Læsetid: 2 min.

Jeg læser, til jeg keder mig

Det var Hans Scherfig, der lærte Informations mellemøstkorrespondent Lasse Ellegaard at læse og skrive
Kultur
30. juli 2011

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»A.A. Milnes Peter Plys og hans vennerog H.C. Andersens I Spanien. Peter Plys bør være alle børns første møde med litteratur. Og I Spanienbør læses af alle danskere, der kun kender Andersen fra eventyrene. Det er stadig den bedste reportage, jeg har læst og jeg har læst utallige: Skildringen af en tyrefægtning er klasser over Hemingway og Kenneth Tynan, besøget i Alhambra er bevidsthedsudvidende, før nogen kendte til LSD, hans følsomme krukkeri er ulideligt betagende. Det er bare godt!«

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Hans Scherfigs Det forsømte forår, som jeg læste i 14-årsalderen. Jeg var optaget af sprogets underdrejede, sagtmodige sarkasme, mere end af maltbolsjemordet på lektor Blomme og kritikken af Metropolitanskolens pædagogik, ligesom den agitpropagtige hyldest til unge, sunde og analfabetiske arbejdere, der er sneget ind i teksten, allerede dengang forekom lovlig intimiderende. Bogen fik mig til at læse videre i forfatterskaber som Hans Kirk, Knuth Becker, Henrik Pontoppidan, Martin Andersen Nexø, Johannes V. Jensen, Tom Kristensen og den nu glemte Jeg er salig-Børge Madsen, der kom Panduros modernisme i forkøbet Panduro blev senere lystpensum i lighed med Rifbjergs, Peter Seebergs, Villy Sørensens og Svend Åge Madsens prosa. Men det var Scherfig, der lærte mig at læse og for hvad det er værd at skrive.«

Hvad er den værste bog, du har læst?

» De fordømtes legionaf pseudonymet Sven Hazel (alias Svend Hassel alias Børge Willy Redsted Pedersen Arbing, der blev straffet som landsforræder), fordi den et kort øjeblik forførte mig til at tro, at nazimordere kunne være flinke nok på bunden. Da jeg siden læste Remarques Intet nyt fra vestfronten,så jeg, at Hazel havde planket hele persongalleriet, men ikke indlevelsen.«

Hvilken type læser er du?

»Altædende og tyvagtig, men ikke altid konsistent. Jeg læser, til jeg keder mig, hvilket betyder, at mange bøger ikke læses til ende. Og jeg læser for at stjæle sprogbilleder, stil-attituder og udtryk, jeg kan genbruge i camoufleret form. Måske derfor er jeg især interesseret i dokumentarisme og synes i øvrigt, at mange forfattere er bedre som journalister og essayister end som skabere af fiktion, f.eks. Tom Kristensen, Hemingway, Salman Rushdie, Martin Amis og Jan Stage.«

Hvornår læser du?

»Aldrig og hele tiden. Jeg læser faglitteratur som en del af mit arbejde og (mest arabisk, jødisk og tyrkisk) fiktion, når jeg har tid. Og så læser jeg mine venner undertiden med udsøgt fornøjelse, som det var tilfældet med Morten Sabroes Du som er i himlen

 

Læser vi bøger? lader de kendte kulturpinger have deres læsevaner i fred og spørger i stedet avisens egne medarbejdere, om de kan mere end at skrive. F.eks. læse?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her