Læsetid: 3 min.

En sangfugl fra Alaska

Sopran og barok-ensemble i verdens-klasse gjorde Tivolis Koncertsal til scene for en barok rigdom af sjælden kaliber
29. juli 2011

Det siges, at en sangfugl kan trække vejret med sine to lunger på skift og synge flere toner på én gang. Det er vist en forenklet udgave af sangfuglens komplicerede sang- og vejrtrækningsteknik, der stadig kan forvirre videnskaben. Men man skulle spørge den amerikanske sopran Vivica Genaux, der på linje med kollegaen Cecilia Bartoli, har fundet frem til en sangteknik ud over fatteevne, hvor ukendte muskler og klangrum sættes i spil og luften bliver økonomiseret ad uransalige veje.

I januar gæstede Vivica Genaux Danmark for at synge til Concerto Copenhagens jubilæumskoncert, og tirsdag aften var hun igen i København, denne gang i Tivoli med ensemblet Concerto Köln. Koncerten var ikke alene velspillet og velsunget, men også veltilrettelagt og veludført. Ensemblets bidrag balancerede med sangsolistens. Oboens og sangerens duet efterfulgt af en obokoncert af Vivaldi vævede musikken sammen i god barok stil, hvor den ene gestus fører til den anden og verden er rig og skøn og afvekslende med plads til fortabelse, men uden forstenende fokusering. Concerto Köln spiller efter barok tradition uden dirigent i et moderne demokratisk samarbejde med skiftende koncertmestre. Her er alle solister, og den musikalske sikkerhed er iørefaldende.

Concerto Köln bragte deres helt eget rum med sig. På Tivolis enkle scene etablerede de fra første ansats et rum, der så at sige klang af ensemblets egen akustik, hvis dette ellers er muligt.

Klanglig rummelighed

Musikken voksede ud som i et kirkerum, et italiensk palads, en prægtig have eller som ude i naturen selv. Deres klanglige rumlighed og teksturen i deres lyd gjorde musikken til arkitektoniske drømme og sanselig natur.

I disse smukke omgivelser trådte sangsolisten ind uden at bringe ubalance til det stærkt etablerede musikalske rum, men dog som en prægtig diva, der vidste præcis, hvilken plads, det forventedes, at hun skulle tage. En katteagtig entré og et ordentlig smil i stramtsiddende kjole og høje stiletter. Genaux har så velskabt et ydre, at man må lukke øjnene for at teste, om det nu også lyder så godt, som det ser ud. Og det gør det.

Genaux sang sig igennem Händel og Hasses arier med overbevisende teknik, der viste toner lige så stærke toner i dybden som i højden, en imponerende egalitet og præcision og en beherskelse af klangen, så det var tæt på overmenneskeligt perfekt. Dels er det en sjælden stemme og dels har Genaux ganske enkelt fundet vejen, så teknikken i sig selv er en forløsning af musikken, altså en mekanisk nattergal i positiv forstand.

I den sidste arie »Di quell'acciaro al lampo« fra operaen Solimano af Johann Adolph Hasse trådte Genaux længst frem i karakteren og fik afleveret en fysisk pragtpræstation ud fra et stærkt følelsesfokus, der overgik resten af programmet. Det endelige glansnummer var naturligvis aftenens andet ekstranummer, da Genaux lukkede koncerten med behørig løssluppen ekvilibrisme i Vivaldis »Agitato da due venti.«

På trods af en enestående sangsolist var aftenens højdepunkter lige så vel ensemblets, som da Benoit Laurent spillede sig varm i Vivaldis obokoncert eller da Händels fortærskede Water Music fyldte den nyligt oversvømmede koncertsal i en udførelse, der var om ikke magisk, så i hvert fald lige så udsøgt behagelig og stimulerende, som det er tænkt.

 

Tirsdag den 26. juli kl. 19.30 Tivolis Koncertsal Concerto Köln og Vivica Genaux. Koncertmester: Markus Hoffmann. Obo: Benoit Laurent. Musik af Evaristo Felice Dall'Abaco, Georg Friedrich. Händel, Johann Adolph Hasse og Antonio Vivialdi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu