Nyhed
Læsetid: 5 min.

Sex, racisme og dukker

Med en dukke i hånden eller en animeret figur på skærmen kan man gå langt over grænsen. I den amerikanske dukkemusical 'Avenue Q' bliver der både dyrket ekstremsex og forskelsbehandlet til publikums store begejstring. I den danske version skal der imidlertid skrues endnu mere op for satiren, for dansk humor er grænsesøgende: Grovere er sjovere
Kultur
6. juli 2011
Dukkerne i 'Avenue Q' ligner figurerne fra 'Sesame Street' eller 'The Muppet Show', nuttede og i skrigende farver, og desto sjovere er det at se dem udfolde sig i alt andet end børnelege. Her er det Monster Terrie, et eneboervæsen, som er totalt opslugt af internettet.

Dukkerne i 'Avenue Q' ligner figurerne fra 'Sesame Street' eller 'The Muppet Show', nuttede og i skrigende farver, og desto sjovere er det at se dem udfolde sig i alt andet end børnelege. Her er det Monster Terrie, et eneboervæsen, som er totalt opslugt af internettet.

Søren Malmose

To hånddukker uden underkrop dyrker vild og promiskuøs fuldemandssex, mens sange som »Everyone's A Little Bit Racist«, »If You Were Gay« og »The Internet Is For Porn« brager ud i rummet. Begejstringen vil ingen ende tage i de røde plyssæder på teatret på Manhattan, når musicalen Avenue Q tager samfund, normer og tabuer op til kærlig behandling. Resultatet har da også været en regn af Tony-awards, kendisbesøg og forlængede spilleperioder.

Dukkerne ligner figurerne fra Sesame Street eller The Muppet Show, nuttede og i skrigende farver, og desto sjovere er det at se dem udfolde sig i alt andet end børnelege.

Formen er overdrevet pædagogisk, publikum genkender den og knækker sammen af grin.

De er nemlig vokset op med børne-tv som førnævnte Sesame Street, der både skulle underholde og undervise, og det er befriende pludselig at se den pædagogiske modus vendt på hovedet.

Bizart og let tilgængeligt

Avenue Q's popularitet har gjort den til en kulturel eksportvare. Først kom dukke-musicalen til London, og på Fredericia Teater er man netop nu i gang med at lave en dansk version.

Teaterleder Søren Møller mener, at forestillingen er en perfekt blanding af musical, dukketeater og politisk satire:

»Avenue Q er nyt, bizart og let tilgængeligt på én gang. Dukkerne har stort blikfang, de vækker umiddelbart folks interesse og pirrer deres nysgerrighed.«

For ham kan entertainment og politisk teater sagtens kombineres. Man behøver ikke kede sig, bare fordi indholdet er politisk:

»Kvalitativt hænger forestillingen sammen. Den er en pastiche på en lyd, der var Sesame Street, men har taget universet op på et voksent niveau. Den sætter spørgsmålstegn ved nogle af de tendenser, der er i samfundet nu.«

De seneste ti års højredrejning får nogle kærlige klaps, siger Søren Møller:

»Det bliver bare konstateret for eksempel med et nummer som 'Everyone's A Little Bit Racist'.«

Avenue Q taler til en ny generation af danskere, der er vokset op med tegnefilm, stand-up og animation i alt fra reklamer til konsolspil. Sprogligt er vi blevet både grovere og hårdere, siger Anders Mastrup, producent på A-film, der blandt andet har produceret Terkel i knibe og Rejsen til Saturn:

»Det har taget lang tid især i Danmark at få en generation af voksne, der synes, at tegnefilm er interessante. Før i tiden gik de kun ind og så dem med deres børn. Nu tager de ind i bio-primetime og ser Rejsen til Saturn. Der er et publikum, og filmene skal være outrageous og ramme en nerve.«

Dukkens funktion

Ifølge Michael Eigtved, lektor og studieleder på Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet er dukke- og animationsuniverset en helt særlig dansk tradition, der blandt andet kan spores tilbage til den udvikling, Børne- og Ungdomsafdelingen i Danmarks Radio havde i 1970'erne:

»Her videreudviklede man dukkeelementer, som blev den stemme, børnene ikke selv kunne være bekendt at have. Anna og Lotte siger jo forfærdelige ting til hinanden, og Bamse er ofte en egoist, man ikke gider. Der er en dansk dukke- og animationskultur, som er om ikke anarkistisk, så i hvert fald out-spoken.«

Dukken eller den animerede figur danner automatisk en distance, et mellemled, der gør det acceptabelt, at dens karakter sprogligt går over grænsen, forklarer Eigtved:

»Vi differentierer mellem bugtaleren og hans dukke, selvom det er samme person, der lægger stemme til begge karakterer. Når dukken siger noget forfærdeligt, tysser bugtaleren på den og repræsenterer på den måde en norm, som vi deler. Det er dukken, der træder udenfor.«

Hvor stand-up er kommenterende og reflekterende i sin form, er animationsfilm og dukketeater demonstrativt.

Sidstnævnte viser verdens tåbelighed, hvor dukkerne kan gøre alle mulige ting, som det ikke ville give mening at gøre med rigtige mennesker, siger Eigtved:

»Dukken har ikke det samme filter som mennesker. Den skal gå ind og gøre noget andet. Når Carl Mar Møller vælger at lægge stemme til sig selv i en animationsfilm, er det, fordi der er et mellemled. Jeg tror ikke, du kunne få ham til at sidde i et 'her er dit liv'-program og være selvironisk på dén måde.«

At dukken virker som en støddæmper er både teaterchefen og animationsfilmproducenten enig i.

Anders Mastrup mener, at en af årsagerne til, at personer som Ole Henriksen og Carl Mar Møller vil lægge stemme til sig selv i filmen Rejsen til Saturn, netop skyldes, at der dels er en naturlig distance til en animeret figur, og dels at hele filmens univers er karikeret. I dukketeater tages det moralske ansvar fra spilleren og gives i stedet til dukken, siger Søren Møller: »Det er jo magisk. Man kan virkelig slippe af sted med meget, når bare man har en dukke.«

Vi er grovere i Danmark

Selvom Avenue Q forargede og begejstrede amerikanerne, skal der nu nok mere til at få det danske publikum til at rødme. Generelt synes vi nemlig, at grovere er sjovere. Hvor man i den amerikanske teatertradition godt kan lide at forlade teatret med et svar, vil vi i Danmark gerne gå derfra med et spørgsmål. Vi vil ikke have stoppet tingene ned i halsen, siger Søren Møller:

»Vi er klart mere sarkastiske, hvilket også vil fremgå af vores oversættelse af Avenue Q. Vi er meget mere direkte i vores humor. Humor må gerne gøre ondt i Danmark, og det er jeg ikke sikker på, at den må i samme grad i USA.«

Samme erfaring har Anders Mastrup gjort sig med landene syd for Danmark. I sin tid sendte A-film deres animationsfilm til filmfonde i Tyskland. Her havde filmkonsulenterne ladet deres børn se dem og var vildt forargede. Filmene burde forbydes for folk under 21. Det samme mente man i Frankrig.

Mastrup er overbevist om, at man kan være grovere i Danmark, end man kan i mange andre lande. En film som Rejsen til Saturn vil forarge mange amerikanere, blandt andet filmens demonstrative parodi på netop den danske humor, siger han:

»En af pointerne i filmen er, at en karakter står og sviner en indvandrer til, og så er det meningen, at indvandreren skal svare igen på samme måde, for sådan er dansk humor,« siger Mastrup og tilføjer, at vi groft sagt er lidt platte. Vi forventer, at man skal kunne klare at blive drillet uden at begynde at tude, mener han:

»Det kan godt være, de står nede i den anden ende og brænder vores ambassader af, men så siger vi, at det bare er, fordi de ikke fatter vores humor. Det er ikke alvorligt ment. Men det er måske også os, der er lidt dumme eller ikke forstår forskellen på alvor og humor.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

»En af pointerne i filmen er, at en karakter står og sviner en indvandrer til, og så er det meningen, at indvandreren skal svare igen på samme måde, for sådan er dansk humor,«

Ja, danskerne og danske børn er efterhånden opdraget til at være ualmindeligt humoristiske og sjove.

Yallahrup Færgeby har været der

http://www.dr.dk/yallahrup/

Inger Sundsvald

Ja, indlæres skal det, og udlandet har værsgo’ at følge trop. Vi giver den lige en tand til. Alle midler tages i brug i tv og medier i det hele taget, for ingen tager vel skade af en grovkornet sviner. Er nogen måske død af det?

Ehem…

- I hvert fald ikke nogen vi kender personligt.

Må jeg lige citere gode gamle Broby-Johansen:

”Det er nødvendigt at dyrke følelserne, for de [følelserne] er det eneste værn imod brutalisering”

- Hvis det ellers kommer nogen ved.

Marie Sanne Caroline Malmros

Jeg syntes bestemt ikke grovere er sjovere - tværtigmod. Humor bruges til at fremme den indre svinehund og kan legitimerer mandschauvinisme og meget andet skidt. Det er ekstra alvorligt, når det er børn og svage sjæle, som udsættes for det.

Inger Sundsvald

Humor er ellers en god ting. Det bliver bare sværere og sværere at se det sjove.

Niels Mosbak

Nåh, der er ellers dukkefilm der er så grove og så kontroversielle, at de ikke kan vises på TV.

http://hashtv.dk/

Inger Sundsvald

Ja, men det var fordi der blev gjort grin med militæret og de danske Jenser, det er trods alt at gå for vidt.

http://www.youtube.com/watch?v=1uwOL4rB-go

Jeg kan kun anbefale bugtaleren Jeff Dunham til fans af dukkehumor. Udover dukke-karakteren fra denne video, der nok er hans mest kendte, har han mange andre, der gør grin med alt lige fra gnavne gamle mænd til sydstatsbonderøve.

Til jer der ryger på barrikaderne over Avenue Q - slap nu af, det er immervæk bare satire. Vi har jo også altid selv været gode til at gøre grin med både os selv og andre, og i forhold til så meget andet, virker den her musical ret uskyldig.

Inger Sundsvald

Nu er det jo ikke Avenue Q nogen ryger på barrikaderne over, når man nu ikke har set den og heller ikke har tænkt sig at se den. Jeg forholder mig f.eks. til de grovkornede svinerier, som regnes for helt uskyldig satire, som ingen, hverken børn eller andre i udlandet, fatter det humoristiske i.