Læsetid: 3 min.

Kult, kitsch og horror

Et mangeårigt kærlighedsforhold til kultkitschklassikeren 'The Rocky Horror Picture Show' har ført til den slags besættelse, der kan få én til at kaste med toiletpapir, bruge vandpistoler mod vildt fremmede og trække i latterlige kostumer
Et mangeårigt  kærlighedsforhold til kultkitschklassikeren 'The Rocky Horror Picture Show' har ført til den slags besættelse, der kan få én til at kaste med toiletpapir, bruge vandpistoler mod vildt fremmede og trække i latterlige kostumer
21. juli 2011

Leicester Square, London. Klokken har for længst passeret 02.00, og en noget tissetrængende senere redaktionssekretær på Informations filmredaktion trisser op på første sal hos Burger King. Hun fremkalder en vis forundring og forbavselse hos to ligeledes høje og blonde toiletgæster, idet hun træder ind gennem døren til toilettet.

Vi er jo i London, så på klingende dansk siger den ene til den anden: »Så du lige hende? Jeg ved ikke, hvad hun lignede! Du skulle se hendes hår og så den hæslige makeup. Hun ligner en heks! Vent lige til hun kommer ud igen, så kan du selv få syn for sagen.«

Da denne signatur træder ud af toiletbåsen, siger den anden veninde så: »Gud ja, det er dog helt forfærdeligt.«

»Ved I hvad klokken er,« spørger jeg frejdigt de to veninder, der hurtigere end tegnefilmsfiguren Hjulben og mere røde i fjæset end en brandbil spæner ud af døren.

Jeg kigger mig selv i spejlet og konstaterer, at jeg måske hevet ud af sammenhængen ser en kende suspekt ud med højt, touperet hår, stuepigekostume, rød øjenskygge og sort læbestift. Men ak ja, det er nu det offer, man må bringe, hvis man er en dedikeret Rocky Horror-fan.

Tøjte og røvhul

Kort fortalt til de ikkeindviede læsere, er her tale om The Rocky Horror Picture Show, en britisk musicalparodi på en lang række klassiske science fiction- og horrorfilm bygget over Richard O'Briens teatermusical The Rocky Horror Show. Filmen fra 1975 er pakket med transvestitter, rumvæsener fra byen Transexual på planeten Transylvania, en ung, spændstig og velsyngende Susan Sarandon og masser af lystig sing-a-long.

I Prince Charles Cinema ved Leicester Square viste de dengang i 90'erne kultklassikeren hver fredag kl. 23.30. Som ægte fan har man til seancen som minimum klædt sig ud som en af karaktererne jeg vælger altid Magenta (Patricia Quinn), fordi min figur passer bedre til stuepigekostumet end til groupien Columbias (Nell Campbell) hybrid mellem en sprechstallmeister og 70'er-glam tilsat lidt Fred Astaire. Modige mænd kommer som transvestitten Dr. Frank N Further (Tim Curry). Så tager man en ladt vandpistol, toiletpapir, toastbrød, spillekort og et uartigt ordforråd med til herlighederne. For her er tale om den slags interaktive biografoplevelser, hvor man som publikum forventes at deltage.

»Slut,« (tøjte, red.) råber man, hver gang Janet Weiss' (Susan Sarandon) navn bliver nævnt, og »asshole« (røvhul, red.), når turen kommer til Brad Major.

Kaskader af kitsch

Egentlig er ovenstående alt, hvad man som Rocky Horror-jomfru skal vide, når man første gang vover sig ind til seancen så er man godt forberedt. Og så er det bare at kaste med toastbrød og toiletpapir og sprøjte vand på vildt fremmede mennesker, når de andre også gør det. Sangen, der får alle op fra plyssædet, er »Time Warp«, og 'dansen' dertil er så simpel, at selv en motorisk udfordret biografgænger kan følge med.

Jo jo, siden mit musikhøjniveauhold i 1994 introducerede mig for disse kaskader af komik og kitsch hjulpet af en ordentlig joint har jeg skam været en trofast fan.

Heldigvis er Rocky Horror et universelt fænomen. Sidste gang jeg selv havde fornøjelsen, var i Clearview Cinema på 23. gade i Chelsea (naturligvis) i New York i efteråret, hvor jeg havde slæbt en noget uforstående veninde med. Hungrende fans og jomfruer kan heldigvis få stillet deres sult året rundt i storbyer som Sydney, Melbourne, London, San Diego, San Francisco, New York m.fl., som med jævne mellemrum viser 'mesterværket'.

Serie

Filmsommer

Hen over sommeren vil Informations filmanmeldere fortælle om nogle af de sælsomme, sjove, spøjse, fantastiske filmoplevelser, de har haft i et liv i filmens tjeneste.

Seneste artikler

  • Pilgrim på Manhattan

    11. august 2011
    Før jeg besøgte New York, drømte jeg om byen. Ikke om den serie af matrikler, der tegner kvadratiske net på bykortet over øen Manhattan. Jeg drømte om det sted, jeg har besøgt på film
  • På sporet af Orson Welles

    14. juli 2011
    Der kan ske sære ting i biografen – men også uden for ...
  • Sommer på et pusherkontor

    7. juli 2011
    En fiktionshungrende anmelder inviterer Zlatko Buric på kaffe for at puste filmånd ind i sit specialekontor på Vesterbro. Her 'skuldte' 'Pusher's Frank for 15 år siden Milo penge mange penge
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu