Klumme
Læsetid: 3 min.

Om at redde sin mad

Lad det være sagt med det samme: Svenskerne har fundet på mange ting med fisk, ikke mindst laks, som de ikke behøver at skamme sig over, og som vi stjæler fra dem, hver eneste gang de kigger væk...
Kultur
9. juli 2011

Lad det være sagt med det samme: Svenskerne har fundet på mange ting med fisk, ikke mindst laks, som de ikke behøver at skamme sig over, og som vi stjæler fra dem, hver eneste gang de kigger væk. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at svenskerne kigger en del væk. De har både elge og stripperkonger at holde øje med, det kan godt være noget af et hyr at være svensker. De skal også finde på måder, hvorpå man kan tage omkring 80 kroner for en fadøl.

Men i mellemtiden kan vi så, som sagt, stjæle deres fiskeopskrifter. Også fordi de, selv om de har fundet på dem, ikke rigtig kan finde ud af at lave dem ordentligt.

Som nu f.eks. rimmad laks. Ifølge førende svenske kilder skal laksen marineres i en sukker/salt blanding, der er omvendt i forhold til gravad laks, men da begge opskrifter i vores univers består af en håndfuld af hver, er det svært at tage den slags alvorligt. Dernæst kommer anvendelsen af dild og andre krydderier. Det er den slags, man bruger i gravad laks, og som ikke har meget at gøre i en rimning men svenskerne klipper lystigt dild i deres krydderblanding og forvirrer derved begreberne unødigt. Ud med det.

Endelig kommer vi til tilbehøret, som svenskerne stædigt insisterer på skal være dildstuvede kartofler, og det kan også være udmærket, bare man ikke følger en svensk opskrift på det. Den siger nemlig, at man begynder med en opbagning. Men som enhver kan sige sig selv, så vil en melbaseret opbagning, når den kommer i kontakt med kogte kartoffelskiver, udløse så store mængder stivelse, at man kan svejse en Volvo sammen med det.

Piskefløde is all you need.

Man kan naturligvis også spise sine kartofler til noget andet og nøjes med at lade sin rimmade laks få følgeskab af en klat creme fraiche, hvori man med nænsom hånd har stukket en flerhed af hindbær. Et par hjertesalatblade og en skive smørristet franskbrød og mumsfilibaba!

Efter sådan en omgang skal der flere blide, bløde sommertoner til. Det kan godt være, at elementerne forsøger at skylle os i havet, men der skal mere end vand op til midt på Rundetårn til at få os til at afblæse sommeren. Vi kravler op på et højt punkt i terrænet og tilbereder.

Lam i dild

Tag et smukt stykke lammebov eller hals eller begge dele og skær det ud i tern, som du salter let en halv times tid. Blanchér kødet hurtigt, tag det op og fjern det værste snulder. Sæt det over i halvt hvidvin, halvt vand sammen med lidt urter, laurbærblade og timian. Simr til det næsten er mørt og tag kødet op igen. Skum bouillonen omhyggeligt og jævn den med en smørbølle, hvorefter den monteres med piskefløde. Smag til med salt og peber og kom kødet tilbage i gryden. Lad det ligge og putte sig, indtil det er gennemvarmt og serveringsklart. Drys med dionysiske mængder af friskklippet dild og, hvis budgettet og fangsterne tillader det, fjordrejer ad libitum. Serveres meget gerne med føromtalte nye kartofler, som du i sidste sekund reddede fra det stockholmske melbad.

... og hvorfor ikke nyde en ostesoufflé til dessert? Alt for få danske skolebørn får soufflé til hverdag, og vi er sikre på, at vores Pisa-rating ville tage en skarp drejning til det bedre, hvis der blev rettet op på denne misére.

Ostesoufflé

Ingredienser: 4 deciliter vand, salt og paprika, 100 gram revet parmesan, 120 gram mel, 8 æg, 100 gram revet gammelost, 50 gram emmentaler.

Hvis du er en kylling, udelader du gammelosten og øger mængden af Emmentaler tilsvarende. Vand, salt og paprika koges op og tages fra varmen. Mel og parmesan piskes i, og massen sættes over varmen og omrøres, til den slipper gryden. Afkøles let og tilsættes de otte æggeblommer og resten af osten. Når massen er helt kold, vendes der otte stiftpiskede hvider i. Kommes i smurt og raspbestrøet souffléform og bages 26-32 minutter ved 180-200 grader. Kan ved serveringen evt. flamberes med Kirsch.

Et barn, der har spist dette, vil umiddelbart efter tage af bordet og sætte i opvaskemaskine, mens han svarer korrekt på årstal og dato for slaget ved Austerlitz OG staver til dysdiadochokinesis!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her