Læsetid: 5 min.

Mellem drøm og mareridt

Fem meget forskellige film fra første del af den både udskældte og beundrede italienske instruktør Federico Fellinis karriere er udkommet i en boks
Fem meget forskellige film fra første del af den både udskældte og beundrede italienske instruktør Federico Fellinis karriere er udkommet i en boks
21. juli 2011

»Sikke interessante venner, du har. Som hevet ud af en Fellini-film,« bemærker den mandlige hovedperson til den kvindelige ditto i Woody Allens komediemesterværk Manhattan. Selv om Allen er erklæret Fellini-fan, er kommentaren i bedste fald ment som en halv kompliment. For Federico Fellini (1920-93) forstod virkelig at skildre de selvoptagede, flamboyante, hurtigsnakkende, (pseudo) intellektuelle særlinge, som også Allen er optaget af.

Det er dog ikke den eneste type særlinge, man finder i Fellinis univers. Det lader sig i dag vanskeligt gøre at tænke på surrealistiske, drømmeagtige, hallucinatoriske, karnevaleske og især cirkusinspirerede billeder på film uden at tænke på Fellini, som ud over Allen har inspireret store og skæve visuelle begavelser som Tim Burton, Terry Gilliam, David Lynch og Pedro Almodovar.

Noget af det mest interessante ved de fem film i den just udgivne Collector's Box er, at de skildrer Fellinis markante udvikling over 12 år, fra de tidlige 1950'eres neorealisme til 1960'ernes anderledes løsslupne og farverige stil.

Den stjålne engel

Dramaerne Dagdriverne (1953) og Skurken (1955) er lavet på hver sin side af Fellinis kendteste tidlige film, La Strada. Selv om Dagdriverne altså overvejende er realistisk, ligger den surrealistiske æstetik, der mange år senere skulle give Fellini legendestatus, helt klart i kim. Den kommer især til udtryk i den scene, hvor en af filmens figurer danser rundt i en næsten tom, tilrodet balsal med et papmachehoved som partner.

Dagdriverne følger en flok yngre, umodne mænd, der dasker rundt i deres fødeby i provinsen. Det mest moralsk anløbne medlem af flokken bærer det lidet uskyldsrene navn Fausto og spilles af Franco Fabrizi, der ligner Richard Burton til forveksling.

Da han kommer for skade at gøre den kærlige, men ikke alt for kvikke skønhedsdronning Sandra (rørende spillet af Eleonora Ruffo) gravid, må han gifte sig med hende. Ægteskab giver dog ikke Fausto evnen eller viljen til at kontrollere sin kønsdrift (faktisk ses utroskabstemaet i alle fem film), og i hvad der måske er ment som en sort morsomhed fra Fellinis side, får han arbejde i en butik, der sælger statuer og figurer af Jesus og Jomfru Maria. Den sublime punch linefalder, da Faustos finansielle situation tager en uheldig drejning, og han planlægger at stjæle og videresælge en værdifuld englestatue fra samme sted!

Skurken handler også om forbrydelse, og har den amerikanske skuespiller Broderick Crawford i hovedrollen som en aldrende, ja, skurk, der franarrer folk penge, blandt andet ved at give sig ud for at være præst. I modsætning til Dagdriverne har den episodisk plotstruktur, og højdepunktet er et næsten hårrejsende effektivt iscenesat verbalt opgør mellem to kriminelle af vidt forskellig kaliber under en nytårsfest.

Hul hedonisme

Det søde liv (1960) rummer en af filmhistoriens allermest ikoniske scener, nemlig det, hvor Anita Ekberg tager en spontan slentretur i Trevi-fontænen. Det er også den, der markerer Fellinis overgang fra realistiske film til kunstfilm af mere svær tilgængelig natur.

Formidabelt fotogene Marcello Mastroianni ses i rollen som en journalist af den mindre lødige art, der, som filmen skrider frem, vikles mere og mere ind i det glittede miljø, han skriver om. Han arbejder sammen med en skruppelløst nærgående fotograf ved navn Paparazzo, og så skulle det være til at regne ud, hvilken type fotograf, der i virkelighedens verden er opkaldt efter ham.

Ekberg spiller en svensk-amerikansk filmstjerne og storbarmet sexkilling, som i Rom bliver mødt af et kobbel savlende pressefolk. Fellini trækker resolut bukserne ned på dette mediecirkus, da Ekbergs figur indrømmer, at hun ikke kan huske sit standardsvar på spørgsmålet »Hvad var den lykkeligste dag i dit liv?«. En assistent minder hende om, at det lyder: »Det var en nat, min kære,«, og at stjernens replik savner spontanitet og muligvis også oprigtighed, synes ikke at spille nogen rolle for de benovede bladsmører.

Det optrin må have rørt dybe strenge (hvis ellers han besad sådanne) i en af 1960'ernes kommende kulturelle hovedskikkelser, Andy Warhol. Filmens andet blonde indslag er faktisk en ung tysk kvinde ved navn Nico, der jo siden blev en del af Warhols sære slæng.

Den sarkastisk betitlede Det søde liver da også på en måde et forskud på Warhol-æraen, en skildring af en kultur, hvor de reelle værdier er sendt til tælling, og hvor et hysterisk fokus på glamour og berømtheder er sat i stedet. Med den afgørende forskel, at det ultrablaserte PR-geni Warhol i mere end en forstand dyrkede superstjerner, hvor Fellini syntes at opfatte dem som falske guder.

Smuk selvudlevering

Åbningsscenen i Det søde liv viser faktisk en bogstavelig af slagsen, nemlig en stor Kristus-statue, der leveres til Vatikanet pr. helikopter.

Christian Braad Thomsen har endog kaldt filmen for »en kriseramt katoliks dommedagsprædiken«, og stensikkert er det, at krisen kradsede videre i instruktørens næste hovedværk.

I 8 1/2 går Fellini i endnu højere grad end i Det søde livtil det metafilmiske og selvbiografiske bid. Mastroianni spiller filminstruktøren Guido, hvis alder, 43, stemmer overens med Fellinis. Guidos helbred skranter, han har et hyr med at holde sammen på sit filmhold, og ved faktisk slet ikke, hvad det er, han forsøger at sige med sit filmprojekt. Han må lægge ryg til voldsom kritik fra omverden, hvilket er Fellinis måde at reflektere over sin egen status som kunstner.

Fellini har nu for alvor forladt neorealismen, for hele filmen synes at følge drømmens logik (eller mangel på samme). Der er dog også strejf af mareridt over det til tider næsten maniske fortælletempo og den simrende aggression, der kendetegner nogle af filmens figurer.

Hvor billedkvaliteten i Dagdriverne lader lidt tilbage at ønske, er både Det søde liv og 8 1/2 en ekstremt stilfuld sort-hvid fryd for øjet. Havde dette ikke været tilfældet, ville den ofte navlepillende 8 1/2 til tider have testet denne tilskuers tålmodighed.

Det søde liv's kritiske blik på den kulørte presse har mildest talt aktuel relevans, men andre dele af filmen er ældet mindre yndefuldt, som slutscenens symbolik, der udover typisk kunstfilmtung også fremstår noget naiv.

Mystikken breder sig

Med Juliette og ånderne (1965) forlader Fellini så på spektakulær vis den sort-hvide æstetik, for fra første indstilling synes filmen at tage sit visuelle stikord fra påfuglen. Titelpersonen (som spilles af Fellinis skælmsk-fotogene hustru, Giulietta Masina, der også har en birolle i Skurken) er en relativt konventionel overklassekvinde, der er omgivet af anderledes excentriske typer, såsom hendes sexede og selvoptagede nabo, Suzy. Det aparte handlingsforløb sættes i gang, da nogle okkult-interesserede bekendte fremmaner ånder ved en seance i Juliettes hjem.

Fans af David Lynch vil i Juliette og åndernepå det nærmeste finde den kilde, deres elskede 'Lynch-stemning' springer fra. Navnlig en tidlig scene, hvor titelpersonen besøger en androgyn clairvoyant, har nøjagtigt den blanding af det ildevarslende, det absurde og det groteskhumoristiske, man finder i mange af den amerikanske instruktørs værker.

Dvd-udgivelsen rummer intet ekstramateriale, hvilket man kan undre sig over. Boksens bagside tilbyder ikke engang en argumentation for valget af de fem film. Hvorfor ikke inkludere et essay om eksempelvis Fellinis indflydelse på yngre filminstruktører?

Men selv uden en sådan 'guide' er det unægtelig en oplevelse at følge i en yderst visuelt orienteret filmmagers fodspor på første del af hans sprælske og ujævne professionelle færd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu