Rystende røve og musikoplevelser

Avisens musik-ankermand forsøger at kortlægge en række uforglemmelige øjeblikke og koncerter i dét bakkanal, som er blevet døbt Roskilde Festival
Avisens musik-ankermand forsøger at kortlægge en række uforglemmelige øjeblikke og koncerter i dét bakkanal, som er blevet døbt Roskilde Festival
4. juli 2011

• Det bedste øjeblik: Da Tyler, The Creator fra OFWGKTA får hevet to godtfolk i flodhestekostumer på scenen, og de kører ham rundt med hans ben i gips i en rullestol fra Roskilde Amts Sygehus, RAS.

• Den hårdeste fest: Jagwa Music er helt uden for kategori. En vildt synkoperende rytmesektion i sygt opskruet højhastighedssamspil med et billigt Casio-keyboard i gang med at spytte harmonisk esperanto. Og en forsanger med en ung Michael Jacksons charme flankeret af to fuldstændig balstyriske dansere, lige så sjofle som morsomme og akrobatiske. Sjældent har Cosmopol suget energiniveauet så højt og lystigt og lysende.

• Den bedste kollektive lim: Seun Kuti & Egypt 80 + Femi Kuti & Positive Force. De to sønner af Fela Kuti gav hver deres fremragende koncert, dog med pointsejr til Seun for et mere polyrytmisk og kantet udtryk, mens Femi nedtonede den komplekse guitar til fordel for et – lidt for – luksuriøst messingmassiv. Og så var det et stort øjeblik, da begge bands og frontegoer til sidst maste sig sammen på scenen. Få genrer har så meget kollektivt sammenrystningspotentiale, så lifligt rislende hypnotisk et groove, så megen sjofel lir og alligevel så spirituelt et lys. Og det efterlod brødrene ingen tvivl om.

Rystende boblerøv

• Den mest forvirrede optræden: Britisk-srilankanske M.I.A. gjorde en del for at få sin verfremdungseffekt ud over rampen, men havde vist ikke selv nogen idé om, hvad hun skulle bruge den til. Hendes koncert startede med en hinduistisk musikvideo uden nogen klar sammenhæng med et ellers meget collagepræget udtryk. Koncerten igennem så man ikke hendes ansigt, da hun holdt sig i konstant modlys. Men hvorfor? Og stemmen kom først rigtigt igennem i anden halvdel af koncerten – og hyppigt overdøvet af korsangeren. Og så lykkedes det hende alligevel på forunderlig vis at holde en fyldt plads fast. Måske fordi det var den mest generte, falsk ekstroverte, postuleret subversive optræden, som man ganske enkelt måtte måbe over. Eller også fordi hendes sang-katalog holder, og hendes globalista-beats og multikulti-patchwork banker rusten af skelettet – her bare transmitteret i en mudret produktion og af en unødigt formummet frontfigur.

• Den sjofleste krop: En split decision: 1) Jagwa Musics danserinde i meget små pink shorts desperat klyngende sig til en jordskælvsrystende boblerøv. 2) Seun Kuti hvis skridtbule i de stramme 70’er-bukser transmitteret via storskærm afslørede, at han bærer til højre.

• Den klareste kærlighed til publikum: »There’s some master that made this earth. And he told me to love all of you before I could love him. Aaaaah, I love you …« – Charles Bradley.

• Det sjoveste show: Shangaan Electro, deres klovnekostumer og de baldesvingende mænd og kvinder. Riverdance på amfetamin med et tempo oppe på sygelige 184 beats per minute i denne sydafrikanske electropop med primitivt klingende børnemelodier, der fik Cosmopols dyre lydanlæg til at lyde som en transistorradio i mono – og skabte sammenstød mellem krampende latter og smertende dansemuskulatur.

• Og den uafrystelige horisontudvider: Musikvideo-instruktøren Chris Cunninghams kulsorte visionære videreudvikling af sit uomtvistelige visuelle talent, hvor han som både vj og dj tæskede hul ind til vores emotionelle isolation, knugende melankoli og betændte angst. Francis Bacon, David Cronenberg, David Lynch snittet sammen og perverteret i et voldeligt og smukt digi-behandlet show på tre skærme. Storskærmskunst, ikke MTV, gennemvædede et mørkelagt Arena-telt, og da afslutningsnummeret »New York Is Killing Me« med afdøde Gil Scott-Heron i sørgmodigt sidelys indtog os, så virkede alt for en stund ophøjet til mørk, borende udforskning af sjælen. Sublimt.

Seun Anikulapo Kuti & Egypt 80 + Femi Kuti & Positive Force, Arena. Shangaan Electro, Cosmopol. M.I.A., Orange – fredag
Chris Cunningham, Arena. Jagwa Music, Cosmopol – lørdag

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Lom

M.I.A.'s problem er at hun er blevet mainstream, eller rettere hendes musik er blevet mainstream, men det er hun ikke selv.
Nu har jeg ikke været på Roskilde, men på anmeldelserne lyder det meget som hendes koncerter plejer at forgå, mere performans end koncert.
Om det fungerer at omplante en cluboptræden til en festivalscene? Det er vist mest anmelderne som har haft problemer.

anbefalede denne kommentar