Læsetid 9 min.

'Mere mystisk behøver det heller ikke at være'

Interview. Anne Lise Marstrand-Jørgensens store tobindsværk om Hildegard af Bingen blev nærmest påbegyndt mod forfatterens vilje, for hun syntes, at ideen var 'noget pjat'. Desuden kendte hun kun meget lidt til mystik. Det ændrede sig dog alt sammen undervejs, hvor også Anne Lise Marstrand-Jørgensens skriveproces indimellem blev styret af hændelser, som ikke er så ligetil at forklare
Refleksion. Anne Lise Marstrand-Jørgensen er kommet sin dødsangst til livs, efter hun har haft den på nært hold. Forfatteren har gennem mennesker, der er tæt på hende, oplevet døden som nådesløs og menings-løst brutal, men det har samtidig betydet, at hun har beskæftiget sig meget med døden helt nede på det praktiske niveau.

Refleksion. Anne Lise Marstrand-Jørgensen er kommet sin dødsangst til livs, efter hun har haft den på nært hold. Forfatteren har gennem mennesker, der er tæt på hende, oplevet døden som nådesløs og menings-løst brutal, men det har samtidig betydet, at hun har beskæftiget sig meget med døden helt nede på det praktiske niveau.

Sara Galbiati
30. juli 2011

Da Anne Lise Marstrand-Jørgensen begyndte at beskæftige sig med Hildegard af Bingen, kendte hun intet eller meget lidt til kristen mystik, fortæller hun.

I dag kan hun forklare, hvordan de kristne mystikere taler om fem faser, men det vidste hun intet om dengang.

»På det første stadium får man en stigende bevidsthed om guddommelig tilstedeværelse.«

»Det andet stadium beskrives som en renselse, hvor man får en stærk bevidsthed om egne fejl og utilstrækkeligheder.«

»Tredje stadium er illuminationen, oplysningen, hvor man får adgang til en større viden og indsigt. Man kan så at sige skyde genvej, man bliver visionær. Mange ender der, mange kunstnere ender der.«

»Fjerde stadium kaldes 'sjælens mørke nat'. Man mister orienteringen, Gud er fjern, og man kan ikke nå ham. Men det er samtidig fasen, hvor selvet begynder at blive udslettet, og derfor afgørende for at nå den femte fase, som er den mystiske forening med det guddommelige.«

Anne Lise Marstrand-Jørgensens tobindsværk slutter med Hildegards død, romanens sidste ord er: »og væk.« For foreningen med det guddommelige kunne hun af gode grunde ikke beskrive, konstaterer hun med et lille smil.

Det, der fascinerede Anne Lise Marstrand-Jørgensen ved den mystiske tanke var viljen til at udslette sit eget selv, »stille sig selv til side og blive mindre, for at noget andet kan blive større«, fortæller hun.

»Jeg valgte at beskrive Hildegard som et menneske, der levede i den dobbelthed, som nødvendigvis må opstå, når man på den ene side vil udslette sit selv og på den anden side mener, at man er udvalgt. Hvordan skelner man mellem, hvad der er ens selv, og hvad der er vision,« spørger Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der da også i passager lader Hildegards egen stærke vilje tage over, skønt hun selv mener, at hun er Guds ydmyge redskab.

Hvordan har du levet med mystikken, mens du skrev?

»Det er klart, at jeg selv måtte gå ind i det, og det var vildt mærkeligt! Men ved at bevæge mig ind i Hildegards oplevelsesverden, har jeg selv fået en fornemmelse for det paradoksale i mystikken, selvom den er svær at formulere i ord. Hildegard skriver, at hun tilbragte sin barndom i sygdom og angst. Men hun mener også, at det måtte høre med, man kan ikke opnå en efterstræbelsesværdig balance uden selv at rumme både det gode og det dårlige.«

»Min hjælp var min glæde ved sprog og måske især lyrik, der jo heller ikke udtrykker sig rationelt forklarende. Mystikernes sandheder lægges nemlig ikke eksplicit frem, visionerne er fulde af selvmodsigelser og af bevidsthed om selvmodsigelserne!«

Overgivelse

Det krævede overgivelse at bevæge sig ind i Hildegards univers, men det er ikke så forskelligt fra skriveprocessen i øvrigt, mener Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

»Man begynder et sted og ender et helt andet, så man skal have viljen til at blive ført og til at adlyde det, der sker undervejs. Mange har ment, at klosterlivet må være meget svært, men det tror jeg egentlig ikke. Hvis man har en stærk udtalt impuls, kommer der en følelse af at være nødt til at adlyde og underordne sig. Sådan er det også at skrive.«

Det er dog ikke kun i selve skriveprocessen, at Anne Lise Marstrand-Jørgensen ser paralleller mellem mystikken i sit kunstneriske arbejde. Hun havde også flere gange mærkelige oplevelser undervejs, som hun er ude af stand til at forklare, fortæller hun.

Allerede begyndelsen på Hildegard-romanerne var mærkelig. Anne Lise Marstrand-Jørgensen var i gang med et manuskript om noget ganske andet: en teenagepige, der blaffede rundt i Europa. Men arbejdet kedede hende, og efterhånden blev hun bange for, at hun ikke havde flere bøger i sig.

Så en aften, da hun lå på gulvet og hørte musik, kom det pludselig til hende, at hun skulle skrive om Hildegard af Bingen. Selv om hun så godt som intet kendte til kristen mystik.

»Niels Lyngsøe havde skrevet nogle digte om hende, som jeg ikke forstod. Desuden havde jeg fået en bog om hende fra en spirituelt interesseret veninde, men den sagde mig ikke rigtig noget.«

»Faktisk syntes jeg også, at min idé var noget pjat. Hvorfor skulle jeg dog skrive en stor middelalderroman?«

Tro og tvivl

Men tanken ville ikke forlade Anne Lise Marstrand-Jørgensen, så til sidst begyndte hun at læse om Hildegard.

»Og så var jeg solgt! Jeg måtte lade være med at sætte spørgsmålstegn ved min oplevelse, for det var bare sådan.«

Var det anderledes at skrive om Hildegard end at skrive dine øvrige bøger?

»Jeg har altid levet i et tæt kredsløb med de bøger, jeg har skrevet, men her skrev jeg om en virkelig person, som jeg kunne konsultere, så det blev en slags parløb med min hovedperson. Men hvis jeg ikke havde været åben over for, hvad hun stod for, var jeg ikke gået i gang med romanen.«

»På den anden side er jeg også tvivler, jeg er dybt skeptisk over for visionære tilstande, og der skulle også være plads til, at romanen kunne rumme læserne, tvivlerne såvel som de ikketroende. Den skulle udfolde noget grundmenneskeligt. Men det betød, at jeg undervejs måtte udforske min egen tro.«

Anne Lise Marstrand-Jørgensen taler jordbundet, nærmest snusfornuftigt, når hun bevæger sig ind på de svært formulerbare mystiske og visionære områder. Hun vælger at tage sine oplevelser til efterretning og hverken forsøge at fornægte eller forklare dem, siger hun. Men også undervejs i arbejdet med Hildegard har hun haft oplevelser, der ikke forekommer indlysende rationelle.

»På et tidspunkt var jeg nået dertil, at jeg var nødt til at skrive om Hildegards syn på seksualitet, og det var svært for mig at få ind. Jeg var på forhånd besluttet på, at jeg måtte være tro mod hendes cølibat, men på den anden side var Hildegard ikke kropsfornægtende. Hun beskriver eksempelvis, hvordan kvinder får orgasme. Jeg kunne dog slet ikke finde ud af, hvordan jeg skulle gribe det an, og det var vokset til en kæmpe kilde til frustration for mig.«

»Så skete det en grå regnvejrsdag, at jeg skulle ud at købe ind. Jeg tog i Fakta og havde egentlig lidt travlt, børnene var derhjemme, men pludselig fik jeg en stærk fornemmelse af, at jeg skulle tage til stranden, og at jeg dér ville møde nogen. Jeg cykler ellers aldrig til stranden, og vejret var gråt og trist, men da det kun ville tage et kvarters tid, besluttede jeg alligevel at gøre det.«

»Da jeg nærmede mig, fik jeg øje på en skikkelse. Det viste sig at være en schweizisk kvinde, der arbejdede på Gyldendal, så jeg kendte hende perifert, men jeg tænkte, at det da umuligt kunne være hende, jeg skulle møde. Jeg standsede imidlertid og snakkede med hende, hun spurgte til bogen, jeg fortalte om min frustrationer, og så viste det sig, at hun havde skrevet en afhandling om Hildegards opfattelse af seksualitet!«

»Jeg interviewede hende, og så kunne jeg skrive om seksualiteten, så det blev rigtigt.«

»Men jeg vil ikke pille den slags oplevelser fra hinanden,« understreger Anne Lise Marstrand-Jørgensen: »Jeg kan godt både tro på en guddommelig virkelighed og visionære evner og samtidig være ekstrem skeptisk. Sådan er mit verdensbillede, og de to ekstremer lever harmonisk sammen. Trods alt er essensen af mystik, at man ikke forstår den,« tilføjer hun med et skævt smil.

»Når jeg skriver, tænker jeg naturligvis over livet og døden, men jeg tror, at den bedste måde at være i verden på er at gøre, hvad jeg skal og gøre det godt nok. Mere mystisk behøver det heller ikke at være.«

Musikken

Anne Lise Marstrand-Jørgensen kommer fra en naturvidenskabelig familie, og dertil ligger det nok i hendes personlighed at være skeptisk, mener hun.

»Jeg tager intet for givet, også når jeg skriver, sætter jeg hele tiden spørgsmålstegn ved, om jeg nu er på rette spor.«

Men på et tidspunkt må tvivlen vel erstattes af vished?

»Min eneste måde at finde ud af det på er intuitiv. Jeg ser tekster i farver, og på et tidspunkt indfinder der sig en visuel følelse af, at tingene går op. Når det sker, må alt andet indordne sig.«

Anne Lise Marstrand-Jørgensen begyndte sit forfatterskab som lyriker, og muligvis er det fra lyrikkens mere overskuelige tekstmængder, det stammer, mener hun. Også her er hun imidlertid holdt op med at spørge hvorfor: »Det er under alle omstændigheder enormt praktisk,« konstaterer hun.

Hvad med musikken, Hildegard af Bingen var jo komponist, så har musikken ikke også været en privilegeret indgang til det mystiske, spørger jeg, men sådan var det ikke umiddelbart, svarer Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

»Jeg kunne slet ikke trænge ind i den. Det generede mig, for jeg havde naturligvis en følelse af, at musikken var en vigtig nøgle til hendes univers. Men jeg var inde i en periode, hvor jeg skrev så godt, at jeg ikke beskæftigede mig med den.«

Igen skete der imidlertid noget, der bragte hende over blokeringen: Anne Lise Marstrand-Jørgensen faldt, slog hovedet og fik hjernerystelse.

»En hel uge kunne jeg hverken skrive eller læse. Men jeg kunne ligge på sofaen og lytte til Hildegards kompositioner, og som dagene gik åbnede hendes musikalske univers sig for mig. Jeg kunne tage fat i tonerne og transformere dem til ord, jeg forstod pludselig hendes æstetik. Hendes holistiske verdenssyn, hendes kvindelighed og opfattelse af universets enhed er i hendes musik. Den udvikler sig med en organisk voksende kvalitet, der for mig kom til at spejle hendes personlighed, hvor det åndelige og det praktiske er snævert forbundet. Mystikkens væsen er at kunne rumme modsætningerne, også inde i sig selv,« understreger Anne Lise Marstrand-Jørgensen, »men det er egentlig ikke selvmodsigende. Det er snarere det, det mystiske fordrer«, konstaterer hun.

Så du vil heller ikke forsøge at forklare din heldige hjernerystelse?

»Nogle gange er held forklædt som uheld!«

Døden

Det må have krævet et stort mod at følge sine visioner, mener Anne Lise Marstrand-Jørgensen, »for det må føles som at begive sig ind i kaos. Men på den anden side kunne hun ikke tillade sig at være skeptisk heller ikke når hun blandede sine egne interesser ind i sine visioner.«

Det gjorde Hildegard især, da hun meget mod sin vilje havde fået den indgivelse, at hun skulle grundlægge sit eget kloster. Først forsøger hun at 'overhøre' indgivelsen, og da hun accepterer, at det er det, hun skal, samler hendes bestræbelser sig om at få sin yndlingsnonne, Ricardis, med sig. Men det mislykkes, Ricardis fjernes fra hende og dør. I et hele taget er der mange tråde i romanen, der brat afbrydes, fordi døden kommer så pludseligt, uventet og ofte i Hildegards middelalderverden.

»Døden er et uundgåeligt vilkår. Gudssynet er vigtigt for, at menneskene skal leve ordentligt, men bevidstheden om, at dette liv er meget kort, har været levende, og troen på, at det næste liv var det rigtige, vel tilsvarende stærk,« mener Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

»Men jeg tror ikke, man blev mindre ked af, at nogen døde dengang. Selv om man har en tro, gør det ikke døden lettere. Det har været brutalt at leve. Jeg har selv i mit eget liv oplevet, at folk døde alt for unge, og at børn døde, døden har været meget nærværende for mig.«

»Derfor måtte jeg også tænke, at vi jo er ens, de har været lige så kede af det, som vi bliver, og det var for mig måden at trænge ind i datidens oplevelse af døden på.«

»Et fravalg af tro kan set fra Middelalderens synspunkt virke som en ekstrem luksusposition,« funderer Anne Lise Marstrand-Jørgensen: »Folk bliver revet fra dig hele tiden, og tilværelsen tvinger dig gang på gang i knæ.«

»Jeg har selv haft enormt megen dødsangst, men på en måde har det ændret sig ved at opleve døden. Jeg har oplevet den som nådesløs og meningsløst brutal, for den har ramt mennesker, der er tæt på mig, men det har samtidig betydet, at jeg har beskæftiget mig meget med døden helt nede på det praktiske niveau: Hvordan en barnegravsten skulle være, om en ægtemand skulle begraves under et kastanietræ. Og det har på en sær måde afdramatiseret døden.«

»Samtidig oplever man, hvor stærkt livet er, at folk står op om morgenen trods deres tab, at de kan rumme den enorme sorg. Hvordan gør man det,« spørger Anne Lise Marstrand-Jørgensen: »Hvordan lever man videre uden at tro, når man ved, at dem, jeg holder af, kan være væk lige om lidt? Troen giver ikke mening til det meningsløse, men den giver respekt for livet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

På en måde meget interessant, og jeg vil da også læse de følgende artikler, men der er bare et lille problem: Klimaændringerne stiller os over for et økologisk kollaps. Vores tid er en helt anden end Hildegards. Hvis vi nu tænker os, at Hildegard levede i dag, ville hun så være aktiv i miljøbevægelsen, eller bruge sin tid på at komponere og skrive om sin transformerende orgasme – eller kunne hun få det hele med? Jeg mener, hvorfor skulle jeg interessere mig for Hildegard, når vandet her i min gade gik mig til anklerne under sidste skybrug, og det næste vil gå mig til knæene?

Kommer jeg nærmere virkeligheden med Hildegard eller længere væk? Hvis orgasmen kan spændes for overlevelsens vogn, er jeg med på den, ellers vælger jeg kampen for min egen og andres overlevelse.

Brugerbillede for Kim Gram

muligvis endnu mindre mystisk: Hildegard var muligvis mere naturvidenskabsperson, end kilderne lader ane, men fandt det klogeligt at indpakke det i lidt mystik

Brugerbillede for Kaspar Olsen

Fra artiklen -"Det, der fascinerede Anne Lise Marstrand-Jørgensen ved den mystiske tanke var viljen til at udslette sit eget selv, »stille sig selv til side og blive mindre, for at noget andet kan blive større«, fortæller hun."

Ovenstående udsagn er jo både rigtigt og forkert. Alt efter synsvinkel.
Det vigtige er vel, at vil man stille sig i "noget størres tjeneste" bør selvet vel som udgangspunkt også fungere optimalt i funktionen som et sådant værktøj.
Skal mystikken her trække stikket hjem - ulejligheden med alt dette i artiklen omtalte åndsudvikling taget i betragtning er der ingen vej uden om også at aceptere enten reinkarnation eller evigt liv.
Og Gud.

Men at "udslette sit eget selv" må være en direkte forkert vej at gå alt førnævnte besvær taget i betragtning.

Modsætningen til mystikken finder vi nede på det plan hvor overklassens religioner; fysikken og videnskaben kæmper kampen for at minimere ethvert indput af mystik i tilværelsen - alt skal dels forklares og og kan det netop ikke forklares er det fordi det kun er "syner" der ikke kan regnes som lødige argumenter. Voila lala.

Taget i betragtning at videnskaben er overklassens både religion og metode - hvilket også afspejler sig i debatterne både hist og her. Er det ikke anerkendt videnskab er det sikkert kun nonsens.

Den overordentlig skæmmende tanke er at hvis "mystikken" var "Guds" foretrukne sprog og kontaktmiddel til de alle udvalgte; ville "mystikken" blive heglet igennem og jagtet til døde i en sådan grad, så selv regnbuen ville trække sig væk for evigt, forsvundet i skam ikke mindst over det spil af liv og muligheder der finder sted på denne klode.

Men selvet er dyrebart.
Egoisme især grådig egoisme er naturligvis uønsket medens et forfindet og raffineret og oplyst selv er et af ønskemålene.

Adepten må dog til enhver tid erindre, at det ikke er alt der ligner guld som er guld.
Sorteringsarbejdet skaber dog fremdrift. Så des flere løgne om religion og mystik og "Gud" des mere fremdrift.
Som at svømme i en vild rivende strøm. Med vandet
og håbe, at man ikke rammer ind i en betonløgn som standser al fremdrift.

For løgnene findes og der er mange af dem og de er skabt til at få mennesker til at gå på land og leve patetiske liv - ofte slave liv har det vist sig.
Det er defor nødvendigt at indse den materielt interesserede,- ja grådige og magtønskende overklasses strategier i mangt og meget for den viden er af de vaccinationer man godt kan ønske sig, hvis man vil videre hen ad mystikkens og religionens veje.
Netop føromtalte overklasse skyder med alle deres midler og metoder milliarder af drømme ned hver eneste dag. Året rundt og på hele kloden.
Mystikken har trange kår.

Klart at der skal pelses nogle kameler - ja indses nogle sandheder hvilket da bliver til en del af rækværket som indhegner mystikkens vej.

Et af de store momenter på mystikkens veje må være dette når selvet og eksistensen kører i tandem med udvikling og målet.
Når ægte åbenbaringer i modsætning til de mange falske åbenbaringer bliver til dagens tekst.
Hver dag.

Brugerbillede for Kim Gram

Ix:

Det højeste, den beskuende materialisme driver det til, dvs. den materialisme, der ikke forstår sanseligheden som praktisk virksomhed, er at beskue de enkelte individer i det "borgerlige samfund".

Ix.i

mht. levende mennesker:

såvel hver og alle (!)

( alle, hverken kun abstrakt eller kun enkeltvis )

genspejlede og genspejlbare, ( mennesker )

bør anerkendes ( og jo helst gensidigt )

( og mod og medspilles med )

som også

virkere, som ikke bare genstande

---------

variationer af teser om feurbach.

Brugerbillede for Kim Gram

oversat til informationsk:

mutuale anerkendelser af andre

humanoider som concrete

subjekter, såvel som teoretikere som praktikere,

er objectivt valide,

også om hver flok af commonister

Brugerbillede for Kim Gram

muligvis endnu mindre mystisk: Hildegard var muligvis mere naturvidenskabsperson, end kilderne lader ane, men fandt det klogeligt at indpakke det i lidt mystik

---------

brigitta af sverige ligeså, formodentlig

Brugerbillede for Kim Gram

mystiske, de eddafortællinger

noget med gram og http://www.datamuseum.dk/

må de vist længere ud i fremtiden med,

for de er betydeligt mere højredrejede sagafortællinger, end jeg bryder mig om, om en som kunne få maskiner til at tale, m.m., en såkaldt navnkundig "trold"mand, metodin, som drillede odin.

Brugerbillede for Kim Gram

gåder og mysterier ( det følgende ), angiveligt skrevet af saxo, virker, lige under "overfladen" påfaldende high-tech :

Paa den Tid var der en Mand ved Navn Odin, som over hele Europa falskelig ansaas for en Gud. Han holdt for det meste til i Upsal, hvad enten det nu kom af, at Folk der var særlig vankundige, eller at han fandt særlig Behag i Stedet for den smukke Egns Skyld. Kongerne i de nordiske Lande, som ret var opsatte paa at vise ham guddommelig Ære, lod hans Billedstøtte støbe i Guld, prydede den yderligere med svære Armringe og sendte den ned til ham i Byzanz som et Vidnesbyrd om, hvor højt de i deres Gudsfrygt ærede ham. Han blev glad over den store Hæder, de viste ham, og tog med Kyshaand imod Gaven, men hans Hustru Frigg lod nogle Smede komme og tage noget af Guldet af Billedstøtten for selv at pynte sig med det. Odin lod Smedene hænge og Billedstøtten stille op paa et højt Fodstykke og magede det sindrig og kunstfærdig saa, at den gav Lyd, saa snart nogen rørte ved den. Frigg satte imidlertid Pynt og Stads over sin Husbonds Guddomsære; hun tog en af hans fortrolige Venner til Boler, og han fik ved sin Snedighed Billedstøtten ned, saa at det Guld, der var givet til offentlig Gudsdyrkelse, kom til at tjene hendes Pyntesyge. Lidet ænsede det skammelige Kvindfolk, der vilde regnes for en Guds Hustru, at hun maatte ofre sin Kyskhed for at kunne tilfredsstille sin Griskhed, saa man kan ikke sige andet end, at hun som Hustru og han som Gud var lige meget værd. Saa forblindede var Folk i gamle Dage! Opfyldt af Skam og Harme over den dobbelte Forsmædelse, der var overgaaet ham, gik Odin i Landflygtighed i den Tanke, at han derved vilde aftvætte den Plet, hans Hustru havde sat paa ham.

Da han var borte, kom der en Mand ved Navn Midodin, af hvis Undergjerninger der gik stort Ry, ret som om han var udstyret med Himlens Naadegave. Han benyttede sig af Lejligheden til at give sig ud for en Gud og hilde de vankundige Sjæle i en ny Overtros Mørke og faa dem til at yde ham guddommelig Ære og Tilbedelse. Han paastod, at naar Guderne var vrede eller følte sig krænkede, lod de sig ikke forsone ved, at man ofrede til dem alle under ét, hvilket han derfor forbød, men hver Gud skulde have sit særlige Offer. Da Odin vendte tilbage, opgav Midodin sine Trolddomskunster og flyede til Finland for at skjule sig dèr, men Folk dèr stimede sammen og slog ham ihjel

Brugerbillede for Kim Gram

formodning:

mange nonner og munke, har - snart skjult , snart åbenlyst, bedrevet meget videnskab udi økonomi, samfund, historie, og naturvidenskab ( og lidt klassekamp ),

ja de siger at de gjorde det i cellerne og ofte alene,

lissom de der ab'er

irmgaard'er, andreas'er, nina hagen'er osv.

især de af marxistisk observans,

Brugerbillede for Kim Gram

det er jo da slet ikke så skidt når de cardinalmarxister, bedriver videnskab, i stedet,for en eddalistisk tilgang til "tingene", det synes mange ab'er jo, såsom lejeren hos arbejderens boligforning.

Brugerbillede for Kim Gram

hvorfor sådanne lettere bedagede "emner" ?

en formodning herfra er:

at hvis almuen drives til, for

meget, kun at beskæftige sig med disse lettere

bedagede "ting", kan det skyldes

at de liberaloide vil det sådan,

for at de liberaloide

kan fremstå som det tidssvarende alternativ

( andenmulighed ) til feudalkårerne,

jvf. filmen: grev axel

-------------------------------

så måske knap så meget lignelser om

den moderne handlingens mand m / k:

ody zeus eller odyn

saga'er, mystic, middelalder,

men i stedet, mere mht.:

almue ( de almuegjortes )

historievidenskaber om

almue's historievidenskaber

( fortællingsvidenskaber, forløbsvidenskaber ),

især mht. andre tider og fremtiderne;

at ordvalgene:

proletariserede i stedet for: proletarer,

og almuegjorte,

i stdet for almue,

siger måske meget

Brugerbillede for Kim Gram

mystisk, mystisk,

formodentlig var det meget usandsynligt hvis nogen som helst af nonnerne, munkene, præsterne, abbedisserne, paverne; virkeligt
var afholdende kønsligt, og næppe avlede børn;

at reformationens
( egl. de forløb i grundlag, basis, som reformationen var blandt udtrykkene for )
betydninger mht. det var og er noget opreklameret.

Brugerbillede for Kim Gram

http://da.wikipedia.org/wiki/Borges

shakespeare-biblioteker,
borges-biblioteker, mimer-biblioteker,
jorges-bibioteker, alexandria-blioteker;
eller hvad man nu vil kalde, den slags borges-biblioteker;

er ikke nødvendigvis kun metafysik.

-----------

i øvrigt er det ofte lidt sært hvis magthavere
forsøger at cencurere biblioteker;
for selv hvis de gør, hjælper det
dem nemlig næppe nævneværdigt;

som: eco: rosens navn beretter;

og, fordi blandt arbejderene, er de enkeltes og flokkes egne erfaringer, som oftest,
rigelig gode grunde til at mistro fåmgathavere meget.
( jvf. teser om feurbach, samfundslivet er i det væsentligste praktisk.... )

Brugerbillede for Kim Gram

anyway, mindre mystisk og mere lyst:

de revolutioner som meget vel nu kommer i usa,

europa, især sydeuropa, i retninger af

communisme,

bliver nok næsten lige så vigtige som

copernicus', gallilei's,

giordanno's, newton's,

darwin's, einsten's, bohr's,

miljøsagerne's, altså naturvidenskaberne's

revolutioner tilsammen.

-----------------

og påtænk at:

produktionen

skylder videnskaben

( især naturvidenskaben ) meget,

men al videnskab

skylder produktionen mere

Brugerbillede for Kim Gram

for hvor sandsynligt lyder det lige, hvis flertallet i lande med fællesejede produktionsmidler godvilligt ville nogle forandringer mht. det ?