Læsetid 6 min.

Massemordets æstetik

Hvad har high school-mordere, islamistiske bombemænd og højreradikale terrorister til fælles? De er alle del af en global, visuel voldskultur, der låner referencer og stilistiske greb af hinanden på tværs af ideologi og politiske dagsordener. Deres propagandaplatform er massemedierne, og dét stiller pressen i et slemt dilemma
Hvad har high school-mordere, islamistiske bombemænd og højreradikale terrorister til fælles? De er alle del af en global, visuel voldskultur, der låner referencer og stilistiske greb af hinanden på tværs af ideologi og politiske dagsordener. Deres propagandaplatform er massemedierne, og dét stiller pressen i et slemt dilemma
30. juli 2011

Der er billederne af de døde teenagere i vandkanten rundt om Utøya; der er billederne af de skrækslagne overlevende foran regeringskvarteret i Oslo; og der er billederne af de sørgende landsmænd i blomsteroptog gennem hovedstadens gader. Der er de billeder, der har med virkeligheden at gøre. Og så er der dem, Anders Behring Breivik selv tog, inden han 22. juli begav sig ud på sin nøje planlagte dødsrute. De billeder viser ikke virkeligheden, men Breivik, som han gerne ville fremstå for verden: som et overmenneske i uniform, i galla, i kemisk beskyttelsesdragt med sprøjte i hånd og i våddragt med et tungt automatvåben. I sit 1.500 sider lange manifest betoner den 32-årige gerningsmand flere gange propagandaens brandingmæssige betydning for sin bevægelse og som en serviceydelse til kommende terrorister skriver han: »Forbered dig på din fotosession: Tag et par timer i et solarium for at se friskere ud. Træn hårdt i mindst syv dage forinden. Klip dit hår. Barbér dig. Besøg en skønhedssalon, hvis det er muligt, og få en smule makeup på. Ja, jeg ved, det lyder frastødende på store badass-krigere som os, men vi må tage os så godt ud som muligt på billederne. Tag dit pæneste tøj på.«

Breiviks æstetiske betragtninger og hans tanker om visuel identitet er ikke enestående. De går igen hos flere af de seneste 10 års største og mest brutale massemordere.

»Anders Behring Breivik er blot seneste eksempel på eksistensen af en global visuel frygtkultur, hvor unge mænd iscenesætter sig som krigere på en korstogsagtig mission, og hvor man låner referencer og stilistiske greb på tværs af ideologier og politiske agendaer,« siger Mikkel Bolt Rasmussen, der er kunsthistoriker ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

En af de åbenlyse inspirationskilder for Breivik er de senere års skoleskyderier, som både i scenografi og udførelse minder meget om massakren på Utøya.

I april 2007 forlod den 23-årige Cho Seung-Hui sit kollegieværelse på Virginia Tech i USA klædt i sort og med to halvautomatiske håndvåben i sin rygsæk for koldblodigt at skyde og dræbe 32 af sine skolekammerater.

Syv måneder senere gjorde den blot 18-årige Pekka-Eric Auvinen ham kunststykket efter med nedslagtningen af syv elever og en lærer i Jokela i Finland.

Og året efter blev Finland ramt af endnu en tragedie, da den 22-årige Matti Juhani Saari, iført sort tøj og skimaske mejede en lærer og ni elever ned på gymnasiet i Kauhajoki. Alle tre mordere havde forud for deres amokløb lagt små 'mediepakker' ud på nettet i form billeder og Youtube-videoer, hvor de poserer som frygtløse machomænd og peger med en pistol direkte ind i kameralinsen samme positur som Breivik indtager på et af billederne i sit manifest.

»Der er brug for grundige analyser, før vi kan fastslå noget endeligt, men på de billeder, Breivik har sendt ud, ser jeg tydeligt visse ligheder med massakrerne i Finland og på Virginia Tech,« sagde voldsforsker ved Politihøjskolen i Oslo Ragnhild Bjørnebekk i ugens løb til den norske avis Verdens Gang.

Den konklusion vil Mikkel Bolt Rasmussen gerne tilslutte sig, men der er også andre formelle referencer på spil, mener han: »Sammenligningen med tidligere skoleskyderier er oplagt, men mere interessant er måske ligheden med forskellige islamistiske selvmordsvideoer som dem fra bombeangrebet i London i 2005, hvor terroristerne også iscenesatte sig som revolutionære krigere i en større sags tjeneste. De kombinerer ligesom Breivik en ekstrem selviscenesættelse med dyrkelsen af det militære og fascinationen af det potente, handlekraftige subjekt,« siger han.

Mediernes dilemma

Mikkel Bolt Rasmussen har i ugens løb haft lejlighed til at gennemse både Breiviks manifest og hans fire minutter lange Youtube-video, hvor han blandt andet sammenligner sit anti-islamistiske korstog med Middelalderens kristne tempelridderes. Men ifølge Mikkel Bolt Rasmussen er det samlede indtryk mest af alt en rodet forestilling.

»Det iøjnefaldende ved såvel Breivik som skoleskyderne og de islamistiske London-terrorister er graden af selviscenesættelse og den cut and paste-mæssighed, der er over aktionerne og propagandaen: Drengeværelseagtige referencer til korstog, soldater og en masse potente symboler fra videospil, film og andre populærkulturelle udtryk. I den forstand er de alle børn af deres tid,« siger han.

»Jeg er fuldt ud klar over, at vores nuværende holdninger bliver betragtet som ekstreme,« skriver Breivik et sted i sit manifest: »Men de mere spektakulære operationer vil (...) fremtvinge en offentlig diskussion.«

På mange måder har Anders Behring Breivik fået ret i sin forudsigelse: Den internationale mediemaskine er siden terrorangrebet sidste fredag ikke afveget afgørende fra Breiviks drejebog. Dagblade, netaviser, radio- og tv-stationer har kastet sig frådende over hans manifest, mens psykologer, voldseksperter og terroreksperter har forsøgt at dissekere hans hjerne og tegne en profil ud fra de hundredvis af saftige hverdagsdetaljer og -tanker, han har nedfældet i sine logbog-lignende opdateringer.

I New York Times lød overskriften søndag: »Oslomistænkte levede et dobbeltliv for at skjule sin martyraktion,« og senere samme dag kunne læserne mæske sig i 'Anders Behring Breiviks dagbog' på The Guardians netavis.

Først mandag kolliderede Breiviks plan for første gang med virkeligheden. Af manifestet fremgår det, at Breivik opfattede en eventuelt kommende retssag som »en fremragende mulighed« for at lufte sine budskaber. Forud for grundlovsforhøret i Oslo Tingrett anmodede han derfor om, at retsmødet blev åbnet og bad ved samme lejlighed om tilladelse til at bære sin specialsyede uniform.

»Uværdigt, forstyrrende, provokerende og krænkende«, kaldte dommer Kim Heger hans anmodning, og Breivik måtte i stedet læse op fra sit manifest bag lukkede døre, indtil dommeren efter 10 minutter også fik nok af det og bad ham stoppe.

Det var en streg i regningen for Breiviks mediestrategi, men hele forløbet sætter alligevel spørgsmålstegn ved, hvem der egentlig sætter nyhedsdagsordenen i sager som denne, hvor gerningsmand og presse har sammenfaldende interesser: Risikerer medierne at reducere sig selv til nyttige idioter i deres hovedløse jagt på flere detaljer? Stig Hjarvard, professor og medieforsker ved Københavns Universitet, kalder mediernes rolle et »konstant dilemma«.

»Når man rapporterer om Breiviks motiver for at udføre sine uhyrligheder, kan man samtidig ikke kan undgå at videreformidle hans ideer i et eller andet omfang. Dermed får hans historie og budskab ekstra eksponering, fordi han propagandamæssigt har været så velforberedt,« siger Stig Hjarvard.

»Forestiller vi os det modsatte tilfælde med en mand, der ikke havde været så mediebevidst og velforberedt, ville hans motiver have været et større mysterium, der skulle løses drypvist. Medierne giver således meget spalteplads til en ekstremistisk røst, der har udført gruopvækkende handlinger, men omvendt er der også et hensyn til at orientere og rapportere om væsentlige begivenheder,« siger han.

Mere skamstøtter end ikoner

Ifølge Mikkel Bolt Rasmussen er Breiviks mediekampagne på mange måder en understregning af Margaret Thatchers bemærkning fra de tidlige 1980'ere om at »omtale er terrorismens ilt«.

»Breivik har på intet tidspunkt lagt skjul på, at hans aktion fandt sted med henblik på omtale. Det handlede ikke om det konkrete antal ofre, men selve aktionen og dens evne til at cirkulere og blive repræsenteret. Det er selvfølgelig i den sammenhæng, massemedierne har til opgave at analysere begivenheden, kontekstualisere den og ikke blot bruge den som en voldspornografisk sællert,« siger Mikkel Bolt Rasmussen.

Stefan Kjerkegaard, adjunkt ved Nordisk Institut, Aarhus Universitet, mener ikke, der kan herske tvivl om, at det at fange mediernes opmærksomhed fra begyndelsen har været et afgørende succeskriterium for Breivik.

»I modsætning til skoleskyderne, der dræbte sig selv efter angrebene, lever Breivik stadig. Det er et tegn på forfængelighed. Han vil gerne både ses og høres, og spørgsmålet er selvfølgelig, hvor meget medierne skal gå med på den præmis ved fortsat at bringe uddrag fra manifestet« siger Stefan Kjerkegaard, der også mener, det er en overvejelse værd, om man primært bør fokusere på Breiviks personlige historie eller på det politiske indhold.

»Hvis medierne hovedsageligt vælger at skrive om den ekstreme højrefløj, så tager de samtidig Breiviks budskab alvorligt, og dermed risikerer de også at puste til gløderne frem for at slukke dem,« siger han.

En af dem, der tidligere har sat kritisk fokus på massemediernes kolportering af krig, vold og terror, er den danske installations- og billedkunstner Niels Bonde. Med udstillingen Attention! fra 2009 forsøger han med maling og pensel at fastholde nyhedsstrømmens billeder af død og ødelæggelse ved at forvandle dem til motiver på et lærred.

»Der er behov for af og til at holde øjeblikket fast og fryse billedstrømmen, så folk får mulighed for at tænke og tale om begivenhederne på en anden måde,« siger Niels Bonde til Information: »Der sker jo en betydningsforskydning, når man oversætter billeder fra ét medium til et andet. Det er som Marshall McLuhan i sin tid sagde: 'The media is the message' mediet er budskabet«.

Blandt de motiver, Niels Bonde behandler i sin udstilling, finder man Cho Seung-Hui fra Virginia Tech, som han poserede med fremstrakt håndvåben på Youtube, inden sin udåd. Man finder Josef Fritzl, som han så ud efter at have tilstået indespærringen af sin datter i en kælder gennem 24 år. Og man finder Azam Amir Kasav, bedre kendt som den smilende terrorist, som han så ud på det billede, der cirkulerede umiddelbart efter terrorangrebet i Mumbai i 2008. Ifølge Niels Bonde er det kunstens opgave at reflektere over de billeder, medierne producerer. Men på den anden side er kunsten ikke hævet over problemstillingen.

»Og på en måde ærgrer det mig også, at personer som Cho og Breivik uden tvivl vil elske, at der bliver lavet kunst om dem. Men på den anden side synes jeg ikke, der er nogen vej udenom,« siger Niels Bonde, der mener, hans værker minder mere om skamstøtter end ikoniseringer:

»Hvis jeg kunne, havde jeg sat dem op på Rådhuspladsen, så folk kunne tisse og spytte på dem,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Hansen
Peter Hansen

Det er ganske banalt med disse mordere: de føler sig svigtet af et samfund, der ikke lader deres storslåede talenter udfolde sig - og det er så forskellige tyranner, der får skylden.

Brugerbillede for Lars Christensen
Lars Christensen

Jeg ønsker ikke at læse denne artikel. Alene det, at man forsøger at fremstille terroristen i en "Andy Warhol-agtig" grafisk form giver mig kvalme. Stop ikoniseringen af den idiot!

Brugerbillede for John Hartfelt
John Hartfelt

"Risikerer medierne at reducere sig selv til nyttige idioter i deres hovedløse jagt på flere detaljer?"

Citat fra artiklen.

Så snart medierne holder op med at være medier og begynder deres følelses-pornografiske overgreb, som sætter dagligdagen for kontemporære medier, så har de i min optik for længst nedgjort sig langt mere end det til sammenligning stilfærdige udtryk "nyttige idioter" lægger op til.

Hvilken nyhedsmæssig værdi har det at skrive i medierne andet end: Gerningsmanden havde gennem længere tid opbygget vrangforestillinger af verden. Herefter direkte videre til at fortælle sobert og nøgternt om hvad der skete og til sidst stille de konkrete spørgsmål, der altid må følge sådanne begivenheder: Gør myndighederne nok for at forhindre disse handlinger, hvilke erfaringer mener de at have gjort, hvad kan samfundet gøre for at hjælpe myndighederne i denne sag, hvad kan samfundet gøre fremover, for at hjælpe myndighederne med lignende problemstillinger.

Det er myndighederne, der skal stilles spørgsmål til af medierne, hvis de skal have nogen relevans, ikke hverken ofre, pårørende, gerningsmænd eller andre.

Jeg føler mig personligt krænket når en journalist stikker en mikrofon op i hovedet på en mor, der lige har mistet sit barn i massakren, og stiller det spørgsmål ingen journalist nogensinde vil kunne stille med faglig begrundelse: "Hvad føler du lige nu?" Det er ikke journalistik, det er et simpelt og perverst behov for at hævde sin tilstand af overlegenhed overfor et ødelagt menneske, "når du har det dårligt, har jeg det lidt bedre, så hvor dårligt har du det?". Sygt.

Brugerbillede for Charlotte Sandvej
Charlotte Sandvej

Politiken havde i går en overskrift, der lød:
"7 døgn efter: Genoplev ugen, der fik Norden til at skælve"
Her er tragedien fuldstændig gjort til underholdning - af pressen.
Øv, de skulle skamme sig!

Brugerbillede for Kaspar Olsen
Kaspar Olsen

-"Politiken havde i går en overskrift, der lød:
“7 døgn efter: Genoplev ugen, der fik Norden til at skælve”

Et sandt kvælergreb fra psykologiskuffen på menigmands virkelighedsopfattelse.

Brugerbillede for Brian Dalsgaard
Brian Dalsgaard

Men husk endelig på at der kun er en eneste årsag til at medierne gør det... Fordi der er folk der vil læse det, og det er flertallet, ellers ville de ikke sælge aviser. Skylden er ganske simpelt ikke mediernes, -det er forbrugernes. Enhver foretning er bygget på efterspørgsel.

Brugerbillede for Niels  Mosbak
Niels Mosbak

Brian Dalsgaard

Nu er det jo ikke forbrugerne der sidder i redaktionslokalerne, og bestemmer hvad der skal stå i avisen.
Jeg er ganske sikker på at Politiken ville have et lige så stort oplag, om de havde undladt denne "feature".

Brugerbillede for Bjarne Hansen
Bjarne Hansen

Det irriterer mig at medierne gør alt for at spinne en historie i folks bevidsthed om at gerningsmanden er sindsyg.
Hvis det lykkes dem, så fritager de jo også manden og samtlige hans inspiratore for ansvar.
En sindsyg mand er pr. definition uskyldig og kan ikke straffes.

Bliver han eklæret sindsyg, så kan hele den Ekstremistiske Højrefløj ånde lettet op, og uanfægtet fortsætte hvor de slap.

Det er jo blot en gal mands værk.

Brugerbillede for Bjarne Hansen
Bjarne Hansen

Jeg kan også undre mig over at disse ondsindede og modbydelige mennesker, finder vej til Informations Kultursider når de retteligt hører til under Politik og Kriminalstoffet.

Men hva´ , de ende vel også med at figurere i Anders And om nogle år.

Brugerbillede for Nicola Macdonald
Nicola Macdonald

Att: Lars Christensen. Du har i sandhed misforstået artiklens (og Warhols Poparts) præmisser. Jeg vil anbefale dig at læse op på begreberne postmodernisme og menneskelig fremmedgørelse. Det har absolut intet med ikonisering at gøre!

Brugerbillede for Tine Sørensen
Tine Sørensen

Medierne/pressen har alle gode grunde til samvittighedsfuldt at overveje deres rolle og metoder. Det samme har vores politikere. Hvis den politiske debat skal bidrage til vores demokrati og til en bedre verden, skal der et helt andet fokus på problemløsning.
“Ansvaret for den fordummende polarisering kan og skal ikke placeres et enkelt sted: Medierne har et stort ansvar for at have dyrket ekstremerne, alene for underholdningens skyld;”
Det citat har jeg fra Lars Trier Mogensens artikel i Politiken fredag d. 29.7.11 “Det tavse flertal må hæve stemmen”.
Det er en pointe, jeg virkelig støtter. Den politiske debat i de landsdækkende medier - TV først og fremmest -er præget af evindelige knaldhårde konfrontationer mellem de mest ekstreme modsætninger. En hane(høne-)kamp hvor det er komplet forudsigeligt, hvad parterne vil sige, - og forudsigeligt, at de aldrig vil blive enige om det mindste. De vil slås og nedgøre hinanden. Vi skal se det for kampens og underholdningens skyld.
Det har intet opbyggeligt formål. Det afspejler ingen interesse i problemløsning. Tværtimod graver det dybe grøfter i befolkningen, og stimulerer aggressioner og had. Er det jounalistikkens og mediernes højeste ambition, at skabe vild ophidselse hjemme i stuerne? At få blodet til at rulle hurtigere i årerne og få os til at føle at vi lever!!!??? - Istedet for - sammen med politikere og andre debattører - at fokusere på, hvordan vores samfunds mange og store problemer - om muligt - kan løses?

Brugerbillede for Vibeke Nielsen
Vibeke Nielsen

"På mange måder har Anders Behring Breivik fået ret i sin forudsigelse: Den internationale mediemaskine er siden terrorangrebet sidste fredag ikke afveget afgørende fra Breiviks drejebog."

Vel har mediemaskinen afveget afgørende fra Breiviks drejebog. Hvad er det dog for en tåbelig påstand, der er i det citat.

Det står godtnok galt til med vinklingen på denne artikel. Forudsætningen for at reflektere kritisk er da netop at se og læse alt der overhovedet findes om den involveredes overbevisninger. Problemet er ikke, at hans idéer videreformidles, men den kontekst og vinkel, som de får i de etablerede medier, hvor man først og fremmest søger at appelere til den skrækblandede skuelyst.

Det at se ham er ikke problemet. Hvis vi begynder at forbyde billeder eller tekster, som den mand har skrevet, har vi jo ikke en levende chance for hverken at reagere eller reflektere. I så fald bliver reaktion og reflektion overladt til en lille elite af særligt indviede betroede mearbejdere i staten - helt uden nogen form for demokratisk kontrol. Hvis vi indfører den slags autoritære tilstande, hvor der ikke er fri adgang til information om de problematiske ideologiser med mulighed for at gå til kilden selv, i dette tilfælde et manifest og en række selviscenesættende fotos og videoer, har højreekstreme typer med storhedsvanvid som Breivik da for alvor vundet. Folket kan jo ikke tænke og ej heller pressen, synes logikken at være.

Brugerbillede for Anonym

»Hvis medierne hovedsageligt vælger at skrive om den ekstreme højrefløj, så tager de samtidig Breiviks budskab alvorligt, og dermed risikerer de også at puste til gløderne frem for at slukke dem,«

Tværtimod: Psykologiseringen af Breiviks højrefløjs terror er en bortforklaring, ligesom forsøget på at 'islamisere' modstanden mod Vestens hegemoni.

Hvis borgerlige vil påberåbe sig anstændighed og idealisme, er tiden er kommet til at højrefløjen erkender og gør op med facismens historiske og nutidige rødder i egne rækker.

Brugerbillede for Tine Sørensen
Tine Sørensen

Presse, medier og politikere skal holde op med at fokusere på, at få vores pis i kog!!! - Breivik er bevis på, at det lykkes alt for godt................

Brugerbillede for Jesper Frimann
Jesper Frimann

@Jonas Nielsen
Klart en af de bedste kommentarer jeg har læst under hele den her tragedie. Og du har efter min mening ret.

// Jesper

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Jonas Nielsen:
"Jeg er ikke psykolog, men mener nu godt at man kan se at han lever i en anden virkelighed end det sunde sind uden frygt og had. "

Jeg tror ikke man behøver være psykolog for at forstå mekanismerne. Det handler om de instinkter, alle pattedyr har.

For pattedyr er det helt naturligt og berettiget at være frygtsom, overfor det man ikke kender, og det der ikke ligner én selv. Det karakteristika er en fremtrædende egenskab hos pattedyr, der i bogstaveligste forstand er blevet fremavlet gennem millioner af år.

Som alle andre pattedyr, tilgår man det ukendte med agtpågivenhed. Når man sanser, at der er fare på færde, har man tre naturlige strategier: at gemme sig, at flygte eller at yde modstand.

En ikke-naturlig strategi, er at undertvinge en reaktion på faresignaler. At tvinge sig selv til at undlade at respondere naturligt på sit frygt-instinkt, er en kilde til stress.

Nogle evner, at bruge deres intellekt på at få instinkterne til at matche intellektet. Kan man få sig selv (og dermed kroppen) til at indse, at en fornemmet fare er indbildt og ikke er reel, kan man bringe sig selv ud af frygtens greb.

De færreste evner formodentligt ikke at tøjle instinkterne. Stress, fobier og overtro er udbredte fænomener, og på danske breddegrader i praksis vel udtryk for det?

En strategi for at eliminere misforholdet mellem intellekt og instinkter, og dermed opnå en "naturlig" balance, består også i det modsatte af, end at lade intellektet bestemme over instinkterne. I steder kan man lader instinkterne determinere intellektet, og anvende intellektet til at konstruere fantasifulde komplotter og lignende, der kan begrunde og legitimere den instinktive frygtsomhed.

Det er den mekanisme, der f.eks. kan udmønte sig som "racisme", "fremmedhad" og lignende. Det er en strategi, der til stadighed kræver at fordomsfuldhed fodres, for at sikre at balancen opretholdes.

Det er ligeledes den mekanisme, der gør, at de personer der fremmaner (indbildte) farer fremfor at berolige instinkterne, ofte er nemme ofre og villige medspillere, når propagandister ønsker at ramme politiske modstandere. Nærer man fordommene om at andre vil ens udslettelse eller lignende, er viljen til proaktiv udslettelse eller lignende ikke langt væk.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Grundlæggende tror jeg at de to metoder til at opnå balance mellem intellekt og instinkter, er det samme som det vi kalder "venstreorienteret" og "højreorienteret".

De første tror på abstrakte tanker, de sidste på mavefornemmelser.

De første fejler til tider, når de undlader at erkende reelle farer, og naivt nægtet er se fakta i øjnene.

De sidste fejler ofte ved at de ikke formår at se fakta i øjnene, idet deres evne til skelne mellem realiteter og selvpålagte febervildelser kan være stærkt nedsat.

Brugerbillede for michael parly pedersen
michael parly pedersen

Jeg har lidt svært ved at se, som nogen her på bloggen hævder, at der i artiklen af Rasmus Bo Sørensen og Henning due forsøges på, at ikonisere højreterroristen Anders Brevik. Det er for mig at se ikke det den handler om.

I forbindelse med Breviks vanvittige handling er det rask væk blevet debatteret i samtlige medier, hvor vidt f.eks. en forrået debat form i vort samfund, hvor selv folkevalgte politikere ikke holder sig tilbage fra at bruge svulstige vendinger i et kraftigt nedsættende talesprog om deres medmennesker - specielt indvandrere - har kunne været en medvirkende årsag til, at voldsberetheden i dele af den politiske arena er blevet øget. Denne debat er ret mange enige om er nødvendig - også jeg.

Ovenstående artikel "Massemordet æstetik", stiller for mig det spørgsmål, om der ud over en forrykkelse af sproget i en mere rå og uforsonlig retning, måske også kunne findes andre årsager til, at personer som Breivik på en så hæslig måde som han har gjort det, kaster sig ind rampelyset og ind i et fuldstændig meningsløst voldsorgie.

Jeg personligt tror, at det sprogbrug vi anvender overfor hinanden også får en enorm indflydelse på, hvordan vi agerer og opfører os overfor hinanden. Specielt, hvis et hæsligt og meget råt og uforsonligt sprogbrug også bliver en del af de øverste myndigheders og f.eks. indflydelsesrige samfundsdebattøres sproganvendelse. Så er tøjlerne i den grad blevet sluppet, og der bliver sendt et signal hele vejen ned igennem samfundspyramiden, så mange forskellge grupper i samfundet finder løsslupne og rå omgangsformer legitime på mange planer, som kan række langt ud over de sproglige. Spredning af angst gennem sproget hører naturligvis også til i dette billede.

Men ud over det sproglige så er der vel også andre ting i samfundet som sætter sit præg på, hvordan vi gebærder os og opfører os overfor hinanden. Men også om vi føler os forpligtet til, at være en del af et socialt fælleskab og være underlagt nogle fælles retningsliner og moralske kodeks for, hvad vi kan tillade os overfor hinanden.

I Danmark, men også andre steder i det vestlige samfund, er noget af det aller mest vigtige og udbredte blandt mange mennesker for tiden, begrebet selvrealisering og selv iscenesættelse. At kunne iscenesætte sit liv og personlighed så det vækker opmærksomhed, det er for mange en sand dyd.

Politikere iscenesætter sig selv gennem spindoktorer og har adskillige rådgivere omkring sig, hvis formemste opgave er, at hindre dem i f.eks at dumme sig og sige noget upassende, eller endog klæde sig forkert på til en bestemt begivenhed. Nogle politikeres liv styres veltilrettlagt og nøje koreograferet ned i mindste detalje af disse hjælpere. På tv har vi en uendelig række af såkaldte reality shows, hvor meget af fokus er koncentreret om, hvordan de medvikende gennem en koncentreret og målrettet selviscenesættelse kan rage nogle fordele til sig, som mindre selvbevidste personer, med mindre egoistiske personlighedstendenser og forståelse for denne kunst, de ikke på samme måde får del i. I computerspil kan du skifte indentitet så let som at klø dig i røven, og på forskellige andre måder skifte ham og identitet efter forgodtbefindende - hvor sundt det er for din virkelighedsofattelse, det diskuteres ofte blandt psykologer. I Europa har vi højt anerkendte kunstnere, hvis kunst består i en kontinuerlig selviscenesætttelse, der endog går så vidt, at kunstneren med jævne mellemrum skaber sig om til en ny person. Det sker f.eks, gennem plastiske operationer og amputationer af egne kropsdele. Selviscenesættelse og endeløse forsøg på, at skabe paralelle virkeligheder og en eller anden form for uafhængighed af det eksiterende samfund og dets moral, blomstrer som ingensinde før.

Når Breivik som en opfordring til ting de bør gøre før en kommende terrorhandling, i sit manifest til kommende terrorister skriver: "Forbered dig på din fotosession: Tag et par timer i et solarium for at se friskere ud. Træn hårdt i mindst syv dage forinden. Klip dit hår. Barbér dig. Besøg en skønhedssalon, hvis det er muligt, og få en smule makeup på, ja, så ser jeg det som en ultimativ og skamløs selviscenesættelse. Og jeg må uvilkårligt stille mig selv det spørgsmål, om Brevigs handling kan være tilskýndet af andre ting end f.eks. en hadefuld debat, hvor indvandrere og flygtninge bliver dæmonisret - eller en måske rettere - kan været resultatet af en kombination af flere forskellige tendenser der gennemstrømmer og præger vort samfund. Jeg må også stille mig det spørgsmål, om der i den vestlige kultur for tiden er så store strømninger og tendenser til egoistisk selviscenesættelse, hvor flere og flere personer skaber deres egen paralle verden og virkelighed, så de som Breivik mener, at de til enhver tid og som det nu passer dem har ret til, at sætte gældende moralske normer i samfundet ud af spil. Og sluttelig finder jeg det nødvendigt at analysere, hvilke politiske og kulturelle tendenser i samfundet som måske fremmer en sådan udvikling.

I ny liberalismen ser jeg ihvertfald sådanne tendenser - har du penge og midler til det, ja, så står det dig frit for, at kreere din helt egen virklighed og verden, uafhængigt af det omgivne samfund. Jo mere speciel du er, jo mindre ordinær og lig andre mennesker, jo bedre er det. Det er vigtigere at være speciel og unik, end at være del af et socialt fælleskab. Den følels af at være unik, kan så godt forgå i et speciel politisk subkultur eller mindre socialt fælleskab.

Jeg forstår godt den følelse som nogen giver udtryk for, at medierne ikke kan få nok af at svælge i Breviks terrorhandling og konstant forsøger på, at fremgrave nye detaljer og raffinerede og intellektuele indfaldsvinkler der kan sælge aviser. Og i betragtning af, at nogle af de stakkels ofre for den grusomme terrorhandling endnu ikke er blevet begravet eller bisat, og at de pårørende endnu er i fuld sorg, kan det naturligvis forekomme upassende og følelseskoldt med disse kolde analyser, som beskæftiger sig meget lidt med hensynet til ærbødighed overfor ofrene og hensynet til de pårørendes følelser. Men det der er hændt er jo så sindsoprivende, at de fleste af os ikke helt kan undgå, at sende vore tanker i tusind forskelllige retninger i et forsøg på, at ville forstå det uforståelige - nemlig årsagen til at det kunne komme så vidt. Måske går vi i et oprevet øjeblik for vidt i vores analyser af årsagerne og bevæggrundende for højreterroristen Breiviks handlinger, psykologiserer og analyserer alt. alt for meget, istedet for koldt og kontant at tage afstand. Men en debat er i allerhøjeste grad nødvendig - men naturlig skal der passes på, at vi ikke giver terroristerne for meget ilt med omtalen af deres gerninger.

