Patriarken har mistet sit båthorn

Opdatering onsdag den 13. juli. Mads Brügger har sendt os denne passus efter at have læst interviewet i avisen: 

»Når jeg læser interviewet med mig, slår det mig, at det kan virke som om jeg ikke holder af min far. Det er slet ikke tilfældet. Jeg elsker min far, og tænker på ham som en god far, og en varm far. Når jeg kritiserer ham, kritiserer jeg i virkeligheden mig selv, for jo ældre jeg bliver des mere ligner jeg ham. Det er ham der har lært mig at være en mand, på godt og ondt, og denne kundskab forsøger jeg at give videre til mine egne sønner. Efter jeg selv blev far fyldes jeg med ærefrygt over hvor nemt han fik det til at se ud at være far - i forhold til hvor vanskeligt det rent faktisk er. Så alt hvad jeg siger i dette interview skal læses i dette lys.«

Slut på opdatering. 

Det er fredagene, Mads Brügger husker bedst fra sin barndom sammen med sin far. Det er her, de to har 'kvalitetstid' sammen. Faren, Jan Cortzen, holder altid fri fra arbejdet om fredagen, hvor han henter sin søn tidligt fra skole. Herefter går turen til den lokale slagter i Rungsted; for så skal der købes bøftatar, som far og søn nyder sammen.

»Det er sådanne ritualer, jeg også kan mærke, gør indtryk på mine egne sønner; ritualer, der knytter sig til, hvad fædre gør med deres sønner,« siger Mads Brügger om det at være far til sønnerne Viggo på seks år og Werner på tre.

På Brüggers højre hånd sidder en bastant sølvring, han har fået specialdesignet af en guldsmed. Den forestiller et af hans helt store idoler tegneseriehelten Fantomet. Hvert år, når drengene har fødselsdag, tager han dem med ned i banken for at vise dem indholdet af en bankboks. Her ligger to ringe mage til hans, som han fortæller, drengene får, når de fylder 18 år.

Savn og tillid

Fredagsritualet står måske så stærkt i erindringen, fordi det var det eneste faste holdepunkt, Brügger havde med sin far.

Hans far, Jan Cortzen, var chefredaktør på Børsen, og han tog typisk af sted ved 6-7-tiden om morgenen og var først hjemme ved 19-tiden om aftenen. På den måde levede Mads Brüggers far fint op til samtidsbilledet af en ordentlig far, der sørgede for at skabe de ideelle rammer for en familie en rigtig forsørger.

»Min far er en klassisk patriark. I min barndom levede han fuldt op til tidens idealer om en far, der var fraværende, men som skaffede mad på bordet.«

Ofte er han var væk i flere uger, og Mads Brügger savner ham. Så vender han solbrændt hjem fra fjerne afkroge af verden med gaver, og hverdagen fortsætter med sine vante rutiner.

»Jeg har været meget mere til stede i mine børns liv, end min far var de første mange år. Men jeg har også været ude og rejse i længere perioder, og det har virkelig gjort indtryk på mig at mærke, hvor voldsom en oplevelse det er for mine drenge, når jeg har været væk. Og hvor lang tid der går, før tilliden er genfundet.«

Skideballer bliver en del af hverdagen, da Brügger i sine teenageår kaster sig over graffitien, som han dyrker sammen med de andre vandkæmmede kystbanehiphoppere under broerne langs togskinnerne. Men samtidigt er der også både frihed og tolerance gennem hele opvæksten.

»Jeg har faktisk svært ved at forstå, hvor meget han lod mig løbe omkring på egen hånd fra en ganske ung alder af. Jeg ville jo f.eks. aldrig lade Viggo cykle alene rundt i villakvarteret her.«

Patriarkens fald

Det skelsættende opgør mellem far og søn finder sted langt senere.

Da Mads Brügger er 30 år, møder faderen en anden kvinde og forlader hans mor. Stoltheden over at have forældre, der stadig er gift, smuldrer, og det faste holdepunkt i et ellers til tider tumultarisk liv forsvinder. Det samme gør respekten.

»Jeg kunne slet ikke forlige mig med, at han havde mødt en anden kvinde, som han syntes var så interessant, at han ville forlade min mor. Jeg kunne simpelthen ikke begribe det! Det hele forekom med tilbagevirkende kraft helt forlorent.«

Mads Brügger konfronterer sin far. Men den far, som han gennem sin barndom og ungdom husker som både angrebslysten og aggressiv, tager bare i mod.

»Det var nok svært at opretholde det patriarkalske. Jeg formoder, at han lidt følte, at han havde udspillet sin rolle.«

Den barslende far

Mads Brügger er på barsel med sin førstefødte, sønnen Viggo, da han opdager et stort udsalg i smykkebutikken Creol i Studiestræde i København. Han stryger ind og køber en kæmpestor sølvlænke af et armbånd.

»Det var sådan en, man ellers ville se på en AK81-pusher i Jægersborggade, men jeg måtte gøre noget, for jeg oplevede, at min maskulinitet var i frit fald,« siger Mads Brügger, der aldrig har brugt så mange penge, som da han var på barsel. Penge, der gik til tøj, mad og diverse dingenoter til sig selv.

»Det er nok også derfor, jeg ikke gik på barsel med Werner,« konstaterer han.

For ét er at ønske at være nærværende og deltage aktivt i sit barns liv, et andet er at finde sin plads. Især i den første tid, hvor barnet får bryst og er stærkt afhængigt af moderen. Også selv om man pludselig tager sig selv i at sige, at »vi er gravide«, er med til fødselsforberedende gymnastik, klipper navlestrengen, læser bøger for vordende forældre og går tur med barnevognen.

Har du følt dig overflødig?

»Fuldstændig overflødig! Man kan jo ikke bidrage med noget væsenligt. Barnet er jo bare sådan en halvfærdig omelet. Man kan jo naturligvis læse alt muligt ind i det, når man oplever det første grin og så videre, men at gå og vente på det øjeblik er jeg vil ikke sige spild af tid men det er en mærkelig konstruktion.«

Mads Brüggers far har aldrig oplevet at være på barsel. Det lå slet ikke i tidsånden, og desuden var det også ham, der stod for det ydre, for rammerne og for forsørgelsen. Omsorg og nærvær var moren, Ingeborg Brüggers, opgave. Således var fordelingen i barndomshjemmet nord for København. Den var aldrig til diskussion, for sådan var det bare!

Tårer eller ej

Da Mads Brügger er ca. 10 år, har han et skænderi med sin far, hvor han begynder at græde.

»Jeg græder helt utrøsteligt, og så siger han til mig, at det skal jeg holde op med, for drenge græder ikke! Jeg formoder, at det er derfor, jeg stadig har en grædeblokade. Så vil mange sige, at det er jo forfærdeligt, og du har jo et problem, men et eller andet sted er det jo også rigtigt og det er jo forbudt at sige men mænd græder ikke.«

På det punkt trækker han en skarp grænse mellem det, hans far har lært ham, og det, han vil give videre til sine egne sønner.

»Jeg ville jo aldrig sige til mine egne drenge, at drenge græder ikke, fordi selvfølgelig gør de det, men omvendt er der også situationer, hvor det er uklædeligt, at man græder. Mænd, der græder hele tiden, kan ingen holde ud. Det at kunne beherske sit følelsesregister er stærkt knyttet til det maskuline.«

I det hele taget er der stor forskel på, hvilke værdier Mads Brügger fik med i skoletasken fra sin far og på dem, han forsøger at give videre til sine sønner.

»Noget af det første, jeg kan huske, han fortæller mig, er ét: så har man aldrig sokker i sandalerne! To; så går man aldrig i sandaler, hvis man er mand.«

Kvantitet tæller

Jan Cortzen lærte sin søn korrekt påklædning, god stil, at sejle, at spille fodbold og tennis, men han syntes, det var dybt uinteressant, hvis Mads Brügger havde fået en ny smølf.

»Her er vi meget forskellige. Jeg har stort set set alle afsnit af Thomas Tog. Det hænger også sammen med, at børn egentlig ikke er interessede i kvalitetstid, men går meget mere op i kvantitetstid. Og det er meget interessant at se, hvordan barnets velfærd fylder proportionalt mere i dag, end jeg oplevede det gjorde for mine forældre dengang. I dag går vi eksempelvis meget op i, hvad vores børn spiser, hvor de dengang gik mere op i, at vi spiste,« siger Mads Brügger.

Du fremstår som den bløde og nærværende far, men formår du også at være en autoritet?

»Jamen, man skal være en autoritet. Det er uhyre vigtigt som forælder uanset om man er mor eller far. Børn, der ikke opfatter deres forældre som en autoritet, er som oftest rædselsfulde!«