Interview
Læsetid: 7 min.

'Neoliberalisme er utrolig gammeldags'

Interview. Grækenland oplever netop nu, hvad det globale syd i årtier har kæmpet med at kravene fra IMF og andre globale kreditorer føjer spot til skade, når økonomien sejler. Det mener den filippinske politiske økonom Walden Bello
Kultur
9. juli 2011
Undren. Det forekommer den filippinske politiker Walden Bello ubegribeligt, at selv europæiske regeringer ser ud til at ville bøje sig for den globale kapitalismes institutionelle bøller.

Undren. Det forekommer den filippinske politiker Walden Bello ubegribeligt, at selv europæiske regeringer ser ud til at ville bøje sig for den globale kapitalismes institutionelle bøller.

Kat Palasi

QUEZON CITY/ filippinerneSkrøbelige økonomier i det globale syd og nu også i Europa bør tage ved lære af Nestor Kirchner, der sagde fra over for IMF og reddede Argentinas økonomi. Det er budskabet fra den filippinske politiske økonom Walden Bello. Fra aktivist mod Marcos-diktaturet til eksileret migrantarbejder i USA over et internationalt anerkendt forfatterskab om global økonomi og udviklingspolitik er Bello i dag medlem af Repræsentanternes Hus i Filippinerne.

Information møder Bello på hans kontor i parlamentsbygningen i Quezon City, hvor aktivister fra det venstrereformistiske parti Akbayan konstant summer omkring ham.

Mens eksperter de sidste uger har advaret om kommende masseudvandring fra Grækenland på grund af den truende økonomiske bankerot, har Filippinerne årtiers erfaring med eksport af arbejdskraft som 'løsning' på en kuldsejlet national økonomi. Walden Bello karakteriserer sit arbejde i regeringens kommission for migrantarbejdere som noget, der svarer til at være brandmand: »Vi kan løbe rundt og forsøge at begrænse skaderne, men årsagerne til, at ilden opstår, skal findes i den nationale økonomi. At der ingen muligheder er her, og folk derfor vil migrere for nærmest enhver pris.«

'Hvad har I gang i?'

En situation, som ikke mindst er skabt af årtiers udsigtsløs afbetaling på en bundløs gæld til IMF, mener Bello. Og hvorfor er det egentlig, at IMF og den Europæiske Centralbank også vil bære ved til bålet i Grækenland ved at kræve den ene sultekur efter den anden på trods af at man ved, det ikke vil virke? Sådan spurgte økonomen Anders Lundkvist i Information onsdag, og et af hans egne bud på en forklaring var, at hensigten slet ikke er at redde Grækenlands økonomi. Men at »bringe nyliberalismen til Grækenland (og de andre kriseramte lande) gennem privatiseringer og slankning af den offentlige sektor«.

Det forekommer Walden Bello ubegribeligt, at selv europæiske regeringer ser ud til at ville bøje sig for den globale kapitalismes institutionelle bøller. Han mener desuden, at selve modstillingen mellem det offentlige og det private, som bl.a. IMF's økonomiske politik er baseret på, er falsk:

»Nogle tror, at når staten investerer i produktionen, så bliver det private erhvervsliv holdt ude. Men det er lige omvendt statslige investeringer tiltrækker private investeringer. Det er også derfor, Irland, Grækenland og de andre lande i Europa, der er begyndt at følge trop med udsultning af den offentlige sektor, er på vej lige lukt i katastrofe, siger Bello, og fortsætter:

»Jeg fatter ikke, at Europa og USA ikke har lært noget som helst af krisen i Asien i 1990'erne. Regeringerne her reagerede den gang på præcis samme måde og se hvordan det gik. Lige nu følger jeg meget bekymret med i, hvad I har gang i, for det påvirker os direkte. Selvom en stor del af de filippinske migranter befinder sig i Asien og Mellemøsten, så har vi millioner i Europa og USA. Og jeg frygter, at de vil blive de første til at ryge på røven økonomisk ...«

Gammeldags tænkning

Hvordan vurderer du signalet i, at et af præsident Aquinos første budskaber til USA var, at Filippinerne nu er 'open for business'?

»Det er udtryk for en meget gammeldags økonomisk tænkning, når den siddende regering tror, at den filippinske økonomi skal reddes af udenlandske investeringer. For det første:
It's not gonna happen.De investeringer, Aquino efterspørger, kommer ikke under den nuværende økonomiske krise. For det andet: Det er ikke, hvad vi har brug for. Vi har brug for politikker, der er til arbejdernes fordel.«

Hvad er der galt med udenlandske investeringer?

»Ikke noget som sådan. Problemet er bare, at de altid følges af svag arbejdsmarkedslovgivning og lave lønninger for at tiltrække den udenlandske kapital. Og det er præcis det modsatte, vi har behov for. Vi er nødt til at hæve befolkningens levevilkår, så den har råd til at købe det, der bliver produceret her i landet. Så længe selv de, der har arbejde, dårligt kan få det til at løbe rundt, får vi aldrig vores økonomi op at køre,« siger Bello, der gerne så frihandelsmodellen kastet på historiens mødding: »Det er fint, hvis udenlandske virksomheder vil investere eller sælge deres varer i Filippinerne. Men de skal ikke stryges med hårene. Det er en strategi, som hører til fortidens globaliseringsæra. Og den model, hvor de fattige landes økonomi, bygges op omkring import af basale varer og eksport rettet mod 'verdensmarkedet', er kollapset over hele linjen. Derfor forsøger vi (i Akbayan,
red.) at få Aquino-regeringen til at stoppe med at rejse verden rundt for at sælge vores land. De lande i Asien, som har de mest stabile økonomier lige nu, er lige præcis dem, der investerer i national produktion til indenrigsmarkedet. Kina f.eks.«

En illusion

Så den offentlige sektor skal udbygges og anspore den private sektor til investeringer. Det lyder jo næsten som Aquino-adminsitrationens nye strategi om PPP Public Private Partnerships?

»Det er ikke nyt, bare fordi de kalder det PPP. For mig lyder det snarere som noget gammelt, hvis man ser på substansen i de såkaldte PPP's. Nemlig at privatisere endnu mere. Og her er det os, der ikke har lært noget af Asiens krise. For den privatiseringsbølge, der væltede ind over os i 1980'erne og 1990'erne, viste sig temmelig katastrofal med Filippinerne som den absolut største fiasko. Både arbejdsmarkedet og priserne blev dereguleret, hvilket betød yderligere fattigdom blandt flertallet af befolkningen, og samtidig blev alt fra vand til el solgt til private virksomheder. Det fik priserne til at stige og kvaliteten til at falde, stik modsat løfterne. PPP er en illusion. Den private sektor hverken kan eller skal rydde op efter statens fejlslagne økonomiske politik.«

I stedet mener Bello, at Filippinerne og andre kriseramte økonomier kan lære af Latinamerika, især lande som Bolivia, Argentina, Venezuela og Ecuador. Af to årsager: De massive offentlige investeringer i den nationale økonomi, og modet til at sige fra overfor IMF og Verdensbanken.

Arven fra Kirchner

Især Nestor Kirchners genoprettelse af Argentinas økonomi efter bankerotten er et eksempel, Bello ynder at bruge. Da Kirchner døde sidste sommer, skrev Bello en slags nekrolog i Philippine Daily Inquirer under titlen
Defy the creditors and get away with it: The Legacy of Nestor Kirchner.

»Argentinas krise var en direkte konsekvens af, at landet havde fulgt den neoliberale model slavisk åbnet sit marked, privatiseret over 400 statsejede virksomheder og samtidig bundet sig til helt urimelige gældsafbetalinger,« siger Bello.

Da den asiatiske krise slog igennem globalt, begyndte Argentinas økonomi at kollapse. Landets gæld steg mere og mere vildt, og internationale investorer gik i panik og begyndte at trække penge ud af landet. Men den siddende regering blev ved at betale af på gælden ved hjælp af nye lån fra IMF.

»Da Nestor Kirchner vandt præsidentvalget i 2003, overtog han et konkursbo. I det, der før havde været et af de rigeste lande i Latinamerika, befandt over halvdelen af befolkningen sig nu under fattigdomsgrænsen. Kirchner gav kreditorerne et tilbud: Argentina ville betale hele sin gæld af, men til 25-30 cent pr. dollar. Hvilket skabte ramaskrig. Men Kirchner stod fast enten betalte Argentina knap 30 pct. af gælden, og så var de kvit, eller også betalte de ingenting. Det virkede. IMF var magtesløse,« siger Bello.

Fra kollaps begyndte Argentinas økonomi at gå den rigtige vej:

»Netop fordi de mange milliarder, der før var røget ned i et bundløst hul, blev pumpet ind i den nationale økonomi. Præsident Aquino lovede under sin valgkamp, at nu skulle det være slut med at holde liv i Filippinerne ved at sende arbejdskraften ud af landet,« siger Bello og tilføjer:

»Vi presser på for, at han omsætter dette til handling. Kirchner tog et meget kontroversielt skridt i 2003, da han sagde fra over for IMF. Og han beviste, at med politisk mod er det muligt at rejse en synkende skude.«

Gældsudsættelse

Det politiske mod burde være til at mønstre hos regeringer i Asien, mener Bello.

»Og en gældsudsættelse er fuldstændig nødvendigt. Lige nu er det udelukkende hjemsendte penge fra migranter, vores økonomi overlever på. Faktisk er det helt forunderligt, at Filippinerne ikke er gået bankerot endnu. Men regeringen er meget konservativ, hvad angår økonomien, og de er bange for, at hvis Filippinerne stopper eller nedsætter gældsafbetalingerne, så bliver vi blacklistet,« siger Bello, og slår ud med hænderne:

»Men hvad så, hvis vi gør? Vi har ikke brug for penge fra udlandet, hvis vi kan kanalisere de milliarder af pesos, vi hvert år bruger på gæld, over i vores nationale økonomi.«

Bello mener, at det netop nu er perfekt timing at kræve gældsudsættelse:

»Der kommer ikke et bedre tidspunkt. IMF, Verdensbanken og de andre internationale økonomiske institutioner har hænderne fulde med krisen i Europa og USA. De er i en tilstand af forvirring. Og med mindre vi bruger det momentum til at gøre op med den automatiske gældsafbetaling, er vi fanget. I ethvert land, uanset den førte politik, er staten ubetinget den største investor. Og det kan ikke nytte noget at sulte den største investor.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her