Læsetid: 6 min.

Odenseanske mirakler

FCK står klart bedst til at komme i Champions League-gruppespillet. Men hvis OB kan finde den form frem, som har holdt dem i den absolutte danske top længe, og som med jævne mellemrum har drillet netop FCK, så er det ikke umuligt, at Danmark får to hold med i den prestigefyldte turnering
OB's Peter Utaka og Eric Djemba Djemba i en jubelscene fra sidste års sejr over skotske Motherwell. Øens Hold har til tider international klasse — og den får de brug for at finde frem, hvis de skal kvalificere sig til Champions League.

OB's Peter Utaka og Eric Djemba Djemba i en jubelscene fra sidste års sejr over skotske Motherwell. Øens Hold har til tider international klasse — og den får de brug for at finde frem, hvis de skal kvalificere sig til Champions League.

Claus Fisker

23. juli 2011

Det er næsten en sensation. Danmark har to hold med i verdens mest prestigefyldte fodboldturnering, Champions League. Superliga-vinderne FCK træder direkte ind i playoff-runden, hvor en sejr over enten irske Shamrock Rovers eller estiske Flora Tallinn giver adgang til det eftertragtede og stærkt lukrative gruppespil. De blåstribede fra OB skal kæmpe sig videre fra 3. kvalifikationsrunde og har altså et langt hårdere program end de københavnske mestre. 27. juli møder odenseanerne Panathinaikos på hjemmebanen TRE-FOR Park, og skulle et samlet resultat mod grækerne være i OB's favør, venter endnu større modstand i form af hold som Arsenal, Bayern München eller Villarreal.

Det betaler sig at blive nationale mestre. Som FCK's sportsdirektør, Carsten V. Jensen, tilfreds noterer sig:

»Det er to hold, hvor vi har en god chance, og hvor vi også ser os selv som favoritter. Og så er det da dejligt, at vi ikke behøver rejse den halve jord rundt. Så det er fint nok,« udtalte Carsten V. Jensen efter lodtrækningen i schweiziske Nyon 15. juli.

Ifølge OB's fans havde den mest favorable modstander ellers været Standard Liège og under ingen omstændigheder Benfica eller Dynamo Kiev, som også lå i bowlen med useedede hold. Ved en afstemning på OB's officielle hjemmeside foretrak 63 procent af brugerne den belgiske klub som fynboernes første modstander i kvalifikationsrunden. I stedet blev det til et dansk gensyn med Panathinaikos. Sidste år vandt rivalerne fra FCK begge deres kampe mod grækerne i Champions League-gruppespillet. Det faktum sætter selvfølgelig ekstra pres på Øens Hold, men motivationen er der, og OB har i lange stræk i sæsonen vist international styrke med sejre på rad og række, solid defensiv og truende offensiv.

»Ud fra de klubber, vi kunne trække, er vi godt tilfredse. Det er selvfølgelig en stor klub, men det er jo ikke et hold med samme kvaliteter, som man tidligere har set,« sagde OB-direktør Thomas Christen til sporten.dk efter seancen i Nyon og fortsatte:

»Det så vi også, da de mødte FCK i sidste sæson. Græsk fodbold er måske lidt i krise for tiden.«

Indviklede regler

Krise eller ej. Måske bliver det en walkoverfor FCK og en indædt herrefight for OB. Nogle vil sige umuligt. Men vi danskere trænger til noget mere europæisk ramasjang. Det var historisk, da FCK meldte sig ind i Champions League for nogle år siden og klædt i hvidt og en lidt for stor dosis ærefrygt tog imod titanerne fra portugisiske Benfica. Men hukommelsen er som bekendt et utaknemmeligt bæst, og nu vil mer' ha' mer'. OB, AaB og Brøndby skal da også med nattog til Europa. Og jo bedre FCK klarer sig hjemligt og dermed cementerer den nådesløse todeling i generaler og vandbærere, jo mere stiger sandsynligheden for, at Danmark kan klatre op i UEFA's rangsystem. En nutid og forhåbentlig en fremtid med to klubber i Champions League-kvalifikationen er manna for både underholdning og økonomi og vil på sigt være medvirkende til, at andre hold kan gøre FCK rangen stridig.

UEFA's regler er indviklede, og fra sæsonen 2009/10 gik det helt amok. 21 hold plus sidste års vinder kvalificerer sig direkte til gruppespillet. Tidligere var det kun 16. De tre nationale forbund i Europa, som klarer sig bedst og dermed tildeles UEFA's højeste koefficient, får automatisk tre hold med i de indledende runder. De lande, som rangerer lige under, får kun to med. Og så fremdeles. I dét regnestykke er der stadig et stykke vej for Danmark.

De mere farverige typer

Det interessante for OB og de danske fodboldelskere er så, at sølvvinderne fra de nationer, som rangerer fra 7 til 15, får lov at starte i turneringen fra 3. kvalifikationsrunde. Altså med et stykke vej endnu, men dog ikke fra bunden. Vinderne fra denne runde går videre til play-off-spillet, og det er altså her, FCK hopper direkte ind på grund af Superliga-guldet.

Spørgsmålet er, om OB har formatet til det. Har de erfaringen? Og hvad med spillermaterialet? Kynisk betragtet er det ikke længe siden, OB blev moderne. I 2008 og 2009 solgte klubben ud af sine største profiler, men fik til gengæld en hel masse penge i kassen. Først Ulrik Laursen til FCK, siden Jonas Borring til FC Midtjylland og Djiby Fall til Lokomotiv Moskva og endelig Johan Absalonsen til FCK. Ham skulle de ikke have solgt. På trods af det er det lykkedes OB at blive Superligaens nr. 2 lige siden. Se, dét er format.

Med faren for at blive buhet hjem af historiens nidkære vogtere er dagens OB-mandskab bedre end Richard Møller Nielsens herostratisk berømte helte fra 1977, hvor Allan Hansen blev årets fodboldspiller i Danmark, og hvor de stribede fra Ådalen året efter for første gang optrådte i Europacuppen for Mesterhold. Her blev de dog slået ud allerede i første runde af Lokomotiv Sofia fra Bulgarien.

OB er god i kontraen, og de har stærke og solide profiler i Morten Skoubo, Espen Ruud og Hans Henrik Andreasen. Og så er ikke engang de mere farverige typer som Kalilou Traoré, Eric Djemba Djemba og Bashkim Kadrii nævnt. Odenseanerne må finde den form frem, som har holdt dem i den absolutte, danske top længe, og som med jævne mellemrum har drillet netop FCK. En direkte sammenligning er næppe fair, for når det kører for københavnerne, er de i et solsystem for sig. Det er ikke forkert at sige, at FCK kan bryste sig af at have det højeste bundniveau i den danske liga. Læg dertil en bred trup og et fikst miks af erfarne herrer og dugfriske drenge, der stadig brænder efter pokaler og europæisk stjernestøv.

Tro skal der til

Men alligevel. For et par måneder siden vandt OB som bekendt 3-0 over Byens Hold, og da var fynboerne langt overlegne i det fysiske pres, som ellers er Ståle Solbakkens varemærke. De hurtige raids på kanterne fungerede også bedre for de blå- og hvidstribede, og mens Ståle skreg sin galde ud over sine flanker, brillerede Kadrii for OB med stort overblik og imponerende driblinger. Kadrii er bare 19 år. Matchens detalje stod Espen Ruud for. Allerede efter 10 minutter fik han frispark og krøllede på ægte Beckham-manér bolden over i det lange hjørne.

Og så var der dengang for lidt over to år siden, da Striberne skulle til Vejle. Fire sejre var helt friske: 3-1 hjemme over Randers, 2-1 hjemme over Esbjerg, 1-0 ude over AaB og 3-0 hjemme over FC Nordsjælland. Thomas Helveg var endnu på grønsværen, og OB lagde spektakulært ud med noget, der mest af alt lignede et powerplay fra ishockey: Peter Utaka, Ruud og Andreasen flugter til hinanden, og Ruud afgør det hele efter nigeriansk driblekunst. OB sidder på det hele, og Andreasen gør det, han er bedst til. Han stiger til vejrs på et hjørnespark og hamrer bolden i netmaskerne bag Vejles Jimmy Nielsen.

Og der var selvfølgelig Miraklet i Madrid i 1995, hvor Morten Bisgaard i overtiden scorede til 2-0 mod legendariske Real Madrid efter fornemt arbejde af Michael Schjønberg. OB havde sensationelt kvalificeret sig til kvartfinalen i UEFA Cup'en, og hjemme i Odense ventede menneskemasserne på Flakhaven med slagsange og hyldest til de blå-hvide helte.

Sådan kan OB spille. Som mod FCK i maj, hvor de lod modstanderen have bolden og koncentrerede sig om egne rækker og sammenhold. Og mod Vejle med en friskhed og en fysik, som i glimt er enestående i det danske fodboldlandskab. Nu gælder det Panathinaikos. Her må og skal odenseanerne ikke blive fanget højt på banen af de rutinerede grækere. Presspillet skal intensiveres, og pasningerne skal ud på fløjen. Og tro skal der til. Masser af tro. FCK'erne springer derimod lige ind i det og skal bare præstere det, de plejer. Nemlig at gå videre.

»Så bli'r det OB, OB, OB op i top. OB, OB, OB, vi gi'r aldrig op! OB, OB, OB, se at kom i sving, hurra for alle striberne. Fra mål til venstre wing, hey!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Charley Kristensen

Var det ikke rimeligt, om forfatteren til artiklen oplyste hvilken/hvilke skændselsgerninger OB's hold fra 1977 skulle have gjort sig skyldig i, eftersom han betegner det som 'herostratisk' berømt. Man bør i almindelighed ikke anvende ord, man ikke kender betydningen af.

Henrik Gadegaard

FCK går ikke direkte ind i Play-off kampene. De skal også igennem 3. kvalifikationsrunde, hvor de som nævnt møder Shamrock Rovers, omend de ligger mere lunt i svinget og derfor har undgået at ryge i lodtrækningsbowlen med så stærke hold som de, OB var i lodtrækning med.

Recepten er altså enkel. Begge hold skal, efter at have klaret sig igennem den aktuelle 3. kvalifikationsrunde, mobilisere en ekstraordinær indsats i den efterfølgende play-off runde for at nå til det forjættede land, som gruppespillet som bekendt er.

Karsten Aaen

Nu så jeg OB's kamp mod Panaithinaikos; mage til ineffektivitet foran modstandernes mål skal man altså lede længe efter. Pan. havde cirka 2-3 chancer, de scorer på den ene, OB havde cirka dobbelt så mange (dvs. 5-6, måske 7-8) chancer, de scorer kun på den ene.

I kampens første minut var OB's unge 19-årige spiller lige ved at score, desværre tager han et træk for meget; det samme gør en OB spiller ved stilingen 1-1, da der er cirka 8 minutter tilbage af kampen. Hvorfor, o, hvorfor skal alle danske spillere absolut tage et ekstra træk i stedet for at skyde - eller absolut aflevere, når de er i perfekt form og afstand til selv at skyde på mål - og måske score.

FCK havde en off-day og vandt kun 1-0 over shamrock rovers....det bliver måske mere end svært.