Jeg mener dog, at artiklen "Massemordets æstetik", ikke blot er poppet, intellektuel. lommepsykologi. Men virkelig rejser nogle væsentlige spørgsmål og giver stof til eftertanke. Dog er der nogle betragtninger sidst i artiklen, hvor der gøres nogle kunstneriske, æstetiske overvejelser om "terrorens fotos eller billeder" som jeg godt kunne være foruden, og som jeg finder ganske upassende oven på en så afskyelig handlig der har voldt så meget sorg. Her er det meget, meget svært, at finde den æstetiske brille frem.

Brugerbillede for Bjarne Hansen
Bjarne Hansen

Kan en leder af en ekstrem voldelig politisk gruppe ikke være mentalt ustabil eller vanvittig intelligent med psykopatiske træk, der gør at manden ingen empati har over for dem der står i vejen for hans drømmesamfund? (Jonas Nielsen)

Glimrerne indlæg Jonas, men jeg kan ikke helt finde ud af om jeg er enig.

For hvis de er mentalt ustabile, disse mennesker der udfører Politiske attentater, så er Gavrilo Princip(ærkehertug Franz Ferdinand) og alle de som forsøgte attentater på Mussolini og Hitler, jo også mentalt ustabile, set ud fra deres ofres synspunkt.

Det Breivik gjorde var jo slet og ret et Politisk attentat.

Brugerbillede for Bjarne Hansen
Bjarne Hansen

Det der foregik ude på denne ø, var en systematisk nedkæmpelse af fremtidige fjender.
Havde han skåret ører og andre legesmdele af eller spis deres hjerter, så kunne man helt klart og med rette have kaldt ham skingrernde sindsyg.

Vi har set i massevis af Diktatore gøre det samme som Breivik, lige fra Stalin til Pinochet. Dem kalder vi ikke sindsyge, men forbrydere.

Brugerbillede for Bjarne Hansen
Bjarne Hansen

I øvrigt har jeg alvorlige problemer med selv at bruge "massemord" og "æstetik" i samme sætning.

Det byder mig simpelthen imod.

Det er muligt at kunstnere kan se noget æstetisk, ved en massemorder som Breivik, men jeg ser kun en Nazistisk forbryderisk modbydelighed.

Brugerbillede for Anne Marie Pedersen
Anne Marie Pedersen

Bjarne. Du har helt ret i, at massemord og æstetik ikke passer sammen. Af samme grund besluttede jeg for år tilbage IKKE længere at se krigsfilm - med mindre det er af slagsen apokalyps now.

Brugerbillede for Bjarne Hansen
Bjarne Hansen

Anne Marie:
Sådan har jeg det også, og jeg kan anbefale denne film, som meget apropos handler om Krigskorrespondenter og deres problemer med Moral, Etik og Æstetik.

Døden i Sarajevo
Spansk krigsdrama fra 1997.
Har lige været vist på DR-K.

Brugerbillede for Viktor Thomsen
Viktor Thomsen

Jeg mener at Niels Bonde er en dilletant, og at hans Warhole wannabe-udtryk er pubertært og kvalmende. Og jeg gider ikke at læse op på begreberne postmodernisme og fremmedgørelse. Et billede er et billede, og en ikonisering en ikonisering.

Brugerbillede for Bjarne Hansen
Bjarne Hansen

Anne Marie:

Jeg synes den giver et godt billede af medierne i en krise-situation.
Den over ambitiøse unge Nyhedsoplæser der bliver sendt ud og som har en romantisk tilgang til krigen.
Og den Super kyniske Krigs-fotograf.
Og den Traumatiserede Filosofiske Journalist.

De tre bliver bragt sammen i Sarajevo, lige før at byen bliver lukket helt af.
Jeg synes at den er OK. Den forsøger i hvert fald at spørgsmålstegn ved hvad man kan og ikke kan i Pressefrihedens navn.

Brugerbillede for Bjarne Hansen
Bjarne Hansen

Enhver med Fotoshop kunne lave det samme som Niels Bonde og smide det ud på nettet.

Nu har han så bare sat sit navn under, hver sin lyst.

Men at ophøje det til kunst, bare fordi det ligner Andy Warhol´s det er for plat.
AW havde ikke Fotoshop da han lavede sine "ikoner"