Læsetid: 3 min.

På sporet af Orson Welles

Der kan ske sære ting i biografen – men også uden for ...
Der kan ske sære ting i biografen – men også uden for ...
14. juli 2011

Det var ikke lige i stilen. Efter at jeg i 1963 med stigende forbløffelse havde oplevet Michael Powells skelsættende, men dengang uglesete seriemorderfilm Peeping Tom i en primitiv biograf i Londons forstad, var der ingen anden mulighed end at stå ret.

Biografen afspillede nemlig efter det rystende slutbillede nationalsangen »God Save the Queen« til beroligelse for alle, der med god grund måtte finde filmens krasse skildring af the British way of life en kende urovækkende.

Cannes som lejrskole

Det inkongruente skaber mindeværdig morskab, når biografritualet blandes op med uventede fænomener. I nogle år i 1990'erne var det f.eks. en stående vittighed ved presseforestillingerne i den store Cannes-festival-sal, at der i allersidste øjeblik inden tæppet gled til side og salen blev mørk, oplod sig en høj røst, der bønfaldende anråbte en vis Raoul.

Oprindelig var det en vistnok ældre kvinde, der på dette ubelejlige tidspunkt absolut ville i kontakt med den gådefulde Raoul og hørtes jævnligt. Man forventede at høre hende, hver gang en ny film blev vist. Men hvis hun svigtede, tog en spøgefugl over og råbte også »Raoul«, til morskab for resten af den fyldte sal. En kort fornemmelse af lejrskoleløjer var uundgåelig her i filmkunstens hellige hal blandt alle pressens kloge kvinder og mænd, der med et kort udbrud af barnlig munterhed beredte sig til endnu et møde med kunsten.

Her gik Orson

Hvem Raoul var, blev vist aldrig opklaret, men i en årrække var han Cannes-festivalens udgave af Godot.

Noget andet er filmoplevelsernes indvirkning på den måde, man sanser virkelige omgivelser. Da jeg i 1970'erne kom til USA, kunne jeg selvfølgelig godt genkende atmosfære, arkitektur og landskaber fra et utal af amerikanske film, men savnede umiddelbart billedrammen om det hele; bredden virkede overvældende, horisonterne uendelige.

Bedre gik det, da jeg for en snes år siden opsøgte den mindre kystby Essaouira i Marokko. Byen hed kønnere Mogador, dengang i starten af 1950'erne, da Orson Welles her optog nogle afsnit af sin bedste Shakespeare-film Othello med sig selv i titelrollen. Mogador forener det arkitektonisk harmoniske med det provinsielt idylliske. Eller gjorde det i hvert fald dengang.

Det, der især tiltrak Orson Welles ved byen, var det imponerende og smukke fæstningsværk, der omkranser den ud mod Stillehavet. Det er her, Micheál Mac Liammóirs karakter Jago i en ukarakteristisk lang, uklippet optagelse planter jalousiens usæd i Othellos ædle sind, mens de vandrer på bastionen.

Det gav det forventede thrill at forestille sig, at min mest beundrede instruktør havde betrådt netop disse sten ca. 40 år før.

Nøgne skuespillere

Othello var over to år om at blive optaget, fordi Welles hele tiden løb tør for penge. Og netop i Mogador løber Othello ind i en krise, fordi produktionens betalte kostumer ikke ankommer til den aftalte tid fra Europa.

Welles står altså med et helt filmhold klar til optagelse, men han har ikke noget tøj at give skuespillerne på!

Løsningen er Dogme-agtig. Brug de forhåndenværende muligheder f.eks. et tyrkisk bad. Her kan skuespillerne jo være nøgne. Og det er forklaringen på, at nogle af filmens mest vellykkede og suggestive scener med drabet på Roderigo udspiller sig i et tyrkisk bad med nøgne skuespillere kun draperet i håndklæder.

Othello er optaget på en halv snes forskellige locations i Nordafrika og Italien. Welles måtte bruge korte optagelser for at kunne klippe sammenhængende scener sammen, som var filmet vidt forskellige steder. Hvis en skuespiller slår ud efter en medspiller i Italien, bliver han måske puffet tilbage i Nordafrika. Ikke hekseri, kun behændighed.

Men Mogador er filmens mest berømte location. Fæstningsværket, hvor bølgerne brydes med tordenbrus som et billede på det frådende jalousikaos i Othellos sind, illuderer ubesværet som en fæstning på Cypern.

Og byens tyrkiske bad har sikret sig en varig plads i filmhistorien. Nød kan skabe de bedste inspirationer.

Serie

Filmsommer

Hen over sommeren vil Informations filmanmeldere fortælle om nogle af de sælsomme, sjove, spøjse, fantastiske filmoplevelser, de har haft i et liv i filmens tjeneste.

Seneste artikler

  • Pilgrim på Manhattan

    11. august 2011
    Før jeg besøgte New York, drømte jeg om byen. Ikke om den serie af matrikler, der tegner kvadratiske net på bykortet over øen Manhattan. Jeg drømte om det sted, jeg har besøgt på film
  • Kult, kitsch og horror

    21. juli 2011
    Et mangeårigt kærlighedsforhold til kultkitschklassikeren 'The Rocky Horror Picture Show' har ført til den slags besættelse, der kan få én til at kaste med toiletpapir, bruge vandpistoler mod vildt fremmede og trække i latterlige kostumer
  • Sommer på et pusherkontor

    7. juli 2011
    En fiktionshungrende anmelder inviterer Zlatko Buric på kaffe for at puste filmånd ind i sit specialekontor på Vesterbro. Her 'skuldte' 'Pusher's Frank for 15 år siden Milo penge mange penge
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu