Læsetid: 4 min.

Den modvillige filmstjerne

Nabosladder. Smuk? Tænkte jeg. Den brasilianske skuespillerinde var ikke specielt smuk, hun var hvad de fleste ville kalde almindelig af udseende. Men det var selvfølgelig ikke til at sige, om hun havde været smuk tidligere i sit liv. Den tyrkiske arbejdsmand havde fortalt mig, at hun var 17 år ældre end sin mand
9. juli 2011

Der var mange forskellige slags mennesker, der slog sig ned i 70'ernes sociale boligbyggeri, ikke kun ressourcesvage familier og indvandrere, sådan som mange forestillede sig. Der var unge ægtepar, hvor begge var studerende, nyskilte og andre med midlertidige personlige problemer, men også stræbsomme sparemåse, der i nogle år stillede sig tilfreds med en billig bolig, mens de sparede op til at købe et rækkehus. De sidste var ofte skeptiske og fordomsfulde over for de mennesker indvandrerne ikke mindst der ikke boede der efter eget valg, men fordi de ikke havde andre muligheder. Endelig var der en lille gruppe meget lille, faktisk der boede der af solidaritet med samfundets svageste. Ofte ressourcestærke folk, der gjorde, hvad de kunne for at motivere de øvrige beboere til at deltage i det klub- og foreningsliv, som de prøvede at få op at stå. En venskabsklub for etniske danskere og indvandrere f.eks. Disse initiativer, der jo på enhver måde var sympatiske, blev sjældent nogen succes, i alt fald kunne de i vores bebyggelse ikke måle sig med den succes, som akvarieklubben 'Cikliden' fik og initiativtagerne til den og lignende hobbyklubber var beboere uden særlige, solidariske bagtanker. Men bestræbelsen for at få danskere og indvandrere til at lære hinanden bedre at kende førte da som regel til, at to eller tre unge velklædte tyrkiske mænd dukkede op til klubbens møder og pænt spiste op af drømmekagen. Indvandrerne dannede i øvrigt også deres egne klubber, hvor menuen stod på vandpibe og stærk kaffe, men ingen bajere. Her var danskere velkomne, men det skete vist ikke så meget som en eneste gang, at en melhvid dannermand eller kvinde dukkede op.

Det minerede vaskeri

Der var dog et enkelt sted, hvor danskere og indvandrere og alle kategorier af beboere i øvrigt mødtes. Nemlig på vaskerierne. Her var det uundgåeligt, at folk faldt i snak trods etniske og andre forskelle. Og selvfølgelig var der nogle, man kom til at kunne lide at snakke med, for mit vedkommende f.eks. en tyrkisk arbejdsmand på 50. På trods af, at han var analfabet, havde han lært sig at tale et sirligt, melodisk dansk, med mange fejl og mangler ganske vist, men fuldt forståeligt. At han var analfabet var noget, han meddelte med stor alvor, det var for ham i højere grad et spørgsmål om skæbne end sociale omstændigheder. Hans ældste børn havde forsøgt at lære ham at læse, han var også interesseret, men alligevel mest tilbøjelig til at mene, at det var for sent. Han var gode venner med en ung dansker, hvis kone var brasilianer. De to lærte jeg også at kende på de lange, øde eftermiddagstimer på vaskeriet, men i modsætning til den tyrkiske arbejdsmand, var de på ingen måde hyggeligt selskab. Man kunne tale længe med dem om vind og vejr i al fordragelighed, men når den unge mand begyndte at fortælle nærmere om sin brasilianske kone, var det som om, gulvet i vaskeriet pludselig var blevet mineret. Og det endte hver gang med, at den unge mand eksploderede. Hans kone havde været en berømt filmskuespillerinde i Brasilien, udbredte han sig om. Men konen modsagde ham, hun var skuespiller, det var rigtigt nok, men hun havde aldrig gjort nogen særlig karriere.

Gribe fat og smide ud

Hvis der var nogen i Brasilien, der kendte hende, var det kun, fordi hun havde medvirket i et par reklamefilm. Manden blev rasende, fordi hun modsagde ham, han råbte og skreg og gav sig til at slå løs på hende. Hun begyndte ganske vist at græde, men hun lod ham aldrig forblive i sin fantasi om at være gift med en berømt filmskuespiller, hun gentog stædigt, at hun kun havde medvirket i reklamefilm. Før han nåede at slå hende fordærvet, var der altid nogle, der greb ind, som regel ved at råbe til ham, at han skulle holde op med at slå på sin kone, men enkelte gange var det nødvendigt at gribe fat i ham og smide ham ud af vaskeriet. Det fandt han sig i, han gjorde ikke modstand, og næste gang, man mødte ham, var det, som om han havde glemt alt om det. De fleste af os holdt selvfølgelig med konen. Vi syntes, det var prisværdigt, at hun standsede manden, når han begyndte at lyve om hendes fortid. Men sådan så den tyrkiske arbejdsmand ikke på det, efter hans mening var det konen, der greb det helt forkert an. Han er jo stolt af sin skuespillerkone, sagde han. Han sammenlignede det med en mand, der er gift med en ikke særlig smuk kone, men hele tiden lader hende vide, at hun for ham er den smukkeste kvinde i verden. Hun ved godt, at det ikke er sandt, men selvfølgelig skal hun ikke modsige ham. Tværtimod skal hun glæde sig over, at han lyver for hendes skyld. For at gøre hende glad. Jeg tænkte over det, det lød rigtigt, syntes jeg. Men hvorfor glæder hun sig så ikke bare over det, spurgte jeg arbejdsmanden. Det kendte han også forklaringen på, han var ikke et øjeblik i tvivl. Hun hader sin mand, sagde han. Han er en fiasko. Det eneste, han har at være stolt af er, at hans kone er en smuk brasiliansk skuespiller. Hvis hun kunne, ville hun forlade ham og rejse tilbage til sit eget land.

Smuk? tænkte jeg. Den brasilianske skuespillerinde var ikke specielt smuk, hun var hvad de fleste ville kalde almindelig af udseende. Men det var selvfølgelig ikke til at sige, om hun havde været smuk tidligere i sit liv. Den tyrkiske arbejdsmand havde fortalt mig, at hun var 17 år ældre end sin mand. De havde ingen børn.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Kommer til at tænke på titlen på Helle Helles nyeste roman "Dette burde skrives i nutid".

Vinn fortæller, hvordan livet i 70'erne var, og beskriver samtidig, hvordan livet er her i 10'erne.