hvor Contador angreb allerede på Telegraph og fik følgeskab af Andy Schleck.
Evans var hurtig nok til at reagere på angrebet, men fik maskinskade, måtte skifte cykel, og fra vejkanten kunne han se sine hovedmodstandere køre væk. Eller også var det et nummer, han lavede. Cyklen var okay, og skaden blot et påskud til at lade sig falde tilbage til forfølgergruppen, og organisere jagten på udbryderne derfra.
Under begge scenarier var det det det klogeste at gøre i situationen, og efter samlingen kort før Alpe d'Huez var han den friskeste, men skulle selvfølgelig ikke trække hverken Fränk eller Andy Schleck opad. Missionen var lykkedes.
Han havde gennem tre uger sat tid nok på kontoen til at kunne køre defensivt dagen før enkeltstarten, Andy havde erobret den gule trøje fra Voeckler, men med et forspring på blot 57 sekunder til Evans så den ud til at sidde løst.
Bedst og klogest
Cadel Evans er kendt for altid at have en dag, hvor alt går galt, og han har på afsluttende enkeltstarter fået gummiben. Værst i 2008, hvor han på en normal dag kunne have hentet halvandet minut på Carlos Sastre, men det magtede han ikke. Han kørte under evne, så spanieren vandt Touren.
Det var spekulationerne i lørdags ville det gentage sig? Men nej, det gjorde det ikke. Andy kørte vel det, han kan, og det er ikke hurtigt nok, mens Evans demonstrerede mesterens kvalitet: At yde sit absolut bedste, når det er allermest nødvendigt. Den perfekte enkeltstart.
Evans har været bedst og klogest i alle løbets faser og i alt terræn, og han er en værdig og stor mester.
BMC er et ProTour-hold. Det er korrekt, at de sidste år ikke havde ProTour-licens.
Anyway: Tak til Henrik Juul for at være eneste kompetente "ekspert" i Tv Totempæls tour-studie.
Cadel Evans viste fra starten, at han var værd at regne med. Det var måske ikke spektakulært hvad han viste. Men han kørte klogt, og så havde han altså kørt stærkest, da det hele var ovre. Det er nu engang det det drejer sig om. Han er i høj grad en værdig vinder.
Det er trods alt dejligt at turen er slut og livet begynder på ny. Hvert år undrer jeg mig lidt over, hvorfor jeg nu igen har spildt så meget tid på at vente på et løb som er så utrolig lang tid om at starte. Ikke alene under den første uges flade sprinteretaper, hvor der i bedste faldt spurtes om nogle sekunder op ad en lille stigning fulgt op af en masse forhastede konklussioner - men også i den anden uge med højere bjerge, hvor der traditionelt lurepasses og frygten synes langt større end modet.
Heldigvis blev der til forandring forsøgt langt udefra i år om end først på nogle af de sidste dage, så løbet åbnede sig, etaperne blev til romaner og der blev nogle spændende opgør mellem den nu tilsyneladende ’evige’ toer, den forholdsvist defensive vinder og den på forhånd formodede taber grundet hans indtag af bøffer og deraf følgende deltagelse i årets giro. Det har igennem en del år været læren, at det svært kan lade sig gøre at vinde begge løb samme år, men af en eller anden grund synes det ikke at fremgå særligt tydeligt undervejs i årets dækning.
Der er så et lille håb om at løbet næste begynder tidligere og terrænet bliver udnyttet bedre. Det ville også være rart, hvis TV2’s kommentatorer begynder at følger lidt mere med undervejs i stedet for at man skal høre om myter, supermænd og gamle dage, når man indimellem tvunget af reklamepauserne må flygte fra eurosport. De er trods alt tre kommentatorer, så hvis en af dem følger med, vil de måske opdage, at når en lidende dansker stikker næsten hele hovedet ind i holdbilen og bliver spurgt om han kan klare den over næste bjerg, så er det ikke fordi han er ved at vinde etapen.