Læsetid: 8 min.

'Vi er sgu superfædre'

Manu Sareens far var 'hærchef' – den klassiske patriark, der knoklede og var meget væk fra hjemmet. Fraværet var faderens offer til sin søn med ønsket om at give ham et godt liv. Sareens eget offer til sine tre børn er erkendelsen af, at han aldrig bliver toppolitiker, der bruger hele sit liv på politik. Men det gør ham ikke til mindre mand, siger han og skyder en bredside afsted mod de mange kvinder, der brokker sig over den bløde mand
Mand for fanden. Manu Sareen er far til Felix på 11 år, Alvin på 6 og Cilia på 14. Hans børn skal kunne kende forskellen på, hvem der er mor, og hvem der er far, forklarer han: 'Jeg gider ikke lave pussenusselege med dem, og jeg er utroværdig, hvis jeg gør det. Vi slås — jeg smadrer og tackler dem. Hvis vi fædre tror, at vi skal være piger, så går det galt. Jeg er stadig mand for fanden, men jeg synes bare, at jeg er så privilegeret i min generation, at jeg også har den anden, bløde side,' siger han.

Mand for fanden. Manu Sareen er far til Felix på 11 år, Alvin på 6 og Cilia på 14. Hans børn skal kunne kende forskellen på, hvem der er mor, og hvem der er far, forklarer han: 'Jeg gider ikke lave pussenusselege med dem, og jeg er utroværdig, hvis jeg gør det. Vi slås — jeg smadrer og tackler dem. Hvis vi fædre tror, at vi skal være piger, så går det galt. Jeg er stadig mand for fanden, men jeg synes bare, at jeg er så privilegeret i min generation, at jeg også har den anden, bløde side,' siger han.

9. juli 2011

Manu Sareen har været i Indien med sin datter, Cilia. Ferierne alene med børnene er en nyskabelse hos familien Sareen på Amager.

»Jeg er dybt rystet over, hvor tæt vi er kommet på hinanden. Det er en gave, vi altid vil have sammen.«

Og det er planen, at Sareen skal af sted med sin mellemste søn, Felix, næste år. Bare de to. Den yngste, Alvin, skal også med på sådan en ferie en dag, men først når han bliver lidt ældre, »for lige nu vil han bare gerne til Legoland alene«.

Den radikale politiker har aldrig været alene på ferie med sin far, Satish. De har ikke spillet fodbold sammen eller lavet nogen af alle de andre ting, nutidens fædre laver med deres sønner. For når de endelig var sammen, var det udelukkende som familie med Sareens mor, Shubh, og hans lillesøster, Sabeena. I arbejderklassehjemmet på Islands Brygge var det de klassiske kønsroller, der herskede.

»Det var ligesom en gammel sort-hvid film, hvor moderen stod for de bløde ting, og når det så var lørdag, gik min far ned og købte kød og gik i køkkenet. Der var ikke noget, én til én-tid. Det eksisterede slet ikke i den kultur, jeg kom fra, og der mener jeg ikke en etnisk kultur, men en arbejderklassekultur. Jeg kan huske, at min far og jeg har haft pudekamp, men nok kun, fordi det var sådan en usædvanlig begivenhed. Det betød meget for mig.«

Faderen var patriark. Eller »hærchef«, som han kalder ham. Faderen forlod hjemlandet, Indien, i 1969, da Manu Sareen var to år, og red på fremmedarbejderbølgen først til Tyskland og siden til Danmark, hvor Sareen og hans mor stødte til i 1971. Fra de ankom, havde faderen konstant to job for at kunne forsørge familien. Det var på fabrik, eller hvor han ellers kunne få hyre.

Han arbejdede meget, var sjældent hjemme, og fraværet bliver allestedsnærværende, da forældrene åbnede to tøjforretninger. Så var moderen også væk en del af dagen.

»Jeg var meget overladt til mig selv. Men det var også anderledes legalt dengang. Havde man haft det sådan i dag, var man nok blevet tvangsfjernet.«

Han forklarer det med, at tiden var en anden. At det ikke var usædvanligt, at man efter skole bare hang ud på gaden eller legede med de andre børn i gården.

»Man holdt øje med hinanden og hinandens børn. Det var en slags fællesskab.«

Savnede du dine forældre i hverdagen?

»Som barn vil du egentlig bare have frihed, og jeg havde masser af frihed. Virkelig meget! Men det var stadig også frihed med ansvar, for jeg skulle opføre mig ordentligt, ellers faldt der brænde ned. Det er et mantra, jeg virkelig har fået banket fast.«

Læren om god opførsel

For nok var det Sareens mor, der stod for madlavning, rengøring og den nære omsorg med kys og kram, men det var faderen, der uddelte skideballer, når sønnen lavede ballade, alene eller sammen med kammeraterne på gaden. Og det skete ikke så sjældent. Faderen gik meget op i, at Manu og hans lillesøster skulle opføre sig pænt hjemme, men specielt også ude, når de besøgte venner, var på restaurant eller i andre sociale sammenhænge, hvor den indiske familie mødte Danmark. Den kuffert med moralske værdier har Sareen taget med sig hjemmefra, og det er vigtigt for ham, at hans børn lærer det samme.

»Man lærer ved at se, hvordan ens forældre agerer. Og så skal der jo helst være overensstemmelse mellem det, de gør, og det, de siger til dig. Det var der hos mine forældre.«

Én ting er, at poderne skal opføre sig ordentligt, men noget andet er
måden, de skal lære det på. Sareen har justeret lidt på sin fars metode til at opfostre sine afkom med sunde værdier og gode manerer, så det passer mere ind i omgangstonen mellem far og børn anno 2011.

»Det der med at give en gedigen skideballe, kunne jeg aldrig finde på. Men det er vigtigt, at de forstår, at der herhjemme er en anden rummelighed, end når de er ude i offentligheden og bliver vurderet af andre.«

Betalte en høj pris

Der er ingen tvivl om, at faderens aftryk sidder dybt i Manu Sareen, når det kommer til de mere borgerlige dyder og ønsket om generelt at gøre et godt indtryk. Faktisk så dybt, at man i 'Iqbal Farooq'-bøgerne kan finde en far, der stresser voldsomt over, hvad folk mon tænker. Han er en god blanding af fædrene Sareen, fortæller han.

Selv om der er en masse ligheder i det værdisæt, Sareen og hans egen far forsøger at videregive til deres børn, forvalter de faderrollen på vidt forskellige måder. Sareen har lært af sin fars generation af fædre. På godt og på ondt. For der er bestemt en række punkter, han har reflekteret over, efter han selv er blevet far, og som han nu forsøger at rette op på i forhold til sin egen barndom. F.eks. har han truffet en beslutning om, at han aldrig bliver toppolitiker af den slags, der kræver, at man bruger samtlige døgnets vågne timer på lovforslag, gruppemøder, partiprogrammer og medieoptræden.

»Den fraværende far er færdig. Min egen far er nu så omsorgsfuld over for og glad for sine børnebørn, fordi han nu har tid til at være det. Jeg vil bare gerne gøre det
nuog ikke vente, til jeg er pensioneret.«

Forleden kom Sareens søn og ville fortælle »noget om fodbold«, da Sareen sad ved computeren og arbejdede.

»I sådanne situationer er jeg meget bevidst om, at jeg må lade alt andet ligge og kigge ham dybt i øjnene og lytte og være til stede. Det er den allerstørste forskel, tilstedeværelsen. Jeg tager det med, jeg synes er godt, og så kan det sagtens være, at mine børn træffer andre valg, når det er deres tur. Men jeg håber også, at de vil synes, at jeg gjorde det så godt, som jeg overhovedet kunne.«

Mange rollemodeller

Du er ikke bitter over din fars fravær?

»Nej. Han tog hele vejen fra Indien for at jeg kunne få et godt liv. Han har ofret og betalt den allerstørste pris, det er at forlade sin familie. Jeg tror ikke, man aner, hvor stor en pris det er, før man har prøvet det. Det er hver dag, man savner sin kone og lille søn, når man skal sove. Det har han levet med. Alting har sin pris. Og det handler ikke om tilgivelse, men om, at man gør det så godt, man kan, ud fra det, man ved. Derfor værdsætter jeg også mit liv i Danmark; det er en gave, jeg har fået af min far.«

Sareen, der hverken er bitter eller tænker på tilgivelse i forhold til sin far, mener dog, at en dreng også har brug for mere end skideballer, snak om god opførsel og et klap på hovedet i ny og næ. Det har han i hvert fald selv. Og den fraværende far betød, at han begyndte at se sig om efter andre mandlige rollemodeller. En af hans første af slagsen var den tidligere professionelle håndboldspiller og studievært Morten Stig Christensen, der var pædagog i hans fritidsklub.

»Han spillede håndbold ligesom jeg, og han var helt klart en af de første mænd, jeg spejlede mig i.«

Sareen mener, at en række mænd og kvinder på grund af faderens fysiske og mentale fravær har været med til at præge ham gennem hele barndommen og i teenageårene. Og det har også været med til at gøre ham til den mand og far, han er i dag.

»De kvinder, jeg havde omkring om i fritidsklubben, i skolen og andre steder, kom jeg også automatisk til at spejle mig i. Når det kommer til mændene, var nogle af dem også næsten kvinder dengang i 70'erne. Det er fantastisk, for vores koner har jo i dag næsten fået veninder i deres mænd,« siger Sareen med et gran af ironi og uddyber, at det ikke ensbetydende med, at moderne fædre er nogle kællinger.

»Bare fordi man ikke har behov for at trone over sin familie som en herskerfigur fra World of Warcraft, er man ikke automatisk underkuet.«

Dyrker maskuliniteten

Sareen er en ligestillingens mand. Men selv om han ikke for fin til bleskift, bæresele og bamseleg, insisterer han på ikke at udviske kønsrollerne helt derhjemme i villalejligheden. Hans børn skal stadig kunne kende forskellen på, hvem der er mor, og hvem der er far.

»Jeg er jo ikke en pige over for mine sønner. Jeg gider ikke lave pussenusselege med dem, og jeg er utroværdig, hvis jeg gør det. Vi slås jeg smadrer og tackler dem. Hvis vi fædre tror, at vi skal være piger, så går det galt. Jeg er stadig mand for fanden, men jeg synes bare, at jeg er så privilegeret i min generation, at jeg også har den anden, bløde side.«

Det irriterer ham »ad helvede til«, når tv-programmer og artikler i dag nærmest er et overflødighedshorn af kvinder, der brokker sig over, at danske mænd er for bløde. At de hellere vil have machomænd.

»Danske kvinder glemmer en gang i mellem, at de er de heldigste på jorden, for danske mænd er fandeme nogle gode fædre. Vi vil gå med ungerne i en bæresele, vi vil med, når der er fægtning, fodboldtræning, eller hvad de nu går til, og så kan det godt være, at vi ikke er så gode til at tage vores del af barslen endnu, men vi vælger så meget til også fødslerne. Der er nogle, der har det rigtig skidt med det sidste, men vi prøver fandeme. Og det kan godt være, at det er, fordi vi er prægede af kvinder i vores opvækst, men vi er ikke underkuede.«

Sareen føler sig bestemt ikke truet på sin maskulinitet. Han dyrker i stor stil sit fodboldhold og de venner, han har kendt i 20-25 år. De tager til Berlin og ser fodbold eller drikker sig i hegnet. Sammen skaber de et rum, hvor de kan »slippe for alt det der kvindehalløj« og udleve meget af det, der er forbundet med klicheerne om en rigtig mand.

»Man bliver vel kun truet, hvis man ikke magter at træde ind i dét rum og tage den: maskuliniteten. Men jeg synes ikke, at der går skår af mig i hverdagen ved at være meget lige med min kone. Men jeg har bestemt brug for rum til at dyrke det maskuline. Dem havde min far og hans generation ikke. De
var mænd! De åbnede bare en flaske whisky derhjemme, og længere var den ikke!«

Serie

Er faderopgøret aflyst?

Patriarken er død, og for første gang i familiens historie står en ny generation af fædre i den situation, at de ikke kan bruge deres egen far som forbillede, når de selv får børn.

Til gengæld er den nye far kommet tættere på sine egne børn, og måske vil fremtiden byde på langt mindre konfliktfyldte forhold mellem generationerne.

Information interviewer en række nye fædre om forholdet til deres egen far og den nye forældrerolle.

Seneste artikler

  • Børn skal også kende livets dystre sider

    18. juli 2011
    Hvis valget står mellem at være en fysisk nærværende, men intellektuelt uopmærksom far, eller en fysisk fraværende, men inspirerende forælder, vil Morten Albæk til hver en tid vælge det sidste. Det er helt i tråd med, hvordan han selv er opdraget
  • Athene frem for alt

    12. juli 2011
    Det bliver grinet lidt af det der med 'barselsorlov' i omklædningsholdet hos AG København. Alligevel er tid den altafgørende forskel på, hvordan håndboldmålmanden Kasper Hvidt er far på i modsætning til sin egen far. En far, der i skærende kontrast til mange andre fædre fra sin generation var rundhåndet med kys og kærlighed
  • Forfatterens faderlige forbandelse

    6. juli 2011
    Karl Ove Knausgård ser sig selv som en god mand. Som et grundlæggende godt menneske. Men da han fik børn, opdagede han pludselig en masse ukendte, ubehagelige sider af sig selv. Sider han ikke har kontrol over, men som han kan genkende fra sin egen far
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer