Læsetid: 4 min.

Reykjavik efter bogen

Glem 'Turen går til Island'. Husk i stedet Lars Frosts roman 'Smukke biler efter krigen', når turen går til Island
14. juli 2011

Ved et tilfælde havde jeg lige læst Lars Frosts såkaldte knaldroman Smukke biler efter krigen, inden jeg skulle til Island første gang. Jeg droppede den gængse rejseguide og lod i stedet romanen fungere som guide og introduktion til Reykjavik. Ved at følge i hovedpersonen Lasses fodspor rundt i Reykjavik ville jeg efterprøve litteraturen på virkeligheden og finde ud af, om forholdet mellem roman og virkelighed var så entydigt, som romanen via sine egenskaber som rejseguide lægger op til.

Smukke biler efter krigen foregår hovedsagligt på Island, hvor hovedpersonen Lasse driver rundt i Reykjavik, er til bryllup hos en ven og med på en dramatisk køretur ud i den uforudsigelige islandske natur. I Lars Frosts slentrende stil følger man Lasse på hans besøg på byens kaffebarer, svømmehaller og kunstmuseer; han gør sig generelle betragtninger over småbyers storhedsvanvid i en munter sammenligning med aarhusianere, »som lever i et konstant stress for at holde gang i Århus og holde trit med københavnerne« og tager på tur til byens smukke baggrundstæppe, bjerget Esja. Fortælleren er så generøs med detaljerede gennemgange af de forskellige steder, at jeg flere gange havde fornemmelsen af at træde direkte ind i en roman af Lars Frost på min tur gennem byen.

Om udsigten fra cafeen Priki står der f.eks.:

»Man kan lige skimte en stump af Esja fra hans foretrukne plads ved vinduet i Priki ...« og jeg satte mig for at efterprøve tesen. Jeg indfandt mig på den gamle cafe, vurderede lokalet i forhold til Esja, satte mig ned ved det mest oplagte vindue og kunne lige netop skimte en stump af Esja.

Resten af beskrivelsen af stedet passede også, så forventningsfuldt gik jeg videre til den anden af de to cafeer, der kæmper om at være byens ældste. Mokka får i bogen følgende introduktion:

»På Skólavörustígur ligger cafeen Mokka, der er hyggelig og god, selv om man kun kan få lys øl, Lasse drak en Egils Pilsner, den smagte af champagne og hyldeblomst, kaffen er billig, og her bliver ikke spillet musik, der hænger en ventilator over døren og summer fredeligt, og kun nu og da lyder den altoverdøvende og uuundgåelige buldren af mælkeskummeren, fordi næsten ingen på nogen café kan finde ud af at betjene sådan en uden at larme umådeholdent, men ellers er den eneste støj lavmælt snakken og raslen og klirren af kopper og underkopper og kagetallerkener og skeer og kagegafler, de har smukke kager i montren, Lasse har spist en knaldsort chokoladekage på Mokka, og her er helt brunt, ligesom på Priki, høje brune paneler af træ på væggene og brune trælofter begge steder, og på Mokka brun hessian på væggene, slidte brune træborde med ben af stål og bænke og taburetter med betræk af brunt kunstlæder. Kaffen bliver serveret i brune kopper.«

Så grundig beskrivelse findes ikke i nogen rejsebog, og opstemt over detaljegraden i litteraturen indfandt jeg mig i den lille brune hule med den summende ventilator, det brune møblement og de brune kopper. Det stemte. Alting stemte overens med bogen, og for en sjælden gangs skyld var der fuldstændig en til en-overensstemmelse mellem værk og virkelighed.

En anden passus randt mig i hu: »Det her er et lille sted, sagde kvinden og lod Lasse forstå, at han optog for mange pladser.«

Jeg var alene og satte mig bevidst ikke ved et firemandsbord, men ved et af de små lave ikke-ryger-borde. Lige som Lasse efter hans irettesættelse. Jeg fotograferede de brune kopper for at dokumentere virkelighedens overensstemmelse med litteraturen.

Fiks konstruktion

Dagen efter var jeg på udkig efter et godt sted at spise morgenmad og slog lidt tilfældigt op på side 26 i Smukke biler efter krigen. Her fandt jeg løsningen: » ... i en lavloftet kælder på Hverfisgata over for teateret ligger Grái Kötturinn, Den grå Kat, som åbner tidligt og lukker tidligt og serverer morgenmad mellem otte og ti, Lasse spiste en Trucker Breakfast, en mandig morgenmad med spejlæg og bacon, amerikanske pandekager, toast og stegte kartofler. Der er proppet med bøger i reoler langs væggene på Den grå Kat, der er bøger på engelsk og islandsk og sikkert også andre sprog spredt ud mellem de engelske og islandske, og mellem bøgerne af Danielle Steel og Joan Collins og Erica Jong kan man sikkert finde enkelte interessante, Lasse så en samlemappe med Andres Önd-blade, Lasse så titlen Eskimo Art på en bogryg, han så en bog af Einar Már Gudmundsson på islandsk, og han så Max Frischs Homo Faber

Jeg gik længe rundt i Hverfisgata over for teateret og ledte efter indgangen til den undseelige café og fik igen fornemmelsen af at være en romanfigur, da jeg trådte ind i det lavloftede kælderlokale og blev mødt af proppede bogreoler og en gennemtrængende lugt af bacon, pandekager, toast og stegte kartofler.

Det er en fiks konstruktion, Lars Frost anvender i Smukke biler efter krigen. Den hæsblæsende roman fungerer upåklageligt både som roman og som en detaljeret rejseguide, hvilket er et sjældent syn i skønlitterære værker. Dens insisteren på at henvise så nidkært detaljeret til en eksisterende virkelighed gør romanen til både en lidt hånlig kritik af rejsebogen som sådan og en festlig stiløvelse udi samme.

Jeg ved ikke, hvad der står om Priki, Mokka og Grái Kötturinn i gængse rejseguides, men det, at de optræder i denne enestående roman, kvalificerer dem til at være must sees. Og fordi jeg tilsyneladende deler smag og aversioner med Lasse, kunne min rejseguide ikke have været bedre.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu