Kommentar
Læsetid: 8 min.

Sisyfos som journalist

Tale. Journalistik er et sisyfosarbejde, men selv om stenen altid ruller ned igen, er det vigtigt at vælge, hvilke sten man vil rulle op og her kan demokratiets kritiske vagthunde gøre det bedre, pointerer den tyske Nobelpristager i litteratur, Günter Grass, i en tale på det tyske journalistforbunds årsmøde
Kultur
9. juli 2011
Spørgsmål. Günther Grass stiller sig spørgende 
 over for, om den det parlamentariske demokrati som styreform stadig vilje og magt til at afværge det omsiggribende forfald?

Spørgsmål. Günther Grass stiller sig spørgende
over for, om den det parlamentariske demokrati som styreform stadig vilje og magt til at afværge det omsiggribende forfald?

Erik Refner

Mine damer og herrer ... Eller skulle jeg sige: Kære kolleger, da vi alle hører til det skrivende laug og er døbt i et blækhus? Denne forsamling har i år påkaldt sig Albert Camus og kåret hans Sisyfos til skytsengel. Det var på tide. Siden 1950'erne har han været min eneste helgen. 'Ham, der spotter guderne', har jeg altid kunnet regne med: Sankt Sisyfos.

Men Camus var det jo, som nytolkede Sisyfos og hans myte for os. At hans forfatters lakonisk formulerede, men virkningsfulde essay blev skrevet og udgivet under den tyske besættelses modgangstid, da Frankrig endnu vaklede mellem modstand og kollaboration, er vidnesbyrd om de bevæggrunde, der fik Camus til at påpege absurditeten ved verdens gang i det virkningsfulde billede af den aldrig hvilende sten.

Er det ikke, som om vi i dag må holde flere sten i bevægelse? Det sidste halve år har frembudt bemærkelsesværdige begivenheder, der har affødt de største overskrifter, globalt som lokalt. Som sneen, der faldt i går, kan de allerede forekomme passé, men de ophører ikke af den grund med at indvirke på den politiske og økonomiske udvikling.

Den latterlige skandale med Karl-Theodor zu Guttenbergs plagierede doktorafhandling afløste postyret om samme adelige ministers afskaffelse af værnepligten. Men knap havde vor kanslerinde udtalt fortsat tiltro til løgnerbaronen, før jordskælv og flodbølger i Japan udløste en atomkatastrofe og genopvakte smertelige erindringer om Tjernobyls reaktorruiner. Og endnu mens Fukushima var 'tophistorie', som det hedder i journalistjargon, forlangte den arabiske verdens folkeopstande at få forsideplads. Siden fik vi oprullet en græsk krise, der har ulmet i årevis. Og hvad læser vi fortsat om? Benzinpriser, der stiger ukontrollabelt, flygtningeelendighed, kongelige bryllupper og fiskere, der bliver til sørøvere. Og i baggrunden for det hele: Klimaforandringerne, som har været undervejs i årevis med bivirkninger, der rejser begrundet tvivl om den menneskelige races overlevelse.

Sammenfattende kan det siges om journalistikken, at den lever fra hånden og i munden, nærer sig ved sensationslyst og sjældent finder eller tager sig tid til at belyse baggrunden for de faktorer, som med stigende hyppighed kaster os ud i nye permanente kriser.

Er journalisterne rede til at stille sig selv kritiske spørgsmål? Som forfatter kunne jeg kvæde en vise eller to om dét. Mine gøremål er udsat for løbende evaluering og har ofte nok været prisgivet kampagnejournalistikkens klapjagt. Jeg er dog vant til den slags ritualer, måske fordi vi som forfattere altid forholder os kritisk til hinanden hvad journalister så godt som aldrig gør.

Dog er der undtagelser. I Die Zeit læste jeg en kritisk undersøgelse, hvor økonomiske journalister anklagede sig selv for ikke i tide at have advaret om den store finanskrise. Da I, som er til stede her i dag, ser ud til at koncentrere jer om jeres egentlige opgaver og dermed handler i samme ånd som 'det lykkelige menneske', Sisyfos vil jeg benytte lejligheden til fremdrage nogle sten af forskellig vægt, og som enten befinder sig ved foden af bjerget eller allerede er blevet mosbelagte halvt oppe.

Spreder skræk og angst

For nylig var jeg i Greifswald, fødeby for forfatteren Wolfgang Koeppen. Flere gange har hans roman, Das Treibhaus, der handler om den tyske forbundsdag i begyndelsen af 1950'erne, givet mig anledning til at kaste kritiske blikke på de lobbyistiske interessegruppers virke i et samfund, der forstår sig som pluralistisk. Fra kansler Kohls omgang med partidonationer til afpresningsaktiviteterne fra lobbyisterne i atomindustrien eller medicinalindustrien, og sidst men ikke mindst: De stormægtige banker, som i dag har taget det folkevalgte parlament og dets regering som gidsel.

Bankerne dyrker det uafvendelige skæbnespil og lever deres eget liv. Deres ledere og storaktionærer udgør et regulært parallelsamfund. Ansvaret for deres økonomiske risikotagen er nu endegyldigt overdraget til borgerne som skatteydere. Vi garanterer for bankerne, hvis milliardgrave altid hungrer efter mere.

Vi behøver mere end nogensinde en journalistisk kulegravning, som kan oplyse offentligheden om lobbyisternes underlødige magtanvendelser. For de truer vores demokrati og gør det i højere grad end de hysterisk fremmanede trusler, der på Sarrazin-manér spreder skræk og angst. De udhuler parlamentarikernes og regeringens troværdighed og får politikerleden til at vokse.

Utåleligt er det, når politikere af højeste rang næppe har kastet deres embede fra sig som irriterende gammelt ragelse, før de er at finde i velpolstrede positioner i koncernledelser og interessegrupper. Derfor må der efter min mening indføres en lovbefalet karenstid mod den slags på mindst fem år. Medmindre den brede offentlighed og især journalisterne da vil affinde sig med, at politik som sådan er til at købe og skal blive ved med at være det.

Det er journalisters pligt at sætte fingrene på sår, der stadig er åbne, så lad mig også nævne konsekvenserne af den forhastede gennemførelse af den tyske genforening, som alene tjente vesttyske interesser og normer. Ser man gennem selvros og selvfejringer, er det i dag muligt i endnu højere grad at erkende det, som allerede dengang var til at forudse som realitet: Østen tilhører Vesten. Den sociale sortering, som gør borgerne i det tidligere DDR og deres efterkommere til andenklassestyskere, er så gennemgribende, at de fleste unge østtyskere forlader deres hjemstavn for at søge mod vest. Hele regioner affolker selv. Og ofte er det højreekstremister, der bliver tilbage og kommer til at anslå tonen i disse områder på måder.

For at det påkalder sig offentlighedens opmærksomged kan det blive nødvendigt med et supplement af litterær art. Som medlem af den komité, der uddeler Alfred Doblin-prisen, læser jeg de nominerede manuskripter. Et af dem, en roman af den unge Judith Schalansky, udkommer til efteråret under titlen Der Hals der Giraffe. Handlingen foregår i en stadig mere affolkningsplaget by i Vorpommern. En biologilærerinde underviser sit svindende antal studerende i det darwinistiske selektionsprincip velvidende, at kommer der ikke flere elever, vil hendes skole ikke eksistere om tre eller fire år. Derudover er naturen godt i gang med at overtage de forladte marker og forfaldne bygninger. Et mangeartet flor af planter spirer og gror. Og med dem triumferer også forlængst glemte ord. Lakonisk konstaterer fortælleren naturens sejr ved at henvise til de ved genforeningen lovede »blomstrende landskaber«.

Et spaltet klassesamfund

Nu kan man sige: Hvor er det godt, at vi stadig har litteraturen og forfatterne til at udfylde de huller, som efterlades af journalister, hvis blækhus kun skal formidle døgnets hurtigt vekslende begivenheder. Jeg ved også meget vel, at den strøm af daglige nyheder, som internettet har mangedoblet, stiller store krav til alle, der vil holde sig orienteret. De overmætte medieforbrugere har allerede skabt sig virtuelle tilflugtssteder. Og dog bliver ingen af os sparet for at bekymre os for den fremtid, demokratiet og de forfatningsmæssige frihedsrettigheder går i møde.

De aktuelle symptomer på træthed og forfald i vores statsstrukturer giver rig grund til at rejse tvivl om, hvorvidt vores forfatning nu også garanterer, hvad den lover. Et klassesamfund, der spaltes i et stadig mere forarmet flertal og en stadig mere afsondret elite af velbjærgede; et gældsbjerg, hvis top nu dækkes af en sky af nuller; den åbenlyse afmagt hos folkevalgte parlamentarikere over for interessegruppernes koncentrerede magt, herunder ikke mindst over for bankernes kvælertag, gør det for mig presserende at stille et spørgsmål, som længe har været uhørt: spørgsmålet om systemet.

Nu ingen panik! Der vil ikke blive proklameret revolution herfra. Hvad Europa angår, fandt det sted i det 20. århundred og vel mærke i flertal med de velkendte resultater, hvortil hører kontrarevolutioner og folkemord. Snarere handler det om, at vi som samfund stiller det udfordrende spørgsmål: Er det rimeligt, at vort demokrati tvangsmæssigt skal påtvinges et kapitalistisk system, hvor den finansielle sektor i vid udstrækning har frigjort sig fra den virkelige økonomi, men ikke desto mindre kaster denne ud i den ene hjemmelavede krise efter den anden? Skal vi vedblivende klynge os til trosartiklerne 'marked forbrug profit' som religionserstatning?

Jeg overbevist om, at den type kapitalistiske system, som neoliberalismen fremmer, nok foregiver at være uden alternativer, men reelt er degenereret til en kapitaldestruktionsmaskine, der for længst har fjernet sig den engang så succesfulde sociale markedsøkonomi og i dag er sig selv nok: en antisocial Molok, som er umulig at tøjle effektivt ved nogen lov.

Derfor må også det opfølgende spørgsmål stilles: Har den det parlamentariske demokrati stadig vilje og magt til at afværge det omsiggribende forfald? Eller skal alle reformforsøg på at bringe bankerne og deres håndtering af finanskapitalen under kontrol det vil sige forpligte dem på almenvellet fortsat kunne affejes med den ansvarsforflygtigende frase, at »sådanne ting kan nu engang kun løses på globalt niveau.«

Skulle de vestlige demokratier vise sig ude af stand til at imødegå de reelle, overhængende og forudsigelige farer med grundlæggende reformer, vil de ikke kunne holde stand mod alt det, som bliver uundgåeligt: Kriser, som avler nye kriser, den ukontrolable vækst i verdens folketal, flygtningestrømme, som vil blive udløst af vandmangel, sult og elendighed, og de menneskeskabte klimaændringer. Bryder den demokratiske orden sammen, vil tomrummet kunne overtages af kræfter, vores forestillingsevne endnu har svært ved at beskrive. Eftersom vi stadig er brændte børn, mærkede af den endnu håndgribelige arv fra fascismen og stalinismen.

Lad mig atter påkalde dagens skytshelgen. Da jeg var ung og forsøgte at orientere mig i de første efterkrigsår i et miljø hærget af ideologisk vanvid, bød den franske eksistentialisme sig til.

Kampen for at nå toppen

Især var det striden mellem Sartre og Camus, der nåede over grænsen og ind i atelieret Düsseldorfs Kunstakademi, hvor jeg stod i lære som billedhugger. Her var vores diskussioner ikke mindre heftige, passionerede eller højrøstede. Men det var først senere, at jeg besluttede mig for at tage parti for Camus. Hans syn på mennesket som en oprører og hermed mener jeg hans forsvar for den permanente modsigelse har præget mig lige siden. Da Sisyfos-myten i midten af 50'erne udkom på tysk, blev det hans sætninger, der viste vej. Som for eksempel hans definition af lykke: »Den gør skæbnen til et anliggende, som må afgøres blandt mennesker selv«. Eller den smukke overbevisning: »De mest nedslående sandheder mister deres brod, når først de erkendes.«

Jeg formoder, at indsigter som disse må være egnede til yderligere at kvalificere jeres journalistiske arbejde. Vi har kun denne verden. Og da menneskeslægtens eksistens på den blå planet er et forholdsvis nyt fænomen og dens videreførelse alene afhænger af vores handlinger eller passivitet, er vi ansvarlige for planetens tilstand. Vi har i vidt omfang misrøgtet den, drevet rovdrift på den og overladt vore efterkommere en arv, de ikke kan nægte at modtage. Altså gælder det om at anerkende denne sandhed og andre og kalde dem ved rette navn. Vi må vælge de sten, vi vil rulle. Men om dette livslange slid har Albert Camus opmuntrende ord. Han siger: »Kampen for at nå toppen kan fylde et menneskes hjerte. Vi må forestille os Sisyfos som et lykkeligt menneske.«

© Suddeutsche Zeitung og Information. Bragt efter aftale med Leonhardt & Høier Literary Agency Oversat og forkortet af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mange fine betragtninger om trosartiklerne ‘marked forbrug profit’ samt den tvangsmæssigt påførte kapitalisme, men med en tøvende upræcis reflekteren over "det vestlige demokratis" uformåenhed. Et demokrati, som jo reelt kun bæres af den enkeltes ytringsfrihed, en ytringsfriheden som i en skibsværftshal, hvor 'nitternes' hamren og banken sætter niveauet for kommunikation. Et demokrati der ikke omfatter 'økonomien', er ikke et demokrati - helt enkelt.

Heinrich R. Jørgensen

Jeg troede ikke Carsten Jensens skarpe og skrappe opråb til de danske journalister ved deres årsmøde i 2010 ville blive overgået. Sjældent er noget så relevant og påtrængende blev udtalt så klart.

Günther Grass's sætter en ny standard med sin tale. Analysen er skarpere, bredere og dybere, og tankerne og ordene endnu klarere.

opmuntrende