Notater i ventetiden. Pyrenæerne er bagude og en hviledag overstået. Feltet bevæger sig frem mod Alperne, hvor Touren skal afgøres, men i fokuseringen på de høje bjerges betydning havde jeg næsten glemt vejen til Gap. En modbydelig rute, jævnt opad hele dagen, indtil vejen rejser sig stejlt 22 km før mål, ikke voldsomt og ikke langt, men nok til, at der vil blive trængsel ved indgangen for at komme i bedst og sikrest position til den otte km lange nedkørsel på smal dårlig vej. Det var her, i 2003, at cyklen skred væk under Joseba Beloki, og med brækket hofte kom han aldrig tilbage til cykelsporten, mens Lance Armstrong lige bagved undgik at vælte ved at køre hen over græs og sten i hårnålesvinget og ramme vejen på den anden side. Det var her, i 1996, at Rolf Sørensen kastede cyklen rundt i svingene på vej til en etapesejr, men et par hundrede meter før mål blev kørt ind af Bjarne Riis, der ikke havde nok i sin gule trøje, men også ville sikre den grønne pointtrøje og etapesejr til sin holdkammerat Erik Zabel og dermed lukke munden på tyskeren, der havde skumlet over, at holdet, Telekom, skulle køre for Riis og ikke ham.
To nordmænd
Ude på vejen går det vildt til. Det har regnet, og mere regn er i vente. Det er dagen for de folk, der ikke er sprintere og ikke klatrere, og som her har sidste chance inden Paris for en etapesejr. Men de får ikke lov til at køre væk, for mange interesser er i spil, ungdomstrøjen, pointtrøjen, etapesejr til en sprinter, hvis feltet kan holdes sammen over bakken, ikke sandsynligt.
Det er ikke sædvanligt med denne uorden, og det passer ikke favoritholdene, at der skal bruges så mange kræfter dagen før de store bjerge. Først efter 105 km af dagens 162 kommer et udbrud af sted, 10 muskuløse atleter med store lunger, og to af dem er nordmænd. Thor Hushovd og Boasson Hagen. De vil da gå helt amok deroppe. Regnen falder tungere og vejen bliver glattere. I udbruddet kører Thors holdkammerat, Ryder Hesjedal, væk, sendt ud af nordmanden, og Boasson Hagen må reagere med Thor på hjul, og han spurtbesejrer den yngre landsmand til sin anden etapesejr.
Nyt løb
Men det er bagude, blandt favoritterne, at det vigtige sker. Alberto Contador angriber på den regnvåde stigning, en, to, tre gange og bringer brødrene Schleck i uventede vanskeligheder.
Kun Cadel Evans og Samuel Sánchez kan følge ham opad og ned igen på den farlige nedkørsel, hvor Evans tager teten i kapløbet om at vinde tid til Voeckler, brødrene og Ivan Basso bagude.
Men det var ikke så meget tiden, der var vigtig for Contador, der i det store regnskab fortsat er flere minutter bagud. Det var den psykologiske begmand, han fik givet især Andy, der på den våde vej tabte mere end et minut og sikkert en god del af sin moral.
Bagefter beklagede han sig over, at man uansvarligt havde lagt ruten på en så halsbrækkende vej, men denne nedkørsel har været del af cykelløbet i mange år, og regnvejr kan man ikke aflyse.
Beklagelsen er det tydelige udtryk for, at selvtillid og fortrøstning på få sekunder kan forvandles til tvivl og usikkerhed. De få sekunder, hvor han måtte erkende, at han hverken kunne følge med spanieren opad eller nedad.
Pludselig er det Contador, der har overhånden, og det vil have afsmittende effekt på hans hold, der nu ikke længere skal køre defensivt, hvad det ikke er godt til, men aggressivt og med tro på, at det kan nytte.
Bjarne Riis' hold er udtaget med henblik på offensiv kørsel i bjergene. Dets bjerg-ryttere har hidtil flagret rundt, fordi det er uvant og umotiverende at skulle bruge kræfter på blot at hænge på, hvilket Contadors dårlige knæ og manglende angrebs-evne har dikteret. Men med spanierens tilbagevenden til sit gamle jeg og cykelløbet vil vi sandsynligvis se en helt anden måde at gribe løbet an på.
De tungere folk som Brian Vandborg og Benjamin Noval hvis han kan skal trække forrest i feltet i begyndelsen af de stigninger, der venter, Nicki Sørensen skulle gerne være katapult for de lette folk Richie Porte, Jesus Hernandez, Daniel Navarro og Chris Anker Sørensen, der skal forberede angrebene fra Contador.
Angrebsiver
Og de vil komme på alle tre dage i Alperne. Ikke blot på de store etaper med Galibier og Alpe d'Huez torsdag og fredag, men allerede i dag, hvor Tourens udflugt ind i Italien byder på stigninger og en meget lang nedkørsel til mål. Netop fordi etapen slutter nede, havde man for blot en uge siden regnet med, at den ikke ville friste løbets førende ryttere. Det har ændret sig. Contador har brug for alt det angrebsterræn, han kan finde, og med sin opdagelse af, at brødrene kører frygtsomt nedad som bambier på is, vil han gentage sit nummer fra vejen til Gap. Blot i langt større målestok.
Al den dramatik, der udeblev i Pyrenæerne, fortættes nu. Rollefordelingen er blevet ændret, og det eneste konstante er, at Cadel Evans mere og mere ligner den mand, de andre skal prøve at få has på.