Læsetid: 4 min.

Komtessen og de rigtige mennesker

Naboskab. Hvorfor kan dansken ikke se forskel på, om en mand er død eller døddrukken?
Naboskab. Hvorfor kan dansken ikke se forskel på, om en mand er død eller døddrukken?
23. juli 2011

Den ældre, muslimske mand, der boede i en af de nederste lejligheder i blokken over for vores, havde aldrig gardinet trukket for. Måske havde han slet ikke gardiner. Både fra køkkenvinduet og ude på altanen kunne folk i vores blok følge ham, når han på bestemte tidspunkter af dagen omhyggeligt rullede sit bedetæppe ud, sirligt og langvarigt, og bad med hovedet mod Mekka. Vi andre, sagde vores nabo, har ikke verdenshjørnerne siddende i rygmarven. Men det må ham dernede jo have.

Når han var færdig med at bede, rejste han sig og rullede omhyggeligt tæppet sammen til næste gang. Vores nabo var temmelig imponeret.

»Man får sgu en vis respekt for sådan en Mustafa der,« sagde han.

Det var sidst i 70'erne, naboen havde ikke noget imod, at en tredjedel af bebyggelsens beboere var indvandrere, »de er mennesker som os andre«, sagde han. Men han syntes, de brugte for meget hvidløg, når de lavede mad. De havde også for mange børn. Men man kan vænne sig til alt, fastslog han. Naboen stod tit ude på sin altan og gloede ugenert på lejlighederne overfor, det var, som om det aldrig faldt ham ind, at folk i den anden blok kunne føle sig krænket af det.

I lejligheden ved siden af den ældre muslim boede der en dansk pige. Naboen havde læst, hvad hun hed i den lokale telefonbog, som han kaldte »sladrebogen«, og hun havde et navn, der bestemt ikke var helt almindeligt. Og en titel. For at være sikker på, at det ikke var noget han bildte mig ind, så jeg efter i vores eget eksemplar af sladrebogen, og det var rigtig nok. Pigen havde et adeligt navn et dobbeltnavn og hendes titel var intet mindre end komtesse.

'Musikstuderende,' stod der. Navnet var ikke noget ukendt adelsnavn, så hun kunne umuligt have købt det, sagde naboen, hun må virkelig være døbt sådan. Pigen havde kort, lyst hår, et sødt lille dukkeansigt og en krop, der nok har vejet omkring 150 kilo. »Sådan noget kan gøre én helt ked af det,« sagde naboen. Han så alvorligt på mig. »»Hvad kan hun være,« sagde han, hvad kan hun være: »Højst femogtyve somre. Hun falder om en dag, det er ikke engang sikkert, det varer så længe.«

Han så død ud

Men det var ikke hende, der var faldet om, den dag vores underbo kom løbende op i opgangen og ringede på hos os voldsomt ophidset. Hun havde også temmelig mange kilo at slæbe på, men dog inden for normalområdet, og var stærkt forpustet.

»Han svarer ikke!« sagde hun: »Du kan se ham inde fra dit værelse,« sagde hun til mig. Vi gik ind på mit arbejdsværelse, og jeg åbnede vinduet. Herfra kunne jeg se ned i underboens gårdhave, og der lå ganske rigtigt en mand i et hjørne. Han lå på ryggen med vidåben mund.

»Tror du han er død,« spurgte underboen mig. Hun forklarede, at hun selv havde råbt til ham nede fra sin dør ud til gårdhaven, men han svarede ikke. Og hvis han var død, turde hun ikke gå ud til ham, sagde hun. Jeg så længe ned på manden. Han så død ud, det måtte jeg indrømme. Jeg var ikke meget for det, hvis han nu virkelig skulle være død, men hvis det skulle være, turde jeg godt gå ned og se lidt nærmere på ham. Men samtidig blev jeg vel smittet af underboens panik. Jeg tænkte, at hvis manden dernede ikke var død nogen naturlig død, hvis han f.eks. var blevet myrdet hvad vidste man: Hans stilling og den vidåbne mund så uhyggelig ud var det vel bedst ikke at røre noget.

»Jeg ringer efter politiet,« sagde jeg til underboen. Hun var ellers en reserveret person, men det var lige før, hun omfavnede mig af lettelse over, at jeg påtog mig at træffe beslutning om, hvad der skulle gøres.

Helt oplivet

Da politiet kom, samledes der et opløb på gangarealet foran underboens gårdhave. Både komtessen og den ældre muslim var der. Det var første gang, jeg hørte komtessens stemme, den var lille, fin og tynd, og hun talte ivrigt med vores underbo og nogle af de andre, der stod der. Hun virkede helt oplivet. Den ældre muslim sagde ikke noget, han stod for sig selv, men han så nysgerrigt på de to betjente og gned eftertænksomt sit underansigt. Betjentene rejste 'den døde', som vi allerede kaldte ham, op og kom grinede ud med ham. De kendte ham udmærket, sagde de gemytligt. De ruskede lidt i hans ene overarm.

»Trængte vi til at sove den ud, Mikkelsen,« spurgte de. Den døde mumlede og kunne ikke lade være med at grine lidt. Betjentene gik med ham, underboen sagde til mig, at fra nu af ville hun sætte en hængelås op, så folk ikke bare kunne vade ind i hendes gårdhave. Den ældre muslim gik, det var, som om han morede sig. Den musikstuderende, 150 kilo tunge komtesse gik også, men sammen med et par kvinder. Hun kvidrede muntert, kvinderne lyttede forbavset til hende, de havde sikkert aldrig talt med komtessen før. Måske havde de heller aldrig set hende, for hun forlod næsten aldrig sin lejlighed.

Et par aftener senere stod jeg ude på altanen og røg en cigaret. Naboen stod på sin altan, lænede sig lidt ud over den, så vi kunne se hinanden. Nu ligger Mustafa på knæ igen, sagde han. Og det var rigtig nok, den ældre muslim lå med hovedet mod Mekka og bad til Allah, der måske kunne fortælle ham, hvorfor danskere ikke kan se på en mand, om han er død eller levende. Det var mig, der ringede efter politiet den anden dag, fortalte jeg naboen. Det skal du sgu ikke være ked, sagde han trøstende. Vi har alle sammen dummet os en gang imellem. Det skal man gøre, hvis man er et rigtigt menneske.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Måske skal man ikke tage det så nøje, om der siges noget, som forekommer uvirkeligt for 1970'erne. Eller at fortid og nutid blandes sammen. For historisk præsens er der jo trods alt ikke tale om.

Men at man i 70'erne skulle have omtalt indvandrere / fremmedarbejdere som muslimer. Og at man talte om deres religion. Nej, sådan forholdt det sig ikke.

Det var der ingen - eller lad os så blot sige, så godt som ingen - der gjorde sidst i 70'erne. Begge dele er kommet til langt senere.

Så konklusionen må være, at vi snarere end erindringer har med eventyr-genren at gøre.

Christian Tastrup

@Mai-Britt. Du husker forkert. Men vi kaldte dem ikke for muslimer, men muhammedanere - indtil Glistrup gjorde udtrykket til et vrængende hadeord.

Karsten Aaen

Tænk jeg synes det er er fint (var fint) at Bent faktisk tog ansvaret på sig, ringede til politiet og viste omsorg for sine naboer. Sådan noget er vist gået en smule (eller meget) af mode i dag...

Christian Tastrup

Bestemt! Og det skal vi særligt huske i en tid hvor muslimer/muhammedanere ikke er vores naboer mere. Nu hedder det "dem" og "os". Skammeligt.