'Mere mystisk behøver det heller ikke at være'

Da Anne Lise Marstrand-Jørgensen begyndte at beskæftige sig med Hildegard af Bingen, kendte hun intet eller meget lidt til kristen mystik, fortæller hun.

I dag kan hun forklare, hvordan de kristne mystikere taler om fem faser, men det vidste hun intet om dengang.

»På det første stadium får man en stigende bevidsthed om guddommelig tilstedeværelse.«

»Det andet stadium beskrives som en renselse, hvor man får en stærk bevidsthed om egne fejl og utilstrækkeligheder.«

»Tredje stadium er illuminationen, oplysningen, hvor man får adgang til en større viden og indsigt. Man kan så at sige skyde genvej, man bliver visionær. Mange ender der, mange kunstnere ender der.«

»Fjerde stadium kaldes 'sjælens mørke nat'. Man mister orienteringen, Gud er fjern, og man kan ikke nå ham. Men det er samtidig fasen, hvor selvet begynder at blive udslettet, og derfor afgørende for at nå den femte fase, som er den mystiske forening med det guddommelige.«

Anne Lise Marstrand-Jørgensens tobindsværk slutter med Hildegards død, romanens sidste ord er: »og væk.« For foreningen med det guddommelige kunne hun af gode grunde ikke beskrive, konstaterer hun med et lille smil.

Det, der fascinerede Anne Lise Marstrand-Jørgensen ved den mystiske tanke var viljen til at udslette sit eget selv, »stille sig selv til side og blive mindre, for at noget andet kan blive større«, fortæller hun.

»Jeg valgte at beskrive Hildegard som et menneske, der levede i den dobbelthed, som nødvendigvis må opstå, når man på den ene side vil udslette sit selv og på den anden side mener, at man er udvalgt. Hvordan skelner man mellem, hvad der er ens selv, og hvad der er vision,« spørger Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der da også i passager lader Hildegards egen stærke vilje tage over, skønt hun selv mener, at hun er Guds ydmyge redskab.

Hvordan har du levet med mystikken, mens du skrev?

»Det er klart, at jeg selv måtte gå ind i det, og det var vildt mærkeligt! Men ved at bevæge mig ind i Hildegards oplevelsesverden, har jeg selv fået en fornemmelse for det paradoksale i mystikken, selvom den er svær at formulere i ord. Hildegard skriver, at hun tilbragte sin barndom i sygdom og angst. Men hun mener også, at det måtte høre med, man kan ikke opnå en efterstræbelsesværdig balance uden selv at rumme både det gode og det dårlige.«

»Min hjælp var min glæde ved sprog og måske især lyrik, der jo heller ikke udtrykker sig rationelt forklarende. Mystikernes sandheder lægges nemlig ikke eksplicit frem, visionerne er fulde af selvmodsigelser og af bevidsthed om selvmodsigelserne!«

Overgivelse

Det krævede overgivelse at bevæge sig ind i Hildegards univers, men det er ikke så forskelligt fra skriveprocessen i øvrigt, mener Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

»Man begynder et sted og ender et helt andet, så man skal have viljen til at blive ført og til at adlyde det, der sker undervejs. Mange har ment, at klosterlivet må være meget svært, men det tror jeg egentlig ikke. Hvis man har en stærk udtalt impuls, kommer der en følelse af at være nødt til at adlyde og underordne sig. Sådan er det også at skrive.«

Det er dog ikke kun i selve skriveprocessen, at Anne Lise Marstrand-Jørgensen ser paralleller mellem mystikken i sit kunstneriske arbejde. Hun havde også flere gange mærkelige oplevelser undervejs, som hun er ude af stand til at forklare, fortæller hun.

Allerede begyndelsen på Hildegard-romanerne var mærkelig. Anne Lise Marstrand-Jørgensen var i gang med et manuskript om noget ganske andet: en teenagepige, der blaffede rundt i Europa. Men arbejdet kedede hende, og efterhånden blev hun bange for, at hun ikke havde flere bøger i sig.

Så en aften, da hun lå på gulvet og hørte musik, kom det pludselig til hende, at hun skulle skrive om Hildegard af Bingen. Selv om hun så godt som intet kendte til kristen mystik.

»Niels Lyngsøe havde skrevet nogle digte om hende, som jeg ikke forstod. Desuden havde jeg fået en bog om hende fra en spirituelt interesseret veninde, men den sagde mig ikke rigtig noget.«

»Faktisk syntes jeg også, at min idé var noget pjat. Hvorfor skulle jeg dog skrive en stor middelalderroman?«

Tro og tvivl

Men tanken ville ikke forlade Anne Lise Marstrand-Jørgensen, så til sidst begyndte hun at læse om Hildegard.

»Og så var jeg solgt! Jeg måtte lade være med at sætte spørgsmålstegn ved min oplevelse, for det var bare sådan.«

Var det anderledes at skrive om Hildegard end at skrive dine øvrige bøger?

»Jeg har altid levet i et tæt kredsløb med de bøger, jeg har skrevet, men her skrev jeg om en virkelig person, som jeg kunne konsultere, så det blev en slags parløb med min hovedperson. Men hvis jeg ikke havde været åben over for, hvad hun stod for, var jeg ikke gået i gang med romanen.«

»På den anden side er jeg også tvivler, jeg er dybt skeptisk over for visionære tilstande, og der skulle også være plads til, at romanen kunne rumme læserne, tvivlerne såvel som de ikketroende. Den skulle udfolde noget grundmenneskeligt. Men det betød, at jeg undervejs måtte udforske min egen tro.«

Anne Lise Marstrand-Jørgensen taler jordbundet, nærmest snusfornuftigt, når hun bevæger sig ind på de svært formulerbare mystiske og visionære områder. Hun vælger at tage sine oplevelser til efterretning og hverken forsøge at fornægte eller forklare dem, siger hun. Men også undervejs i arbejdet med Hildegard har hun haft oplevelser, der ikke forekommer indlysende rationelle.

»På et tidspunkt var jeg nået dertil, at jeg var nødt til at skrive om Hildegards syn på seksualitet, og det var svært for mig at få ind. Jeg var på forhånd besluttet på, at jeg måtte være tro mod hendes cølibat, men på den anden side var Hildegard ikke kropsfornægtende. Hun beskriver eksempelvis, hvordan kvinder får orgasme. Jeg kunne dog slet ikke finde ud af, hvordan jeg skulle gribe det an, og det var vokset til en kæmpe kilde til frustration for mig.«

»Så skete det en grå regnvejrsdag, at jeg skulle ud at købe ind. Jeg tog i Fakta og havde egentlig lidt travlt, børnene var derhjemme, men pludselig fik jeg en stærk fornemmelse af, at jeg skulle tage til stranden, og at jeg dér ville møde nogen. Jeg cykler ellers aldrig til stranden, og vejret var gråt og trist, men da det kun ville tage et kvarters tid, besluttede jeg alligevel at gøre det.«

»Da jeg nærmede mig, fik jeg øje på en skikkelse. Det viste sig at være en schweizisk kvinde, der arbejdede på Gyldendal, så jeg kendte hende perifert, men jeg tænkte, at det da umuligt kunne være hende, jeg skulle møde. Jeg standsede imidlertid og snakkede med hende, hun spurgte til bogen, jeg fortalte om min frustrationer, og så viste det sig, at hun havde skrevet en afhandling om Hildegards opfattelse af seksualitet!«

»Jeg interviewede hende, og så kunne jeg skrive om seksualiteten, så det blev rigtigt.«

»Men jeg vil ikke pille den slags oplevelser fra hinanden,« understreger Anne Lise Marstrand-Jørgensen: »Jeg kan godt både tro på en guddommelig virkelighed og visionære evner og samtidig være ekstrem skeptisk. Sådan er mit verdensbillede, og de to ekstremer lever harmonisk sammen. Trods alt er essensen af mystik, at man ikke forstår den,« tilføjer hun med et skævt smil.

»Når jeg skriver, tænker jeg naturligvis over livet og døden, men jeg tror, at den bedste måde at være i verden på er at gøre, hvad jeg skal og gøre det godt nok. Mere mystisk behøver det heller ikke at være.«

Musikken

Anne Lise Marstrand-Jørgensen kommer fra en naturvidenskabelig familie, og dertil ligger det nok i hendes personlighed at være skeptisk, mener hun.

»Jeg tager intet for givet, også når jeg skriver, sætter jeg hele tiden spørgsmålstegn ved, om jeg nu er på rette spor.«

Men på et tidspunkt må tvivlen vel erstattes af vished?

»Min eneste måde at finde ud af det på er intuitiv. Jeg ser tekster i farver, og på et tidspunkt indfinder der sig en visuel følelse af, at tingene går op. Når det sker, må alt andet indordne sig.«

Anne Lise Marstrand-Jørgensen begyndte sit forfatterskab som lyriker, og muligvis er det fra lyrikkens mere overskuelige tekstmængder, det stammer, mener hun. Også her er hun imidlertid holdt op med at spørge hvorfor: »Det er under alle omstændigheder enormt praktisk,« konstaterer hun.

Hvad med musikken, Hildegard af Bingen var jo komponist, så har musikken ikke også været en privilegeret indgang til det mystiske, spørger jeg, men sådan var det ikke umiddelbart, svarer Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

»Jeg kunne slet ikke trænge ind i den. Det generede mig, for jeg havde naturligvis en følelse af, at musikken var en vigtig nøgle til hendes univers. Men jeg var inde i en periode, hvor jeg skrev så godt, at jeg ikke beskæftigede mig med den.«

Igen skete der imidlertid noget, der bragte hende over blokeringen: Anne Lise Marstrand-Jørgensen faldt, slog hovedet og fik hjernerystelse.

»En hel uge kunne jeg hverken skrive eller læse. Men jeg kunne ligge på sofaen og lytte til Hildegards kompositioner, og som dagene gik åbnede hendes musikalske univers sig for mig. Jeg kunne tage fat i tonerne og transformere dem til ord, jeg forstod pludselig hendes æstetik. Hendes holistiske verdenssyn, hendes kvindelighed og opfattelse af universets enhed er i hendes musik. Den udvikler sig med en organisk voksende kvalitet, der for mig kom til at spejle hendes personlighed, hvor det åndelige og det praktiske er snævert forbundet. Mystikkens væsen er at kunne rumme modsætningerne, også inde i sig selv,« understreger Anne Lise Marstrand-Jørgensen, »men det er egentlig ikke selvmodsigende. Det er snarere det, det mystiske fordrer«, konstaterer hun.

Så du vil heller ikke forsøge at forklare din heldige hjernerystelse?

»Nogle gange er held forklædt som uheld!«

Døden

Det må have krævet et stort mod at følge sine visioner, mener Anne Lise Marstrand-Jørgensen, »for det må føles som at begive sig ind i kaos. Men på den anden side kunne hun ikke tillade sig at være skeptisk heller ikke når hun blandede sine egne interesser ind i sine visioner.«

Det gjorde Hildegard især, da hun meget mod sin vilje havde fået den indgivelse, at hun skulle grundlægge sit eget kloster. Først forsøger hun at 'overhøre' indgivelsen, og da hun accepterer, at det er det, hun skal, samler hendes bestræbelser sig om at få sin yndlingsnonne, Ricardis, med sig. Men det mislykkes, Ricardis fjernes fra hende og dør. I et hele taget er der mange tråde i romanen, der brat afbrydes, fordi døden kommer så pludseligt, uventet og ofte i Hildegards middelalderverden.

»Døden er et uundgåeligt vilkår. Gudssynet er vigtigt for, at menneskene skal leve ordentligt, men bevidstheden om, at dette liv er meget kort, har været levende, og troen på, at det næste liv var det rigtige, vel tilsvarende stærk,« mener Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

»Men jeg tror ikke, man blev mindre ked af, at nogen døde dengang. Selv om man har en tro, gør det ikke døden lettere. Det har været brutalt at leve. Jeg har selv i mit eget liv oplevet, at folk døde alt for unge, og at børn døde, døden har været meget nærværende for mig.«

»Derfor måtte jeg også tænke, at vi jo er ens, de har været lige så kede af det, som vi bliver, og det var for mig måden at trænge ind i datidens oplevelse af døden på.«

»Et fravalg af tro kan set fra Middelalderens synspunkt virke som en ekstrem luksusposition,« funderer Anne Lise Marstrand-Jørgensen: »Folk bliver revet fra dig hele tiden, og tilværelsen tvinger dig gang på gang i knæ.«

»Jeg har selv haft enormt megen dødsangst, men på en måde har det ændret sig ved at opleve døden. Jeg har oplevet den som nådesløs og meningsløst brutal, for den har ramt mennesker, der er tæt på mig, men det har samtidig betydet, at jeg har beskæftiget mig meget med døden helt nede på det praktiske niveau: Hvordan en barnegravsten skulle være, om en ægtemand skulle begraves under et kastanietræ. Og det har på en sær måde afdramatiseret døden.«

»Samtidig oplever man, hvor stærkt livet er, at folk står op om morgenen trods deres tab, at de kan rumme den enorme sorg. Hvordan gør man det,« spørger Anne Lise Marstrand-Jørgensen: »Hvordan lever man videre uden at tro, når man ved, at dem, jeg holder af, kan være væk lige om lidt? Troen giver ikke mening til det meningsløse, men den giver respekt for livet.«