Læsetid: 5 min.

Kunsten og den menneskelige komedie

Om Inger Christensens efterbilleder og hendes litterære ekskursion til Mantua
Om Inger Christensens efterbilleder og hendes litterære ekskursion til Mantua
27. juli 2011

Der er steder, man skal til, alene fordi navnet har en fortryllet klang, forbundet med særlige syner eller lyde, med film eller bøger, der har gjort indtryk, såsom Dordogne med de dybe, forhistoriske grotter, Buxtehude efter musikalske indtryk, Mo i Rana alene for nordnorsk eksotisme eller Mantua for et par verslinjers skyld.

Mødet under sådanne selvpåtvungne ærinder står vel ikke altid mål med fantasien, eller det drejer den ind i helt andre oplevelser. Mantua går tilbage til skoletidens tysktimer under besættelsen, hvor vi læste eller sang om Andreas Hofer, frihedskæmperen, der ofrede livet for befrielsen af sit land Tyrol under Napoleonskrigene, dengang landområder skiftede ejerskab frem og tilbage.

Zu Mantua in Banden

Der true Hofer war.

In Mantua zum Tode

Führt ihn der Feinde Schar

Dér blev han henrettet af franskmændene. Adé, mein Land Tirol!lød hans afsked ifølge denne patetiske tyrolersang fra 1831 af en vis Julius Mosen.

Linjerne blev hængende i ørerne og meldte sig, da vi for snart en del år siden kørte ind i Mantova på vej ned gennem Norditalien og Sydtyrol, og det i en større tanke end blot den arme Andreas Hofers skæbne, en tanke tændt af Inger Christensen ved læsningen af hendes bog om det malede værelse, som Andrea Mantegna indrettede til markis Ludovico Gonzaga i hans gigantiske palads i den monumentale renæssanceby. Camera pictaeller camera degli sposi, ægtefællernes værelse, som hans søn galant benævnte det. Havde det været dér i 1400-tallet, var Hofer måske blevet straffet ved at blive anbragt i et bur, hængt uden på det himmelhøje tårn nærved, så han kunne tørre ind i solen, til han døde, som det var en retspraksis hos Gonzagaerne.

Fresko

Nu beskæftiger Inger Christensen sig ikke med så primitive straffe i sin magiske fortælling Det malede værelse(1976) om end nok med andre, mere diskrete, hårrejsende begivenheder, som man ikke kan udlede ved betragtningen af de i alt 33 personer, der befolker freskerne i det firkantede rum, otte gange otte meter stort. Men trængt kan man føle sig af deres alvorsfulde miner, skønt de hverken ser på hinanden eller på os med undtagelse af en kvindelig dværg ved navn Nana, som selvtilfreds markerer sin anderledeshed med et direkte, insisterende blik.

Alene er vi ikke trængt ind i det mægtige palads, som er et labyrintisk system af flere bygninger strækkende sig fra den store Sordelloplads og ned til Mincio-floden, der danner en sø omkring Mantova. Guiden har ført vores flok gennem utallige sale og åbner med slet skjult triumf døren til sit bralrende shows clou. Og en benovet stilhed sænker sig. Anmassende kan vi føle os, indtil vi løfter synet mod loftet, hvor en malet rund balustrade som en åben luge mod en sommerskyet, blå himmel viser et antal smilende ansigter der bøjer sig ned mod os, mens en flok englebasser, putti, ugenert tumler rundt på gelænderet, men giver plads også til en påfugl med strakt hals. Et vidunderligt påfund af munterhed og spot over hele komedien hernede. Den eneste figur, der ses i bevægelse på væggen med familiebilledet, er Ludovico, som vender sig halvt mod sin sekretær Marcilio Andreasi, mens hustruen Barbara af Brandenburg sidder statuarisk omgivet af børn og børnebørn. På en anden væg foregår det udendørs, hvor Ludovico møder sin søn Federico, netop udnævnt til kardinal, neden for en bjergby med mure og tinder, desuden billeder af heste, hunde og tjenere, som befolker andre vilde landskaber. Alle vegne i øvrigt er der malet dekorationer og fantasier, så kun døren er friholdt.

Spøgelser

I Inger Christensens frie, men stramme fortælling ind i billedernes verden lader hun den førnævnte sekretær først fortælle om indvielsen af det bemalede værelse. Billederne er mere levende end alle de henrykte betragtere, der bare bliver skabagtige, hedder det, fordi de bliver bange for billedernes sjæl, som er deres egen.

»Billederne er som al stor kunst spøgelser, der roligt og ufortrødent venter på, at de brugte modeller skal dø«.

Alle der har haft lejlighed til at betragte sig selv i kunstens forklarende lys, er herefter trådt i forhold til døden. Og at døden egentlig er det hemmelige tema i fortællingen, kommer Mantegnas 10-årige søn Bernadino til at røbe ved disse fripostige vernissage-bemærkninger om sammenhængen mellem personer og deres afbildning. Han optræder senere i bogens tredje og sidste afsnit som jeg-person, idet han fortæller om sin sommerferie, en køn og enkel fristil lige efter bogens komplekse midterdel lagt i munden på den røvede tyrkiske prinsesse Farfala, 'sommerfuglen', hvis mørklødede ansigt ses på balkonen i loftet. Han drømmer om, at hans far som en anden Orfeus henter sin myrdede hustru, hans mor, Nicolosia Bellini, tilbage fra dødsriget som en rejse gennem freskoens landskab, som var det en kunstnerisk skaberakt.

Således handler historien om to verdener, mindst. Livet og døden. Og mellem dem kunsten. Slutningen hos Inger Christensen er en samtale mellem Bernardino og hans søster Gentilia. »'Jeg vidste det kunne lade sig gøre!' siger han. Vi begynder på nye historier. 'Jeg elsker historier', siger Gentilia. 'Kom lad os gå hen til vores mor og få hende til at fortælle alt om, hvordan vores far fik hende med sig tilbage til verden'. 'Til hvilken verden, tænker jeg. Men jeg siger det ikke'.«

Det kan vi andre godt sige. Livet er vendt tilbage til kunstens verden. For lige omkring os turister her i det malede værelse med de afblegede fresker, angrebet af fugtpletter og revner, står de lyslevende døde historiske personer, et mirakel af nærvær og fjernhed i Andrea Mantegnas kunstige og kunstneriske verden mellem 1465 og 1474, de 10 år da han malede dem.

Og den og dem genlæser vi i Inger Christensens subtile version i nye farver og forbindelser. En verden hun sørgelig tidligt er død fra, men som lever videre, mens vi, der endnu er i live, betragter modellerne og ser op mod den blå sommerhimmel i loftet og de smilende ansigter som beskuere af og del af den menneskelige komedie.

Efterbilleder

En tid efter at vi kom hjem fra rejsen til Mantova, kom jeg i en samtale med Inger ind på vores møde med familien Gonzaga og dens sammenstimlen i det malede værelse. Det viste sig da, at hun aldrig havde sat sine ben i Mantua, som hun efter tysk skik kaldte byen. Først nogle år senere blev hun som europæisk berømthed højtideligt inviteret og hentet til åstedet for sit mesterværk for at modtage en litterær pris. En frihedshandling og en salut på et andet niveau, end da Andreas Hofer mødte sin skæbne i byen.

Das gemalte Zimmerhedder fortællingen i Hanns Grössels kongeniale oversættelse. Ham stødte jeg på ved en hædersaften for Inger Christensen på den danske ambassade i Berlin året før hendes død. Han fortalte om deres intense diskussion af den rette fortolkning af male-begrebet i titlen. Er rummet bemalt eller gemalt? Handling eller tilstand? I et videre perspektiv er det på en gang en forskel og et fællesskab, ganske som virkelighed og kunst. Hvilken verden? kan man spørge ligesom Bernardino med bogens sidste ord. Svaret kan måske alligevel kun gives på kunstens andetsprog.

Serie

Destinationsbogen

Informations skribenter beskriver sommeren over, hvordan litterære værker har haft betydning for deres ferieoplevelser.

Seneste artikler

  • Men æslerne er der stadig

    3. august 2011
    En del er forandret, siden Eilas Canetti skrev 'Stemmerne fra Marrakesh' i 1978. Men Marrakesh er stadig en by, hvor medinaen er, som den har været i århundreder
  • Nørdetur i det belgiske ølhav

    1. august 2011
    Et roadtrip til ølnationen over dem alle med 287 siders inspiration til guddommelige ganeoplevelser
  • På sporet af søjler og spolier

    29. juli 2011
    Tekster og gamle kort trækker opmærksom-heden tværs gennem kulturlag, pladser og bybilleder
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu