Læsetid: 2 min.

Republikanerne går mere og mere fra snøvsen

Siden 1960'erne er USA's Republikanske Parti blevet skørt. Årsag: Religionsvanvid, skydegalskab, pengemagt og nye medier
30. juli 2011

Jamen, hvad har de dog tænkt sig? Sådan spørger en stor del af verden, mens den betragter den handlingslammelse, der truer USA med betalingsstandsning.

Som Demokraternes præsident Barack Obama forleden udtrykte det i en tv-tale:

»Det her er ikke en måde at drive jordens mest storslåede land på. Det er en farlig leg, som vi aldrig har leget før, og vi har ikke råd til at lege den nu.«

Normalt ville en forhøjelse af USA's gældsloft være en rutinesag i Kongressens to kamre. Siden 1969 er gældsloftet blevet sat op 78 gange. Heraf 49 gange under republikanske præsidenter.

Men i dag er Det Republikanske Parti lammet af højreyderligtgående 'Tea Party'-aktivister, der ønsker at afmontere tilløb til en amerikansk velfærdsstat og at forhindre Obama i at få noget som helst vedtaget.

I midten af 1800-tallet var Republikanerne USA's frisindede og besindige parti. Demokraterne var dengang forankret i Sydstaterne og tilhængere af slaveriet. Præsidenten, der frisatte slaverne, var Republikanernes Abraham Lincoln.

Kommunistforskrækkelse

Den næste markante præsident var også Republikaner, nemlig Theodore Roosevelt. Han sad i embedet fra 1901-08 og brugte det navnlig til at bryde store monopoler op og til at oprette naturparker. Han undlod at genopstille i 1908, fordi han havde lovet vælgerne at lade være. I stedet blev valgt Republikanernes William Taft, der indførte indkomstskat til forbundsstaten. Ved valget i 1912 stillede Theodore Roosevelt op alligevel. Og mod Taft. Det splittede Republikanerne. Demokraternes Woodrow Wilson vandt. Herefter begyndte en vandring af liberale republikanere over til Demokraterne. Den fortsatte i 1920'erne, hvor Republikanerne blev forretningsmændenes parti. Da demokraten Franklin Roosevelt (Theodores grandfætter) blev krisepræsident i 1933, optog han bevidst en række progressive republikanere i sin regering. Alligevel var der tilbage hos Republikanerne frisindede kræfter nok til at opstille Wendell Wilkie mod Roosevelt i 1940. Han var enig med Roosevelt om det meste. Og tabte. Herefter rykkede endnu flere fra Republikanerne over til Demokraterne.

Senatorerne Richard Nixon og Joe McCarthy var efter Anden Verdenskrig prominente republikanske senatorer. De trak med deres primitive kommunistforskrækkelse Republikanerne ud af intellektuelle miljøer.

Sidste forsøg fra en liberal republikaner på at blive præsidentkandidat var New Yorks guvernør Nelson Rockefeller i 1960. Han tabte til Nixon, der siden tabte til Kennedy.

Fundamentalister

Nixon manøvrerede sig i 1960'erne ind på vrede hvide middelklassevælgere i Sydstaterne. Det gjorde ham i 1968 til præsident. Republikanerne overtog Demokraternes sydstatsreaktionære kræfter. Herunder de højtråbende fundamentalistiske kristne og de skydevåbengale. Hertil er siden kommet de nye medier, der ikke dyrker afbalanceret journalistik, men søger at fyre op under vrede segmenter.

Dem har Republikanerne taget til sig, ligesom partiet uhæmmet tækkes store sponsorer i erhvervslivet.

Prisen har været, at Republikanerne nu er så meget gidsler for ekstreme kræfter, at de ikke længere har manøvredygtighed til at være statsbærende parti.

Og det er ilde for USA, for USA har kun to partier. Og det andet Demokraterne kan ikke bære staten alene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu